|
|
| d.IV,b.6,s.354 |
Nr. 21, l0de Novbr. 1842.
Uden Dagning er Øjekuglen mørk,
uden Oplysning Sjelen kun en Ørk.
SYNE-MARTHE PAA VEITASTRAND I SOGN
Nu er det længesiden vi saae vor gamle Ven Ole Andersen,
Skolemesteren. Men forleden Dag mødte Knut Konnismo ham
nede i Bakken under sin Gaard just som denne kom tilbage fra
Byen. Og han kom vel til. Thi til sin store Forundring saae
Skolemesteren, at Knut Konnismo, en ædruelig Mand, holdt paa
at kjøre hele Lasset ud i Grøften, og Bakken var saa, at det
ikke vilde standset der.
"Knut! Knut!" raabte Skolemesteren, sprang til, og rev Tøm-
men til sig i det afgjørende Øieblik. "Jeg mener . ."
Han mente nok Knut var bleven gal eller var drukken; men
han sagde kun, for ikke at fornærme et Medlem af Nøkterheds-
foreningen: "Jeg mener Du sover, Knut, og kanske Du ikke har
sovet i Nat og er udtrættet, saa Søvnen kom over dig; men her
i Bakken faaer Du holde ud, for her er ikke Plads til at blunke
med Øinene."
"Ei," svarede Knut ligesom drømmende, "er det jer, Skole-
mester? Jeg syntes bare det var en hvid Fugl med Straaler om-
kring Hovedet, som hoppede foran mig langs Skigaarden."
"Hvad skal det betyde, Knut? Har Du ikke seet en Skjære
før? For det var vel ingen anden Fugl, om der var nogen."
"Nei, Skolemester. Jeg tænkte jeg var bleven benaadet ligesom
Syne-Marthe i Sogn er bleven det i Sommer."
"Hvad er det for noget?" "Jo, seer Du -- bare bi til jeg faaer
taget af Lasset, skal Du faa see en Bog, som jeg har kjøbt med
mig tilligemed noget andet Smaatteri af trykte Sager. I har selv
raadet mig til aldrig at reise af Byen uden at gjøre det."
"Læs nu der," sagde Knut, i det han kortefter kom ind i Stuen
med en liden Bog ihaanden. "Saa vil jeg høre jer Mening, naar
jeg har faaet stelt Hestene." Skolemesteren satte sig hen. Det
lod ikke til, at han likte alt hvad han læste.
|
| d.IV,b.6,s.355 |
"Seer I," sagde Knut, da han kom ind igjen med en liden
Pakke trykte Sager, "det er ikke saameget den Bog der, som
havde gjort mig fortumlet, som det, at Noget deri staaer i Strid
med hvad jeg læste i dette Blad her, som just kom ud hos Bog-
binder Barlien mens jeg var i Byen. Og dermed tog han frem
forrige Nummer af dette Blad, og lagde det frem for Skole-
mesteren, som strax løb det igjennem. "Her er nu," lagde han
til, "det første Stykke, der kaldes "En Spøgelsehistorie," hvori
Syner og Deslige kaldes gammeldags Overtro, og hvori det be-
negtes, at Bibelen giver den nogen Bestyrkelse, og saa er her
Bogen, hvori en præestelært Mand siger, at han ganske vel kunde
tro, at Gud havde værdiget Syne-Marthe Aabenbarelser eller
overordentlige Naadesbeviisninger, og at Saadant i Hovedsagen
stemte ret godt overeens med Skriften. Dette læste jeg paa
sidste Hvilested, hvor jeg havde Kisten oppe, og siden var det
ikke saa rart med mig, som I saa, siden jeg ikke vidste hvad
jeg skulde tro."
"Ja jeg seer til min Forbauselse, at den virkelig lærde Person,
som har skrevet om Syne-Marthe, virkelig yttrer noget saadant.
Hm! Lærdom! Lærdom" -- sagde Skolemesteren, men afbrød
sig; men af den Heftighed, hvormed han bladede i Bogen, lod
det sig slutte, at han omtrent tænkte: "Hm! Lærdom kan ikke
altid bevare for Vildfarelser og heller ikke for Galskab. Her har
en Sværmer udtalt sig om en Sværmerske."
Han blev mere end sædvanlig alvorlig, og sagde med en næ-
sten bedrøvet Stemme: "Knut, omendskjøndt denne Bog kommer
til den fornuftige Dom, at Syne-Marthes Omgang med Engle i
mørke Klæder og med hvide Fugle, samt hendes Aabenbarelser
af Himmel og Helvede o. s. v. er blot og bare et næsten til Van-
vid forskruet Hoveds Indbildninger, er der dog Yttringer af For-
fatterens egen Overtro og Hang til Sværmeri, som gjøre den
skadelig i Menigmands Hænder. Havde han, istedetfor at træffe
paa et yderst eenfoldigt og selv i sin Kristendom uoplyst Bytting-
menneske, truffet paa en Sværmerinde med gode Evner og Kund-
skaber eller med Færdighed i at indbilde Andre store Opdigtelser,
vilde Han, der kom, som han selv siger, langtfra med et vantro
Hjerte, og med den Forudsætning, virkelig at finde idetmindste
Noget overnaturligt af det meget, som fortaltes, have forladt hende
med fuldkommen Tro paa hvad hun maatte behage at fortælle.
|
| d.IV,b.6,s.356 |
Efter hans Yttringer vil der da for ham intet utroligt være i de
mange papistiske Legender om Jesu, Marias og Helgenernes
Aabenbarelser. De maatte tages efter Bogstaven, omendskjøndt
de ere ikke og udgives ikke for andet end digteriske Fremstil-
linger af moralske Lærdomme. Der gives Sjele med et over-
vægtigt Hang til det Overnaturlige, især i religiøse Gjenstande,
og naar de ikke gjøre sig Umag forat underordne det Fornuften,
faaer man enten Folk, som paastaae egne Aabenbarelser, eller
Folk, som troe paa Andres. Men med Bibelen nytter det ikke
at bedække saadan Skrøbelighed for sig selv. Thi de Syner, den
omtaler, Mennesker have havt, ere, ligesom hine Legender, poe-
tiske Fremstillinger, hvorved Sandheder ere forherligede og gjorte
indtrængende, og dens Aabenbarelser fandt Sted i ophøiede Sjele,
i deres, der ere blevne Menneskehedens Lærere. Syne-Marthes
Eenfoldighed er ikke den, som Bibelen tildeler sin Roes. Eller
kan du troe, at en slig Bytting, der lidet kunde tænke og tale,
skulde blive udkaaret til et overordentligt Gudsredskab, til En,
som atter skulde bringe Troen paa Engles og Aanders legemlige
Aabenbarelser tillive igjen? Vilde Lægdegjenta her paa Gaarden,
der ogsaa, ligesom Syne-Marthe, har et Par Løsunger paa Byg-
den, komme nu ind fra Fjøset og fortælle dig, at Engelen Ga-
briel stod derude hos hende, eller at en hvid Fugl med Straale-
glands om Hoved og Vinger hoppede foran hende fra Skytuen --
hvad vilde du saa tro eller gjøre, Knut?"
"Ei ja, Anne, hu kommer nu vel ikke med Sligt?" meente Knut.
"Anne eller Marthe," sagde Skolemesteren, "kan være det
Samme. Den Ene synes ikke at være stort bedre end den
Anden; og Aarsagen til, at ikke Anne har ligedanne Syner som
Marthe, er kun den, at hun ikke er saa modersyg som Denne,
og ikke er bleven gjort saa gal i Hovedet af omvankende Præ-
kere og taabelige Bøger. Under de allerbedste Omstændigheder,
nemlig naar det ikke er overlagt Løgn og Bedrag, sidde slige
Syner enten i Maven eller i Nerverne, og i disse, eller rettere
i en Mangel ved Hjernen, sidder Troen derpaa. Jeg har stun-
dom selv, naar jeg er bleven proppet formeget til Aften af en
velvillig Værtinde og saa er bleven puttet i et smeldende varmt
Kammer under en forsvarlig Hønsefjederdyne, havt gandske an-
tagelige Syner om Natten, skjøndt jeg just ikke, som Syne-Marthe,
har seet mine Fiender, eller dem, jeg mistænkte som anderledes
|
| d.IV,b.6,s.357 |
Troende, steges og syde i Helvede. Og han Du ikke erindre
hvad Du selv har fortalt mig om dine Syner den Tid, Brænde-
vinet havde for stor Magt over dig?"
Knut nikkede blot. Det var ham ubehageligt at mindes om
en Tid, som de fæle Syner, han da stundom havde havt, ikke
vare de mindst virksomme til at lade ham med Afsky tænke
tilbage paa. Men han erindrede nok, at han dengang ofte i et
Slags Drankergalskab efter en af sine Rier havde paa det liv-
agtigste seet alskens forfærdelige Figurer omkring sig: snart utal-
lige omvimsende smaa Morianer, snart hovedløse Folk, snart en
heel Væg fuld af Ansigter, der gjorde Grimasser, snart Nissen
under Taget, der syntes at angle efter hans Næse, saa han idelig
maatte gnide den o. s. v.
"Det besynderligste er", fortsatte Skolemesteren, "at de for-
skjelligste og livagtigste Syner, ligesaa livagtige som Syne-Marthes,
siges at kunne sidde i selve Øjet eller vel i dets Nerveudbred-
ning eller Nethinde, og fremkomne uvilkaarligen ligesom Marthes
Engel i de mørke Klæder eller hendes Fugl. Nervesystemets
Uregelmæssigheder ere utallige, men denne er dog en af de
mærkeligste. Jeg har selv kjendt en gammel Kone, som, naar
jeg spurgte hende: naa, Moer, hvad vakkert seer I nu? enten
svarede: intet nu, eller ogsaa kunde beskrive, hvorledes de præg-
tigste Optog passerede forbi hende. Snart saae hun da en Prin-
cesses Brudefærd, snart kom der en Konge med sit hele Hof ind
i hendes Værelse, saa hun ikke kunde begribe, hvor de kunde
finde Rum alle. Syne-Marthe med sit skumle Gemyt saa hede
Helvede med alle de Pinselsapparater og det Bryggerhuus- eller
Marsovntilbehør, som gammeldags Dumhed afmaler sig, ja hun
saae sin egen Fader der, men den gamle snille Kone, jeg taler
om, saae bare hvad der var behageligt for Øjet. Gamle Profes-
sor Skjelderup, som vel er kjendt over det hele Land, erklærede
det for en Nervesvaghed, som havde sit Sæde der, og Alder-
dommen gjorde vel ogsaa Sit til, at hun ikke kunde mestre sin
Indbildningskraft og Hukommelse. Thi hvad hun saae var høist
sandsynligt ikke andet end Afspeilinger af noget lignende forhen
Seet, og Erindringer af forlængst havte levende Forestillinger af
noget, hun havde læst. Endnu mærkeligere end denne Kones
Tilfælde var dog en berømt tydsk Lærds, en Hr. Nicolais. Han
var nemlig ved fuld Aandskraft, men der var ingen Grændse for
|
| d.IV,b.6,s.358 |
alt det Forunderlige, som han saae med en Livagtighed, saa han
kunde aflægge sin Eed paa, at hans Syner vare virkelige, om
han ikke strax med kold Fornuft havde undersøgt dem og fundet,
at det kun spøgede indenfor hans Øjenhulinger. Efter en vis
Tid gik det over med hans Evne til at have Syner. Han brugte
Medicin, og navnlig Bad; og veed du hvad, Knut, mon der ikke
skulde findes et lidet Fossestupe eller en Sagrende paa Veita-
stranden, hvor Syne-Martha boer? Thi hun vilde ganske vist have
godt af et Styrtebad for sin Sundhed, naar enten Engelen i de
mørke Klæder eller den hvide Fugl viser sig, eller de haugianske
Psalmer tone over hende fra Luften. Den Kuur er overmaade
god for Nervesvækkelse, Øresusen, Synvilde og alle andre Tegn
paa Blodløb til Hovedet."
"Der har I Bogen", sagde Knut Konnismo, kastende den paa
Bordet. "Faaer jeg den" svarede Skolemesteren, "saa kan I give
mig en Pibe Tobak dertil." "Dog nei", lagde han til, "Bogen er
skreven i en god Hensigt, skjøndt den passer sig bedre for Kaf-
fer og Hottentotter end for Normænd, som nu have været Kristne
i henved et Aartusinde. Og veed I hvad der falder mig ind?
Forfatteren vil ikke lade vantro, for bedre at skaffe sin endelige
Dom, at Syne-Marthas Aabenbarelser kun ere et halvvanvittigt
Menneskes sygelige Indbildninger, Indpas hos hendes uoplyste
Sambygdinger, der med taabelig Forbauselse høre paa hvad hun
seer mens hun er borte, som det heder, under sine Daaninger.
Da, som sagt, lidt koldt Vand! eller Daarekisten, om hun bringer
Overtro og Galskab ud imellem Folket." Skolemesteren var
bleven vred. Man saae det paa de tykke Røger, han hurtigen
stødte ud af sin Pibe. Og inden han saa sig for, havde han
tændt den med de Par første Blade i Bogen, hvorpaa Forfatteren
bevidner sin Tro paa Syner. Det øvrige gjemte han. Men da
han havde røgt en Stund, lagde han allerbedst det var Piben
bort, og begyndte at smaasynge til Melodien til Axel Thordsøns
Vise følgende Vers, som han imidlertid havde sat sammen:
"I Sogn har Herren aabenbart
sin Herlighed og sin Vælde.
Der styrte Fossene ned i Fart
i Havet fra svimlende Fjelde.
Gud fri os bare for Overtro!
|
| d.IV,b.6,s.359 |
Mon Sogningen da behøver meer,
for Herren ret at tilbede,
især naar dygtige Præster er
ved Kirkens Alter tilstede?
Gud fri os bare for Overtro!
Dog har man sagt, at paa Veitastrand
har en erbarmelig Qvinde
seet hele Helvede staae ibrand
og mange Sjele derinde.
Gud fri os bare for Overtro!
Det kogte i hendes Hjerneskal
og i hendes egen Mave.
Thi Naaden reder ei sligen Qva1
alt under Synderes Grave.
Gud fri os bare for Overtro!
Han tugter Sjele med Angerens Ild;
men ei med Svovel og Tjære.
Dog kan den svovlede Flamme mild
mod Syndeangeren være.
Gud fri os bare for Overtro!
Gud fri os Alle for Overtro!
Sig selv han jo aabenbarte.
Det Nok for Alle kan være jo?
og da vel ogsaa for Marthe?
Gud fri os bare for Overtro!"
|
| BLA BAKOVER |