|
Nr. 17 & 18, 16de Septbr. 1843.
Hykleri er værste Tempelrov.
Det stjæler til Lasten Dydens Dragt og Lov.
Til Uskyldslam da pyntes Morderulv i Skov.
VALDERS-PROFETEN OLE SØRFLATEN
"Guds Ord bør læres frit," er en smuk og rigtig Grundsæt-
ning, som vort Folk nu igjennem sit Storthing har erklæret gjæl-
dende i Norge ved at ophæve Forbudet imod Lægfolks religiøse
Sammenkomster, hvor da Enhver, om han vil, kan tolke og for-
tolke Guds Ord og meddele sin egen Overbeviisning i saadanne
Sager til Prøvelse af dem, som gide høre ham. Men i Skriften
hedder det ogsaa: "Vogter Eder for de falske Profeter!" Og der-
for kan nedenstaaende Beretning om en saadan falsk Profet af
frækkeste Sort, en selve Syna-Marthas og Hadelandsjentas Me-
ster i deslige Bedrageri, hvilken Udgiveren af dette Blad skylder
en Person fra selve Egnen, der endog har overværet Forhand-
lingerne i Sagen, være paa sin rette Plads i et Blad, som hen-
vender sig til et Publikum, der især er udsat for deslige Bedra-
geres Forsøg paa at forvilde den Almuesmandens sunde Fornuft,
hvortil jeg her henvender mig.
Man høre bare!
"Blandt de Mange, som i de senere Tider i vort Fædreneland
have opkastet sig til Religions-Folkelærere, er der neppe Nogen,
som fortjener større Opmærksomhed end Ole Sørflaten af Søndre
Ourdals Præstegjeld i Valders, deels formedelst de talrige Til-
hængere, han i saa kort Tid har vundet, og den forblindede Tillid
og næsten Tilbedelse disse yde ham, deels ogsaa for den megen
Ulykke og Jammer, hans grundfalske og mod al sand Kristendom
stridende Lære i høi Grad har afstedkommet, og fremdeles ved-
bliver at udsprede. Ved at følge hans afskyelige Lære opløses
al Kristendom og alle borgerlige Institutioner forrykkes. Ole
Sørflaten, gift Gaardmand af Søndre Ourdal i Valders, er lidt
over 40 Aar, og overmaade stærk og storlaget af Skabning. Af
|
| d.IV,b.6,s.426 |
Naturen er han begavet med ganske gode naturlige Anlæg, hvilke
især komme tilsyne i en næsten mageløs Slughed og Træskhed.
Hans Rygte har altid været maadeligt; altid har han ført et raat
Levnet, ofte drukket, bandet og yppet Slagsmaal. Allerede som
Dreng var han fuld af Løgn og Falskhed, saa at han kun sjel-
dent sagde Sandhed. For omtrent 3 Aar siden faldt han i en
heftig Sygdom, som Brevskriveren med al Grund antager for
Nervefeber. I denne havde Sørflaten en Mængde Syner, hvori
han saae ind i baade Himmerig og Helvede, saa at han kunde
give særdeles god Besked om Alt det, som der passerede. -- Da
han efter nogen Tid var kommen sig efter sin Sygdom, fortalte
han til sine Sambygdinger alle de Syner han havde havt, samt
om dem, der senere viste sig for ham. En Mængde hørte paa
ham med Opmærksomhed, en Mængde troede paa hvad han be-
hagede at fortælle om sine Syner, og det varede ikke længe for-
inden Sørflaten af en Mængde af sine raa, i Kristendommen kun
maadeligt oplyste, Bygdefolk blev anseet som en i Aanden høist
begavet og af Gud udsendt Profet, der ene kunde vise den syn-
dige Menneskehed Vejen til den evige Salighed. Da han saa-
ledes havde forberedet Gemytterne, fremstod han offentlig som
Troesprædikant og holdt hyppige, saakaldte gudelige, Forsam-
linger. At han ikke var dette Kald (som han paastod) voxen,
viser hans hele Lære, som og det, at han ikke kunde skrive og
kun lidet læse indenad i Bog. Han udvalgte sig derfor en Dis-
cipel i en Helge Eriksen, som i de første tvende Aar af hans
Lærervirksomhed altid fulgte med ham som Forelæser. Sørflaten
var derimod den af den Helligaand indblæste Fortolker, som for-
klarede det Læste for de samlede Tilhørere. Senere har dog
Mesteren lært noget at skrive og læse, og har skilt sig ved sin
