HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


Nr. 20, 27de Oktbr. 1843.

Et Smiil af Englen have,
for Værd at faa, din Gave.

DEN ÆDLE FYRSTINDE

   M
ellem vort Folks gode Egenskaber lader Gjæstfrihed mod
Enhver og Godhjertighed mod den Fattige sig ikke negte. I
Trangsaar ere nok Menighedernes Formænd virksomme til at
uddele; men hvad der saaledes gives offentligen, er lidet imod
hvad de medlidende Qvinder give i Kjøkkenet og paa Vejen til
Staburet til de Nødarme, som sidde udenfor, eller sætte sig paa
Bænken nærmest Døren med sit Ærinde i det blege udtærede
Ansigt. Da, i slige Aar mod Foraaret, naar Alle indskrænke sig
med Arbeide forat have saa faa Munde at føde, som muligt, da
er der intet at sige imod hine Omvandrende, men kun at række
Haand og at hjælpe efter yderste Evne, indtil Guds milde Sol faaer
skinnet, og hans Haand faaer neddrysset Regn nok over den
nye Sæd til at den atter kan gyde Blod i Folkets Kinder, Kræfter
i dets Arme og Haab i dets Hjerter.
   Det var i et saadant Foraar, da Nød bryder Lov, at Skole-
mester Ole Andersen befandt sig hos en velstaaende Enke paa
sin Omgang. Skolen var forbi. Det var mod Aften. Ole sad i
Spisen, næsten inddysset af den ensformige Lyd, hvormed Huus-
moderen slog Grøden tilqvels. Melkebollerne stode alt paa Bor-
det, og Folkene vare ventendes ind. Da pusler det ved Døren,
og langt om længe viser det sig, at det er en fattig Kone med
et Barn, som, uden at sige andet end med et Suk "Guds Fred
og Goqvel", satte sig paa Bænken.

   "Gaa med sig, Moer! der har sat altformange der I sidder,"
busede Huusmoderen hende imøde, og da Betlersken ikke strax
d.IV,b.6,s.442   gik, førte hun hende, med et Greb i Armen, paa Døren, og luk-
kede vel efter.
   Ole saae op. "Maa jeg fortælle jer en Historie, og det en
sand en om en Fyrstinde, Mor Kari, mens I øser den Guds Vel-
signelse op?" spurgte han; og da hun svarede: "aa ja, om Fyrst-
inder er det altid saa moersomt at høre noget," begyndte han:

   "En tydsk Fyrstinde, Moder til Prindser og Prindsesser, og en
regjerende Herres Hustru, gik engang og spadserede med en af
sine Hofdamer. Ved Siden af Vejen sad en stakkels, af Kummer
og Elendighed bøjet, Qvinde, med et Diebarn i Skjødet. Fyrst-
inden standsede, og spurgte medlidende om den Lille var syg.
"Ak, sagde Moderen, den lille Orm er nærved at forsmægte, og
Næringen i mine Bryster er hentørret, thi i to Dage har jeg ikke
smagt andet end et Stykke tørt Brød." Paa Fyrstindens Vink
rakte Hofdamen hende nu et Guldstykke. Men den Arme blev
ved at græde, hulkende: "Bare det hurtig maatte blive til Melk!"
Dette Udraab traf den ædle Fyrstindes Hjerte. Hun havde selv
just et Spædbarn, som hun selv gav Die. Og flux sætter hun
sig paa Grønsværet ved Siden af den arme Moder, tog Barnet,
og lagde det til sit Bryst." Men -- "Nu hvorhen, Moer?" fik
Skolemesteren Anledning til at raabe efter Kari; thi hun havde
alt Klinken i Haanden, og flux var hun ude i Mørket forat faae
raabt Konen med Barnet tilbage igjen. Men det lykkedes ikke;
de vare alt væk. Melken smagte ikke Kari til Grøden den Aften.
"Hvad er den Melk -- tænkte hun vist, da hun sad der karende
i Koppen -- imod den, Skolemesteren fortalte mig om? Men vil
Gud være mig naadig, da sender han mig imorgen en fattig Mo-
der med sit Barn!"


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE