| TIL FREDRIKA BREMER | Kristiania 6 Aug. 1840. Alt siden flere Maaneder staaer jeg i den uforsvarligste Gjeld til Dem, højtskattede Fredrika Bremer, som jeg ikke kan forlade mig naar jeg seer tilbage udover disse mange Sommeraftener, som nu siden Deres næstsidste og sidste dyrebare Linjer, ligge bag mig som visnede Blomster, som slaget Hø, hvis Flor erin- |
| d.V,b.1,s.271 |
dres med angerblandet1 Vemod. Men der er heller ikke en Stod- der, som vil have et Tiggerbrev udfærdiget eller honoreret, eller en Enke, som vil have noget Lignende paa Papiret eller noget Raad og Trøst, uden de skulle til mig. Der staae de ved Lyst- huusdøren allerbedst jeg troer mig i Eensomhed; en Kat har ikke kunnet liste sig sagtere frem; og saa er enten en Poesi eller et godt Forsæt spoleret. Og saadant et var ogsaa den behagelige Forpligtelse, at betale min Brevgjeld til den herlige Aand, min er saa lykkelig at være kommen i Meddelelse og Forbindelse med. Under disse skyldfulde Omstændigheder (thi jeg kunde dog have brudt overtvert med besøgende Klienter og Venner, der virkelig beskatte min Tid formeget) har Deres Silfverskål været tung at bære indtil nu, da jeg iværksætter mit længe nærede Forsæt at takke Dem for dette og Deres andre udmærkede Be- viser paa en Godhed, der paaskjønnes med inderlig Taknemme- lighed, som den største Hæder, der nogensinde er og vil kunne blive mig beviist. Jeg har indtil nu seet Gløder paa mit Hoved, naar jeg gjenspeiledes af dens gyldne Dyb. Iaften har jeg fyldt den med Blomster, som en Anonym -- jeg vil, som jeg i en Poesi i Morgenbladet forleden har antaget, haabe en Qvinde2 -- gjentagende har sendt mig; jeg har sat den for mig og taget Deres Breve frem, og sidder nu her forat tale med min ædle Velynderinde saalænge et forventet Besøg af et Par qvindelige Bekjendte fra Landet vil tilstede mig det. Gid Natten kom før dem! Jeg har nemlig besluttet fra i Aften af, saalænge disse lumre og stille Sommeraftener vare, at sysle ved Lampe for aabne Lysthuusdøre, overskyggede af en Portal af Frugttræer. Det vil maaskee give det italienske Drama, jeg arbeider paa, noget syd- landsk, skjøndt jeg frygter den Spænding, jeg kommer i ved Nattearbeide. Men vore Sommere ere saa korte, og August er Afskedsmaaneden, og iaften vil jeg idetmindste udsætte mig for en Tilstand imellem Søvn og Vaagen, hvori jeg grangiveligen seer og taler med Dem og hører Fredrika Bremers Navn og en In- scription om hende til Silfverskålen af de Blomsters Sylfer, som |
| d.V,b.1,s.272 |
nu bade sig i den. Den prangede saaledes første Gang ved et Maaltid, hvor Mauriz Hansen og Bjerregaard vare mine eneste Gjæster. Lampen er kommen, og viser mig at jeg ogsaa har taget Deres Trälinna med her ud i Haven. Nu, Stunden er ganske Digter- indens -- det De i høi Maade er i dette fantasirige Arbeide, hvorfor De ogsaa være paa det inderligste takket. Jeg meddelte Hansen dets Idee og nogle af de skjønneste Strøg, og vovede at sige ham, at De sandsynligviis var allerede beskjæftiget med den Skildring af det norske Samliv, De viste mig den Ære i et Brev af Febr. Maaned at meddele mig vilde sysselsætte Deres opfat- ningsrige Pen. Trälinden er ellers vel formeget Poesi til just at tiltrænge Versformen, og dog forekommer det mig, at denne -- den 5fodede Jambe -- vilde have været den endnu klæde- ligere. De ønsker at vide hvad jeg tænker om -- "Norges Tanker"  formodentlig, om jeg gjengiver Deres foregaaende skjønneUdviklinger af denne Tankeconcentration rigtigt, om Norges mo- ralske Individualitet og den Retning mod bestemte Idrætter, som denne har taget. De vil vide, om denne er mod de højere menneskelige Formaal, mod Filanthropiens idealske Meed, mod Menneskekjærlighedens Gjerninger, om dets Politik er af mere storhjertet Natur, end almindelig siges, om Nationen tæller flere Karakterer ovenfor Egoismens sædvanlige Niveau og om disse ikke maa gaae tilgrunde formedelst Isoleren og Mangel paa Sym- pathier; navnlig om "en ung flicka -- i Deres paatænkte Skil- dring -- lefvande i en vanlig huslig krets, inom hvis bröst" De vilde lægge "denna kärlek till ett friare och högre lif, kan undgå att bli martyr för den rigtning, som blott tänker på pynt och Smörrebröd?" Er det ikke saa? Jeg vil besvare det Sidste først, saa godt jeg kan. I det virke- lige Liv kjender jeg kun een Qvinde, Maria Schandorff, i hvis Liv et saadant højere, i det Offentlige fremtrædende Opsving har fundet Sted, og som har formaaet at holde sig paa samme. Hun er Eugeniastiftelsens og dens Asyls Stifterinde -- en præg- tig Bygning reiser sig nu ved hendes utrættelige Virksomhed -- og i sine yngre Dage saae man meer end eet smukt patriotisk Digt fra hendes Haand. Et alvorligt og dybt Sind, forenet med sand Qvindelighed, har aabenbaret sig i hendes hele Liv fra |
| d.V,b.1,s.273 |
disse første agtværdige Sværmerier, der skulde opflamme Lan- dets Krigere og dets daværende politiske Chef, og til hendes senere Aars utrættelige Arbeider forat stifte denne Tilflugt for Nødens Børn. Hun er bleven bagtalt, men aldrig latterliggjort. Hendes stærke Nerve af Religiøsitet har opretholdt hende ogsaa i Verdens Dom; og denne, om end af noget mildere og mindre herrnhutisk Præg, troer jeg Deres unge høihjertede Pige maa be- sidde, om hun med psychologisk Sandhed skal kunne bestaae mel- lem sine Omgivelser i Deres Skildring. I Norge vil dette ialfald være meer nødvendigt end f. Ex. i Frankrig, England eller Amerika. Mængdens Fadhed og Forfængelighed domineres her kun, naar Spørgsmaalet er om en Qvinde, af Agtelsen for hendes Religiøsi- tet. Kundskab og Talent uden denne, ihvor moralsk og pletløs hun end kan være, isolerer hende snarere og indbringer kun Skuldertræk, og at Flaneagtige af begge Kjøn stikke Hovederne sammen forat lee paa hendes Bekostning. Her i Hovedstaden og i nogle efterhærmende Familier kan det vel i enkelte Cirkler være anderledes, men det Nationale er at studse over andre Ideer hos en Qvinde end dem der høre Gryden og Pyntebordet til. Med Grusomhed vises hun af Forældre tilbage til den første, og af sine øvrige Omgivelser til det Sidste. Jeg var engang Vidne til, at en fra Kundskabers og Karakteers Side overordentlig Dame (Frøken Elise Wolff) yttrede nogle frie politiske og patriotiske Me- ninger; men Virkningen var paa de øvrige Damer omtrent som naar en Høg har viist sig over Gjæssene, og Herrerne lod til med større Fornøjelse at have seet hende pille paa en Sidedames Strimmel og hørt hende sige "Søte Kaja, hvor har du kjøbt denne?" osv. Ofte har jeg ogsaa truffet at Damer af Værd gribe til denne sørgelige Udvei at sløife sig selv og at gjøre sig ubetydelige for Verdens Freds Skyld fordi De vide, at man nu i disse gifte-knappe Tider vil have dem saa ligesaa eense som Alnerneaf Bomuldstøisrullen, de faae sine Kjoler af. Prr -- de, jeg ventede, komme nok nu; de ere ganske to saa- danne Alner. -- -- Det er dem ikke; og jeg har da Leilighed til at fortælle Dem, at en Scene af en i det norske Samliv sjelden Roman derved sandsynligviis er opsat til imorgen. Damerne ere to Søstre, en afdød Kavallerimajors Børn, den ene ældre og mindre end godt udseende, en Slags Duenna pro tempore for den Yngre, der i mange Punkter er godt Exemplar af en 19aarig Pige. |
| d.V,b.1,s.274 |
Det hænder sig i Vinter, at min bedste Ven, en allerede 38aarig Em- bedsmand, lader sig paa en Maade, jeg forstod, mærke med, at Pi- gen havde gjort Indtryk paa ham. Jeg vidste, at han midt i glim- rende Kaar nagedes af Kummer over Udsigterne til at maatte henleve sine Dage eensom efterat Troløshed af en Kjæreste i hans unge Dage havde efterladt en Bitterhed imod Kjønnet, der lod ham passere for en Qvindehader, ja endog havde givet ham Navnet deraf, men som jeg, der kjendte ham bedre, ikke havde synderligt Frygt for. Jeg besluttede da at gjøre alt forat for- binde ham med Pigen -- gjorde ad nogle Omveje hendes Be- kjendtskab og lod hende i dette Lysthuus en smuk Maiaften vide, at det stod i hendes Magt at gjøre en brav og smuk, men ikke længer ung Mand lykkelig, om hvis Opmærksomhed Hun, efter de flere Gange hun nu hos mig havde omgaaets ham, ikke længer kunde være i Tvivl, og hvis Dybde i Følelsen jeg nøje kjendte. Jeg lod hende tillige vide, at en Sidegren af hendes egen Fami- lie, der forgjæves havde søgt at vinde ham for en Kusine, og med hvem han ligeledes var forbunden, vilde høist sandsynlig cabalere imod ham for hans Formues Skyld, hvorpaa den for nogle endnu nærmere Beslægtedes Vedkommende gjorde Reg- ning. Dette havde han forlængst i en mørk Time, hvori han er- klærede, at heller ikke Jeg skulde blive glemt, fortroet mig. Den 7de Mai kjøbte jeg mig en Flaske Champagne, satte friske Blom- ster overalt, og sørgede for at Parret blev alene i mine Værelser mens min Kone og jeg vandrede her under Træerne. Efter et Par Timer blev Flasken brugt hvortil den var bestemt. Men nu begyndte alle Hjul at gaae. Pigen blev kaldet hjem nogle Miil herfra, og da hendes Forlovede Pintsedag introducerer sig i hen- des Hjem hos Moderen indløber der fra Broderen, en ung Lieute- nant, to Breve til Moderen og Frøkenen, der indeholdt de skamme- ligste Bagvaskelser. Forlovelsen vedblev imidlertid og Forholdene engede sig sammen indtil nu for 3 Dage siden min Ven søger Hr. Svogeren forat udbede sig Oplysninger om Brevene og forat tilvejebringe et Slags tilsyneladende Forlig, saa de i Verdens Øine ikke skulde give Anstød. Men efter en Ordvexel viser Svogeren ham Døren med Trudsel om at slaaes paa Liv og Død med ham. Og -- 2den Dag derefter indfinder han sig ved 2 ældre Officerer og udfordrer sin Svoger "paa Liv og Død", fordi han er bleven fornærmet af ham under 4 Øine. Armeens Gene- |
| d.V,b.1,s.275 |
ralintendant, under hvem min Ven arbeider, maa være Vidne til en saa rasende og lovstridig Adfærd paa Armeeintendantskabets eget Bureau. Svaret, siger min Ven, skal erholdes skrivtligt og sandsynligt igjennem Generalcommandoen. Men for denne iler Lieut. at anmelde selv det Passerede, og saaledes trues nu hans hele Fremtid. Jeg, der indsaa at hans Plan kun var, endogsaa for denne Priis, at sprænge sin Søsters Forbindelse, affærdiger flux en Expresse til Frøkenen med en skriftlig Forklaring over det Passerede og inviterer hende ind til os strax forat hun kan intervenere før nogen Anmeldelse skeer. Den er nu som sagt skeet, og Alt er kun at haabe af Kongens Benaadning. Det ringer -- Alt sover -- jeg maa ud -- -- -- Expressen er kommen tilbage med et Brev fra Frøkenen, hvori hun melder at hun ikke kan komme for -- Tandpine! O en Bøtte Vand over Hovedet havde ikke gjort det ned- slaaende Indtryk paa mig, som havde ventet at see hende styrte ind bleg, forgrædt, med Lokkerne i Uorden, overdøvende mig med Spørgsmaal. Men Tandpine er en slem, om end prosaisk, Smerte -- altbetvingende maaskee -- og dog skal intet være saa probat derimod som en pludselig Skræk. Og var der ikke Mate- rie dertil i min Fremstilling af de forfærdelige Optrin imellem hendes Broder og Elsker? Jeg maa dog tilstaae, at efter hendes Brev nærer jeg Haab om at min skjønne Bygning ikke vil ramle overende, og at Historien vil ende med et desto snarere Bryllup. 8de Aug. Svogeren vil lade sig nøje med Gen. Wedels arbitrære Af- gjørelse, naar denne Grand-Sergeant indfinder sig. Det er da Enden paa Historien el. Episoden, og paa mit Svadseri, idet jeg tænkte at trække den ind under Materien som en Paralel- lisme til Deres ideale Heltinde, der dog skulde kunne tilhøre det norske virkelige -- ikke just det samme som: virkelig nor- ske -- Liv, nemlig som en Paralellisme af en virkelig Familie- roman, der dog ikke formaaer at bringe Gemytterne ud af deres prosaiske Ligevægt, til Deres imaginerede Roman, hvor et høit- stemt Sind skal give sine Omgivelser og Livet, som det møder denne Personlighed, poetisk Farve og højere Betydning. Det er ogsaa ædlere Sjeles Clairvoyance at see denne overalt, og den findes ogsaa overalt. |
| d.V,b.1,s.276 |
En Novellist hos Os af lav Rang trods sine Volumina, en Wang, har i en 17deMaigave "Maja", betitlet saa efter Heltinden, for- søgt at skildre en højere norsk qvindelig Personlighed, men gjort hende latterlig, istedetfor ophøjet og dominerende sine Omgivelser ved sin Ædelhed, ved at gjøre en outreret 17 Maispatriotisme og en Forkjærlighed for dennes renomistiske Repræsentanter til hendes Livs Idee og bevægende Elementer. Men dette er selv for Ynglinger og Mænd noget Halsbrækkende inden Opi- nionen. Der maa for saadanne Vovehalse (jeg taler af Erfaring) noget Andet ved Siden for at kunne holde En oppe. Ihvor poli- tiskt Norge end er, duer Politik ikke der til hos en Qvinde at forkynde de højere Hjerteslag, hun har. Et halvt Yttrende ved en usøgt Leilighed af en agtværdig politisk Tænkemaade gjør derimod glimrende Effect. Jeg har lagt Mærke til saadanne, men sjeldent desværre -- dog ikke saa sjeldent som til den gaase- agtige Naivetet og gjedeagtige Friskhed eller Fripostighed, hiin slette Opfatter af et Folk, i hvis inderste Midte han dog er fød og opdragen, har givet sin Vanskabning. Da politisk Energi er abgeschmackt hos en Qvinde, da pro- ductivt Geni endnu ikke har viist sig inden Kjønnet hos Os, og da de gode Hoveder eller de enkelte Talenter, som nu og da vise sig over Hoben, ved Huller i Hjertet, Medisance etc. ikke holde sig i Krediten meer end som saa, og dog egentlig ikke have Styrke til at bevare sig forat gaae tilgrunde under "Pynt- og Smørrebrødsinteresserne" -- er der Intet i disse Aabenba- relser af en Individualitet tjenligt som Mærke for dennes højere Art. Hos Os maa en saadan qvindelig Karakteer udlade sin ædlere Ild igjennem Religiøsitet, NB. en praktisk, Velgjøren- hedens. Og desbedre, siden Skinnet heraf er bleven Mode, og Mantillerne skulle bedække Charité-Søstrene. Ved den kan Hun midt i vort prosaiske Huusliv -- prosaiskt dog kun i Sammen- ligning med enkelte Nationers i Syden -- bevare en Sfære for sig Selv. Hendes qvindelige Omgivelser ville snart finde det naturligt, at Hun er noget simplere i Pynt etc. end Andre, og de mandlige ville hos en saa dyb Sjel, ligeledes finde Udbrud af politisk Varme i sin Orden. Og der har vi et norskt Ideal, saaledes som det kan taales i en Roman, der giver sig ud forat skildre Livet, fordi det virkelig kan findes i dette. |
| d.V,b.1,s.277 |
Jeg erindrer i dette Øjeblik en norsk Qvinde, der i sin Egn vinder Opmærksomhed, men ikke Bifald, ved nogle Yttringer af Individualitet, der kun mangle større Evner, en mere ideal og fremragende Personlighed for at vinde en bedre Løn. En Datter af den strengorthodoxe, politiskradicale, energiske Præst Hessel- berg, Præstekone i Oudalen, er paa engang bleven Fordandserinde mellem Bønderne paa 17 Maisfeste, som hun ivrigen fremmer, og holder Andagtsøvelser med dem om Søndagseftermiddagene, hvor hun da fører Forsædet. Den sidste Excentricitet fjerner hende mest fra et Ideal for sit Kjøn. Den smager idetmindste mindst. Hendes Mand, Præsten, har heller intet andet at gjøre derved end at røge sin Pibe; men det er uvist om han just beundrer sin fromme Alethe mest. Men Deres fine Pensel, genifulde Fredrika! vil bedst vide at finde Linjen imellem det Høje og Latterlige, der grændse saa nær. Saameget jeg har ladet Pennen løbe, uden at give mig nok Tid til at eftertænke, uvis om jeg har fattet Deres Spørgs- maal og bange forat synes at ville belære Dem, tør jeg dog maa- skee ikke have Ret i, at en praktisk Religiøsitet, fattende eller fremhjælpende Ideer til alment Vel og Nødens Bistand, maa være den stærkeste Nerve i en norsk Qvindekarakteer, der skal være natursand i sin Idealitet. Deres andet Spørgsmaal, som jeg maaskee ogsaa har paa min Samvittighed ikke at have besvaret, om Pontoppidans naturlige Historie etc. er Dem tjenlig i nogen Maade til at sætte sig ind i norske Forhold? . . Nei! Gammeldags overtroisk, blot om Fugl og Fisk. Vilde De just ikke tage Deres Skildringer fra seneste Tid, da er Chr. Augusts Dage og 1814 interessante Punkter. Den førstes og Folkets Yngling, Major Darre (gift efter en scenefuld Roman med en Bondepige og boende paa Toten) er en interessant Figur, især ved hans Forbindelser med Georg Adlersparre etc. Min Konstitutionshistories 1ste Hefte udkommer sandsynlig ihøst. Jeg er om Foraar og Sommer uskikket til Arbeider af den Natur; den er for alvorlig. Giver Kongen mig enten Rigs- archivariatet eller en Ansættelse paa Landet, vil jeg der i Mag fuldende dette vidtløftige Værk, som fordrer langsommere og vaersommere Skridt end jeg troede. |
| d.V,b.1,s.278 |
Den gode Fru Sommerhjelm har lovet at see Dem tilstillet et Par Expl. af v. Huysums Blomsterstykke (først afsendt gjennem Statssekretær Due -- ligesom dette Brev). De ere et ringe Vid- nesbyrd om den Høiagtelse, jeg nærer for Deres Hjerte og Geni. Henr. Wergeland. P. S. (hvorfor bedes om Forladelse). Man springer over hvor Gjærdet er lavest. Spørgsmaalet om "Norges Tanker og Id og Idrætter" lod jeg bag mig. Men isandhed det er mig en Glæde at kunne sige, at de ikke ere saa forvir- rede, som man skulde troe, og som ved første Blik synes. I politisk Henseende er der en uniistisk Minoritet imod Unioni- sternes Fleerhed; men der er Eenhed i Folkets Tanker om at op- lyse sig. Mod Sluten af Danskevældet (forb. Ihukommelse!) tænkte Norge kun agronomiske Ideer igjennem, af en dunkel Følelse af vaagnende Kraft, der maatte have noget at øve sig paa, og hos En- kelte ogsaa af Erkjendelsen af at Landet først maatte tænke paa at emancipere sin fysiske Tilværelse idetmindste noget bedre, før det var Tid at bryde Lænken. (Og saaledes kastede Sverige sig paa Plogen efter C. XII Ulykkestider og søgte deri og fandt en Tilfreds- stillelse af øvelsevant Kraft, og en Ære). Men nu tænker det af en lignende Trang til at forberede politiske Reformer og til at give Frihedssystemet Styrke, hovedsagelig paa at oplyse sig. Kommuneindretningerne virke uhyre til denne Retning, og paa Storthingene blive Massens Krav paa Oplysningsbidrag stedse lydeligere og mere anerkjendte. I Byerne gjør Filanthropien større Fremskridt end nogensinde. Massens Interesser gjøre sig stedse meer og meer gjældende hos Os. Og -- ça ira! TIL AMALIE WERGELAND 1 tilbake Over at man ikke har benyttet Sommeren nok. Det gjør man sjelden. 2 tilbake Efter halve Oplysninger en gammel Kone. Det var godt, jeg ogsaa tænkte paa den Mulighed i Versene. |