TIL NICOLAI WERGELAND
|
17de Mai 45.
Kjæreste, gode Fader!
Jeg befinder mig i nogen Tid, og især idag, saa slet, at jeg
ganske vist troer, der ikke kan være langt tilbage. Med M.S.s
Medecin, som jeg virkelig tog nøiagtig i over 8 Dage, har jeg
holdt op, da Hovedsygdommen, min Trangbrystighed paa Grund
af Obdurationerne i den ene Lunge, ikke bedredes. Idag er jeg
saa slap, at der er ordineret Nafta. Veiret er strengt og blæ-
sende, og kan muligt være Aarsagen til den stærke Trykken for
Brystet, og at Klimatet dræber mig, har jeg altid tænkt. Kun en
Bid som en Sølvspecie kunde jeg faae ned idag af den deilige
Tiur.
|
| d.V,b.1,s.414 |
Hvad der skeer, min kjære ømme Fader, saa tænk paa hvor-
ledes Mennesker endnu stærkere end jeg, f. Ex. Auberterne, have
maattet afsted i den bedste Alder. Mine Begreber om Guds
Storhed og egen Lidenhed opfylde mig med en stærk Trøst. Jeg
døer som Deist, som en Allahs oprigtige Dyrker, af Ærbødighed
ikke vovende at gjøre mig detaljerede Forestillinger om hvad der
venter hisset eller rettere hvorledes det da er indrettet. Jeg
finder meget i denne Verden saa skjønt (f. Ex. den Gyldenlak,
der staaer for mig, og min Kanarifugl) at min Fantasi ikke kan
udbilde sig noget Skjønnere; dog troer jeg, at ogsaa i denne Hen-
seende det andet Liv vil have Fortrin. Naar jeg, uagtet jeg ogsaa
gjerne, ja heller nu end nogensinde, vilde leve, er saadan til-
sinds, saa vær trøstig, tag Sagen som Hjob eller Cato! Du er
idetmindste forberedt, min kjære, ædle Fader! Mine Livsskizzer
(igaaraftes begyndte jeg netop paa "17de Mais-Bekjendelser" og
fortsætter kanskee idag, om Naftaen virker.
Jeg tilstaaer, at jeg i en lang Række af Aar aldrig har kjedet
mig som paa den 17de Mai, fordi man partout, og Jeg isærde-
leshed, skulde være glad og trække om hele Dagen i stramt
Kostume i idelig Bevægelse og endelig fordi man ikke kunde
undgaae at tage ind en umaadelig Mængde Spirituosa.
Og dog har jeg idag viist mig ret som en uforbederlig 17 Mais-
Gast, idet jeg, for paa en peen Maade at tvinge Eidsvollingerne
til altid at feire Dagen, netop idag skjænker Præstegjeldet min
Sølvpokal. Den er nok værd 20 Spd; men videre Værd af Af-
fektion har den ikke for mig. Nu vil den gjøre Nytte og Navnet
Wergeland vil ikke døe i Bygden. Den er idag sendt Tønsager
som Ordfører; men det er mit og hans Ønske, at Du vil kalde til
dig Viceordføreren med øvrige Formænd og overrække dem Gaven.
Du kan da ved samme Leilighed sige:
"Min Henrik staaer neppe over; men han gaaer sin Gud imøde
som en Helt; thi han bringer Ham det ærlige Hjerte tilbage, der
blev nedlagt i hans Bryst, fuldt af ufordærvede, kun for denne
Verden, hvor man saa let støder an, for stærke Følelser. Hans
Daarskaber skrive sig fra, at dette var Tilfælde med hans bedste."
Levvel, kjæreste Fader! Dette er ikke det sidste Brev.
Henrik.
|
| d.V,b.1,s.415 |
TIL NICOLAI WERGELAND
|
| BLA BAKOVER |