Discipel, saa de nu virke adskilte. -- Efter at Sørflaten ved sin
Lære havde afstedkommet den grueligste Forvirring i Søndre
Ourdals Menighed, der er saare adspredt, og tæller over 5000
Sjæle, henvendte flere brave Mænd sig til deres Sognepræst med
Anmodning om at modvirke den alt meer og meer om sig gri-
bende Forvirring og Usædelighed. Men ad den Vej havde det
kun liden Fremgang med at faa Uvæsenet stoppet. Præsten, som
maaskee ikke hører til de bedst udrustede Lysets Kjæmper, skrev
nok et Forlangende til Amtet om at faa Sørflaten tiltalt for Guds-
bespottelse og usædeligt Levnet; men det skal ikke have været
|
| d.IV,b.6,s.427 |
af den Beskaffenhed, at det bevægede Overøvrigheden til et saa-
dant Skridt. Formandskabet traadte da sammen ivaares, ankla-
gede Sørflaten for det Samme, og Amtet beordrede Forhør op-
tagne i afvigte Mai, og senere Tiltale, da Anklagen befandtes
grundet. Justitssagen1 har nu kontinueret i Juni og Juli, og
under den ere over l00 Vidner blevne afhørte, uden at dog Ak-
terne endnu ere afsluttede, siden idelig nye Vidnesbyrd om Pro-
fetens skjændige Bedragerier, Forførelser af Koner og Piger og
farlige Lærdomme lader sig fremhente. Med megen Slughed for-
staaer han at afpasse disse efter de Personers Karakteer og
Sindsbeskaffenhed, som han vil virke paa. Under Anpriisning
af Bøn til Gud og Hengivenhed i hans Vilje, har han indlistet hos
Qvinder, gifte og ugifte, Hengivenhed i hans egen Vilje i aller-
kjødeligst Forstand. Jeg har endog hørt, at han saaledes har til
Synd forført et ikke ringere Antal end halvhundrede; og denne
stærke Persons Udvortes røber allerede tydeligen Svækkelsen af
disse Udsvævelser. Af det Følgende vil man ellers faa et om-
stændeligere Begreb om den afsindige Lære, hvormed det har
lykkets ham at forrykke Hjernerne paa Valderserne og at berøve
mangen gift og ugift Qvinde hendes Ære. Først befaler han
rigtignok, at man skal omvende sig, bede til Gud og tænke paa
Gud og over alle Ting elske ham samt fornegte sin Vilje, saa at
Guds Vilje bliver den ene raadende i os. Men den Omvendelse
han lærer, er ganske forskjellig fra den, Skriften fordrer, i det
han foreskriver den skal foregaa meget pludselig med Syner og
Aabenbaringer, og under svære legemlige Smerter, saasom Kram-
per og Nerverystelser. Fremdeles byder han, at man skal lægge
sig og række Hænder og Fødder fra sig, naar man venter Aaben-
barelsen, og naar denne under ivrig Bøn er skeet, da skal der
udgaa som en Svovelrøg af Næse og Mund. Naar dette er skeet,
vil han erklære Vedkommende for isandhed omvendt, og da er
denne fri for den begangne Synd, og kan heller ikke synde paany.
Syndens Rod er nu oprykket af Hjertet, og dens sidste Levning er
forsvunden med Svovlrøgen og Luen, som strømmede ud af Mun-
den. Ole Sørflaten har selv gjennemgaaet denne Omvendelse,2
|
| d.IV,b.6,s.428 |
og følt i sit Hjerte, at han var aldeles syndefri. "Som jeg seer
igjennem dette Glas," sagde Ole, holdende en Brændeviinskaraffel
mod Lyset, saae han nu ind i Himlen, men fandt kun tre Per-
soner af Ourdal at være komne did i de sidste 80 Aar. Hel-
vede derimod vrimlede af Fordømte og af Deres Skikkelser, som
bestemt maatte komme der, hvorimellem da Alle, som ikke vare
af hans Tilhængere, d. e. alle fornuftige Folk i Ourdal og fremfor
alt Formandskabet.3 De Salige vare skinnende hvide, de For-
dømte ravnsorte, og i Spidsen for disse gamle Lensmand Rødvig
af Søndre Ourdal. Ved hiin Omvendelse med Ild og Svoveldamp
fik Sørflaten denne Gave, at skue ind i Aandernes Verden, vide
hvad Mennesket tænkte4 og alt det Tilkommende; samt paastod
han, at Ingen kunde komme ind i Himlen uden han vidste det.
