|
|
| d.IV,b.6,s.412 |
Nr. 12, 25de Juni 1843.
Raad være sanddru Tale, ei Musik!
Giv gode selv, og tak for dem, du fik!
OLE SKOLEMESTER I SKOLE
En Skolemester kan ogsaa tage feil; og saaledes kunde ogsaa
Ole Andersen, skjøndt han nok var en af de likeste. Men han
kom da ogsaa i Skole, og han var fornuftig nok til at takke
derfor.
"Mester Ole -- lød det for nylig bag ham fra en liden sort-
klædt Mand, som han tilfældigviis traf -- I gav jer nok her ved
Juletider noget af med at belære Folk om Kometer og andre
Himmellegemer og Luftsyner; gjorde I ikke?" Ole negtede det
ikke; men han blev ligesom noget undselig da han saae, at
Manden var ingen anden end den største Stjernekyndige baade
i dette og mange andre Lande. Ellers var det Oles største For-
nøielse at komme sammen med og at kunne tale med oplyste
Folk; og ogsaa dette var et Tegn paa, at Ole hørte til de for-
nuftige Mennesker.
"Nu, vel nok!" blev Manden ved; "men der var en Feil i Noget
af hvad I sagde de Bønder, I dengang færdedes med."
"Var der ikke flere, skal jeg være glad," mente Ole. "Jeg har
kun lært hvad jeg kan ved min egen Flid og af mig selv, saa
Feil kun altfor let kan hænde. I Almuen lærer den Ene af den
Anden, og Folkets Underviisning bestaaer især i denne Vexel-
methode, at Enhver meddeler hvad han veed eller troer at vide."
Og Ole afgav her inden faa Sekunder i sin Beskedenhed det
tredie Beviis paa, at han var en fornuftig Mand.
"Jo seer I, I sagde dengang, at Stjerneskuddene og de saakaldte
Ildkugler, som forfærde saamangen Mand uden Grund, tilhøre
vor Jords Luftkreds, og at de kun ere antændte Dunster deri."
"Nu ja," sagde Ole med et langt Ansigt." Man har baade sagt
mig saa, og jeg har læst det."
"Men det er en Vildfarelse. Disse Luftsyner tilhøre ikke Jor-
dens Luftkreds; saameget veed man, omendskjøndt man ikke er
paa det Rene med deres egentlige Beskaffenhed og Bestanddele."
"Tak for Underretningen! Men længe skal det ikke vare før
jeg retter paa Feilen, naar jeg træffer paa dem, jeg har lært
anderledes." Og Ole afgav her det fjerde og bedste Beviis paa
|
| d.IV,b.6,s.413 |
sin Fornuftighed, idet han ogsaa vilde gjøre sin Feil god igjen og
berigtige sin Vildfarelse. "Godt og vel," tænkte han dog med
en Slags Trøst, "at de dog ikke nu troe, at hine Luftsærsyn ere
onde Aander eller ildsprudende Drager. I visse Egne er det
store Ting det."
|
| BLA BAKOVER |