|
Nr. 16, 27de August 1843.
Ond Samvittighed er Blygift: seen,
men sikker sniger den igjennem Marv og Been.
SAMVITTIGHEDENS MAGT
Det er længesiden vi hørte fra gamle Skolemester Ole Andersen.
Han har ogsaa lagt syg af Nervefeber paa en af Gaardene i hans
Omgang, hvor denne farlige Sygdom just var brudt ud uden at
man endnu vidste Sygdommens Natur. Ellers havde Ole nok ikke
villet udsætte Børnene for Smitten; og det varede heller ikke
mere end een Dag før han undersøgte og fik Mistanke om hvad
Sot der var i den anden Stue paa Gaarden. Den anden Morgen
laae Ole; og han havde nok med at samle sine Tanker saameget,
at han kunde faa Børnene, saavidt muligt, henviste til Nabodistrik-
terne medens han blev liggende. Udpaa Dagen talte han alle-
rede vildt, i ni Dage stod det om Livet, og i syv Uger var han
bunden til Sengen af en Mathed, der lignede Døden, som Tus-
mørket ligner Natten.
Men Noget skulde støt hændes med Ole. Selv Drømmene
plejede ikke at gaae spildt for hans altid ransagende og under-
søgende Fornuft. Stundom saae man ham om Morgenen sidde
overende paa Sengekanten, med een Strømpe paa Benet og den
anden i Haanden, eller hvilende sig halvtoverende paa Albuen
indtil han efter nogle Minuter pludselig ligesom rev sig sammen
og sprang op. Det var da en Drøm, som han forfulgte med en
Mine som en anglende Fisker. Han speidede da i sin Sjæls Dyb
efter en Drøm, han havde havt om Natten, ligesom man luder
sig udover Baaden for paa Kjernets Bund at see de svømmende
Vasblommer og Veenhaargræsset og Fiskene og de smaa Insekt-
|
| d.IV,b.6,s.420 |
uhyrer; men ikke gjorde han det med Overtro, som om Drøm-
mene nogensinde indeholdt Aabenbarelser eller vare noget andet
end det dyriske Livs, Blodets, Mavens o. s. v., naturlige Indvirk-
ninger paa Hjernen -- det fineste og meest modtagelige af alle
Legemets Organer -- uvilkaarlige, ufrivillige, forunderlige, men
netop derfor moersomme siden at betragte, som de Figurer Vinden
kan frembringe i den fine Sne, eller i den endnu lettere Sne
som de afblomstrende Piletræer nedryste. Ole besad en god
Samvittighed, et sundt Blod, et godt Lune, var maadelig, og
gjorde saameget af en god Søvn, at hverken Medisterpølse eller
Gaasesteg kunde lokke ham til at tage mere til sig om Aftenen,
end han vidste han kunde sove godt om Natten paa og drømme
behageligt mod Opvaagningen efter. Og fordi hans Tanker var
rene og hans Lune godt, vare hans Drømme altis saadanne, at
han nødig vilde gaa Miste af dem. Behagelige og opløftende
Drømme ere ogsaa et af det uskyldige Hjertes sødeste Beløn-
ninger. Den rige Synder kan ikke kjøbe sig dem for sine Skatte,
og han vilde det dog, om han havde smagt deres Sødhed. Men
denne Velsignelse som kan falde over den dydige Fattige, lige-
som en Dugg fra Englevinger, nedrystet over ham om Natten,
erholdes ikke i rigeste Maal uden Sjelens Opklarelse, uden at
Sjelen bibringes en heel Deel Forestillinger. Det er nemlig disse,
som gjengives, og som oftest med en vidunderlig Klarhed, i
Drømme. Ole, som besad nogen Kundskab om Verdensbyg-
ningen, befandt sig oftest idrømme imellem Stjernerne, paa Tin-
derne af Maanens udbrændte Vulkaner, eller, naar han om Afte-
nen havde beundret den straalende Aftenstjerne, paa denne, paa
Planeten Venus; og da hjalp Indbildningskraften ham med de en-
kelte Udsmykninger og Udbildninger, hvis Sandhed naturligviis
ikke var at lægge Vægt paa, men som dog udgjorde en Aandens
Nydelse. Han havde læst Historie -- ofte saae han og talte med
dens store Mænd: han saae Napoleon og Luther og Kolumbus og
mangfoldige Andre lyslevende og i deres Tidsalders Dragter. Han
var vel hjemme i Fædrelandets Historie, og en Nat kunde han
have seet Trondhjems berømte Domkirke i dens fulde Pragt; en
anden Nat havde han seet gamle Halfdan Svarte eller hørt Sverres
Taler om Drukkenskab og over Magnus Erlingssøn. Han var i
høi Grad religiøs; men Noget, der skulde forestille Gud, saae han
