|
Nr. 19 & 20, 20de Oktbr. 1842.
Giv ei aarhundredgammel Fordom Rum!
Den ældste Mening ofte er meest dum.
EN SPØGELSEHISTORIE
Forbi er vel ikke den Tid da Spøgelsehistorier bleve troede
for vist og sandt, men af har dog Troen derpaa taget. Over-
troen er ogsaa Qvikgræsset i den Ager Oplysningen skal bear-
beide for den kommende Alder. Den har Rod i Forfædrenes
Tro, i Opdragelsen, i Menneskets Tilbøielighed til at tænke sig
Aandeverdenen i en nær legemlig eller synlig Forbindelse med
vor, og fremfor alt i Indbildningskraftens egen naturlige Beskaffen-
|
| d.IV,b.6,s.347 |
hed. Denne sysselsætter sig nemlig i Folkets Masse ikke med
de naturlige Skjønhedsgjenstande, men med de Fortællinger om
det rædselfulde Overnaturlige, som ere blevne den overleverede.
Den ruger over dem, uddanner dem, søger Stof til nye; og naar
voxede ikke en Beretning igjennem de mange Munde? Da maatte
heller Kilden begynde som en Flod og ende saa smal som en
Traad, naar saa ikke var. Menigmands Indbildningskraft er stærk
og overspændt og har Forkjærlighed for det Overnaturlige. Finder
han det utroligt naar Een fortæller det, bliver det ham utvivl-
somt, naar han hører det af Ti. Hvorledes tænkte ikke Menig-
mand i Kristiania, at Cholera var et langt hvidklædt Register af
et Fruentimmer, der gik omkring, bankende paa Døren af de
Huse hvor En skulde døe? Havde en Enkelt fortalt det, var han
neppe bleven troet af Mængden; men Opfinderen fandt dog En,
der var lettroende nok til at lade sig noget Saadant binde paa
Ærmene; Denne fandt igjen To, Disse Fire, Disse Otte og saa-
ledes videre indtil det omsider hedte, at Den og Den havde selv
mødt Choleraen eller hørt de rædselvækkende Slag paa Døren.
Folketroen kom saaledes snart istand, naar man havde saa grue-
lige Vidnesbyrd som fra en Nils Olsen, Marthe Pedersdatter,
Jens Nilsen, Oline Larsdatter o. fl., som vel Ingen selv havde
talt med, men som dog alle kjendte.
Uagtet den gamle Skræk for Kirker og Kirkegaarde holder
sig usvækket endnu, ere dog, som sagt, de egentlige Spøgelse-
historier blevne sjeldnere. Moster og Faster gaae ikke meer saa
ofte igjen, fast at det dog hænder iblandt. Og da det Middel,
som ganske vilde tilintetgjøre alle Spøgelsehistorier i Grunden,
nemlig at undersøge Anledningen dertil, saa yderst sjeldent bliver
anvendt, er det ret at forundre sig over, at de ere gaaede saa
af Moden.
Men neppe har der nogensinde i vort Land passeret en Spø-
gelsehistorie, der har vakt saamegen Opsigt, som en paa Gaarden
Sylliaas i Høland for noget over 50 Aar siden. Hele Øvrigheden,
fra Lensmand og til Stiftamtmand, saavelsom ogsaa Geistligheden
blev sat i Bevægelse, ja selve Regjeringen, Kancelliet i Kjøben-
havn, fik at bestille med Sagen. Folkene tænkte allerede paa
at forlade Gaarden. Undersøgelser og Forhør bleve afholdte
uden at føre til nogen Oplysning. Tvertom, det spøgede ligefor
Undersøgernes Øine og Øren, og de forfærdelige Historier er-
|
| d.IV,b.6,s.348 |
holdt kun ny Bekræftelse. En eneste sand Spøgelsehistorie skulde
virkelig ogsaa være nok til at godtgjøre de fleste andre, saa der
er ingen Tvivl om at denne hølandske gjød Liv i Overtroen over
det hele Land. Men endelig efter tre Forhør, som Stiftamtmanden
selv lod optage, kom det for Dagen, at det kun var -- Pudserier
af 3 Børn paa Gaarden. Det vil sees af Stiftamtmandens Ind-
beretning til Kancelliet, der lyder saaledes:
"Efter at Fogden Wangensteen, i Anledning af et Bygderygte
om at Beboerne paa Gaarden Sylliaas i Hølands Præstegjeld
under Nedreromeriges Fogderi skulde foruroliges og tildeels til-
føjes Skade af et Slags Spøgeri, havde beordret en Undersøg-
ning derom ved Lensmanden den 21de August sidstleden, har
jeg, da deraf ingen Oplysning er udkommen om Hvem der kunde
aarsage de deri forklarede Optøjer, foranstaltet denne Sag nøiere
undersøgt, saaledes som Forhørene Litr. B. C. og D. oplyser. Deraf
er da og udkommet, at disse Spøgerier alene har været Børne-
værk, iværkstillede af Datteren paa bemeldte Gaard Anne Jons-
datter, 13 Aar gammel, og en Tjenestedreng sammesteds, navnlig
Ole Thorstensen, 11 Aar; hvilke Børn derefter, tilligemed en
anden Dreng Christian Engebrektsen, 12 Aar gammel, som For-
høret Litr. D. udviser tillige har havt Deel i dette Spøgerie, ere
arresterede.
