TIL LAURENTIUS BORCHSENIUS
|
Eidsvold Præstegaard 22de Marts 1829.
I Forbindelse med min Skrivelse af 13de denne Maaned giver
jeg mig den Ære, som tredie Postulat, at anføre:
3) Brigaden opfordres til at opgive (cfr. dens Skrivelse af 3die
Februar dette Aar), hvad Mere graverende den maatte være vi-
dende om mit Forhold paa Gaardermoen betræffende, da ellers
dens Udsagn i hiin Skrivelse: "Studentens Forhold blev ikke
skildret saa graverende som det virkelig var" let kunde faae
Skin af Skumlerie, eller Brigaden idetmindste blev paaduttet Be-
breidelsen, at have en forvænt Smag, som ikke finder, at Over-
jægeren med Flere have smurt tykt nok paa. --
Ligeledes vil jeg her tilføie i Anledning af hvad Oberste,
Kammerherre Anker, i hans Impertinenthed af 8de Januar 1829
(v: især hans med "begrændsede Tirade") anker over, nemlig, at
jeg om Formiddagen var bleven attaqeret inde i Leiren og bort-
viist af Officerer:
Korteligen nu, da jeg ellers, hvis Hensigten af foregaaende
Skrivelser ikke opnaaes, maa see mig nødt til at beskatte
[ -- -- ]
Tid for en detailleret
[ -- -- ], som baade Empirie og Speculation
lige rigeligen tilbyde, grundet Oprullen af høie og lave Mod-
parters forbausende ulogiske Misgreb i deres Dynge af Docu-
menter -- kort, som sandt, fremsætter jeg her hiin Passage:
Tidlig om Formiddagen inviterer Chirurg Wille Student Lerche
og mig fra Pladsen og i sit Telt for at bringe vore af Caffe og
Ridt destruerede Maver i Orden. -- Han beder os ride lige derop
-- der er Intet iveien -- kommer strax efter -- Adieu saalænge!
Som sagt saa gjort; og, hvis Vagtteltet, som jeg troer, laae paa
venstre Haand, som Hjørnetelt, af den Leirgade, som førte til
Doctorteltene, saa var det netop en Skildvagt af den samme Vagt
"som siden -- -- -- der, paa Spørgsmaal, om jeg kunde ride
Gaden op, gav "Ja" til Svar. --
Som vi red opad den brede Gade kom en Officeer, og sagde,
at vi ikke maatte ride der. Vi sagde da vort Ærinde; og da vi
(mens Naturen drev paa
[ -- -- ] alle Kræfter) tænkte som saa: "der
ligger jo Doctorens Telt" faae Skridt endnu saa ere vi i Behold,
bleve vi ved at ride videre fort, uden videre Modsigelse. -- Nu
|
| d.V,b.2,s.77 |
vare vi ved Maalet. Jeg sprang af Hesten, bad min Compagnon
passe paa den, snørede Tømmen til Sikkerhed om første den
bedste Teltlinie og gik ind i Teltet, hvor jeg af en fremmed Doc-
tor, da Chirurgen endnu ikke var kommen, og jeg havde Hast,
saasom jeg ikke troede mig saa sikker under en saa halvcivil
Sauvegarde, som Chirurgens, fik min Gentiana og gik; hvorpaa
da min Medbroder sørgede for sig med samme Gesvindighed. --
Idet jeg nu løste min Hest kom en Officeer og bød os forlade
Leiren, hvilket flux skede, da vi toge Retiraden bagom, langs
Skoven. Hvis jeg heri virkelig har forseet mig, og min Upasse-
lighed, der var af det Slags, at den hurtig kunde og burde raades
Bod paa, ikke kan undskylde mig, da bør min Mave og Tiltro til
Chirurgen samt min Uvidenhed og Sorgløshed, der lod mig glemme
at slæbe en Tjener med mig for at holde min Hest (skjøndt
jeg isandhed kunde ladet være at tøire den paa nogensom-
helst Maade) lægges i Bøder. -- Disse kunne vel ikke blive saa
store; men noget større end de retlige gav jeg gjerne, dersom
de maatte blive anvendte til Sikkerhedskaart for Tilskuerne paa
Gaardermoen -- saadanne, som jeg har læst den berømmelige fra
Diavolo uddelte i Calabrien, hvilke altid respekteredes af hans
Bande. -- Fortællingen herom undlod jeg af min første Skrivelse
af 22de September, fordi den ikke faldt mig ind, da alene Sagen
selv stod mig klart 1for Hovedet, da jeg klagede, og ikke en
sand Ubetydelighed, der ikke staaer mere i Forbindelse med paa-
|
| d.V,b.2,s.78 |
ankede Sag end en Galgenfristes afhuggede Hoved med Krop-
pen. -- Jeg undlod den i min Skrivelse af 13de denne Maaned,
fordi jeg ogsaa da sysselsatte mig med Hovedsagen, foregaaende
heri den hele Brigade med et følgeværdigt Exempel, og satte
Ankers Anker over en saadan Frihed af mig under samme Ru-
brik, som Rytteriets Vidtløftigheder om mit Forhold i Kroen,
Fuldskab og andre slige, hvis Viddet hos D'Herrer er desto dybere
og Samvittighederne desto rummeligere, kostbare, besynderlige
og unødvendige Ødselheder.
ærbødigst
Henr. Wergeland.
TIL VALENTIN SIBBERN
1 tilbake Jeg har det Haab, at de competente Vidnesbyrd tilsammen-
lagte ville blive et fac simile af min første Erklæring eller Klagen,
som Oberste Anker i al Venskabelighed vilde have henlagt, fordi
han, seende frem i Tiden, "ikke vilde kunne forhindre alle de
Personligheder, som fra alle Kanter ville fremstrømme imod mig,
naar Sagen først havde begyndt at versere" -- Se den Musicus
kjendte sit Claveer før han begyndte at spille derpaa! Godt stemt,
godt spillet; men -- Choret, Choret stemmer ikke: Bassene ere
falske, Discantene sande, og Efterspillet, hvordan vil det blive?
Denne hele Sag, som musicalsk Stykke betragtet, tør ikke ude-
lukke den poetiske Retfærdighed. -- Det var hiin første Klage
Oberste Anker vilde lægge den Capsun i Munden: at jeg, for
Høfligheds Skyld, burde takke og beholde og frafalde en Plan,
der vilde volde ham med Corps (udtrykket ved "os") meget Bry- |
| BLA BAKOVER |