|
|
| d.IV,b.6,s.371 |
OVERTROISKE SKRIFTER
To Aar isommer gjorde Bogtrykkerne her i Byen, som over-
alt, ved Bogtrykkerkunstens fjerde Aarhundredefest, stort Væsen
af deres og deres Kunsts Betydning for Oplysningen. Og isaa-
henseende kan der heller ikke gjøres formeget af den. I Fest-
følge gik de og alle Deeltagere i Festen til Kirken, hvor Guds-
tjeneste holdtes og en Cantate, der havde til Text "Vorde Lys!"
blev opført. De oprettede en Hjælpekasse til Minde om Dagen,
og endte den med et Gjæstebud, hvortil Guds frie Himmel maatte
laane Huus, da intet andet var stort nok. Og Glæden deltes af
Folket: det var Oplysningens Fest. Bogtrykkerne erkjendte, at
de vare Oplysningens Tjenere, og alle Taler og de fleste Skaaler
gik ud paa at prise den. Men hvorledes gjøres nu ikke dette
vakkre Ord til Spot og give ikke Bogtrykkere Slip paa sit Værd
for Samfundet som Oplysningens Fremhjælpere, naar man nu seer
bekjendtgjort fra et Par af dem, at de nylig have udgivet "en
sandfærdig Beretning om en Pige ved Navn Astri Olsdatter paa
Gaarden Skarud i Aadalen paa Ringerige, som i fem Dage var
indtaget i et Fjeld". Hvorledes kan man kalde Pressen "Lysets
Port", naar Overtroen saa aabenlyst tør trænge sig ud derigjen-
nem? Er Kunsten saa brødløs, at en Bogtrykker, forat kunne leve
hos os, maa nedlade sig til det Styverfængeri, at aftrykke efter
et Skrift, der for længst har optaget Historien som et Vidnesbyrd
om Datiders Overtro, et Smøreri, der er saa plumpt beregnet paa
Almuens Lettroenhed og Overtro? For et Aarhundrede tilbage,
da man endnu brændte gamle Koner som Hexe, og da hvert Loft
havde sin Nisse, hver Steen sin Dvergalf, lod det sig høre; vort
maa idetmindste have det Fortrin, at det ikke kan skee upaatalt.
Og hertil er et Blad som nærværende opfordret, da det i sit
Meed er stik modsat deslige Skrifter som ovennævnte.
Troen paa Underjordiske er Hedenskabets seigeste Levning.
Dog har den i de senere Tider taget af som al anden Overtro,
og har vel nu kun især sine Venner i afsides Egne og blandt
gamle Budejer. Men for disse er et Skrivt, som bekræfter den
med Rettens Stempel, en Æressag; det frier dem for de yngre
Vantroendes Spot, og det vil ikke vare længe før Huldrefolket
atter kommer tillive i alle Skove og Fjeldknatter, og før baade
|
| d.IV,b.6,s.372 |
den og den bliver taget i Bjerg. Det vil sige foregiver, uden
eller med en Drøms Selvbedrag, at være bleven det.
Men Datids Overøvrighed over Ringerige, Amtmanden i Buske-
ruds Amt, har jo selv undersøgt en saadan Begivenhed og fundet,
at den maatte forholde sig saa? Hvad skal man sige til det? Intet
Andet, end at for 100 siden var hiin Overtro saa almindelig, at
vel ogsaa dannede Mennesker kunde være smittede deraf.
Hvad har ikke hændt mig selv? Jeg vil ikke tale om, at der
endnu foresvæver mig en overordentlig prægtig, med Krystaller
fra Fod til Tind besat Fjeldvæg, der pludseligen viste sig for mig
som Barn, mens jeg slentrede alene om i et Buskads i Omegnen
af Christianssand (om jeg mindes ret ved en Gaard, som hedder
Kjos). Idet jeg slog en Busk tilside, syntes jeg at see en lodret
himmelhøi Fjeldvæg straalende i Solen med alle Regnbuens Farver;
men kom jeg paastedet igjen, nu et Par Alen højere, er jeg vis
paa jeg vilde kun træffe paa en maadelig Bjergknat, besat med almin-
delige Krystaller. Men dengang, erindrer jeg, efter en Stund at
have stirret forbauset paa det vidunderlige Syn, blev jeg betagen
af Forskrækkelse, lod den nedbøjede Green igjen fare op i sin
Stilling, og løb derfra. Jeg maa allerede den Tid have hørt noget
om Underjordiske; thi jeg erindrer fra samme Tid en Sandgrop
med en Steen i Midten, hvorfra en Dverg med en Hund skulde
komme ud naar man bankede paa den. Men det jeg vilde for-
tælle er fra de senere Aar; og jeg vil fortælle det, fordi det viser
hvor vanskeligt det fuldkomne Herredømme dog vindes over Selv-
bedraget og Levningerne af Barndommens Overtro. Det er ikke
længer siden end 1834. En Høsteftermiddag i Skumringen be-
fandt jeg mig fjernet fra mit Følge paa Jagt. Jeg saae, at jeg
befandt mig paa den anden Side af Aasryggen, som skillede to
Præstegjeldes Dalstrøg fra hinanden, og besluttede at følge Stien,
som jeg saae bar nedimod den anden Bygd. Der skulde Dagen
efter en Henrettelse finde Sted, saa jeg vel var noget spændt i
Sindet. Pludselig synes jeg at maatte være faren vild; jeg tabte
mine Mærker, og befandt mig, inden jeg vidste Ordet af det,
inden en træløs Rundar, hvorfra der korsviis løb fire Stier ud.
