HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


d.IV,b.6,s.376  
Nr.1 & 2, 17de Januar 1843.

Landsforraad er, i spraglet Tøi fra fremmed Strand
at spotte sit fattige Land.

GNIEREN OG DRANKEREN

   V
or gamle Ven Ole Andersen kunde ikke gjøre mange Skridt
udenfor Huset, uden at det Slags Eventyr mødte ham, at Livet
opviste ham en eller anden Side, skarp nok til at fængsle hans
opmærksomme Øje, og til at hefte en eller anden Bemærkning
ved, eller, om man saa vil, han kunde ikke gjøre mange Skridt
udenfor sin Dør uden at støde paa Anledning til Eftertanke
for sig selv og Lærdom for Andre. Som oftest var det Daar-
skaber, han traf paa. Han maatte gaae forsigtig for ikke at
træffe paa dem, som om han havde uredt Garn at vogte sig for
ved hvert Skridt at sætte Foden i. Men hvad nyttede Forsigtig-
hed her til? Daarskaberne rangle og støde ind paa Folk som
Drukne, og naar man har Øje til at opdage dem, kan man ikke
undgaa at see dem. Man blev selv en Daare, om man enten
vilde lukke det eller vende det mod Skyerne istedetfor paa de
Mennesker, man lever imellem, og paa deres Færd. Men, som
sagt, undertiden tvinge de sig ind paa En, og saa gik det bog-
staveligen Ole nu Nytaarsdag.
   Han havde seet saamange Daarskaber i det gamle Aar, at han
nu Nytaarsdags Eftermiddag gik ud med det Ønske, at træffe
paa færre i Aar. Men hvad hænder? Han var ikke kommen
langt før han ligger der paa Holken med Benene iveiret. Men
ikke for Holkens Skyld. Et Menneske, for hvem Vejen var for
d.IV,b.6,s.377   smal for alle de latinske S'er han gik i, var slingret ind paa ham
just som han skulde gjøre den sidste Sving paa et af dem, og
der laae de da begge To, hver paa sin Side af Vejen, eller rettere
sagt hver i sin Grøft; thi der var længe kun to Hatte synlige før
de fik "altereret sig."
   "Om Forlatels" -- hikkede en Stemme i den ene Grøft -- "Nu
bli'er Væra (Verden) saa morosam saa."

   Ole forstod, at det var en drukken Mand, reiste sig med en
liden Brummen, og vilde gaae sin Vei.

   "Hei, hvem I saa er, saa skal I drikke en Dokter med mig,
for nu bli'er Væra saa morosam saa .." -- lød det atter fra
Grøften, men umiddelbart derpaa afbrudt af en voldsom Hulken,
hvorunder Ole kun hørte en Mængde Eder og de samme Ord:
"for nu bli'er Væra saa morosam saa.."

   Dette maatte være et Menneske, som følte sig ulykkeligt og
brugte disse Ord med et Slags bitter Spot. Han gik derfor til-
bage forat hjælpe ham op, og gjenkjendte da Auktions-Knut, en
Fant af en fordrukken Skomager, som havde faaet sit Øgenavn
fordi han altid var at see paa Auktioner, men følgelig, da der
desværre er nok af dem, dessjeldnere paa sit Værksted.

   Jeg vil springe over de Ord, hvormed Ole endelig, efter en
halv Times Røl, hvorunder han havde maatte holde Auktions-Knut
i Kraven, fik at vide, at den Ulykke var hændt Denne, at en
Aagerkarl, som i afvigte Aar havde laant ham nogle Daler paa
den Betingelse, at de skulde betales inden dets Udløb, havde nu
Nytaarsdag, da han kom tilbage fra Kirken, negtet at tage imod
et ganske klækkeligt Afdrag, med mindre Knut vilde føre nogle
Mark til paa Papiret, og saa havde da Knut, som ikke vilde
dette, fundet "Væra saa morosam," at han havde drukket op en
god Klat af de afviste Penge i Doktere siden det var Juul endnu,
og saa tilbragt Eftermiddagen med at gaae og hyte og true uden
for Aagerkarlens Vinduer. Det var nu atter et af disse Oles
Eventyr, som plejede at ende med en Præken, og denne Gang
fandt han, at der, for Tilhørerens Skyld, var Materie til en Sam-
menligning imellem den Gjerrige og Drankeren.

