TIL HULDA MALTHE
|
Eidsvold 26 August 1827.
Det er en Maanedsdag siden
jeg grov liden Kirsti i Muld . .
en Maaned? en Maaned? -- har Tiden
da mistet sit hvirvlende Hjul?
Jeg stoler saa meget paa Deres gode Hjerte, at jeg haaber, De
ikke vil tilintetgjøre disse Linier ulæste, om de end i Begyndelsen
maa opvække ubehagelige Erindringer, og om de ere formede
af en Haand, De maa hade. Jeg vilde ikke skrive Dem til,
dersom jeg ikke skyldte mig selv det, og at jeg altsaa bør det
troer jeg; desuden -- jeg reiser naar denne Maaned er ude og,
da jeg vist ikke i lang Tid seer disse Egne igjen, kunde jeg ikke
nægte mig den smerteligsøde Følelse at tale med Dem for sidste
Gang her igjennem den døde Skrift -- det eneste Middel, som
staaer mig tilbage.
Jeg faaer bære min Skjebne: den at see lutter glædesløse Dage
imøde; men Deres Uvillie kan jeg ikke bære: tilgiv mig derfor
saasandt De er et godt Menneske, og, naar De engang hændel-
sesviis hører mit Navn nævne, eller paa en anden Maade uvil-
kaarlig maa erindre Dem mig, forbind da intet Nag, ingen Uvillie
dermed. Jeg beder Dem . .
For at lette Deres gode Hjerte denne skjønne Sejer, kan jeg
forsikre Dem, at jeg maaskee var mindre virkende Aarsag til
den, for mig skrækkeligste, for Dem ubehageligste af alle Hæn-
delser. Jeg har nemlig hørt, at man, allerede før De med Deres
Søstre kom, mærkede hos mig en paafaldende Aandsfraværelse,
Ytringer af en høi Spænding i Sjelen, som jeg iblandt andet ytrede
ved en uvilkaarlig Latter, da man sagde mig, at Malthes kom.
De forskjelligste, voldsomste Følelser gjennemkrydsede mig
den Dag i den Grad, at min Forstand ikke formaaede længere
at beherske dem. Jeg lignede et Skib, som krænger i Stormen,
saaat Seilene og Vimplerne dyppes i Vandet. Især den smerte-
lige Følelse, at jeg maatte give min Stolthed tabt, naar jeg atter
vilde henvende mig til Dem og Bevidstheden om at jeg ikke
vilde kunne andet, da min Lidenskab var voxet til en saadan
Høide, at mit hele Væsen var aldeles opløst i den, forenet med
Tvivl, Længsel efter at see Dem, Forventningen om hvad min
Skjebne vilde blive og som det ene Øjeblik bar et lyst, det
|
| d.V,b.1,s.15 |
andet et mørkt Præg, Angest, tunge Ahnelser, Planer gjorde
mit Indre fuldkommen ligt et oprørt Hav, allerede før jeg talte
til Dem og bad Dem om en Samtale. Da jeg, efterat De havde
nægtet dette, atter bad Dem, var jeg saalidet mig selv mægtig,
da Visheden om at Alt var tabt saa voldsomt kastede sig ind i
mine øvrige Følelsers Hvirvel, at jeg ikke tog i Betænkning at
gjøre dette, med et forstyrret Udseende, midt i Selskabet --
-- Ved Gud! jeg kan være ubesindig, jeg kan være uden den
rigtige Tact for det Anstændige, jeg kan lade mig ene og alene
lede af den første Impuls, uden at overveje Tid, Sted og de
rimelige Følger; men jeg forsikrer Dem, at i en sund, normal
Legemstilstand vilde det aldrig skeet. Jeg holder mig nu for
fuldkommen istand til at bedømme mit Skridt, men det er mig
umuligt at begribe hvorledes jeg kunde handle saa. Det var
mig derfor, paa en vis Maade, behageligt at høre, at man allerede
forud mærkede at jeg ikke befandt mig vel, da en saadan Til-
stand, som jeg dog kun uegentlig kunde være Skyld i, maatte
for Dem betage min Character det Anstrøg af Lidenskabelighed
og Udelicatesse, jeg syntes at lægge for Dagen.
Jeg troer, at De, skjøndt den Forurettede, maaskee vil være
min mildeste Dommer; men, om min udelicate Fremfærd alene
eller for største Delen var selv Aarsag i at jeg blev et Rov for
Fortvivlelse og at mine Sandser vildedes, saa leed og lider jeg
jo Straf nok, og saameget mere vil De ikke lægge Byrden af
Deres Uvillie til mine øvrige Sorger, da min Handlemaade, skjøndt
i Grunden en monstrøs Søn af Heftighed, Overilelse og deraf at
min Fornuft fandt saalænge Behag i min Indbildningskrafts Gjøg-
lerier, at den omsider blev en Slave deraf, dog, nærmest taget,
uden at Characteren lider sønderlig Brøst, var en Følge, et Ud-
brud af en Sygdom: en Sjelssygdom, som ogsaa virkede paa
Legemet, hvilket jeg kunde see deraf, at min Svindel, som den
efterlod sig, kun ved Lægemidler lod sig fordrive. Desuden var
jo, naar jeg vil gaae tilbage til den allerførste Grund, mine,
isandhed skjønne, Følelser for Dem, og den faste Overbeviisning,
at kun De vilde kunne gjøre mig til hvad jeg kan blive, at en
Forbindelse med Dem og Deres Familie vilde have den mest
heldbringende Indflydelse paa mig, forenet med Mistvivl, den
første Grund til at jeg viiste en Svaghed, jeg maa rødme over
-- den nemlig at give mig til Priis for Forhaabninger, jeg vel
|
| d.V,b.1,s.16 |
bedre vidste vare tomme og vilde styrte mig i Afgrunden, naar
jeg troede deres falske Skin. Dersom jeg med fuldt Overlæg
havde gjort hvad jeg gjorde, dersom jeg med Villie havde opført
mig saa slet imod Dem, hvor kunde jeg da virkelig have holdt
af Dem? Naar jeg havde da havt Forstand nok til at tænke
mig Deres Stilling, og jeg roligen havde udsat Dem for saadanne
Ubehageligheder, kunde jeg have elsket Dem da? Jeg vilde da
blot have været den raa Egoist, jeg vilde været mere ufølende
end det Gulv, jeg traadte paa, og jeg maatte da nødvendig, med
en saadan Characteer, nu føle Forbitrelse ved Siden af krænket
Forfængelighed og søge Trøst i Haan og Spot. Jeg føler ikke
dette, men derimod tilfulde, at jeg ingen Prætensioner bør have,
at der ingen Uret er mig skeet, men at jeg har meget bitterlig
at angre, men mest at jeg imod Den, jeg ikke for mit Liv vilde
krænke, ikke har opført mig uden slet: jeg føler den inderligste
Hengivenhed for Dem og Deres Nærmeste, og jeg veed, at jeg
elskede Deres Sjel og Hjerte meer end Deres Legeme og med
en høi, reen og varm, om noget heftig Følelse, og -- at jeg ikke
kan aflade det saalænge jeg er her paa Jorden og vel ikke
videre frem heller.
Min vakre, ædle Hulda! -- tillad mig og tilgiv mig, om jeg en
eneste Gang nævner Dem saa -- hav nu Intet mere imod mig!
glem mig heller med min Feil! Jeg vil vise Verden, at Ingen
kan elske og nærme sig Hulda Malthe uden virkelig at blive bedre.
Det skal være min eneste Trøst, at jeg om en Tid kan sige til
mig selv: "jeg havde fortjent en bedre Skjebne."