Ved alle disse Undersøgelser har det dog ikke været muligt
at opdage flere Deeltagere, men samme synes blot at have været
Børnenes egen Opfindelse, som Sognepræsterne Gill og Professor
Wilse i hosfølgende deres Attester iøvrigt give et godt Skuds-
maal, især for deres gode Kundskab i Kristendommen. Vel for-
klarer Fogden i vedlagte hans Skrivelse, at en Kristian Kopperud,
som skulle ville tilhandle sig Gaarden Sylliaas, efter Rygtet sup-
poneres at have Deel i disse Koglerier, men da samme er blot-
tet for alt Beviis, og Børnene, efter nøieste Examen, negte dette,
kan der imod ham for nærværende Tid intet foretages. Imid-
lertid udviser Forhørerne, at disse Børn have vidst saa mester-
lig at spille deres Roller, at Sognepræsten Hr. Gill ved flere
Ganges Nærværelse der paa Stedet og sidste Gang i Følge med
Sorenskriver Hejerdahl og en Lieutenant Mosgaard samt endeel
Bønder, ikke opdagede de adskillige Pudserier Børnene endog
da foretoge sig. Det bliver altsaa nødvendigt, saavel til Exempel
for Andre, som for at betage dem videre Lyst til i Fremtiden at
|
| d.IV,b.6,s.349 |
udøve ligesaadanne Skalkestykker, at de blive straffede; men
da Loven tier, og altsaa arbitrær Straf her maa anvendes, saa
indstilles ærbødigst til det kongelige Danske Kancellies behage-
lige Forgodtbefindende, om den af Fogden Wangensteen i For-
slag bragte Afstraffelse, ved at lade sætte Børnene i Gabestok-
ken ved Hølands Kirker 3de Søn- eller Helligdage, her kunde
være passelig; og da denne Sag iøvrigt har faaet saa megen
Publicitet, at den næsten er almindelig bekjendt, men formodent-
lig med mange Forandringer, saa troer jeg, at den af Fogden
proponerede Bekjendtgjørelse om Sagens rette Sammenhæng og
Udfald kunde have sin gode Nytte, især for Bondestanden, hvoraf
maaske en stor Deel endnu troer Historien at være sandfærdig."
Kancelliet bestemte, at Straffen skulde bestaae i Riis i Arre-
sten, og det kunde være vel fortjent, da det var Forældre og
Foresatte, Optøjerne især gik udover. Hvori disse have bestaaet,
kan ikke oplyses af de Papirer, som haves; men det er rimeligt,
at Børnene kun have været Redskaber for bemeldte Spekulant
paa Gaarden.
Bibelen har ofte maattet tjene til Forsvar for Spøgelsehistorier,
uagtet den aldeles ikke taler til Fordeel for denne. Det er da
Sauls Historie med Hexen i Endor, som anføres til Bestyrkelse.
Men den af Kjærringen fra Skyggernes Rige fremkaldte Samuel
var aabenbart kun hendes egen Skabning. Hun foregav blot at
see Geisten. Saul var altfor bedrøvet til at undersøge Grunden
til det ham foregjøglede Blændværk. Og hvor let vorder ikke
ogsaa en Overtroisk overbeviist om det, som han allerede venter?
De af den foregivne Aand forudsagte Hændelser vare alle af
den Beskaffenhed, at man med nogen Kundskab om Sauls Stil-
ling saa temmelig kunde gjette dem. Foruden denne Tildragelse
med dette Gjøgleværk, som vor Tids Kunstnere endnu bedre
kunne gjøre efter med en Løgt og lidt Røg, gives der intet Sted
i Bibelen, hvoraf man, uden at misbruge det, med mindste Skin
af Ret kan bevise Spøgelsers Virkelighed.
|
| BLA BAKOVER |