Denne beskrevne Maade at omvendes paa, er den fornemste;
men for næsten Ingen uden ham selv, er den mulig, hvorfor han
ogsaa fritager sine Tilhængere herfor, saasom han har et andet
Middel til deres Omvendelse og sande Frelse. Han lærer nemlig,
at man endelig skal tænke paa Gud, og bede; men den Bedende
skal stedse tænke paa ham (Sørflaten), hvis Bønnen skal blive
hørt af Gud; thi, siger han, han er Den, som sender Bønnerne
op til Gud, og han er Midleren mellem Gud og Menneskene.
5
|
| d.IV,b.6,s.429 |
Og i Følge hermed lærer han, at de skulle altid tænke paa, bede
til ham og for ham, kort sagt stedse have ham i Tanker og for
Øje, og til den Ende byder han sine Tilhængere, at de, naar de
besøge Kirken, maae iagttage at stille sig saaledes, at de altid
kunne see ham. Da han selv erklærer, at han ei kan gjøre Synd,
at han er et sandt Gudsbarn og staaer Gud nærmest, følger, at
de, som ville komme til Gud, først maa komme i den nøieste
Forening med ham under Bøn til Gud. Denne Forening med
ham kan kun skee ved den mest brændende og opoffrende
Kjærlighed. Finder Ole, at denne er tilstede i den rette Grad,
lader han af sin høie Naade den efter sand Omvendelse og Salig-
hed higende Adams Datter "komme i Aandens Forening i Fredens
Baand til sig." Denne Aandsforening med ham, der virkelig er
betegnende for Sørflatianerne, bestaaer deri, at han har legemlig
Omgang med Koner og Piger.(!) -- Først naar Qvinderne ere
komne i denne Aandsforening med ham, ere de isandhed om-
vendte. Da er det Guds Vilje, som er den herskende i dem;
de maae da begaae hvad Skriften kalder Laster eller Synd, det
bliver dem ikke tilregnet, da de maae følge Aandens Indskydelse.
Skulde Samvittigheden efter en begangen Synd eller bedreven
Last føle sig ængstet, skulle de bede til Gud igjennem ham, og
saa ikke videre tænke paa det Begangne. Som Exempel herpaa
kan anføres: Da nylig en Pige havde født et Barn, og tillagt
Sørflaten at være Fader, svarede han Nogle, som spurgte ham,
om det dog ikke var Synd, saaledes at bedrive Hoer; "At be-
drive Hoer er vist Synd, men det, Han havde gjort, var blot en
Udførelse af Guds Vilje og efter Aandens Indskydelse." Til en
Anden svarede han i Anledning af samme Spørgsmaal og ved
en anden Leilighed: "at han som Guds Barn ikke kunde begaae
nogen Synd, thi han var født af Gud og Guds Aand boede i
ham." Med Hensyn til Mændene, saa blive de hellige ved sine
Koner, nemlig ved dem, som ere komne i Aandsforening med
ham.(!) De Børn, som de efter hans Lære Omvendte ved ham
føde, ere aandelige Børn, ethvert andet Barn, som avles udenfor
eller i det, som Verden kalder Ægteskab, er uden Undtagelse
Hoerunge. Selv har han talt om sig selv, at han snart maatte
avle 6 "aandelige" Børn. Denne liderlige Galskab, skjult under
Omvendelse og idelig Bøn, hvorunder han, som Midler, maa
haves for Øje, er Hovedpunktet i hans Lære. Dog afdækker
|
| d.IV,b.6,s.430 |
eller skjuler han denne dens indre Afskyelighed og retter sin
Lære efter Folks forskjellige Enfoldighed og Forud-Tro paa ham.
