HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


d.IV,b.6,s.438  

GRÆKERE OG NORMÆND

   De ædleste Dele af vore Tiders Oplysning skyldes Oldtidens
Grækere. Deres Mesterværker, især i de saakaldte skjønne
Videnskaber, i Veltalenhed, Digtekunst, Maleri, Bygningskunst og
Bildhuggeri, tvivler man om endnu ere opnaaede; og det til en
Tid, saa dunkel for den øvrige Verden, at selv Romerne, deres
senere Undertvingere, som dog maatte lære af dem, vare ikke
stort bedre end Halvvilde, og det øvrige Europas Beboere saa
fuldkommen vilde som Amerikas Indianere. Men allerede før
den sidste Odin, omtrent 100 Aar før Kristus fødtes, kom hid
til vort Norden fra Egne, der ikke laae saa langt fra Græken-
land, var den græske Oplysnings herligste Alder forbi i dens
eget Hjemsted, og i alle Aarhundrederne indtil vor Tid var det
et ulykkeligt Offer for Fremmedes Undertrykkelse, hvorunder
Stæderne sank for en stor Deel i Ruiner, Vildnisset overgroede
Agrene og Folket forvildedes. Dog beholdt det bestandig tilbage
i sit Hjerte en stolt Følelse af Fædrenes Ædelhed og Fortjene-
ster af Menneskeslægten, og, selv uvidende, nærede den græske
Hyrde, Tyrkens ærbødige Slave, Beundring for en Oplysning,
som han nu ikke mere kunde naae, end den afmægtige Olding
Frugterne, der svæve over ham paa Træets høje Grene. Men i
Aarene nogle og 20 tilkjæmpede den største Deel af Grækenland
sig Friheden, og i 1833 fik det en egen Konge i en tydsk Prinds.
I de faa Aar siden har man da i dette Land seet den samme
Udvikling som i Norge. Stæderne have reist sig, og ere i stærkt
Forhold tiltagne i Folkemængde; Skibsfarten har tiltaget; Ager-
dyrkningen ligeledes, og for Oplysningen er der bleven sørget
med al Iver.

   Men det var det, der her skulde meddeles, at Regjeringens
Virksomhed i denne sidste Henseende -- hvilken er ligesom at
oprydde Kilden til al et Folks Blomstring -- er paa det varmeste
bleven understøttet af Folket selv. Hiin Agtelse for Oplysning
og Dannelse, hiin ved de store nationale Erindringer nedarvede
Begjærlighed derefter, har vedligeholdt sig gjennem Krig og Li-
delser og nu efter de faa Fredsaar viist sig som en velsignet
Jordbund at arbeide i. Lysten til at lære -- berettes der fra
paalidelige Kilder -- er endnu et hæderligt Grundtræk i den
græske Karakteer. Paa dette Træk kan man gjenkjende det Folk,
d.IV,b.6,s.439   som har været Vestens Lærere i Videnskaberne. Denne Lyst
er fælles for Grækerne i alle Samfundets Klasser. Blandt Land-
folkene paa Morea har saaledes det Ordsprog hjemme: "Den,
der ikke kjender Bogstaverne, fortjener ikke at være et Menne-
ske." Bønderne i Eleusis vide meget god Besked om, hvad der
vedkommer Professorernes Forelæsninger ved Universitetet i
Athen. En af dem udlod sig saaledes: "jeg vil koste, saa meget
jeg formaaer, paa mine Børns Opdragelse, thi jeg indseer, at Op-
lysningen er det, vi nu behøve. Vi ere uvidende, men vore Børn
bør lære Noget." Endnu et Træk til Beviis for, hvorvidt Græ-
kernes Lærelyst gaaer. Aldrig har der existeret et mere fuld-
endt Mønster af en Helt end den ligefremme og modige Kanaris,
denne Sømand, som, efterat have befalet sig Gud i Vold, besteg
sit Skib og begav sig midt igjennem tusinde Farer for ganske
uforfærdet at fastbinde sin Brander ved det tyrkiske Admiral-
skib. Da Krigen var endt, blev Kanaris talt med iblandt de For-
nemste af Grækenlands Befriere, blev anseet for en af sit Lands
Stormænd, blev Kommandant i en Fæstning; og hvad mener
man da, at Kanaris tog sig for? Da gav Kanaris sig i en Alder
af 50 Aar til -- at lære at læse.
   Naar en saa levende Læselyst besjæler en Nation, maa et al-
mindeligt Underviisningssystem naturligviis hurtig uddanne sig.
Og dette finder for Tiden Sted i Grækenland.

   Men siger den græske Almuesmand til sig selv: "Er jeg ikke
Ætling af hine store Menneskehedens Lærere? og skulde jeg da
være uvidende og en Barbar -- jeg med mit herlige Navn af en
Græker?" sandelig den norske Almuesmand har ogsaa Opfor-
dringer fra Fædrene af til at uddanne sig og derved at gjenfor-
herlige sit Folk. Ogsaa dette har lidt i Aarhundreder som det
græske; men ogsaa det har meget at gjenvinde, forat ikke de
sidste Tider skulle synes usle imod de ældste, da Snorre kunde
skrive sin Histore, da Skjaldskabet holdtes i Ære, da Domkir-
ken kneiste i Nidaros, og da Landet var saa opdyrket og be-
folket, som det vel neppe endnu er.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE