| TIL ERIK ANKER
|
Eidsvold Præstegaard 22de September 1828.
Høivelbaarne Herr E. Anker, Oberste, Chef for det oplandske
ridende Jægercorps, Cabinets-Kammerherre, Ridder af Sværd-
ordenen p. p.
Undertegnede seer sig nødsaget til at henlede Deres Høivel-
baarenheds Opmærksomhed og Retfærdighedsfølelse paa neden-
staaende factum, der indeslutter Klage over personlig Fornær-
melse og ulovlig voldelig Behandling, mig vederfaret af den, ved
Cavalleriebrigadens Slutningsmaneuvre 20de d. M. paa Gaarder-
|
| d.V,b.2,s.56 |
moen, som vagthavende Underofficeer fungerende Militair af op-
landske Corps.
Jeg befandt mig samme Dag dersteds tilhest tilligemed en
academisk Medbroder Lerche. Da den fuldtudslagne Cavallerie-
front syntes at forbyde os paa vore rosinantiske Øg, ligesom flere
andre, bedre udrustede, Tilskuere, at ride midt over Sletten, og
nogle mig bekjendte Damer, som indtoge den søndre Forhøining,
tiltrak sig min Opmærksomhed, tog jeg, med min Compagnon,
ikke i Betænkning at ride bag om Fronten, imellem denne og
Teltlinien, saameget mere som samme Passage var opfyldt baade
med andre Ridende og en Mængde tilfods. Som jeg omtrent
var avanceret ligefor Vagtteltet, hører jeg bag mig et Brag, som
om To rede imod hinanden. Jeg vender om til min Kammerad,
som fulgte omtrent 10-15 Skridt bag mig, og faaer da vide at en
Militair, som kom ridende ud fra Leiren, havde qvaramboleret
hans Hests Bagdeel. Endnu medens jeg erkyndiger mig herom,
kommer Underofficeeren i Vagten og befaler os, "at pakke os
strax". Vi gjorde Miner til adlyde, Lerche reed lidt videre, jeg
kastede min Hest om, da Lieutenant Kreutz paa en lidet høflig
Maade betyder os det samme. Jeg spurgte da om, hvor nær
jeg turde ride Teltlinien, men Lieutenanten var alt borte, og
Underofficeren gav mig først efter mange brutale Udladelser
og Trudsler om Arrest at forstaae, at Enhver -- uagtet Folk
uantastede vedbleve at passere den Bane, jeg havde redet --
havde at holde sig efter en Linie, som utydeligt var opdraget
langs med Teltrækken, efter hans Sigende i 28 Skridts Afstand.
Jeg havde ikke faaet denne Underretning før jeg adlød, og holdt
mig netop udenfor den betegnede Linie, idet jeg sagde Under-
officeren, at jeg der vilde blive til en Officeer paa en ordent-
lig Maade gav mig Oplysning derom, samt om hvorfor ingen
Anden blev opholdt. Dette behagede nu Underofficeren at ud-
lægge til, at jeg ikke respecterede hans Myndighed, hvilket jeg
dog noksom havde viist ved ufortøvet at adlyde. Og denne sin
besynderlige og latterlige Mening udtrykkede han, overensstem-
mende med sin brutale Character: "O han siger, der er ingen
Commando her" o. s. v. Medens jeg saaledes holdt der udenfor
den betegnede Linie, maatte jeg høre paa, at Underofficerens
Undergivne med ham kappedes i at øve deres raa Vid paa min
og min stakkels Hests Bekostning, som f. Ex:, da jeg, kjendende
|
| d.V,b.2,s.57 |
dennes Phlegma og for at vente der mageligere, havde lagt
Tøilen paa Halsen, tillod en af Vagten sig at sige: "see, hvor fuld
han er, han kan ikke holde Hesten!" og: "troer du, fordi du
bærer Briller, vi have nogen Respect for dig!" og "du har ikke
Baand eller Stjerne, saa vi gi'er dig -- " Og andre saadanne
Udladelser, som blot kunne tjene til at vise den inhumane Tone
disse Folk antoge, og med deres Underofficeers Samtykke, uagtet
jeg lod ham kalde frem, og bad ham holde sine Undergivne ifra
saadant utilbørligt Overmod og fra Grovheder, som nu beføjede
mig, hvis han ei vilde hemme dem, til endnu længere at bie her
for at faae en Officeer i Tale, og for hvem jeg kunde besvære
mig nu. Jeg fik blot Latter til Svar, samt endnu flere Bonmots
af samme Tendenz fra Soldaterne; men Underofficeren uddrog
deraf atter med en forfærdelig Arrighed -- og det gamle "Pak
dig! vil du pakke dig!" uagtet jeg befandt mig paa det anviiste
Sted -- at jeg, saasom jeg vilde have en Officeer fat, ikke agtede
nogen Commando. Jeg sagde nu reent ud til ham: "jeg seer
nu, da du tager Partie med dine feilende Undergivne, at jeg ikke
kan tale med dig eller bør endog spilde et Ord paa dig, da du
hverken behandler mig som jeg efter min Beskaffenhed fortjener
og er vant
[til at] behandles, men ei engang med den Agtelse,
du skylder enhver af dine Landsmænd, el