Undertiden siger han, at det nye Testamente ikke er den rette
Bog til Omvendelse, og ved andre Leiligheder anbefaler han det.
De meget faa Bibelsteder han anfører, ere altid revne ud af sin
Sammenhæng, og maae kun opfattes paa den Maade, han vil.
Daaben anseer han for unyttigt; Alterens Sakramente ligesaa
kun for en tom Ceremoni. Da han engang kom ind i Kirken
ved en Konfirmation, sagde han: "dette nytter ikke; man kunde
ligesaa godt føre en Spillemand ind i Kirken og lade Almuen
dandse." Da Præsten engang en heel Time havde holdt en Præ-
diken, sagde han: "hvad Præsten siger, har ikke mere at betyde,
end man skulde ringe med en Bjelde, da han ikke er omvendt."
Ved engang at spadsere over Kirkegaarden og der læse Indskriv-
terne paa Gravminderne: "Her under hviler den udi Herren salig
hensovede," o. s. v., sagde han: "dette er falskt altihop! der burde
staae: herunder hviler den til Helvede farne N. N." Thi han
vidste vel, at de vare der, da han havde seet dem paa bemeldte
Sted og Fanden med Krone paa. Enhver Anden af de omstrei-
fende saakaldte Lærere erklærer Sørflaten for aldeles falsk og
af Djævelen, den han selv baade kan løse og binde. Men dog
synes han selv at have tvivlet om sin Magt over samme, da han
har erklæret, at det blot er Djævelen, som har bevirket den For-
følgelse, han nu er undergiven, og at han (Djævelen) nu er løs,
og indgiver alle Vidnerne hvad de have vidnet imod ham, hvilket
han paastaaer er den rene Løgn, og at den Tid snart skal komme,
da man skal være nødt til at erkjende ham syndeløs at være og
en reen Herrens Tolk. Om denne Forfølgelse har han ogsaa
spaaet allerede i Vinter. For at vise sine Tilhængere, at der
hverken er Synd i ham eller dem, men at de ere rene som Engle,
gaaer det Rygte, at Sørflaten og tvende unge Koner have spad-
seret splitnakne i en Lund, og at han da vexelviis har ladet dem
"komme i Aandsforening" med sig. Hans Lære har ogsaa virket
paa en saare fordærvelig Maade paa hans Tilhængere, i det Nogle
af Skrupler ere blevne ganske sindssvage, Andre afsondre sig
fra alt Selskab, søge eensomme Steder, og ligge ude i Skoven
eller om Vinteren i sine Senge hele Dagen og bede, ventende
det belovede Tegn og den forjettede Aabenbarelse. Flere ville
ikke arbeide, for ikke derved at blive forstyrrede i Bønnen og
|
| d.IV,b.6,s.431 |
Omgangen med Gud. Han har udtrykkelig befalet en Mand af
Sognet, at forlade sin Gaard og at vandre om som Prædikant.
Hans ivrigste Tilhængere, Mænd som Qvinder, ere betagne af en
sværmersk, selvkjærlig Glæde over deres lykkelige Tilstand og
Fortrin fremfor de Vantroe. Et hæsligt selvgodt Smiil spiller om
deres Læber, og de ginge vel i Døden eller bestege Baalet i det
samme Øieblik deres Mester og dyrebare Lærer bød dem det.
De ere ligesom løste fra alle jordiske Baand. Ægtefælle, Børn
og Gods ville de offre for ham og hans Lære. Flere unge og
vakkre Piger have forladt Forældre og Kjærester og høitidelig
for Retten erklæret, at dette er skeet, fordi de vilde forhindre
dem i at søge Gud og den evige Salighed gjennem Sørflatens
Midler. Flere have paa det Bestemteste negtet, at ville vidne
mod Ole, da han er en af Gud udsendt Profet, og den eneste
Fuldkomne af Mennesker. Mange have negtet at aflægge Eed,
fordi Sørflaten har sagt dem, at Skriften ikke har noget bestemt
Bud for samme. Til Andre har han sagt, at det ei stod i Skriften
at de skulde sværge, men hvis de vilde aflægge Eed, kunde de
det dog. Et Vidnes Prov er, at det, den Dag, Justitssagen fore-
toges, havde hørt af hans Tilhængere, at de gjerne maatte vidne,
men det var ligegyldigt hvad de vidnede, da han Ole, skulde bede
for dem. Flere Vidner vilde for Retten ikke vidne Andet end
hvad "Aanden indgav dem;" men da Aanden forblev stum, for-
bleve Vidnerne det ogsaa. Alle Trudsler om timelige Straffe
brøde de sig ikke om, men bade kun Gud om at maatte agtes
værdige til at sidde ved deres arresterede Herres og Mesters
Side. Gifte Koner have tilstaaet, at han har havt Omgang med
dem, og Flere have bekjendt, saa vel Piger, som Koner, at han
har gjort Forsøg herpaa; men heri er han dog med største Over-
læg og Snuhed gaaen tilværks, i det han ikke har søgt herpaa
forinden han har troet, at de tilfulde havde fattet Tillid og Kjær-
lighed til ham. Naar han saaledes har iværksat sine Forførelses-
forsøg, har han altid med Strenghed bedet dem ei at tale herom
til Nogen. Det, som herom er kommet til Rettens Kundskab, er
skeet enten ved Frafaldne eller Saadanne, som dog omsider have
indseet det Falske i hans Lære, og saaledes ere blevne bange
for ham. -- Af Skriften har han udsøgt sig Høisangen, som det
Fortrinligste. Den staaer i Spidsen for de enkelte Dele af Skrif-
ten, som ere faldne i hans Smag og som han har indbundet
|
| d.IV,b.6,s.432 |
sammen som sin Bibel. -- Sørflatens Vandel efter hans Omven-
delse er ligedan i det Ydre, som før: ofte seer man ham drikke
sig temmelig fuld, at slaaes, og hører ham bande. Svigfulde
Handler har han ogsaa, som før sagt, gjort sig skyldig i. -- Hans
Personlighed har noget Imponerende; især formaaer han dette
ved sine store Øjne, saa at, naar han stirrer paa Nogen -- hvilket
han ofte gjør for at see hvad der boer i dem -- kun Faa kunne
udholde hans Øjekast, ja det hænder ofte, at han, ved at stirre
paa unge Piger, har bragt dem til at græde og til at faae Anfald
af Krampe. Selv fornuftige Mænd have erklæret, at de ikke
kunne udholde hans djævelske Smiil og falske Øjekast, uden at
forvirres. For hans Tilhængere er Ole Sørflatens mægtige Øjne
og falske Smiil naturligviis et Tegn mere paa hans guddomme-
lige Væsen og Sendelse. Endnu kan tilføjes, at det er oplyst,
at han ogsaa har lært, at det sjette Bud er "sort," hvilket hans
Tilhørere opfattede paa den Maade, at det burde udslettes. Efter
et almindeligt Rygte skal ogsaa en Kone have ved Hjemmeunder-
viisningen hindret sine Børn i at lære hiint Bud.6 Efter hans
Lære kan dette Bud ikke gjælde sande Kristne og dem, som
kunne vente at blive salige, d. e. hans egne sande Tilhængere,
for og mellem hvilke der aldrig kan blive Tale om Hoer, da selv,
om de gjøre sig skyldige heri, kun Guds Vilje skeer, og denne
kan aldrig være Synd. -- Hans Discipel og Ven, føromtalte Helge
Eriksen, skal være ganske indviet i Sørflatianismens Væsen, og
ansees af Flere af Bygdens fornuftigste Mænd for ligesaa farlig
som Sørflaten, om end ei for farligere, da han er noget yngre
end sin Mester. Som et yderlige Beviis for, at Sørflaten af sine
forvildede Tilhængere ansees for et Væsen, der er fuldkomment
og ei kan begaa Synd, tjener: Retten spurgte mangfoldige af
hans Venner, der vare indstevnede som Vidner, om de da ei
ansaae Sørflatens liderlige Vandel for Synd? om det kunde stemme
med Guds Vilje, at han havde forført flere Koner og Piger, havde
sat Splid mellem Ægtefæller, at han drak, sloges og bandede?