En anden Bevæggrund til disse Linier er den, at jeg veed, at
der i Deres Familie ere blevne fortalte details om mig, som just
ikke geraade min Sædelighed til Ære; men jeg kan paa min
Samvittighed forsikre Dem og Deres Familie, hvis gode Om-
dømme er mig helligt og dyrebart i alle Omstændigheder, at de
ikke forholde sig saa. Jeg veed vel, at mit Liv forhen aldeles
ikke kan tjene til Mønster, men saa negligeant har jeg dog ikke
været om mit Rygte, som hiin Løgn vil gjøre mig til. Jeg har
hørt dette af En, som havde det fra L. Dahl. Dersom Folk
undertiden kan have talt om mig som et uordentligt Menneske,
da kan jeg ogsaa herfor, næst Bagvaskere, fordetmeste Per-
soner, som smigre mig, men hade mig fordi jeg har fornærmet
dem enten ved Sandheder eller Sarcasmer, takke mig selv, da jeg
|
| d.V,b.1,s.17 |
til mine Feil maa regne Aabenmundethed og den tvetydige Dyd,
at jeg deler Alt, hvad mig selv og mine egne Hemmeligheder
angaaer, med mine Venner. At jeg nogensinde har været i slet
Selskab, er ved den levende Gud! ikke sandt. Da maatte vel
hellere mine Venner kunne kalde mit Selskab slet, om galt skulde
være. Iøvrigt et Menneske, der knapt nok er 19 Aar vil man
vel ikke gjøre til et Monstrum af Tøilesløshed og Vildhed, og,
har jeg været uordentlig, da følte jeg isandhed Trangen til noget
Ædlere. Men -- som jeg siger, Verden skal see, at Ingen kan
nærme sig Hulda Malthe, en saadan Datter af en saadan Moder,
uden virkelig at blive bedre. --
Jeg har hørt Trediemand finde det forunderligt, at jeg saa-
snart kunde glemme Jfr. Selmer. Samme Tanke kunde jo opstaae
hos Dem og derved tillige Meningen, om at De nok ikke havde
feilet, da De sagde, jeg var letsindig. O De har vel ikke feilet
i denne Dom; men -- jeg spillede ogsaa dengang mine Kort som
-- et Beest: jeg sagde hvad jeg havde paa Haanden, lod Andre
kige mig i Kaartet og blev da tydelig Bete, hvilket jeg ikke var
bleven, dersom der da havde været Mandsmod hos mig.
Jeg vil fortælle Dem en Mythe:
"En skjøn Sjel -- De kan tænke Dem Petrarchs Laura eller
Johanna Gray, eller hvilket andet ædelt Fruentimmer, De erindrer
Dem -- hævede sig fra Jorden. Den udfoldede sig herligere og
herligere igjennem jo flere Liv den vandrede: den havde allerede
gjennemvandret Aandernes, Stjerneaandernes, Seraphernes, Che-
rubernes og Eloahernes Klasser, da den øverste Eloah, forbauset
over denne Aands Dyd og Glands, for ikke at flette et nyt
Mellemled mellem sig og Englene, i sin Viisdom deelte den og
sendte den atter ned til Jorden, at gjennemløbe samme Bane.
Begge denne herlige Aands Dele vare hinanden fuldkommen lige,
som en kløvet Diamant, og som to Stjerneskud dalede de tvende
Søstersjele ned til Jorden. Den lunefulde Skjebne lod dem synke
i to yndige Legemer i vort gode Fædreneland, og Menneskene,
uvidende om deres foregaaende Skjebne, kaldte den Ene "Hulda",
den Anden "Emilie". --
Jeg veed ikke hvilken gunstig Aand, der meddelte mig dette;
men jeg ene kjendte disse Tvendes foregaaende Skjebne; maaskee
min Sjel var de svage Levninger af Jorden, som endnu klæbede
ved Aanden, og at jeg, nedstyrtet med dennes to ædle Dele, af
|
| d.V,b.1,s.18 |
en uimodstaaelig Drift, eller Gjenerindring af den gamle Forening,
dreves til at opsøge dem; men komne her til Jorden maatte
disse adlyde den Lov, at ligeartede Ting frastøde hinanden under
visse Betingelser.
Dette er blot en Mythe, men den strenge Sandhed er at jeg
fandt langt mere hos Dem end hos Jomfru Selmer, hvor god og
fortreffelig Hun end er; desuden var den inderlige Agtelse og
Hengivenhed, jeg nærede, og nærer, for Deres gode Forældre
ogsaa et Baand, som maatte knytte mig til Dem. Jeg hørte saa-
meget Godt om dem -- jeg er en Enthusiast for det Gode,
skjøndt jeg gjør det Gale -- at jeg holdt af dem før jeg havde
talt med en Malthe. -- Jeg veed ogsaa, at der er bleven sagt, at
jeg i min Dom over Dem og S. havde, hvad det Udvortes angik,
givet den Sidste Fortrinet, og jeg vil ikke nægte, at jeg virkelig
har sagt dette til en Ven, som jeg ei troede skulde bringe det
videre, men jeg sagde det ogsaa efter blot andengang at have
seet Dem. Jeg kunde meget vel udvikle hvad jeg i Deres Sjel
og Character finder saa Elskværdigt og Fremstikkende for Hiins,
men min Smiger, eller -- ikke Smiger men sande Roes -- vilde
ikke kunne glæde Dem, ligesaalidet som De har kunnet finde noget
Ondt i hiin flygtige Dom. At jeg finder Dem smuk, veed De,
og at jeg holder Dem for meget god, ædel og fornuftig seer De
af, at jeg, uagtet al Forbindelse, alt Haab derom er brustet,
inderligen beder Dem om ikke at tænke ilde om mig.
Jeg skriver alt Dette forat retfærdiggjøre min Character for
Dem, forat vise Dem, at mit Hjerte havde mindre Deel i mine
Feil end der kunde synes. Mit nu begyndende Liv skal ikke
bringe Dem til at angre Deres Skaansomhed. Ingen, Ingen vilde
dog kunnet gjøre det af mig som De; men, uagtet hele mit Haab
om et lykkeligt Liv, hvortil mit hele Temperament synes at sigte,
er forbi, uagtet Alt forekommer mig glædesløst og Verden har
tabt sine livlige Farver -- latterligt for en Dreng paa 19 Aar --
har jeg dog for en Deel erholdt min Sjelskraft tilbage, som har
lagt sløv, uden Springfjer, i den lange Tid fra jeg førstegang
aabenbarede Dem mine Tanker og ligetil andengangs Catastrophe.
Jeg vil nægte mig al Fornøjelse, jeg vil i en Hast tage Examen
og søge min Trøst i den Tanke, at Hulda nu maa være forsonet,
og i Bestræbelser for at erhverve mig et Navn.
Ikke saameget mine Forældres Trøstegrunde, mine Venners
|
| d.V,b.1,s.19 |
Deeltagelse eller Doctorens valeriana har gjengivet mig min Sjels-
sundhed, som en Plan, jeg med levende Interesse har opfattet,
og som isandhed forskaffer mig en ligesaa skjøn som behagelig
Adspredelse. Jeg havde nemlig fast besluttet, da jeg vidste at jeg
uden Dem ei kunde blive god og lykkelig, for dog at gjøre nogen
Nytte her, at ofre mig for Grækerne. Jeg maatte med Smerte
opgive denne Plan, da min Fader vemodig foreholdt mig, hvad
jeg skyldte mine Forældre, men jeg skammede mig, skjøndt jeg
blot havde givet mig Selv dette Løfte, ved at den Tanke blot
skulde være et tomt, ligesom pralende, Løfte, og ved, at jeg saa-
ledes paa en Maade havde blot indbildt mig selv noget. Jeg be-
sluttede derfor, da jeg holdt mig bunden ved dette phantastiske
Løfte, at løse mig paa en Maade, som jeg fandt fyldestgjørende
for min Ære, der var øm ved at holde sig selv for en Pralhans's
Ejendom.
Jeg fandt nemlig et Emne, passende at behandle som Frithjofs
Saga af Tegnér: jeg greb den Plan med Interesse at udarbeide
det og begynde dermed min Debut paa Parnas til Bedste for
dem, jeg vilde ofre min Arm, og saaledes indbilder jeg mig, naar
jeg skriver nogle Linier derpaa, at jeg arbeider eller fægter for
dem. Da jeg finder i dette Arbeide en smuk Adspredelse, gjør
jeg det med Lyst og altsaa gaaer det glat fra Haanden; ja, hvad
der mere bestyrker mig, er en Dom af en lærd Mand og com-
petent Dommer, som jeg ikke kan tænke paa uden at blive
blodrød.
Gode Hulda! -- o endnu engang maa jeg tale saaledes med
Dem, da jeg ikke kan, ikke formaaer at skrive det kolde "Jomfru
Malthe" eller endogsaa "høistærede Jomfru Malthe" -- gode gode
Hulda! skjøndt De er ung, føler jeg dog den højeste Grad af
Ærbødighed for Dem, for det rene Ideal af det Gode og Skjønne
jeg forgjeves maa see i Dem. Dersom nu min Saga bliver god,
dersom jeg tør lade den see ved Siden af Frithjof, vil De da tillade,
at jeg svagt viser Dem min Ærbødighed ved at tilegne Dem den;
men -- som jeg siger -- blot i det Tilfælde, at den virkelig bliver
god, ikke middelmaadig, men kommer heelskindet ud af høje, lærde,
fornemme, strenge Recensenters Kløer. -- Dog -- det har Tid endnu,
men til Seenhøstes maaskee. O jeg vil glæde mig, dersom jeg
kan gavne Hellenerne ved at sidde her i min Krog og fægte
|
| d.V,b.1,s.20 |
drabeligere end Hyrkaki med min Pen og øde mere Blæk paa
Papiret end Bobolina har sprøitet paa Ægæerhavet.
