|
No. 22, 25de November 1843.
Tit Barnets Kaadhed det til Lastens Træl indvier.
Det er den Faders Skyld, som seer derpaa og tier.
MORALSKE FØLGER AF AT PINE DYRENE
Mon ikke ovensatte Bladets Tankesprog eller Motto rammer
meer end een Fader, som har beredet sine Sønner Straf og
Ulykke, Tugthusets stribede Skjændselstrøje eller Slavens graa
Skamkittel netop ved den Ligegyldighed, hvormed han har været
Vidne til og stiltiende tilladt dem allehaande Plagerier og Grusom-
heder mod de Dyr, som have været givne i deres Haand? Lad
først Gemyttet blive følesløst -- og Grændserne for de For-
brydelser, det vil kunne begaa, ville vorde ubestemte, ja de
skulle kunne udvide sig indtil Helvedes Enemærker: ligetil det
Skrækkelige, at mishandle sine gamle Forældre, at ønske dem
Døden i Hjertet og at lægge Haand paa dem -- en Forbrydelse,
som vore Lister over Straffældte viser er hyppigere end man
skulde tro imellem det for sin Ufordærvethed ellers saa berømte
norske Folk. Men det er nok saa: forhærdes først Gemyttet,
staaer det ikke i Menneskets Magt at sige: saa ond vil jeg kun
blive, ikke værre; og til at forhærde Gemyttet og at sløve dets
Følelser for Andre, er vel ingen Synd virksommere end den
Grusomhed mod Dyrene, Børn saa let kunne henfalde til, om
Forældrene ikke strengeligen afholde dem derfra. Idetmindste
mener den Mand, Præsten Laurids Smith, som udførligst har talt
Dyrenes Sag, saa; og maaskee det vil kunne vække nogen Op-
mærksomhed for Faren for Menneskets øvrige Sædelighed i det
Hele, om vi lytte til hvad denne vennesæle Mand har yttret om de
umoralske Følger af at være ond imod Dyrene.
"Erfaring lærer, at det Menneske, som er tankeløst, ligegyldigt,
ondt i sin Omgang med Dyret, stemmes med det samme til en
ligedan Tænkemaade og Adfærd imod sine Medmennesker. Den
Herre, der tyrannisk behandler sin Hund og sin Hest, er vist
aldrig i Sandhed en god Husbond mod sine Tyende. Den, der
|
| d.IV,b.6,s.451 |
er følesløs ved at lade Dyret lide Hunger og Nød, skal ogsaa
kold og haard kunne gaae sin hungrige og lidende Broder forbi,
uden Lyst og Drift til at afhjælpe hans Elendighed.
Mennesket bliver ikke medeet ond i den høieste Grad; og
der er ofte adskillige Anlæg til Vanart i Siælen, som først sil-
digere, og ved given Leilighed yttre sig, og som hverken vi eller
Andre have tænkt paa før de pludselig udvikles. Fra vor første
Ungdom høre vi, at vi skulle elske Mennesker og gjøre Ret imod
dem; vi opvoxe med disse Begreber; de blive talende Følelser
hos os, og altsaa kunne de modsatte Følelser imod Dyret ikke
saa strax og mærkeligen vise sig, eller udbryde i alle deres
Følger. I vort almindelige Liv, hvor vi leve jævnt hen, kan
Mennesket ikke selv mærke den skadelige Indflydelse som dets
onde Adfærd mod Dyret kan have paa dets egen Charakteer;
men lad det skee, at vi rives ud af denne jævne Roligheds Til-
stand, lad Vrede og Hevngjærrighed ophidse vort Blod, -- og
Den, som før var ond og haard imod Dyret, vil nu rase frem
med samme Bitterhed mod sin Medbroder.
Maaskee vil nogen her indvende, at der gives Mennesker, som
ere fromme og gode i deres Omgang med Dyrene, men ere der-
imod haarde og onde i deres Adfærd mod deres Medmennesker;
og deraf da uddrage den Slutning, at vor Behandling af Dyret
ingen Sammenhæng skulde have med vore øvrige Handlingers
Moralitet. Erfaringen stadfæster vel stundom i det enkelte Til-
fælde Sætningens Rigtighed; men ved nogen Eftertanke vil man
let indsee, at den angivne Følge ikke flyder deraf.
Først bliver her at forklare, hvori saadan Godhed mod Dyret
bestaaer, og i hvilket Omfang den yttrer sig. Der gives Menne-
sker, som ere lunegode, saavel mod Dyr, som mod Mennesker;
de kunne have en og anden Dyreart, mod hvilken de ofte vise
udmærket Velvillighed; men stundom mishandle de Dyret, naar
det ikke kan undvige deres Luner, eller naar det ikke vil eller
forstaaer at rette sig efter deres Særheder. Paa samme Maade
behandle de ogsaa de Mennesker der uheldigviis staae i nogen
Afhængighed af dem; og disse kan man da ikke have meent,
naar man paastaaer, at Mennesket kan være ondt mod Menne-
sker og god mod Dyret. Der gives andre Mennesker, som vælge
et eller andet Yndlings-Dyr til Morskab og daglig Omgang; disse
enkelte Dyr elske de da, men de elske dem ofte med udelukkende
|
| d.IV,b.6,s.452 |
Kjærlighed, som om de vare de eneste Dyrskabninger i Naturen;
de elske dem med en saadan Hengivenhed, at deres Hjerte
for Resten ingen Følelser har tilovers hverken for Dyr eller
Mennesker.
Nu skeer det da, at den samme Dame, som faaer Ængstelser
og Afmagt, naar hendes Skjødehund piber eller en forgudet
Papegøie ikke kan tære sin Føde, er kold og ligegyldig ved at
jage afsted med sine Heste til de styrte, eller ved at angle med
den sprællende Orm. Kun for sin Yndlingsgjenstand have slige
Mennesker Følelse og Opmærksomhed; og hvad Under da, at
alt andet, det være sig nu Dyr eller Mennesker, maa tage til
Takke med den Behandling, som et saadan Menneskes herskende
Lidenskaber i ethvert Tilfælde foranledige. Men slige Mennesker
kunne heller ikke med Sandhed siges at være gode mod Dyret,
da det kun er en enkelt Dyrskabning, deres Hjerte hænger ved.
De ere som i et Slags Afsindigheds-Tilstand, da Forestillings-
kraften er saa ganske beskjæftiget med en enkelt Gjenstand, at
de ikke anvende, og tilsidst ikke kunne anvende tilbørlig Op-
mærksomhed og Eftertanke paa andre Ting.
Endnu andre Mennesker gives der, som er saa overvættes
følsomme at de hensmelte i idel Følelser, blot ved at høre tale
om lidende Dyr eller Mennesker. De kunne ikke udstaa Synet
af noget lidende Væsen, og lade heller Mennesker og Dyr hjælpe-
løse lide og omkomme, end de skulde martre deres følsomme
Hjerter ved at røre en Haand til deres Medskabningers Lindring
eller Frelse. Disse ere gode baade mod Dyr og Mennesker,
dersom Godhed bestod blot i tomme Ord og forvirrede Følelser.
De kunne vise sig i høi Grad onde mod Mennesker, da de styres
blot af sandselige Følelser, uden at bruge Eftertanke eller For-
stand; men disse samme Mennesker skulde være istand til at
udøve den grummeste Haardhed mod Dyret, naar det skete, at
Vrede eller en anden heftig Lidenskab undertvang deres sæd-
vanlige Følelser, eller gjorde, at de glemte deres antagne Charak-
teer og kastede den paatagne Følsomheds-Maske. Og saaledes
staaer endnu vor Sætning fast, da Den, som efter fornuftige og
vel gjennemtænkte Grundsætninger er god imod Dyret, ogsaa
maa have en overveiende Lyst til at gjøre det, som ret og godt
er mod Mennesket; men Den, som er ond mod Dyret kan aldrig
af Hjertet og med Stadighed være god imod Mennesket.
|
| d.IV,b.6,s.453 |
Fornuftig Erfaring maa ogsaa bringe os til den Tilstaaelse: at
idet vi, uden Nødvendighed og fornuftig Hensigt, formindske Dy-
renes Fuldkommenhed og Lykke, formindske vi vor egen Fuld-
kommenhed og Lyksalighed; eller, enhver Mishandling af Dyret
støder Mennesket ned fra den Grad af Fuldkommenhed, hvorpaa
det stod, og lægger Hindringer i Veien for den, som det ellers
havde opnaaet. -- Hvo har afpælet Grændserne for den menne-
skelige Vanart? og kan den ikke stige fra den ubetydeligste Be-
gyndelse til den frygteligste Høide? -- Men ligemeget er det,
hvorledes vi gjøre de første Trin til Lasterne. Vi ere i denne
Henseende fast i samme Tilstand, som Kuglen, der ligger paa
den øverste Pynt af en steil Brink; fra hvilken Kant den end
gives Stød, befordres dog dens Bevægelse, og den ruller frem
med stedse tiltagende Hurtighed, jo længere Vei den har for sig
i sit Fremløb. Men naar et saadant Legemes Bevægelse dog
tilsidst maa svækkes og ophøre formedelst den indvortes Tyngde
og den udvortes Modstand, saa kan derimod Aandens ilde an-
vendte Virksomhed gaae frem i det uendelige; idetmindste kan
ingen Dødelig beregne, hvor der skal gives Standsning.
Ingen kan sige: saa ond vil jeg ikkun blive, og længere vil jeg
ikke gaa. Ingen kan altsaa med nogen fornuftig Grund spørge:
hvad har vel min Adfærd mod Dyret at skaffe med min Adfærd
mod Mennesket? -- Giv Agt paa dig selv, o Menneske! efter-
tænk dine Følelser og Handlinger; og mon du ikke ved upartisk
Granskning skal finde, at din Ufølsomhed mod Dyret har svækket
de velvillige Følelser, du skylder din Broder? Du skal finde, at
den Ondskab, du øver mod dette Dyr, var en frugtbar Moder
til andre paafølgende onde Handlinger. Du negtede Dyret sin
Ret, og du lærte derved, med saa meget mindre Betænkning at
gjøre Uret mod Mennesket."
I indeværende Aar er udkommet en liden Bog: Dagens Løsen,
en Skatkiste for Unge og Gamle, Fattige og Rige, indeholdende
497 Bibelsprog med tilsvarende Vers, hvoraf eet til hver Dag i
Aaret, ordnede og udgivne af Maria Schandorff." Priis indbunden
16 Sk. Nu da den kristelige Høifest staaer for Døren og et nyt
Aar snart vil aabne sig, kan ingen Bog være mere passende, en
skjønnere Skjænk, en bedre Udrustning for Dagenes Række end
|
| d.IV,b.6,s.454 |
ovennævnte, som herved anbefales Menigmand -- om en Anbe-
faling skulde behøves, for et Skrivt der bærer et af ham saa
kjendt og æret Navn som Eugeniastiftelsens Opretterindes, Maria
Schandorffs, de Moderløses Moders.
|
| BLA BAKOVER |