[ler] En, der havde for-
seet sig: derfor bier jeg nu her til en Officeer kommer, hvor-
læ
[nge] Maneuvren varer, og hvor besværligt det falder mig at
sidde her som et værgeløst Of
[fer for] Middagssolen og for dine
Soldaters tilladte Grovheder!" Flux lynede hans Kling
[e af Ske]-
den og et "Arresteer ham!" tordnede ham af Munden. Man greb
min Hest:
[jeg steeg strax] af og sagde: "vær saa god; blot see
til at det stakkels Øg faaer Lidt. Iøv
[rigt skal denne] Spas komme
Herr Overjægeren dyrt til at staae!" Jeg var neppe kommen over
[Linien førend] han gav Contraordre, enten nu fordi han indsaae
Følgerne for sig af disse Ord
[eller fordi] Flere af de Tilstede-
værende traadte nærmere med Spørgsmaal, om han turde a
[rre-
stere en] brødeløs, fri Mand, som biede paa et tilladt Rum forat
faae nærmere Oplysning af en Officeer. Jeg indtog atter min
Plads paa Hesten, hvor en Mand bragte mig en Flaske Øl, jeg
havde sendt ham hen at kjøbe, da jeg, dels af Ridtet, dels af
min Plads midt i Solheden, dels af den evige Snakken med den
trettekjære Underofficeer, var plaget af en saadan Tørst, at-jeg
|
| d.V,b.2,s.58 |
frygtede: (hvilket og nær hændte, da jeg siden fik fat paa Herr
Lieutenant Borchgrevink) naar jeg fik en Officeer itale, ikke at
kunne faae et Ord frem. Jeg steg da af med Flasken, bad om
at maatte faae tale med Underofficeren, som jeg, da han kom,
tiltalte saaledes: "jeg seer mig nødsaget til at bede Dem, da jeg
generer mig for, her midt paa Pladsen og i disse Damers Paasyn,
at sætte en Flaske for Munden og drikke, at bevise mig den
Tjeneste, enten i Vagtteltet eller i et Andet at tillade mig at
stille min Tørst, som plager mig i den Grad, at jeg næsten er
syg". Men -- "hvad? vil du drikke Øl i Teltet? Vil du gaae
ind i vore Telte?" var hans Svar; og, da jeg sagde: "jeg spørger
jo blot, om De kan tillade mig dette" greb han mig ved Nakken,
førte mig, mens jeg søgte at gjøre ham hans inhumane Opførsel
begribelig, samt, at kun den højeste Trang tvang mig til at hen-
vende mig til En, jeg havde saa lidet at vente mig af, under de
Udraab: "Fort! Pak dig! Vil du pakke dig! Her commandere
vi!" henimod den afstukne Linie. Endnu paa Grændsen af denne
bad jeg ham idetmindste at skaane mig for at slæbes afsted paa
en saadan Maade, men denne -- isandhed en Baschkir ligere
end en fri, og til sin hæderlige Stand opdragen Normand -- drager
atter sin Klinge og -- fugtler mig over Skulderen, og svinger,
med Udtryk af den mest rasende Vrede i Aasyn og Gebærder,
Klingen, som til Hug over mit Hoved. Hans Miner, hans Trudsler
lode vente frygteligere Attentater mod Medmennesket og Lovene
end allerede skeet: da Capitain Ingjer løber til, river mig ud fra
ham, og velvilligen lover strax at skaffe mig fat paa en Officeer.
Han beder mig følge sig til den Jourhavende, men vi vare ei saa
heldige da at faae Nogen fat. Da jeg, efter endt Maneuvre hen-
vendte mig til Hr. Ritmester Næser og Herr Lieutenant Borch-
grevink, forbød den korte Frist, de da havde, at udvikle dem
Sagen, men Sidstnævnte henviiste mig til Deres Høivelbaarenhed
som det rette Forum.
Overensstemmende med den alvorlige Sandhed og vidnefast --
uden at tiltrænge de mange ukjendte Civile, som uanmodede
tilbøde sig, saasnart de saae jeg ilede bort med Capitain Ingjer,
for at vidne med mig, oprørte ved at see en saa vilkaarlig Frem-
færd -- har jeg fremsat det Passerede. Jeg veed min Sag i
upartiske, redelige Hænder. Det er den borgerlige Frihed som
er krænket, de menneskelige Rettigheder som ere fornærmede.
|
| d.V,b.2,s.59 |
Men just derfor, at jeg veed disse forsonede, saasnart De faaer
vurderet Krænkelsen, bringer mig til at overlade Forbryderen
til Deres Høivelbaarenheds retvise, arbitraire Straf. Jeg vil ogsaa
være fornøjet ved, i min mangesidigen occuperede Stilling, saa-
ledes at slippe for, ved en vidtløftigere Fremgangsmaade, at hen-
lede Publicums Opmærksomhed paa en Sag, som mange Hurtig-
dømmende ville lade sig forlede af til endnu mere oppositions-
mæssigen at reise sig imod den militaire Stand, hvortil man jo
hist og her seer Symptomer.
Jeg forventer Deres Høivelbaarenheds ærede Beslutning.
Med Høiagtelse
Henr. Wergeland,
Student i Theologien.
TIL ERIK ANKER
|
| BLA BAKOVER |