dog aldrig, siden han forlængst havde forladt de afmægtige For-
|
| d.IV,b.6,s.421 |
søg paa at afbilde sig den Almægtige; men ofte omgikkes han
idrømme med himmelske Aander, og han kunde see Jesu rene,
forherligede Aasyn imellem Apostlenes forskjellige Ansigter. Hans
Aand var oplyst, hans Hjerte reent, derfor vare hans Drømme
opløftende og behagelige, saa han var tilmode, naar han engang
imellem ikke kunde erindre dem, som om han havde mistet en
Ring af Værdi imellem Fingerne, sørgmodig som over en Blomst,
der fortidligen er visnet. -- Men vi kom ifra hvad der hændtes
Ole, som noget støt skulde hændes og hos hvem selv Nattens
Drømme ikke vare spildte, men indholdsrige paa Sødme for hans
Hjerte og Næring for hans Aand, saa han ligesom Bien udsugede
hvad der var godt ved dem og forkastede det unyttige. En
Morgen paa den syvende Uge i Sygdommen sad Ole overende i
Sengen, stirrende frem for sig med de klare skarpe Øine ud af
det udtærede Ansigt, eftertænkende en Drøm, han havde havt
paa Morgensiden af en alvorligere Karakteer end ellers. Han
havde engang, som kommanderet Soldat, seet en Henrettelse, og
da Drømme for en stor Deel bestaa i uvilkaarlige Gjenerindringer
eller Fremstillinger af Noget engang oplevet (ligesom om Erin-
dringen var en Æske, hvori alt saadant var kastet ind og Laaget
gled af isøvne) havde han gjenoplevet dette Optrin, og sad nu
grublende over Aarsagen til en saa ubehagelig, fra hans sædvan-
lige saa forskjellig, Drøm. Da hans Hoved endnu var svagt, varede
det en Stund før han fandt, at denne ikke var nogen anden, end
at han Dagen iforvejen havde læst en Fortælling om en For-
bryder, en Morder, en Mand i de lykkeligste ydre Kaar, som
efter mange Aars Forløb blev dreven af sin Samvittighed til at
overgive sig selv i Retfærdighedens Hænder. Det var over Duer-
tid og midti Slaataanen. Alle vare paa Marken; kun Ole alene
i Kammeret, der vendte mod Svalen. Pludselig stikker et af
disse Qvindfolk, som stundom rangle om paa Landet med alskens
Varer, Hovedet indad Døren, og spurgte om han ikke vilde kjøbe
en Dunke Totens-Brændeviin. Ole blev siddende i sine egne
Tanker, stirrende stivt paa hende, men uden at svare. Qvinde-
mennesket gjentog sit Spørgsmaal, trinende heelt ind med den
rødmalede Dunk under Armen.
"Otte Graders, Far. I kunde da gjerne svare."
Ole saae paa hende uden at svare anderledes end med en
Rysten paa Hovedet. Han var fordybet i Tanker over Samvit-
|
| d.IV,b.6,s.422 |
tighedens forunderlige Væsen og uimodstaaelige Magt. Det var
ham, som om han stirrede ned i en bundløs Brønd eller Grube
hvoropaf forfærdelige Aander fra Tid til anden steg. Men han
ahnede ikke, at han snart skulde selv opleve et Vidnesbyrd om
dens Vælde, og det nu i hans uvirksomme Tilstand, som om det
blev ham tilsendt fra Himlen selv. Qvinden nærmede sig meer
og meer, stedse gjentagende i en paatrængende Tone sit Tilbud.
Hun nærmede sig alt til hun omsider stod ligeved Sengefoden
og fik tydeligen see Oles skarpe, nu formedelst hans anspændte
Aandsvirksomhed og det blege Ansigt næsten sortladne, steen-
kulskinnende Øine. I nogle Sekunder svarede hun hans Blik
med frække Øiekast; men pludselig maler der sig Forlegenhed
og endelig en dødelig Angst deri. Man hørte intet i Værelset
uden Stueuhrets alvorlige Slag. Man kunde have hørt en Myg
lufte sine Vinger. Med stigende Angst bryder endelig Qvinden
Tausheden og spørger ligesom ampusten: "Gudbevars, Gudbe-
vars da, hvorfor gloer I saa paa mig?" Ole svarer intet. Hun
gjentager og atter gjentager sit Spørgsmaal. Ole tier endnu frem-
deles. Da raaber hun pludselig, ligesom udenfor sig selv: "Gid
Fanden tog jer! I har ikke med at glo saa paa mig; jeg har ikke
gjort noget ondt." Ole tier; men Øinene syntes at blive mørkere
og skarpere.
"Jøssu Navn da! Jeg har sandelig ikke gjort noget Ondt. Men
see dog engang bort, og ikke slig som om I vilde stikke En tvert-
igjennem."
Endnu lukker ikke Ole sin Mund op. Han forundres ved sig
selv, da han mærker hvad Magt han har over hende, og be-
gynder at ahne noget Ondt. Kanskee hun har stjaalet noget i
det tomme Huus tænker han.
"Gud hjælpe mig!" -- udbryder Qvindemennesket, famlende
efter Forklædet, "Gud hjælpe mig! Lad mig dog gaa. Hvad vil
I af mig? Ak Gud, jeg seer alt, han veed det, han veed det."
Og Noget, som en Orm, syntes at vride sig i hendes Indvortes.
"Ak Gud, ja jeg skal gjerne tilstaae det. Eet har jeg havt."
Ole aabner Munden. Et Lys gaaer op for ham. Alvorlig siger
han: "Jasaa? Eet? Jeg har ikke spurgt dig."
"Ja," udbryder hun grædende, "eet uægte Barn har jeg havt;
men sandelig ved Gud ikke fleer."
|
| d.IV,b.6,s.423 |
Ole spørger med endnu fastere Blik og dybere Tone: "Jasaa?
Bare et?"
"Ak, ak! Hvoraf veed I Alt? Javel, to har jeg havt; men siig
det for Guds Skyld ikke til noget dødeligt Menneske, for ellers
er det ude med mig. Men jeg har vist ikke gjort dem noget
Ondt; visselig ikke! Hvorledes skulde jeg kunne det?"
"Ak, Gud i Himlen! Nei, jeg har gjort af med det Ene af dem!
Nei, jeg har dræbt det Andet ogsaa; O Gud, hvad er dette for
en Mand? Gud bevare mig for slig en Mand.." Og med et
Skrig styrter hun paa Døren før Ole endnu ret kunde besinde
sig om hvad der var at gjøre. Men Forbrydersken kom ikke
langt unna. Hun sidder nu hos Lensmanden.
Ole sad forbauset tilbage, slagen af Ærbødighed for den Aaben-
barelse af den guddommelige Retfærdighed, hvortil han havde
været Aarsag og Vidne. Hvilke frygtelige Kræfter i Samvittig-
heden, naar den først bliver vakt! Og den kan vækkes ved det
Mindste, ved Græssets Susen, ved et Blads Raslen, ved en Fugls
Røst, ved mange ringere Ting og Omstændigheder end ved en
dydig Mands faste Blik. Og naar der, som her, i den Maade,
hvorpaa den opvaagnende Samvittigheds Stemme lader sig for-
nemme, ligger noget med Afsindigheden Forvant, er dette et
endnu større Vidnesbyrd om Samvittighedens Magt. Domstolenes
Bøger ere fulde af Tilfælde, hvor denne Magt viser sig saa over-
vældig baade Vilje og Overlæg, og det er et Spørgsmaal, om det
ikke er den, som driver til de fleste Selvmord. Den boer i Sjelen,
den er en af dens Hovedbestanddele, og lader sig derfor kun til
en Tid bedøve af Blod og Kjød. I Sjelens fri Tilstand efter
Døden maa den virke endnu stærkere, og Billederne af en For-
tærelse og Gjenopvaagnen til Fortærelse i Flammer ere kun et
Forsøg paa at give et Begreb om dens Qvaler.
En ond Samvittighed er den nærmeste Syndens Følge. Der
udvikler sig mange andre; men denne er den nærmeste og uund-
gaaeligste. Det er især ved den Synden straffer sig selv. Dette
er Grundloven i Guds moralske Verdensregjering, og dens Øje-
med er, at føre Sjelen igjen tilbage til det Rette, til Tilnærmelsen
til dens hellige Ophav. Efter sit Væsen er det Onde Unatur,
maa indvirke forstyrrende paa Menneskets sande Natur og frem-
bringe en Række af ulyksalige Følger. Disse maa ansees som
en Hevn af den krænkede Natur, som en Straf, det Onde fuld-
|
| d.IV,b.6,s.424 |
byrder selv paa sin Udøver, afsondret fra de Straffe, den gud-
guddommelige Retfærdighed ellers lader følge i mangfoldige jor-
diske Ulykker, saasom Synet af den Elendighed, en Synd kan
afstedkomme for Andre, Sundheds- og Velfærdstab, udskjæmmet
Udvortes o. s. v. Hine Lastefuldhedens umiddelbare, i Sjelen selv
fremynglede Følger, ere derimod Fornuftens Formørkelse (saa
Evnen til at skilne imellem Ret og Uret sløves) Viljens Friheds-
tab og endelig den onde Samvittighed, denne Frygtelige, som
man har afbildet som et fælt Væsen, idelig og overalt med Fakler
og Svøbe og forstenende Aasyn forfølgende sit Offer, der ofte
omsider ikke veed at gjøre andetsteds af sig end under Bøddel-
øxen eller i Graven.
|
| BLA BAKOVER |