HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 1. BIND: BREV


TIL VEDASTINE MALTHE

Christiania den 22de Sept:
[1827]
.

   Jeg har herved den Ære at oversende Dem, ædle Fru Malthe!
i en convolut af Tak, den Bog, De saa velvilligen laante mig.
Jeg har lært af den: jeg har maaskee min Deel af Charleston,
og, man kunde troe, ogsaa af Clairford. Jeg vilde ønske, at det
ikke var saa. Det er ikke saa!

   Dette Stykke vilde gjøre Virkning paa Theateret; men min
Smag er nu saa forvænt eller fordærvet, at jeg endog finder
Schiller og Oehlenschläger temmelig matte.

   Jeg kom uforsigtigviis til at beskadige Bindet, saaat jeg har
været saa frie at forandre det.

   Jeg vil tillade mig her at bevidne Dem, min moderlige Ven-
inde! min inderlige, varmeste Taknemmelighed. Jeg vil i Gjer-
ningen bestræbe mig for at vise, at De ikke har ødslet Deres
Godhed og Ædelmod paa en Uværdig. Jeg forsikrer Dem og
Hulda derom.

   Jeg er meget lykkelig nu: jeg veed, jeg gaaer den skjønneste
Bestemmelse imøde: det er en forhen ufølt Rolighed i mit Indre,
som gjør dette, og denne Følelse har udviklet sig af Bevidst-
d.V,b.1,s.22   heden om, at de ædleste Væsener, jeg kjender, gribe ind i min
Skjebne, og om, at det beroer paa mig Selv hvorvidt denne skal
fremtræde lys eller mørk i Fremtiden. De og Hulda vil troe
mig, naar jeg siger, at jeg aldrig vil bedrage Dem, aldrig handle
anderledes end at jeg uden Rødmen tør paapege det. Jeg er
stolt af at kunne fritage min feilfulde Character for Falskhed.
Jeg vilde før kunne bedrage mine Nærmeste end disse, ved
hvem mit hele Væsen hænger. Jeg holdt af Dem, som om jeg
havde været Deres Søn, førend Deres Handlemaade imod mig i
den Grad opfordrede min Taknemmelighed, hvormeget da nu,
da De har gjengivet mig mig Selv, gjort mig lykkeligere end ud-
svævende Drømme kunde male sig det og lykkeligere end jeg --
fortjente? O, min moderlige Veninde! -- tillad mig at bruge
dette Navn, som jeg finder, om end for dristigt, dog sandt --
søg Deres Løn i Visheden om, at De har gjort et Menneske
bedre. Naar De engang seer tilbage til Deres daadfulde Liv,
vil De i Erindringen herom finde en skjøn Perle: -- jeg vil ind-
fatte den. O, vil jeg engang, i et nærmere Forhold, kunne vise
Dem mine Følelser for Dem? vil jeg? -- Gud og Hulda raader.
   Mange Mennesker have Billeder af den, de holde af: det be-
høver jeg ikke, og jeg har det forud herved, at Gjenstanden ikke
røbes, men at den staaer der i al sin Skjønhed, tydelig indtil
de fineste Træk og Nuancer, kun for mit Øje, hvor og naar jeg
vil, dog helst alene, og straalende lige klart i Mørke som ved
Lys. Jeg glæder mig meget nu ved dette ejendommelige i min
Phantasie, at den saa troe kan gjengive Gjenstanden saaledes
at Dennes Ejendommelige i de forskjelligste Former, i ligesaa
forskjellige som i den optiske Cylinder, altid fremstiller sig, idealt
skjønt, skjønt som Naturen, som det Reale, min Ideeverden drejer
sig om. Jeg behøver ikke at sige Dem og Hulda hvilket Billede
jeg gjentagne Gange med større og større Sjeleglæde lader gaae
op for mig, og at det uudsletteligen med den inderligste Kjær-
lighed og Agtelse er indpræget i mit Hjerte; men naar jeg over-
lader mig til Erindringen og Indbildningskraften, maa jeg dvæle
længst ved de Former af mit Myriorama, som viser mig den
Gode og Dyrebare i de Øjeblikke, da det bedste Hjerte svøm-
mede eller tydelig aandede i Hendes Træk. Isandhed jeg maa
beundre mit Billede, der er en saadan Sjels Tolk, og jeg kan
ikke blive mæt af at betragte det; og hvor glad maa jeg ikke
d.V,b.1,s.23   være ved dette, da jeg veed, at ikke nogen bitter Følelse for
mig kunde udaande sig i disse Træk?
   Dersom Bølgerne, naar de kun hæve sig saameget, at Livlig-
heden intet taber, glidende imellem skjønne Bredder, som Stjer-
nernes Speil, indfattet i Løvværk, kunde tale, vilde de maaskee
udtrykke sig omtrent med nogle af indlagte Sonnats Vers. De og
Hulda vil i dem see mine Følelser, see om de ere skjønne, og
om min Sjel opfatter ret Indtrykket af det Høje hvorefter den
stræber.

   Jeg seer jeg bliver vidtløftig; men De vil skjænke mig dette,
min gode, ædle Fru Malthe! Man taler saa gjerne med Dem,
man elsker, og jeg finder en saadan Fornøjelse i at tænke paa
Dem og Hulda i mine ledige Stunder, at jeg ikke savner de Ad-
spredelser, jeg har renonceret paa: -- hvormeget mere da at
tale med Dem?

   Dette maa jeg dog tilføje: skjøndt min ulykkelige Hændelse
temmelig, dog ei saameget som jeg havde tænkt, er bleven be-
kjendt, og, naturlig, som en Hydra har voxet uhyre og i groteske
Former, har jeg dog selv og ved Andre, faaet Vished om, at
Huldas Navn neppe meget er berørt. For Spot har Tildragelsen
aldrig været noget Emne. Jeg kan ei sige Dem, hvor kjært dette
er mig. Navnet "Hulda" er mig helligere og kjærere end Jødernes
"Jehovah". Jeg har ogsaa iagttaget en ubrødelig Taushed med-
hensyntil det, som nu gjør mig saa lykkelig; men i min velsignede
Hjembygd tænker jeg de kløgtige Hjerner have været i Bevægelse
og conjectureret og gjettet, dersom de have faaet at vide, at jeg
har været i Risebroe. Som et Beviis paa de slette Følelsers Ond-
skab kan De tage hvad jeg ikke har villet besmitte dette Brev
med, men sat paa en lille Seddel.

   Jeg hilser Hulda, min ædle Hulda! Jeg lever og virker blot i
Hulda: Hulda er min Athmosphære, min Electricitet, mit altvir-
kende, guddommelige Princip. Jeg beder Dem at sige Hulda, at
jeg er det lykkeligste Menneske ved Bevidstheden om, at Hulda
ikke hader mig, men er mig velvillig, er min Ven. O jeg er
Hendes bedste, bedste Ven! Jeg vil aldrig vise mig anderledes
mod Hulda end øm, oprigtig, om en Smule phantastisk. Min
Kjerlighed er prøvet og skal prøves, den er grundet paa Agtelse
og dens yngre Søster er Taknemlighed. Om et Aar vil Hulda
see mig igjen anderledes; men gid ogsaa mit Y
[dre?]
maatte
d.V,b.1,s.24   faae en mindre hæslig Form! Jeg beder Hulda fremdeles erindre
mig med Velvillie og Godhed, og ogsaa De, min Lykkes Stifter-
inde, min blide Norne! vil gjøre dette og fæste Tillid til hvad
jeg har lovet.
   Levvel! Levvel! De og alle Deres! Den tolvte October feirer
Ingen gladere end
Deres ærbødige og taknemligt-hengivne

Henr: Wergeland.

   Et saadant ædelt Væsen har villet indbilde Andre, og formo-
dentlig sig Selv med, at H:, paa en temmelig haard og just ikke
sandfærdigste Maade, har forsøgt at triumphere paa min Be-
kostning.

   Jeg fortæller Dem dette som et Træk til Hines Characteristik,
da jeg veed, at De allerede havde fattet disse i deres rette Lys.

   Jeg har nu hørt mine Bedrifter paa Grundseth fortalte; men
-- ved Gud! ere de saadan fortalte Dem, da maa jeg meget,
meget beklage mig som et Offer for saa afskyelige Tunger; men
det er umuligt. Imidlertid er der bleven fortalt, Gud veed af
hvem, langt større, meget hæsligere Udskejelser end dem, De
veed; men ikke engang det var sandt. Min Fader kan være mit
bedste Vidne.



TIL VEDASTINE MALTHE
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE