| TIL PETER H. CASTBERG
|
Eidsvold Pgd. 3 Marz 33.
Høitagtede Herr Pastor Castberg,
De er Mellemmand for en Sorenskriver, der attraaer en Fuld-
mægtig; Undertegnede for En, der med mere end Glæde vil
|
| d.V,b.1,s.146 |
blive det. Denne Sorenskriver har meget, forfærdelig meget at
bestille? -- saa meget fortræffeligere! I Thi den, jeg anbefaler,
har stærke, har Atlasskuldre (om juridiske Sager ellers kunne
lignes med Atlasbyrden) til at bære det Alt, ja han trænger
netop dertil, og Sved vil være ham velgjørende, mere velgjørende
end de Taarer, Ørkesløshed og en fortrykt Stilling lærer min
Klient.
Denne Sorenskriver boer i en behagelig Egn, har dannede
Qvinder i sit Huus? -- fortræffeligt! min Klient veed at skatte
dette, der vil være ham den bedste Balsam, og han vil fornøje
dem til Vederlag med sin Godmodighed og dannede Omgang.
Han er altsaa arbeidsdygtig og dertil et velvilligt Menneske.
Jeg bruger Omsvøb før jeg nævner min Mand: -- flere Afslag
have lært mig det. Jeg veed ikke hvorledes jeg skal tage Sagen
og anbefale ham, uden at tilhylle den Betænkeligheds Hage, der
er ved ham, og saaledes, at jeg kan indbilde mig at dette For-
søg ei vil være saa forgjæves som de andre. Jeg taler for Candi-
datus juris, laudabili utr: exam: ornatus, George Krogh -- et Navn,
De formodentlig kjender som engang straalende ved Univer-
sitetet, men som er bleven Gjenstand for Medlidenhed siden
han blev forfalden. Imidlertid overdriver man hans Feil; han
kan undvære Brændeviin, og med inderlig Taknemlighed vilde
han gribe den eneste sikre Redning der gjenstaaer; en juridisk
Post -- hvilkensomhelst. Imidlertid vilde jeg dog ikke raade til
at anbetroe ham andet end Contorforretninger, men ingen, der
maatte føre ham ud paa egen Haand paa Reiser, idetmindste
for det første. Desuden vil han med Glæde og Vilje til at gjen-
reise sig ogsaa tage imod en saadan Ansættelse paa Prøve, over-
ladende sin Løn til Den, der saaledes vilde række Haand til at
frelse ham for Staten og sig Selv.
Skal der saa stort et Mod da til at strække
sin Haand udover Dybets Rand,
naar du en Engel frem deraf kan trække,
der sved sin Ving i Flugt om Solens Brand?
Der ligger han, og Smuds og Støv bepletter
Serafens stjernehvide Fjer;
Sig paa hans Skuldre Dybets Øgle sætter,
og Mørkets Ugle ad den faldne leer.
|
| d.V,b.1,s.147 |
Paa Bunden høres under Mulmet fraade
som Belials Harm et Ocean.
Serafens Vinger klappe taarevaade,
og sidste Redningslyn antænder Han.
O se det Du, hvem Dyb og Himlen høje
er kun en Haand, som du oplod!
o se det sidste Aandelyn hans Øje
dig sender taareglimrende imod!
Og Du, som, for en Baad at redde, styrter
i aabent Hav, hvi vil Du dog
ei redde Aandekarm fra Skjændslens Syrter,
og give Hæderen igjen George Krogh?
Maaske alligevel denne G
[ang er Fr]elsens Gang. Jeg vil saa
gjerne troe det, siden min ulykkelige Ven i et bevæget Øjeblik
anfortroede mig, at en hemmelig Sorg havde været hans For-
fører. Det er saadanne ædle Mennesker helst ville hjælpe.
Krogh opholder sig siden før Juul i Sthingsmand Tønsagers
Huus, hvor han underviser denne brave Mands Søn, og ellers
behandles med sand Kjærlighed. Men at denne Stilling ikke er
den tjenligste for Krogh, er sandt. Som en aftaklet af Storm
og Sjø ramponert Fregat i en Udhavn ligger han der; -- men
-- Takkelage paa! Seil ud og Vind i -- og atter ud paa Liv-
sensbølgerne! Hvem forlader et godt Skib for et Havaries Skyld?
Og dog behandle Mskene hverandre som Druknende: den, der
sidder paa et Skjær eller en Planke, sparker den Kravlende i
Hovedet. Har et Mske faaet en Læk, saa forlades han, og den
Faldne sparkes efter.
Bedste Hr. Pastor anvend Deres Indflydelse paa Sorenskriveren
for den talentfulde Kroghs Redning.
Deres agtelsesfulde
Henr. Wergeland,
Cand. theol.
|
| d.V,b.1,s.148 |
TIL MARIA LINDEMAN
|
| BLA BAKOVER |