| TIL JOHAN LUDVIG HEIBERG
|
Christiania 27 Juni 1841.
Høistærede Herr Professor!
Mit Liv har været en Kamp mod Fordomme. Jeg føler Lyst
til at give mig i Kast med den, at jeg i den Forstand skulde
være en "Antidanus", at et Arbeide, som ellers ikke maatte for-
tjene det, desaarsag skulde forstødes af et Publikum, jeg aldrig
har havt den Slethed at hade eller den Uforskammethed at for-
agte, uanseet hvor lidet jeg maa gjøre af l'ancien regime hertil-
lands og det, det nærværende D. finder sig i.
Man vil skrige over Forræderi her, naar man faaer at vide,
at jeg som Forfatter har søgt i Danmark en Udvidelse af det
Publikum, jeg hidtil har skrevet for; men det er en naturlig Ego-
isme, jeg ikke lægger Dølgsmaal paa, at jeg, med al min uskrøm-
tede Nationalfølelse, dog hellere vilde være en anden hvilken-
somhelst større Literatur anhørig end den norske. Anklangen af
denne Klage vil De finde i nogle af Stroferne i hoslagte lille
Arbeide, hvori jeg replicerer en Polemik, som De nok neppe
har noget Begreb om.
Jeg gjør mig dernæst store Tanker om Danskernes Humanitet,
og maaskee Nyheden i denne Tilnærmelse turde klappe den
mildt paa Hjertet. I en vis Maade en Appel, er det dog Ret-
færdigheden jeg søger, og jeg har den Tro om Theaterdirek-
tionen, hvis Sammensætning dog er mig ubekjendt, at jeg ikke
vil lide et Afslag af Hensyn, der ikke skulde være retfærdige.
Vinder jeg Entreen, kan jeg være den danske Scene til Tjeneste,
da det maaskee mindre mangler mig paa Kræfter til at præstere
noget, end paa den "Skole", som er den p. t. herskende, og som
det da vil være Klogskab af mig at tilegne mig.
Min Muse er bleven saa hærdet under en streng Opdragelse,
at et Afslag kun vil blive henregnet til de mange Forsøg paa at
reise sin Pande iveiret, hvorunder hun har vundet endeel af sin
Styrke, sin Løvetand- eller Kokleare-Karskhed eller sit "Obe-
roende", som Svensken siger.
Derfor, naar De er saa artig, saa lad staae til med Stykkerne.
De gaae sin Skjebne imøde, som Forfatteren gaaer sin, uden at
jeg dog troer, at disse Skjebner staae i intimere Forbindelse end
at jeg, selv i et dobbelt Afslags Tilfælde, kan være "ligegod for
|
| d.V,b.1,s.299 |
det!" Derfor og derfor og endelig fordi et Stykke, som jeg finder
"Maurerpigen" at være, kan antages, benytter jeg mig af Deres
Velvillighed og ønsker Stykkerne indsendte. Vaudevillen troer
jeg burde maaskee ikke være anonym, fordi den er egnet til at
overbevise om Antidanismens Nonexistence.
Prof. Petersen har jeg sendt Blomsterstykket & c. til i den Hen-
sigt, ved en Anmeldelse at blive det danske Publikum noget be-
kjendt. Men jeg er Dem erkjendtlig for Deres Godhed med at
tilstille ham Deres Exemplarer. Det kan være nødvendigt, at det
faaer noget at dømme efter, uden at jeg dog troer, at f. Ex. den
jammerlige Konows Forsøg paa at blæse op i den nedbrændte
Antidanismes Aske gjør Fordommen stærkere eller svagere.
Det forekommer mig, at jeg ogsaa vedlagde Farcen "Engelsk
Salt" de forrige Smaaarbeider. Den vil være nødvendig -- lige-
som ogsaa Kundskab om at den paadrog mig en fanatisk For-
følgelse af Ultrabladet "Granskerens" Redaktør -- for at forstaae
det hermed følgende Vinægers Fjeldeventyr.
I August -- medio -- maaskee jeg har den Fornøjelse at høre
fra Dem? Jeg vil maaskee inden da have skrevet et Stykke, om
ikke Bygningen af mit Landsted absorberer al Kraft og Tid. Gid
jeg der engang kunde være Deres Vært. Men ikke for en Aften
blot eller for een Dag. Der lod sig ret godt boe i "Grotten",
som jeg troer jeg vil kalde det fordi det er bygget over en vid-
underlig Grotte.
Mit Huus vil bli'e velsignet:
en Svale fløi derind.
Saa snar og glad som Tanken,
der gjennemfoer mit Sind.
De Begge kom fra Himlen.
Lod sig min Tanke see,
den guldblaa var som Svalen,
eller hvid som Snee.
Og Mage kom med Mage.
Det var et Varsel meer.
Thi noget Godt ei kommer
alene, siges der.
|
| d.V,b.1,s.300 |
Uskyldighed og Ømhed
just søgte sig et Hjem.
Held dig, min nye Hytte,
at du behagte dem!
Omen accepi, som De seer. Til næste Aar ville de samme Svaler
komme og boe under Taget. Kom som de, og Mange ville fange
Varsel paa, at megen Discordanz havde stundet til og fanget sin
Ende. Danismen i Person og Antidanismen boede i Huus sam-
men, sad paa een Altan sammen og saae udover Byen og Fjor-
den. Det var noget at see paa for Folk nedenunder!
Min venligste Hilsen til Deres elskværdige Hustro! min forbindt-
ligste Tak for den ufortrødne Tjenstvillighed, De viser
Deres
Henr. Wergeland.
TIL AXEL LAMM
|
| BLA BAKOVER |