Og hertil svarede da Nogle, at de ikke kunde ansee det for Synd,
naar Ole Sørflaten gjorde det; Andre, at de ei vilde tænke paa
hans Vandel, da den ei vedkom Læren, og atter Andre, at de
ikke vare værdige til at dømme over hans Handlinger.(?) Brev-
skriveren erindrer tydelig, at have hørt af Vidnerne, at Sørflaten
|
| d.IV,b.6,s.433 |
efter sin saakaldte Omvendelse ofte har været beskjænket, ja i
den Grad, at han har maattet ligge over og ei har kunnet komme
af Sengen ("utor Kvila.") Dette hændte saaledes en Juul, da et
Par muntre Piger lagde over sammen, at friste Ole med Flasken,
og saa at have ham tilbedste. Det lykkedes fuldkommen. De
fik nok at lee af hele Aftenen og Ole kom saaledes tilsengs, at
han maatte holde sig der hele Dagen over. "Ole, husker du
dengang o. s. v.," have de da siden havt Anledning til med ny
Spot at spørge ham. Da han mødte ved Forhørene, kom han
ledsaget af en heel Flok af Qvinder, hvoraf paafaldende Mange
med Smaabørn paa Armen, og alle Dage saae man ham omringet
af disse sine Veninder, der aldrig lode ham afsyne, men fulgte
ham i Flok overalt hvor han gik. -- Da der blev oplyst saadanne
Ting om ham, at Retten saae sig beføjet til at arrestere ham,
bleve hans Tilhængere, især Qvinderne, betagne af en dyb Sorg;
Alle vilde tage Afsked med ham, da han førtes til Arresten, Alle
vilde være den Sidste til at see ham. Ja da ingen Uvedkom-
mende nu maa tale med ham, har jeg hørt som paalideligt Rygte,
at qvindelige Tilhængere drives af en indre Trang til det Sted,
deres dyrebare Ven opholder sig paa, og finde Trøst og Lindring
ved blot at stirre op til Vinduerne i det Huus, hvori han, dette
Sandhedens store Vidne, sidder fængslet." --
Lyder ikke denne Beretning ligesom hentet fra et Dolhuus?
Hvor Mangel paa Oplysning finder Sted i en Bygd, skal der og-
saa kun en Enkelt, som vil benytte sig deraf, til forat forvandle
den til en stor Daarekiste. Og netop religiøst Galskab har det
med sig, at det udbreder sig som en Smitsot. Uagtet derfor
Valderserne ere bekjendte for at være vore mest opvakte Fjeld-
folk og at være af Naturen rigelig forsynede med sund Menne-
skefornuft, har det dog her øjensynlig været Mangel paa godt
Kjendskab til Religionen, ja til de simple Guds Bud og deres
rette Forstand, som har gjort det muligt for en saa afsindig Lærer
at kunne vinde nogen Fremgang med sit Galskab og sin For-
førelse. Til Kirken hvor dog altid Guds Ord er at høre, bør Al-
muesmanden holde sig med Trofasthed og sin Huusandagt og
den indbyrdes Opbyggelse, som høiligen er at anprise, til Bibelen,
|
| d.IV,b.6,s.434 |
Psalmebogen og de Postiller og Samlinger af Prækener, som han
seer hos fornuftige og gudfrygtige Folk og hører anbefale af dem.
Til Personer, som give sig af med at gaa omkring og præke, bør
han kun have liden Tillid. Han kan gjerne, uden at gjøre dem
stor Uret, troe om dem, at de ere Lediggjængere, som finde større
Behag i et saadant omvankende Liv, hvormed der altid følger
Traktemente baade af Vaadt og Tørt, end i at arbeide i sit Hjem.
Og især bør han have Mistillid til den højere Sendelse eller det
indre Kald, som de foregive, og til de Fortolkninger, de afgive
sig med. De sidste vide de altid at indrette efter sine egne
Hovedlyster, som vi oven have seet, at Ole Sørflaten gjør naar
han kommer ind paa det sjette Bud. Vidste man om ham, at
han var særdeles havesyg, skulde man nok ogsaa høre en vakker
Fortolkning af det 7de, skjøndt hans Lære, at Deres Synder, der
ved ham ere omvendte og have Tillid til Kraften af hans Bøn,
ikke have noget at betyde, er det samme som en meget fri For-
tolkning, ja næsten Ophævelse af samtlige Bud. "Vogter Eder
derfor for de falske Profeter!" Det er Jesus, som har givet
denne Advarsel, og Han kjendte Menneskene. Farisæerne satte
ogsaa Bønnen over Budenes Efterlevelse, medens Saduccæerne
satte alene Priis paa denne tørre Handlingernes Lovmæssighed
og foragtede dermed at forene Sindets Opløftelse, Henvendelsen
til Gud i Bønnen og i Gudsdyrkelsen, altsaa Fromheder, Reli-
giøsiteten, medens det dog kun er Foreningen af begge, som gjør
det agtværdige, samt dydige og i sit Indre lykkelige, over sine
Kaar ophøjede, Menneske. Ole Sørflaten forener, som det synes
netop begge disse Slags Menneskers slette Egenskaber. Han er
aandelig hovmodig som en Farisæer, og anpriser Bønnen og Hen-
vendelse til Gud, medens det er umuligt, at han med en saa
ureen Vandel virkelig skulde føle nogen religiøs Opløftelse eller
virkelig kunne henvende sig og blotte sit Indre for Gud. Og et
saadant Hykleri er saa afskyeligt, at man næsten bør tro, at han
lider af nogen Skade paa sin Forstand. Men i saa Fald mon
De, som følge ham og lade sig forføre af ham, da ere klogere?
Med visse Arter af Vanvid følger der en høi Grad af Slughed,
og ogsaa denne er tilstede hos ham ligesom næsten stedse hos
de Personer, der søge at gjøre sig gjældende mellem Almuen
enten som Mirakeldoktere, saakaldte "kloge Gutter eller Gjenter"
eller som Religionslærere.
1 tilbakeDa Ole mærkede, at det blev Alvor med Sagen, var han ikke seen med
at faae bortskjødet sin Gaard til sin Søn og saaledes at gjøre sig uvederhæftig.
2 tilbakeUdentvivl har Ole (maaskee endog med Brændeviinsflammer af Halsen)
lidt af Drankergalskab, og det er ikke usandsynligt, at de ufrivillige Syner, som
3 tilbakeSom han ventelig har havt et Horn i Siden paa. Syna-Martha saae ogsaa
sine Fiender i Helvede. Ligesaa den i foregaaende Anmærkning omnævnte
Person, der havde drukket for mange "Doktere og Pallaseer." -- Udg.
4 tilbakeOle fik et prægtigt Svar af en Doktor i Valders for denne hovmodige Ind-
bildnings Skyld. Doktoren kom kjørende forbi Ole. "Hvor skal Doktoren hen
idag da?" spurgte Ole. "Det maa vel du vide, Ole, som veed alle Menneskers
Tanker," fik han til Svar.
haves i denne, ligesom ogsaa de, der stundom følge med Febre, ofte faae
senerehen passere for guddommelige Aabenbarelser. En Person har ganske
nylig fortalt mig, at han i den sidste Tid havde havt rare Syner baade af
Himmel og af Helvede. De vare endog paakomne ham paa lyse Dagen og midt
paa Landevejen. Det syntes ham som om Jorden oplod sig for ham, og viste
sig i sit Indre halvdeels som en Himmel fuld af Salige, men i sin anden Halv-
deel som et flammende Helvede, af hvis Beboere han endog kjendte flere. Be-
skrivelsen herover mente han kunde være fordeelagtig at udgive i Trykken
som en Aabenbarelse. Efter en kort Undersøgelse gik han dog selv ind paa,
at det ikke havde været andet end Fantasierne i den, ofte med Døden endende,
stundom overgaaende, Galskab, som Drankere udsætte sig for. Han "havde
været to Dage i Helvede," udtrykte han sig, efterat han som ellers ogsaa havde
været udsvævende i Drik, havde tilbragt nogle Uger paa Landet med at "drikke
"Doktere og Pallaseer." Her har vi det. -- Udg.
6 tilbakeDet maa ogsaa læres, efter Børnenes Alder, med Forsigtighed. -- Udg. |
| BLA BAKOVER |