|
Nr. 7, 15de April 1843.
Den er en daarlig Mand,
som over Bækken vandrer for at hente Vand.
BREV FRA EN UDVANDRER TIL AMERIKA
En ung tydsk Haandværker, der i længere Tid havde reist i
Tydskland og de tilgrændsende Lande, uden nogensteds at finde
Forholdene gunstige for sit Forehavende, henvendte sin Opmærk-
somhed paa den nye Verden, og gik under Seil til Amerika. Han
var forsynet med tilstrækkelige Midler, havde megen Erfaring og
forstod sit Haandværk tilfulde. I sine første Breve fra Amerika
udtalte han sig i prægtige Lovtaler om sit nye Hjems Fortrin.
Imidlertid har ogsaa han maatte døie de Erfaringer, som de fleste
Fremmede maae gjøre; og den bittre Sindsstemning, som gjen-
tagne Skuffelser have sat ham i, udtaler sig ogsaa gjennem de
Skildringer, som han i et senere Brev udkaster. Naar man be-
tænker dette, og tillige overveier, at dette Brev hovedsageligen
er skrevet for at advare en ung Slægtning, der yttrede stor Be-
gjærlighed efter at udvandre til Amerika, mod dette Skridt, saa
ville1 disse Skildringer maaskee dog bevirke, at Udvandrings-
lystne endnu engang betænke sig, før de forlade deres Fædre-
land. Den unge Mand skriver efter Tilbagekomsten fra en Reise
|
| d.IV,b.6,s.397 |
i det Indre, efterat han har besluttet at nedsætte sig der, og er-
holdt den Efterretning, at hans unge Slægtning beredte sig til at
reise til Amerika. Denne Efterretning foruroliger ham, og han
iler med at meddele sine Anskuelser om Amerika, da han holder
det for samvittighedsløst kun et Øieblik at fortie Sandheden. Med
Mismod bemærker, at næsten Enhver, der kommer til Amerika,
lader sig skuffe af Amerikanerne, og, blændet ved den ydre
Glands, seer Alt i det gunstigste Lys. Naar siden Erfaringen
har belært ham, undseer han sig for at udtale den sørgelige Sand-
hed. Dette Land, vedbliver han, kunde være et Paradiis, hvis
ikke de usalige Papirspenge og Regjeringens Afmagt havde for-
dærvet Indbyggerne. En fuldkommen Mangel paa Oprigtighed
er det fremherskende, Alt er beregnet paa Skinnet; Enhver vil
synes rig og streng moralsk, for at erholde en Kredit, som han
da kan benytte til at forfordele sine Arbeidere, sit Tjenestetyende
og sine Kreditorer. Dette er naturligviis ikke almindeligt, men
meget hyppigt er det dog. Tusinder af Daglønnere arbeide her
og erholde istedetfor de belovede Penge kun Klædningsstykker til
dobbelte Priser; hvortil kommer, at de blive behandlede med en
Haardhed, hvorom man i Tydskland2 ikke har nogen Forestilling.
Regjeringens Adfærd gør Tilstanden endnu værre. Den betaler
med Papirer, der ikke yde den ringeste Sikkerhed, og ofte i faa
Dage tabe det Halve af deres Værdi, ja endogsaa blive aldeles
værdiløse, men aldrig betales efter deres oprindelige fulde Beløb.
Derhos smigrer man altid den store Hob, kalder disse Mennesker
de Dydigste og meest Oplyste paa Jorden, for at erholde deres
Stemmer og ved dem indbringende Embeder. Grundeiendommene
vare paa Grund af den vaklende Kours stegne til den fiirdobbelte
Værdi. Nu synke de igjen tilbage til deres sande Værdi. Hvilken
fordærvelig Indflydelse Bankerne have, fremlyser af Følgende:
De allermindste Byer have Banker. Man tænke sig en By paa
2000 Indbyggere; der danne de mere Velstaaende med deres
Huse og øvrige faste Eiendomme et Fond. Deeltagerne ansøge
nu om et Bankprivilegium, som Regjeringen, for at sikkre sig
deres Stemmer, sædvanligviis giver dem. Grundeiendommenes
Værdi forvandles til Papir, ligeledes Guldets og Sølvets, ved
hvilke den tredobbelte Værdi antages. Forretningerne begynde;
man udlaaner Penge til 7 Procent, og forrenter de senere ind-
|
| d.IV,b.6,s.398 |
skudte Penge med 5 Procent. Kjøber en Fabrikant et Parti Varer,
saa udfærdiger han en Vexel, som Banken indløser med 10 Pro-
cents Afdrag, og for hvilken den naturligviis giver Papir istedet.
Saaledes blive disse Folk tilsyneladende rige, men hvert Halvaar
fallerer Banken eengang, dens Sedler indløses for den halve eller
fjerde Deel af deres Værdi, og udgives da igjen som fulde. For
slige Bankopbud mangler det aldrig paa Undskyldninger. Snart
har en Sekretær gjort sig usynlig med nogle hundredetusinde
Daler, eller man har villet indskyde et Pengeoverskud i en anden
Bank mod gode Renter, og det Dampskib som skulde føre det
over, er forliist, eller en stor Pengesum er bleven stjaalet fra
Bankrotørerne, og tusinde Daler udsættes som Belønning for Op-
dagelsen af Tyven; men aldrig faaer man fat paa Nogen. I Om-
egnen omkring Byerne tilhører alt Landet de Rige, der falbyde
det til saa høie Priser, at Bonden ikke vilde kunne udrede sine
Renter, dersom han vilde kjøbe og opdyrke det. Om det uhyre
Arbeide ved Opdyrkelsen har man i Tydskland intet Begreb. I de
vestlige Egne maa at hvert tiende Bondegods de otte sælges, fordi
Ingen kan betale sin Gjæld.3 Tydske Manufakturvarer og uden-
landske overhovedet, sælges meget billigere her end i Europa.
En Mængde Mennesker ere arbeidsløse; Arbeidslønnen er sunket
til det Halve og synker fremdeles. Dette Lands Rigdom er meget
ofte en Skinrigdom. Man maa klæde og indrette sig paa en glim-
rende Maade, for at faa Kredit; ved Hjælp af denne gjør man
da Forretninger. Den Maade, hvorpaa Amerikanerne behandle
de Udvandrede er ofte saaledes, at den oprører al menneskelig
Følelse. Saavidt Tydskeren. Og kun dette til hans sidste Yttring,
at Besværligheden af det Arbeide, som fordres i Amerika af dem,
der maa give sig enten i det Offentliges eller i Privates Brød,
skal virkelig overgaa al Forestilling. Inspektører, strenge som
Slavefogder, paasee, med Afregningstavlen i Haanden, at ikke
den mindste Hvile til at drage Aanden finder Sted udenfor den til
Middagen knapt afmaalte. Og saa Dag ud og Dag ind fra Gry til
Nat. Da kan det vel være saa, at en Daler er fortjent; men saa
kommer de høje Priser paa alle Ting og vel ogsaa tidt det egennyt-
tige Kompagniskabs, Drivtsherrernes eller Forvalternes, ublu Taxter
og Forpligtelser paa Arbeiderne til at de skulle tage alt hos dem.
1 tilbakeJa der staaer "ville"; men "burde" er nok alt det man kan sætte, saafremt
det skulde være sandt, hvad der har været sagt i et norskt Blad fra de Egne,
hvor Udvandringssygen grasserer stærkest, nemlig, at Advarslerne, og især de,
der komme fra Regjeringen, virke tvertimod Hensigten formedelst en Mistro
til Embedsmændene. De indbilde sig, eller ere indbildte af listige Forførere,
at disse skulle have Interesse af at hindre Udvandringer fordi der vil opstaa
Folkemangel, somom ikke Naturen altid sørger for at erstatte Afgangen, og
ikke netop de flere Salg og Ejendomsomsætninger, som Udvandringerne have
tilfølge, ere til Fordeel for dem. De stakkels enfoldige Mennesker! De vide
ikke, at naar Amerikanerne ville have gravet en Kanal eller anlagt en Landevei
paa 100 Mile, saa skikke de Hververe over til Europa, Landsmænd, som da
pludselig optræde mellem Almuerne med smaa Bøger i Lommen og skrydende
Fortællinger i Munden.
2 tilbakeOg da ganske vist endnu mindre i Norge.
3 tilbakeTil disse Egne er det de Norske især tye. |
| BLA BAKOVER |