HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
V.BREV, RETTSlNNLEGG 1. BIND: BREV


TIL IDA HAFFNER

[7. desember 1824?]
   Med dette Brev vil de, høistærede Frøken, modtage de be-
lovede Brikker. De ere saa klodsede, at jeg skammer mig ved
dem; men da jeg troede det var bedre de kom, som de ere end
at Ingen kom, saa sendte jeg dem. Deres Feil skal jeg korteligen
vise og gjøre godt, saa vidt jeg kan. Jeg indbilder mig nemlig
de omtrent vil synes saa:

d.V,b.1,s.2  

IDA.



           See hid, Herr Mester, see, de Brikker er' ei blaae!
                      Hvorfor? om jeg maa spørge.
           Hvi kan jeg ei blaamalte Brikker faae?
           Det var en Ting, hvorfor du skulde sørge!
           Mon det for Intet hedder Blaamandsspil . .?



HENRIK



                 Tilgiv mig Frøken! Jeg ei kunde,
                 Saa gjerne, som jeg ogsaa vil . . . . .



DE.



                 Du vil og ikke kunde . . . .?
                       . . . . . Ingenlunde . .
                 Siig heller, du ei det forstod;
                 Det bedre for dig lod.



JEG



                 Jeg tilstaaer, jeg det ikke veed;
                 Bliv blot ei, gode Frøken, vred,
                 Fordi jeg udmunderte dem ei blaae.
                 (Jeg troer det for det Samme og kan gaae)
                 Distinction der bliver jo,
                 Sku' jeg troe,
                 Imellem Guult og Sort . .



DE:



                 Du Narrifas!
                 See videre de monstra du har gjort:
                 To Dusin Djevle gule.
                 (Ei styggere de kom fra Fandens Hule)
                 Med Chapeaubas,
                 Kan Damer spille vel med dem;
                 Det er jo svarte Fanden selv . . .
                 . . Nei . .! Henrik skjælv!
                 Synk ned . . . .
                 Nu bli'r jeg vred.
                 De er' saa underlig',
                 Kort -- De ligne dig.!
          
d.V,b.1,s.3                    En sær, fordrejet Smag,
                 Ligger jo for Dag
                 Ved saadan Form . . . .
                 Hu! . . Fy! du græder . . .?


JEG.



                 Af Sorg jeg mine Kinder væder;
                       Mislykte Fostre vakte den
                 Men --
                 Jeg vil ei dølge,
                 Mit eget Hoved var den Norm,
                 Jeg maatte følge.

DE.



                 Ja da min Ven!
                 De maatte blive gale.
                 Et Alvorsord endnu jeg til dig tale:
                 Naar du ei bedre kunde gjøre,
                 da skulde du saa friskt ei ladet høre:
                 Du kunde dreje lidt,
                 Ja maaskee ogsaa dem.
                 Du skulde tiet
                 . . . . Stille
                 Men . . fy! der seer jeg atter trille
                       Taarer frem.
                 (Den Lectie vel til Hjertet gik)
                 Jeg er jo ei saa slem . . .
                       . . . . . . Henrik!

JEG.



                 Hvortil mon disse skabte ere
      Uden for at være
      Kujoner.
      For at de tapre Amazoner
      Seierskrands kan bære
. !
                 Ved dem beseire kan de sø
      Paa Berger Tante Ø!
. . .

d.V,b.1,s.4  

DE.



                 . . . Gaa nu
                                  Din Vei . . .



JEG.



                 Nei!
                       Kom kuns ihu:
                 Der følger Regning, som er svær



DE.



                 Kom frem
                       Med den . . .
                             Om du tør . . .!



JEG.



                 Den er her.
                       . . . Hør!
                 Hvis de mig rigt belønne vil,
                       For Fliden,
                 Som virkelig er megen liden;
                 Saa mig beær
                 Med et Spil
                 Med de Sorte og de Gule
                 Til Jule.



DE.



                 Du fordrer stort; du spiller slet.



JEG.



                 De mener: net!
                 Jeg spørger andengang: Vil de?



DE.



                 Ja! Jeg skal see .!
                             Adieu!

   Nu har jeg opregnet Feilene; dog glemte jeg, at de ikke ere
blanke; hvorfor maaskee lidt Skjænd kan vanke, og jeg troer
at jeg gjorde det ligesaagodt, da det dog var aldeles ligegyldigt,
ved at poeticere min Anklage og Forsvar. --

   Jeg veed ikke om det var rigtigt, at vise dem min Færdighed
i at skrive Riimbreve, eller idethele at skrive til dem; men naar
d.V,b.1,s.5   jeg forsikrer, at det falder mig lettere det Første, og at et lystigt
Lune var Versenes Moder og naar jeg veed, at jeg har dem til
Dommer, saa falder Skruplerne bort. . --
   Snart, vil jeg haabe, skal jeg have den Fornøjelse at see dem
og deres gode Moder, hvilken hilses af deres hengivne Ven og
Tjener

Henrik Wergeland.



TIL NICOLAI WERGELAND
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE