| TIL HULDA MALTHE
|
Eidsvold Præstegaard 2den Julii 28.
Til
Hulda Malthe!
Tillad mig gjennem Pennen, naar Tungen maa være stum, at
tale een Minut -- det hele Brev skal sandelig neppe medtage
mere Tid -- med den dyrebare Pige, hvem mit Hjerte har hel-
liget sin dybeste Agtelse og sine ædleste Følelser. Jeg vil give
Dem et svagt Beviis paa min Høiagtelse; derfor vover jeg at
skrive disse Linier til Hulda Malthe; og derfor vil De tilgive mig
min Frihed. Tilintetgjør dette Papiir -- og De har jo da Mindet
som af en Samtale med mig; og en Samtale -- gode Hulda! vil De
nu efter den l0 September sidst ikke nægte mig mere.
Dog jeg vil ei spilde det kostbare Minut med at tale om Andet,
skjøndt maaskee vigtigere, end hvad jeg netop havde foresat
mig at tale om.
Kort da -- her indlagt vil De finde et lidet Poëm, som jeg
inden en Maaned agter at see komme fra Pressen. Hvis De vil
behage at gjennemlæse det, vil De finde det temmelig kort; men
det er bestemt at trykkes i saadan Format, med ligemange Linier
paa Siden, smuk Tryk, Taschenbuchform, smukt Bind etc. saaat
det vil komme til at see ganske tækkeligt ud.
Det indeholder Fædrenes Historie, Sigmund Brestesens Faders
og Farbroders Historie; hvilken Helts Saga jeg ifjor sagde at
ville besynge og dedicere min gode Engel -- Dem, vakre, dan-
nede Hulda! Men et langt større Emne -- saa uhyre at selv
Miltons synes simple derimod (men lad see hvordan det bliver) --
har beskjæftiget mig, beskjæftiger mig, og vil beskjæftige mig i
Maaneder til, da jeg maa pløje Testamentet ved Siden. Dette hedder
"Himmel og Jord"; og -- Hulda! naar dette kommer for Dagen,
|
| d.V,b.1,s.53 |
da -- om ikke Hulda er min -- skal Rygtet være mit. Men det
skal ogsaa være Huldas; thi det er hendes Fortræffelighed som be-
synges: Hendes Godhed nu er det som styrker min Sjel til at skabe
og udfolde sine Tanker. Det er bestemt at tilegnes Dem. Det ind-
lagte Poëm er da blot en liden phantastisk klædt Forløber.
Jeg skriver da dette Brev for at bede Dem tillade mig -- da
det er bestemt til 11te August -- at tilegne "Norges Blomst,
Hulda Malthe" Digtet, som et svagt Tegn paa inderlig Høiagtelse.
Gjør det! Det kan jo den ene Ven gjøre imod den Anden
eller imod sin Veninde, hvorpaa gives tusinde Exempler. Det
kan De ikke nægte; og heller ikke kan De nægte, at jeg ærer
og elsker Dem, og for Dem selv vil De ikke kunne nægte, at
De isandhed fortjener et langt større Udmærkelses og Høiagtelses
Tegn, som jeg og med Tiden vil være istand til at kunne give
Dem. De vil see, at jeg har sat mit kjæreste Navn overalt hvor
det, efter Tankegangen maatte forekomme; men skulde De ei
ville tilstede min Bøn, at jeg høit for Verden maa sige nu, hvor
elskværdig Hulda er, saa siig mig dog idetmindste -- om det med
Himlens Hjælp er saa -- at ingen Uvillie imod mig er Grunden
dertil. Hvis De ikke skulde ville inden Lørdag Middag svare
mig kortelig et Par Ord, da jeg maa have Manuscriptet snart
igjen -- og jeg ikke nu vilde mundtlig tale med Dem i Risebro,
saasom jeg frygtede da at træffe Husets kjære Beboerinder oc-
cuperede med Bryllupsstads: saa troer jeg bedst, hvis jeg faaer vide
at det ikke forholder sig saa endnu i R . . . (thi alle Rygter ere ikke
borte eller vinge- og tungeløse her, om Fru Sis -- er borte) at jeg
drister mig til at ride ud til Dem og mundtlig høre Deres Mening.
Kommer jeg, saa kommer jeg med en god Samvittighed -- min
ædle Hulda! at jeg i Hovedsagen, i mit daglige Liv, har holdt
mit Ord, som jeg gav da jeg sidst saae Dem, nemlig: at ville leve
min Kjærlighed og dens Maal værd!
Maaskee Minutet er ude -- jeg troer det -- altsaa -- Levvel!
Jeg længes efter at see Dem, at tale med Dem; men jeg veed
ei om mit Syn er Dem behageligt. Denne Tanke er fuld af
Malurt. Lev vel! Tag mit Jordbær, min Rosenknop, mit Ax
som simple Ømheds Tegn! O var jeg Deres Frithjof, som De er
min Ingeborg! Levvel!
Henrik Wergeland.
P. S: Min Papirskuffe her paa Landet seer De er slet forsynet
med Papiir; -- mais . . . .
|
| d.V,b.1,s.58 |
TIL MARTHE DOROTHEA WOLFF
|
| BLA BAKOVER |