   "Ja, hvem troer I nu, Knut, er den skadeligste for det Almin-
delige: den Gjerrige eller Drankeren?"

   Knut svarede blot med at hyte mod den Kant, hvor Aager-
karlens Huus laa, ledsagende sin Armbevægelse med et udtryks-
d.IV,b.6,s.378   fuldt "Hu! hu!" Det betød saameget som: havde jeg ham bare
her! Og det betød igjen: da skulde jeg nok svare paa Spørgs-
maalet ved at befrie det Almindelige for den, jeg holder for den
skadeligste.
   Her faldt den Bemærkning Ole ind, den gamle Skjelm, at der
ikke gives en mere vredladen og frygtelig Skabning til i hele
Naturen end en næringsløs Skomager, denne Slægt med den stille-
staaende Galde og de mørke Øine. Men dette kom nu ikke
synderligen Knut ved, da han befattede sig mindst af alt med at
være Skomager. Drikken gjorde ogsaa hos denne Karakteer
Vreden meer støiende end farlig, og altid afvexlende med Ud-
brud af Graad og Latter.

   Ole fik da svar selv paa sit Spørgsmaal; og Indholdet af hvad
han gav Knut at tænke paa paa Hjemvejen (om han kunde samle
eller hugse noget) var omtrent følgende:

   "Saa afskyelig og uværdig for det menneskelige Selskab den
Gjerrige end er, og saa stor en Synd han end begaaer ved at
unddrage den trængende sin Hjælp, ved sin Haardhed og ved at
gjøre Forøgelsen af sit, for ham selv ufrugtbare, Mammon til sit
Livs udelukkende Formaal, som om han stedse maatte holde sig
for den fattigste, er han dog for det Almindelige ikke saa skadelig
som Drankeren. Og endnu mindre er han det for sine Nærmeste.
Den Gjerrige dræber sin egen Lykke. Drankeren er en Morder
for deres, som han dog maaskee elsker. ("Tænk paa Kone og
Barn hjemme, Knut!" Og her begyndte Knut igjen at storgraate)
Den Gjerrige samler, Drankeren adspreder og ødelægger. Det
Land, som kunde ernære mange arbeidsomme og ædruelige Folk,
kan kun underholde faa Drankere. Den Gjerrige kan man ikke
sige fortærer meget eller gjør Levnetsmidler dyrere; men i Dran-
kerens Pægel er der mere Korn end en Stakkel kunde spise sig
mæt paa. Den Gjerrige, der skraber sammen for sig selv, samler
dog ofte uvitterlig til den Goddædige eller til velgjørende Indret-
ninger, saa at Salomons Sigende ofte opfyldes, at "Hvo som for-
merer sit Gods med Aager og Overgivt, samler det til at skjænkes
de Fattige." Men efter Drankeren -- ("og Fraadseren ogsaa,
Knut, forat I ikke skal troe, at I er alene om det") -- hvad findes
der vel efter ham? Den Gjerrige ligner i denne Henseende dog
de Dyr, som ere tilnytte tilslut ved sin Død, skjøndt man ingen
Gavn har af dem medens de leve og gjødes; men Drankeren ligner
d.IV,b.6,s.379   Mark og Larver, hvorefter der kun findes Støv istedetfor det Meel
eller anden Mad, hvori de have levet.
   Her gjentog Ole: "Tænk paa Kone og Barn, Knut, om I skulde
falde fra ved den Levemaade!"

   "Ja da vilde man finde Auktionsregninger nok og en halvgjort
Støvle," hulkede Knut.

   "Som I begyndte paa ifjor Høst," lagde Ole til, og da Knut
saae sig om, bemærkede han, at Ole havde havt den Godhed at
følge ham hjem.

   "Saa gaa nu ind og læg jer, og begynd paa Støvlen igjen imor-
gen tidlig."


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE