HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 2. BIND: RETTSINNLEGG. SUPPLEMENT


TIL DOMSKOMMISSIONEN
del 2
d.V,b.2,s.126   hvem kan gjengive mit Rygte det fine Arom, som omgiver en-
hver Ynglings Navn, om hvem man gjør sig Forhaabninger, men
som man i Sagen har kappets om letsindigen at henveire. Mit
Navn er af en stærkere Natur, men mit Rygte, der har saa
uendelig en Indflydelse i det private Liv, hvo gjenreiser mig den
Blomst, naar raae Hænder sønderplukkede dens tendre Hjerte-
blade? Og -- er dette ikke Straf?


   Og endelig
f) Af Hovedforbryderen, Overjæger Lie, som gik ligeindtil den
   yderste Grad af legemlig Mishandling, seer jeg mig -- for-
   uden de reale, factiske Injurier -- ogsaa tilføjet verbale In-
jurier
, hvis Strafbarhed er beviist, idet deres Usandfærdighed
   under Sagens Behandling er lagt for Dagen, og forhen i Ind-
   læg paastaaet lagt i Straf.



   Intet af alt Dette, og lidt nok af det Væsentlige kommer ind
under Referentens Beregning; ligesaalidt som det, at endog en
meget mildere Straf, ja den mindste Straf vil have Indflydelse
paa min hele Livsbane, som mine Forældre, der herved ogsaa
uskyldigen straffes, med store Bekostninger have netop nu fuldtud
rustet mig til at betræde, hvorimod endog en større Straf, end
den han har tiltænkt Overjægeren, kun vil have liden Indvirkning
paa hans senere borgerlige Forhold. Har man bestræbt sig for
at trække, aldeles fra puncta quæstionis uafhængige, fore- og
eftergaaende Scener ind i Undersøgelserne, hvorledes har det
da kunnet undgaae ham, og hvorledes har han kunnet bringe i
Harmonie med sin Mening om min Opsætsighed, det factum: at
jeg aldrig betraadte Leiren uden paa Indbydelse og dertilmed
erhvervet Tilladelse!?

   Jeg spurgte jo saaledes Ritmester Schilling allerede tidlig om
Morgenen om jeg kunde holde Leiren saa nær; og som svarede
Ja
, skjøndt han ikke nægter, (Pag. 246) at jeg da kunde være
indenfore Opstillingslinien. Dette vidner ogsaa Guldbrand Ihl-
bjerget, der holdt min Hest, mens jeg profiterede af Ritmesterens
Indbydelse til hans Telt, og altsaa ogsaa var paa samme Sted.
(Men der i Teltet bleve mine Fiender den unge Wedel, Lieut.
Morgenstjerne og Kreutz mig vaer, og da allerede lagdes sand-
synligviis Planen til Dagens Historie).

d.V,b.2,s.127      Videre: da Chirurgen Wille indbød Cand. Lerche og mig til sit
Telt (Pag. i Forh. 265 og 269, hvor der siges, at han 2 Gange
indbød os -- saasom nemlig han førstegang ikke kom tilstede)
saa siger jo baade Lerche, at vi erhvervede Skildtvagtens Til-
ladelse
til at ride op til Teltet, og Skildtvagten selv bekræfter
dette
(Pag. 392), med Tillæg "at vi da maatte ride hurtigt". Op-
sætsighed, som saa dyrt bør betales, ligger der vel ikke i, at jeg
af Uvidenhed og Hastværk bandt Hesten i en Snor ved Telt-
pindene? og vel endnu mindre i, at jeg, da Chirurgen ei var
kommen efter Aftale, flux 1lystrede Officeren, der bød mig ride
bort, og reed bagud om Skoven? Lieut. Brochs Sigende, at jeg
endelig vilde have en Underofficeer til at holde min Hest, er
ikke understøttet af noget Vidne og benægtet af mig, ihvorvel jeg
erkjender Muligheden af at kunne have henvendt mig til den
første den bedste om at sørge for min Hest saa hurtigt som
muligt, forat jeg ikke skulde gaae Glip af Chirurgens Frokost a la
fourchette, som alt fortæredes. Kun det erindres vist, at jeg
vilde sætte Hesten i en Slags Stald i Nærheden, men turde ikke,
da Ejermanden var mig ubekjendt. Det er næsten værre, ja
syndigere at ville lægge Trodsighed og Opsætsighed i min forsigtige,
rolige Adfærd og
2Sagtmodighed, end som Proc. Praem, Ondt i
at jeg byder en anstændig Overjæger i mit og Vennens Selskab
et Glas Viin, og i mine Ord: "at man skylder den honette Mi-
litær, ja den hele Stand, naar den opfører sig honet en Smule
(d. e. en temmelig Grad af) Agtelse". Mon jeg havde fremlagt
Beviser for disse Ord, om jeg endog kun kunde ahnet en saa
uvittig Fortolkning? De ere tvertimod, tilligemed min første Klage
og mit Brev af 17 Nov 1828, Beviser forat jeg ikke, som Praem
vil paadutte mig, nærer nogen Uvillie mod Soldatesquen i det
Hele, af hvilken Stemning han vil udlede sin hele bagvendte Frem-
stilling af min Fremfærd. Om jeg, efterat have lært at kjende
den enorme Kasteaand og ihøjeste Grad uretfærdige Partiskhed
som har besjelet en Deel af de Officerer, som ere nævnte i
d.V,b.2,s.128   denne Sag, nærer en dyb Foragt for Nogle af Disse kommer vel
ikke Sagen eller Lies Sagfører ved. Dette hans Anførende har
omtrent samme Vægt som hans Anførender og Vidneførsler om
mit Antræk (hvoraf -- saa fattig er man -- man ogsaa vil mo-
tivere Lies Handlinger og Vagtens Fremfærd
). Selv M. V., for-
uden mangfoldige af de gyldige Vidner (saasom Mil. V. Pag. 373)
sige, at det var skikkeligt; men 3 bekjendte Petitmaitre: Praem,
Leganger, Kyhn, sige nei! Sadelen Modparterne have saameget
at bestille med, var Praems Svigerfaders bedste Ridesadel. Dog
-- bort med sligt Lapperie!


   Som anklaget og overbeviist om lovstridigt Forhold (Se Litr. D,
H og L, 1) kan Vagtmandskabet ikke antages som fuldgyldige
Vidner.
Heller ikke P. Østberg, der, formodentlig forat gjøre sin
Herre til Behag, smører altfor tykt og plumpt paa, og derved
indsøler sig i Urimeligheder. Disse ere heller ikke vanskelige at
finde hos alle de militære Vidner, og de ere hist og her paabe-
raabte af mig, forat vise, at selv hos dem bryder Sandhedens
Lys af og til frem. Saasandt en ridende Jæger bør vide For-
skjellen imellem Leir- og Opstillingslinien, saa er det en Urime-
lighed
af 2det M. V. Pag. 376 at sige "at da jeg stod af Hesten,
stod denne tvertover den opkastede Leirlinie". Ligeledes siger
M. V. Pag. 377, at Capt. Ingjer tog mig i Brystet, og at jeg fulgte
ham efter nogen, skjøndt forgjæves Modstand". Hvor kan med
Sanddruhed
siges saadant tvertimod Ingjers Forklaring? Skjøndt
det er afgjort at Cand. Lerche og jeg rede sagte opmod de syd-
lige Smaahøje, siger dog P. Østberg "at vi fore og svingede med
Hestene"; og, Pag. 386, hvor kommer ikke der dette Vidnes Udue-
lighed
for en Dag, idet han gjenkalder sit løjerlige Foregivende
om Capt. Ingjers og min Svir post festum i Borchgrevinks Telt?
Desuden -- den almægtige Kaste-aand hvilken Indflydelse har den
ikke paa Vidnesbyrdenes Anstrøg og Character i det Hele?

   Men, tages de militære Vidner af Vagtmandskabet gyldige som
Vidner om Lies og mit Forhold: saa kunne de dog aldrig tages
gode som Vidner i deres egen Sag
d. e. de kunne dog ikke vidne
gyldigen om Alt hvad der staaer i Forbindelse med de Optrin i
Dagens Historie, som de udfyldte med Haansord
osv. mod mig?
og selv om punctum quæstionis, hvilke partiske Vidner maae ikke
de være, der tilraabte Lie, at han skulde slaae endmere?
De
d.V,b.2,s.129   maae visseligen forskydes, og da falder alle Staverne under det
Echafaut, Referenten har opreist i sin Deduction, hvor jeg skal
brændemærkes med Straf og betale flere 100 Daler, formodentlig
for at Han, ved at beskylde mig for "Opsætsighed og Trodsighed"
kan hylde den skammelige Praxis, at, naar Staten anlægger
Sager, da maa Parten, enten han er uskyldig eller ikke, betale;
samt den gamle, men ikke altid rigtige Mening, at i Proces har
begge Parter Uret; ja muligen den nye Formening med: at Re-
ferentens vigtigste Hverv er at halvere Skylden og Straffen.
   Protesterende imod den eneste men tillige saa ugrundede Refe-
rentens Paastand, at jeg paa Gaardermoen viste Trodsighed og
Opsætsighed imod Militairet, samt imod enhver vilkaarlig For-
tolkning af mine Ord der
, til Fordeel for Referentens grundløse
Paastande om et Forhold af mig, der saaledes skulde lade sig
characterisere og straffe --
      paastaaer jeg, støttende mig in specie paa foranførte A til
      L incl. og litr. a til e, incl. Pag. 20:

   Aldeles Frifindelse, Fritagelse for at deeltage i Omkostninger og      Erstatning for Tort og Creditspilde.
   Som Erstatning for Tort og Creditspilde paastaaer jeg (cfr. lit.
d. e. f. Pag. 20, 21):

   Kammerherre Anker mulcteret for hans, af mig tilforn paa-
ankede ærekrænkende Tirade i hans 1ste Brev til mig, hvil-
ket findes i Sagens Documenter;

   Overjæger Lie tilkjendt en Skjærpelse i Straffen for hans
(se litr. f. Pag. 21) injurierende Skrivemaade i sin "Erklæring",
hvilke Injurier jeg i et af mine foregaaende Indlæg har ci-
teret og paaklaget;

   Procurator Praem mulcteret for hans injurierende Skrive-
maade mod mig i Forsvarsskriftet for Lie, og særskilt mulcte-
ret for forhen paaklagede, ulovlige Adfærd mod Lie som
afgivende Forklaring for Retten ved Mødet paa Elstadmoen;
samt, under Eet, alle under Sagen om mig fremkomne ære-
rørige Udtryk mortificerede.



   Endvidere paastaaes:      Vagtmandskabets Vidnesbyrd forkastes.


d.V,b.2,s.130      Jeg har talt, og Sandheden og Retfærdigheden og Menneske-
ligheden med mig imod Falskheden og Uretfærdigheden, Bar-
bariet og Hevnen og alle de uædle Lidenskaber, som nogensinde
bevægede slette Menneskers Hjerter. Jeg tier, men noget Højere
taler til mig i disse Forventningens Dage: at det skal ikke skee
at et Justitsmord forøves mod den mishandlede, uskyldige unge
Borgers Ære, og et Justitsrov mod hans Velfærd!

Ærbødigst
Henr. Wergeland.

TIL DOMSKOMMISSIONEN
1  tilbake Ankers (Kammerherrens?) Sigende, "at jeg indtraf paa de mig
forhen forbudne Steder" er baade ubeviist og ubeviisligt, thi ved
2det Nærvær hos Wille holdtes Samværet paa et ganske andet Sted.

2
  tilbake En saadan Adfærd havde jeg jo ogsaa lige forud foresat mig,
efter Praems Udsigende.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE