HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 1. BIND: BREV


TIL ESAIAS TEGNÉR

Christiania 18 Mai 1829.
   Tilgiv den unge Dreng af en Digter -- o jeg veed ikke, om
jeg er det, om jeg har en Harpe i Hjertet -- som tør sende
Tegnér sin Førstegrøde. Kaster De den, farer den tilbage, er
den Avner -- vel, saa er jeg med borte. Her er Splid om hvad
jeg skriver, og jeg er halv glad, halv angst. Jeg har sukket:


           Vee min Harpes Sprog
           bliver kun en Monolog.
           Ingen skatter, Ingen fatter
           det for Vaudevillelatter.

   Imidlertid -- jeg løber dristig frem. To Presser gaae -- de have
alt naaet mig igjen -- jeg skriver til dem begge og har blot
Enden i Tanken; men, som jeg troer, ved hvert Blad, som le-
veres vaadt til Pressen, at nærme mig, seer jeg mig rykket videre
tilbage, da nye Udsigter, nye Dale og Kongeriger folde sig ud.
Kløgtige Karle (hvoriblandt dog Folk
,


           -- -- -- -- som læser
           kun ved Lys af Næser,
           eller, om de fik
           Lygte til i Avindsblik,
           raabe dog: kom! jeg vil rette
           Feil i Digt som dette!

d.V,b.1,s.100   Kløgtige, hvad vi kalde stø'e Folk, som vide om dette Fore-
tagende, sige: at det er at tage sig Vand over Hovedet, at jeg
er en uforskammet Knægt --
nonum prematur in annum o. s. v.
Men jeg kan ikke hjælpe.
   Der er min Gaade -- fuld af sammenrullede Suk -- om min
Productivitet staaer i Forhold til intensiv Kraft. Sphinx! Sphinx.
Oedipus! Oedipus!

   Tilgiv mig, store Skjald! Jeg sender ogsaa, som en Prøve paa
min Lyrik, en Degnelap ved Siden af Sinclars Krigskaabe. Er
jeg en Pjaltekræmmer eller har jeg Tyrus og Purpur? Atter en
Sphinx, en Sphinx!

Tilgiv, men glem ikke
Henrik Wergeland.





TIL GERHARD MAGNUS
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE