| TIL ØVRE ROMERIKES UNDERRETT
|
Eidsvold Præstegaard 4de Marts 1829.
Nedenstaaende Skizze, som characteristisk, og, i hvert Træk,
sandt, angiver Tonen og den virksomme Aand i Militairets paa-
ankede uværdige Handlemaade imod mig ved Rytternes Af-
mønstring paa Gaardermoen 20de September forrige Aar, maa
jeg bede som oplysende Bilag tilføiet min fortællende Fremstilling
af det Forefaldne til Chefen for oplandske ridende Jæger-Corps;
og da den kaster et Blik ind i de skjulte Drivfjedre i Maskineriet
i hiint scandaleuse Drama, anbefaler jeg den til de høiere Au-
thoriteters Opmærksomhed, som ville komme til at sysselsætte
sig med omhandlede Sag. -- Den vil mere tjene til muligt at
berigtige det subjective Omdømme, da den viser Aanden i Hand-
lingerne, hvorunder jeg og Medborgeres Følelser og Rettigheder
lide, idet den lader en af 1Baggrundens Figurer fremtræde, som
en af Heltene i hiin opførte bittre Pasqvil paa den hæderlige
militaire Stand, paa dens Conduitte, Love, Agtelse for Ret og
Retfærdighed, ja paa vor Tidsalder og dens Fordringer, end ind-
virke paa den retlige Dom, jeg imødeseer, hvilken blot vil afgjøre
den paaankede Gjerningssag, hiin Aands synlige Frugter. --
Da jeg hiin Dag, saasnart jeg ansaae det muligt, efter Brigadens
Indrykning at faae mældt den dujour- eller vagthavende Officeer,
hvad der var mig vederfaret af hans Underhavende, med Til-
ladelse af Vagten, gik ind i Leiren: mødte jeg Cav: Lieutn: Kreutz,
|
| d.V,b.2,s.65 |
den Samme, som faae Timer tilforn havde angivet den Tone,
Vagten siden fulgte, og som et rigt Thema vidste at variere, ved,
i uhøflige Udtryk, at byde mig forlade det Territorium, Hundreder
delte i Fred med mig. -- Jeg bad ham at vise mig, eller lade
føre til, dujour havende Ridtmester Næssers Telt. -- Efterat have
til Overflod, saasom jeg ved hiint første Møde havde (vel ogsaa
da allerede overflødigt) oplyst ham paa hans Spørgsmaal om mit
Navn, ogsaa nu fuldstændigen besvaret samme Udbrud af Nys-
gjerrighed, viste han mig paafaldende artigt den Officeers Telt,
jeg ønskede at tale med. -- Hr. Ridtmesteren var sysselsat med
Toilettet, følgelig ikke Tid til at høre paa mig, som haabede at
kunne faae Sagen afgjort ved Vedkommendes Afstraffelse paa
Stedet ved Afløsningen. -- Henviist til Lieutenant Borchgrevink,
bliver jeg strax ved Udgangen af Fornævntes Telt, vaer Hr. Kreutz
kommende fra Leirens Indre med to, som det lod til, Under-
officerer i Følge, i en saadan Retning, at vore Veie dannede en
ret Vinkel saa jeg med Øiet blev vaer, hvad mit Øre end tyde-
ligere bevidnede -- Kreutz udbrød nemlig, bøiende i Gangen
Hovedet imod sine Følgesvende, med en demonstrerende Arm-
bevægelse imod mig i høi og tydelig Haanstone: "Aa han er gal!"
hvortil disse med Latter applauderede: "ja Hr. Løtnan -- han er
gal, disperat" o. s. v. Øieblikkelig vendte jeg mig om, og min dybe
Følelse af det Uværdige i hans Opførsel maa vel have udtrykt
sig klart nok i eet Blik og een Mine, som Medynk og Foragt, thi
det forekom mig tydeligt næsten (dog vil jeg ikke edelig forsikkre
dette, som Alt Andet i disse Blade) at Hr. Kreutz's Ansigt ud-
trykte pludselig, saavidt det efter sin Natur kan, den billige
Skamfuldhed. -- Ganske paalidelig kan jeg dog heller ikke sige,
om Jægernes Bifald over Hr. Lieutenantens Nedladenhed, høi-
røstet vedblev at yttre sig; dog synes det rimeligt, at jeg paa
min Bag fik af alle Tre af samme, ja vel af et grovere Slags end
det, jeg, saagodtsom uden Skye, fik lige i Ansigtet. -- Jeg erin-
drer ikke, om jeg fortalte Lieutenant Borchgrevink, da jeg strax
efter traadte ind i hans Telt, denne friske Mishandling paa min
Sjel; muligt at den, jeg før havde lidt paa Legeme og Sjel, som
var Aarsag til mit Ærinde, sysselsatte mig meest, men hiin sidste
Lidelse bidrog sit til den høie Grad af Sinds- og Legemsudmattelse,
sidstnævnte Herre var Vidne til. -- Faa Timer derefter, øieblikkelig
efter hævet Taffel hos Generalen, æsker jeg, i en talrig Kreds af
|
| d.V,b.2,s.66 |
Officerer, Hr. Kreutz's formelige Undskyldning, idet jeg foreholdt
ham det Nedværdigende i for sine Undergivne at berøve En, der
desuagtet forhen paa det føleligste og skrækkeligste var her for-
nærmet, sit moralske Værd. -- Med en forundret Mine gav han
et Svar, der synes at maatte vække Formodning om, at han
Selv ikke maatte være i Besiddelse af det Clenod, han havde
frakjendt mig -- et Svar, der er det eneste komiske Træk i det
hele Sørgespil, nemlig: "jeg kjendte Dem jo ikke". -- Her vendte
jeg mig leende om til hans Kammerader: "saameget værre vel,
mine Herrer, at fordømme ukjendt Mand. -- Forresten er det
nu tredie Gang siden Middagstid idag, at Hr. Kreutz ignorerer
mit Navn. -- Jeg veed ikke, hvad jeg med Ret bør slutte heraf." --
Og, idet jeg henvendte mig til Kreutz: " -- tredie og sidste Gang
hjælper jeg nu paa deres Hukommelse. -- Jeg hedder Henrik
Wergeland, er Student ved Norges Universitet i Theologien."
"Ja saa -- afbrød Kreutz, -- o! Gud bevares, hvor kunde jeg
saaledes imodstride Verdens Omdømme ..." og flere slige værdi-
løse, i dette Tilfælde, elendige Complimenter. --
Jeg søgte nu, efterat have udtrykt min besynderlige lille Agtelse
for hans personlige Omdømme, men min Uvillie, over at være af
ham nedsat hos Andre, at bevæge ham til at gaae i sig Selv og
erkjende sin Feil, ved exempelviis at anføre mig Selv, som den
der ikke vilde undslaae sig for at udsone paa saadan Maade,
et overilet Ord eller Handling. -- Om denne overtalende Tone,
istedenfor min forrige simpelthen opfordrende, vilde frugtet og
bragt den Følelse af Retfærdighed til at vaagne, jeg vilde røre
hos Kreutz, fik jeg ikke Leilighed til at erfare; thi, da jeg i mine
Ord til ham, brugte gjentagne Gange det Udtryk "nedværdigende"
om hans Adfærd: afbrød Lieut: studiosus Morgenstjerne mig hef-
tigen: at det var uforskammet af mig, her paa deres Myndig-
heds forum, at turde tiltale en Officeer saa, og at turde bebreide
ham, hvad det behager ham at sige til sine Underhavende. --
Denne Apostrophe bestemte vel Kreutz; thi neppe havde jeg
svaret Hr. Morgenstjerne: "jo naar det angaaer mig saameget."
før Kreutz i en fremhævet Stilling, slog sig pathetisk, der hvor
Hjertet sidder, og raabte: "paa min Ære det er Løgn, hvad de
siger. -- Sligt har jeg aldrig sagt!" Medrette forbauset kunde
jeg kun svare: "Ja naar Sagen faaer en saadan Vending, kan jeg
her Intet gjøre; men hvor let var det mig ellers at faae de to
|
| d.V,b.2,s.67 |
Vidner frem og ...." Her tog en civil Bekjendter mig under Ar-
men, og bad mig forlade Leiren, da, som han sagde, flere Officerer
allerede fnysede imod mig rundt om. -- Formodentlig vakte Med-
broderens kathegoriske Erklæring Tvivl om Sandheden af det,
jeg nylig havde fremsat. -- Dog har jeg Grund til at troe, at
meget Faae af de Tilstedeværende, hvis de opmærksomt havde
hørt til, kunde alvorligt forudsætte det Afsind hos mig, bestemt
at ville, som dreven af en fix, falsk Idee at hiin krænkende,
ærerørige og paa det Sted for mig skadelige Beskyldning skulde
være gjort mig; eller den Dumdristighed, at ville, midt i en Kreds
af Fornærmerens Venner og Standsbrødre, hvori jeg kunde vente
at møde ufortjent 2personlige Fiender, paadutte ham en Usand-
hed, der i sine Udtryk var beskjæmmende og krænkende for
mig Selv. -- Men uvis og vaklende maatte selv den Upartiske
blive ved at høre og see Officerens udtryksfulde Forsikring paa
Æren. -- Jeg gik da og gjemte Resten af hiin afbrudte Sætning:
"og de (Vidnerne) ville da -- saa vist som de selv have Ære --
afgjøre hvem der bliver Løgneren." Dette er da, hvad jeg kaldte
en Skizze af hiin Dags Historie. -- Heller ikke dette lille Træk,
da man deri seer den samme Aand at røre sig, vil synes uden
Betydning. En 3Officeer, jeg formodentlig blot formedelst Fra-
standen ikke kunde gjenkjende, tillod sig, medens han sad tilhest
i Brigaden, som da just gjorde Front ifra Leiren, vinkende imod
mig, der da 4efter min Mishandling af Vagten, just red sagte
langs bag Brigaden paa et Rum, mange Tilskuere ellers besatte,
at raabe, formodentlig til Vagtmandskabet: "jag ham der væk!"
Hvad ellers det mellem mig og Lieut. Kreutz angaaer, saa
gjorde jeg mig endnu den Umage, for at forskaane ham for at
blive prostitueret ved en sandfærdig Offentliggjørelse, som denne,
af hans Færd, at opsøge ham i Christiania, for at æske hans
skrivtlige Undskyldning; men i hans Logie hedte, at han var
bortreist. -- Og vilde jeg heller ikke nu iværksætte dette Skridt,
da jeg ved min Sag reen og sikker nok ellers, dersom ikke en
Skrivelse fra Oberste m. m. E. Anker, fra Brigaden o. s. v. gav
Nys om, at man til Forsvar for anklagede Underofficeer, agter
|
| d.V,b.2,s.68 |
at lade alle mulige Miner springe imod mig, hvad de saa maatte
kunne fyldes med. --
Jeg kan ikke undlade at tilføie, at jeg allerede under Samtalen
med Kreutz fik Nys om hvilken Farve Begivenheden ved Vagt-
stedet alt nu havde antaget bag Teltlinien, thi da jeg sagde til
Kreutz: at i dette Tilfælde var den 5Plet, han satte paa mig
for sine Underhavende, endogsaa skadelig for mig, som allerede
før af disses Lige ja maaskee af de Samme var fornærmet, her
afbrød den agtværdige Officeer, Studiosus Bech mig: ja men W.
Du var jo den Angribende, Du vilde jo slaae Underofficeren."
"Min Gud, -- var mit Svar -- er Sandheden allerede forvandlet
hertil i saa kort en Tid, hvor vil det saa gaae?" Man conferere
ellers dette Svar med det Udsagn Procurator Praëm vil for en
Time siden have hentet fra mig Selv. -- Iøvrigt lader det til at
Lieut: Kreutz, med Over- og Underordnede Venner, kjender til
og forstaae at anvende den endog for en Phlegmaticus virksomme
Recept paa at faae klog Mand gal, nemlig efter legemlig og
aandelig offentlig beskjæmmende Mishandling, Angreb paa ens
moralske Værd, Cabaler og Bagvaskelser at kjæmpe imod. --
ærbødigst
Henrik Wergeland.
TIL ØVRE ROMERIKES UNDERRETT
1 tilbakeHvis disse skulle fremtræde Alle, turde Dramet faae det
piqvante Træk af Cartel (man lugter dog ved et saadant Blodet,
om man ikke seer det) og den tragiske Glands, at have en høi-
adelig Helt med iblandt de Andre. --
2 tilbake v: forrige Anmærkn:
3 tilbake Det forekommer mig, at Stud: Lerche vidste hans Navn.
4 tilbake Han vidste maaskee ikke: at det alt var gjort.
5 tilbake Han ophævede, ved at berøve mig min Fornuft for sine
Underordnede, en vægtig Grund for det feilende Vagtmandskab
og den forbryderske Underofficeer til at angre. |
| BLA BAKOVER |