"Men hvilken skal jeg nu følge? Ei, der sidder jo en gammel
Kone derhenne paa Stubben ved den ene Vei, med sort Skjørt,
grønt Tørklæde og hvidt Skaut!" Jeg var standset strax jeg var
kommen indenfor Rundaren.
|
| d.IV,b.6,s.373 |
"Hei, Moer! hvilken Vei gaaer til Fudsker?"
Kjærringen svarede ikke. Jeg raabte tregange, nærmende mig
hvergang. Hun svarede ikke; men altsom jeg nærmede mig, blev
det mig tydeligere, at det dog ikke kunde være noget andet end
en Kjærring.
"Hei, Moer, er I døv?"
Hun svarede ikke. Nu skulde jeg kunne talt Traadene i hendes
Dragt, om det ikke havde været temmelig tusmørkt. Da, i dette
Øjeblik, var det en Beskjæmmelse overgik min Fornuft: Tanken
gjennemfoer mig: hvad? skulde det være muligt, at Dette dog
kunde være en Huldre? Og i samme Øjeblik begaaer jeg den
Latterlighed at fælde Gevær og gaae lige indpaa -- -- Stubben.
Ja Kjærringen med det sorte Skjørt, det grønne Tørklæde og
det hvide Skaut, Kjærringen, som blev livagtigere jo nærmere
jeg kom indpaa hende, var ikke andet end en kuldblæst Stubbe.
Noget bruun, grøn og hvid Mose, Tusmørket og Sindsspændingen
gjorde Resten. Jeg maatte lee over mig selv. Jeg havde jo ingen
anden end den daarlige Undskyldning, at det her ikke var min
Indbildning, men mit Øje, som gjækkede mig fra først af? Med
Undseelse for mig selv maatte jeg dog tilstaae, at jeg havde op-
daget, at der alligevel sad nogle Stumper af Tvivl tilbage efter
den Overtro, som jeg forlængst troede oprykket og udrøddet.
Men af alle Mennesker ere modersyge Fruentimmer, aldrende
tungsindige Piger, som Hun fra Skarud, udsatte fra at blive idrømme,
under en dyb nervøs Søvn i vild Mark, "tagne i Bjerg", som det
hedder. Da foregjøgles dem isøvne forvirrede Erindringer om
hvorledes de have hørt det skal være hos Bjergfolket og af hvad
Herlighed de have seet hos Fornemmere. Efterat have nydt en
halv Pot Brændeviin og lagt sig til at sove paa en Steenhelle i
vild Mark, udsat for Solens Straaler, kom Peer Skrædder hjem
til Gaarden efter 24 Timers Forløb, og da vidste han meget at
fortælle om det herlige Gjæstebud han havde været i i Bjerget.
Han var tomset i flere Dage -- naturligviis af gode Grunde, som
anført, af saadanne, som man skal sætte Folk Igler i Panden for.
Men neppe var Peers Eventyr i Bjerget bleven bekjendt, saa
vilde snart Den snart Den have seet en bruundroplet Ko, som
man altid saae paa den modsatte Bakke hvormeget man end gik
efter den, foruden en Mængde andre Ting, der syntes at vidne
om, at de Underjordiske, som nu vist i 50 Aar havde været
|
| d.IV,b.6,s.374 |
borte fra Bygden, vare komne tilbage pludseligen som Lemæn-
dene. Man hentede Peer til sig, og jo mere Brændeviin man da
skjænkte ham, jo forunderligere bleve de Ting han havde seet.
Maatte nu blot ikke Udgivelsen af hiint 4 Skillingsskrivt be-
virke, at de Underjordiske mylre frem over det hele Land af
en hver Bakke, enhver Fjeldhammer? Om en saadan Følge be-
kymrer Udgiverne sig ikke, min gode Almuesmand. Det er dine
4 Skilling de ville have.
|
| BLA BAKOVER |