Jeg seer med Forbauselse, at jeg, ved mit Brev, har dynget et
Herculesarbeide paa Dem; men dersom De virkelig alligevel
læser det, er de meget ædelmodig, meget snild, meget god. -- De
gjør mig meget Godt, men jeg Dem blot Ondt; hvorledes skal
jeg da gjøre Dem noget Godt? Ved at slutte mit Brev, som dog
har den Fortjeneste, at det er meget prosaisk. Jeg vil gjøre
det -- strax.
Dersom jeg ejede 10,000 Daler, gav jeg de 9,999 bort for at
tale med Dem 2 Minutter før jeg reiser. Hvor let vilde jeg da ikke
gaae min vamle Bane imøde, hvor, hvorsomhelst jeg vender mig,
Valmuer stinke mig imøde? O Gud! jeg gav alle 10,000 bort for
een Minut. Jeg vilde gaae glad til det vamle Arbeide, ved en
dunkel Theologies Gjennemlæsning at søge samme Adspredelse
som Den, der gaaer ud i Ørken, naar han finder Palmyras Ruiner
ulidelig triste, og til den Glæde, i ledige Timer at beskjeftige
mig med at sige og opfinde Sarcasmer over mig selv -- det rigeste Emne af Verden. Det er besynderligt, at ikke tusinde
Spottefugle hænge sig paa mig; men de gjøre igrunden klogt i
at overlade det til den mest Berettigede dertil og til den Bitreste.
Aldrig kan jeg opgive Tanken om, at De og jeg godt vilde
kunnet harmonere: jeg veed med mig selv, at jeg i væsentlige
som uvæsentlige Puncter vilde, paa Deres mindste Vink, have
rettet mig: jeg troer ogsaa, at, i Grundtrækkene, stemme vore
Characterer: og det veed jeg, det veed jeg vist, at jeg elskede
Dem -- o endnu, endnu og bestandigen -- med Følelser, som
ikke vilde vanhelliget vor Frelsers Bryst. Men jeg har handlet
daarligen, daarligen, afsindigt -- o mere end afsindigt. Men
Sjelen, om Skjebnen er mørk som
Nathimlen, hænger jo fuld af
funklende Planer, og Stjerners
guldrøde Frugter.
Jeg siger, jeg har Stjerner -- jeg har ingen, intet Haab, ikke
saameget som Sir Kenneth om at erholde Edith Plantagenet;
men -- Tretallet er et helligt Tal: jeg vil arbeide, jeg vil samle
mig Fortjeneste og, naar jeg har en god Examen og et Navn,
vil jeg endnu engang -- den Sidste -- dersom Huldas Haand og
|
| d.V,b.1,s.21 |
Hjerte endnu er fri -- bede den Ædle om at gjøre mig lykkelig
-- ha, i en Grad, jeg ikke kan tænke mig uden at svimle. --
Jeg vil vel bede haabløs, men jeg vil da ikke gaae bort uden
den gode, ædle Huldas Agtelse eller Velvillie. Jeg kan ikke
glemme Dem, ikke udslette det Indtryk, De har gjort paa min
Sjel. Er jeg derfor maaskee svag? Jeg kan ikke glemme Dem,
men jeg vil og kan finde mig i Skjebnen. -- Levvel! Jeg har
beseglet dette Løfte med Graad -- gid det maa være den sidste
paa lang Tid. Vær min milde Dommer: jeg beder undertiden til
Gud, jeg vil bede, og jeg gjør det og stedse, for Dem. Dersom
jeg kunde tale med Dem een Minut, istedetfor at sætte dette
Brev elendigt sammen, vilde jeg rense Deres Faders Skov for
enhver Splint; men -- jeg tør ikke, jeg kan ikke . . vær blot
ikke vred, men siig ved Dem selv, naar De vender Dem fra dette
Papirs Aske: "han vilde det dog ikke saa ilde!" Lev evig vel! Jeg
maa stedse erindre Dem med Ærbødighed og Ømhed og Vemod.
Henr: Wergeland.
TIL VEDASTINE MALTHE
|
| BLA BAKOVER |