|
FØLGERNE AF EN UBETYDELIGHED.
En Fængselspræst fortæller følgende, der ret viser, hvorledes
ofte en meget ubetydelig Omstændighed har lagt Grunden til et
helt Liv af Brøde og Elendighed:
"For nogle Uger siden holdt jeg en Præken for den Menighed,
hvis Sjælesørger jeg er, angaaende Vigtigheden af Samvittigheds-
fuldhed selv i saakaldte Smaating, og anførte, at det ofte er
Mangel paa Samvittighedsfuldhed heri, som ikke sjelden kaster
en mørk Skygge over Ens hele fremtidige Liv. Jeg anførte videre,
at største Delen af de Handlinger og Hændelser, hvoraf de fleste
Menneskers Liv bestaaer, efter vor Synsmaade ere ubetydelige
og hverdagslige, men at disse Handlinger og Hændelser desuagtet,
i større eller mindre Mon, medvirke til Udviklingen af vor Karak-
teer, og at det fornemmelig kommer an paa denne moralske Ka-
rakteer, om vi skulle blive nyttige og lykkelige Mennesker i Tiden,
og salige i Evigheden.
Derpaa gjorde jeg en Anvendelse til mine Tilhørere, og sagde,
at jeg ikke tvivlede om, at mange blandt dem, efter modnere
Overveielse, vilde finde, at deres Liv for en stor Deel havde
faaet sit mørke Anstrøg og de selv sin Plads i et skjændigt Fæng-
sel formedelst en eller anden ubetydelig Handling eller Tildra-
gelse, som de tilfældigviis have tillagt ringe eller ingen Vigtighed.
Til Slutning bad jeg dem selv undersøge Forholdet og lægge
Mærke til, om ikke min Bemærkning var grundet. Dette var om
Søndagen. Følgende Morgen kom en af Fangerne, en ung inter-
essant Mand, til mig og tilkjendegav, at han gjerne ønskede en
Samtale med mig, naar det var mig beleiligt. Jeg bad ham komme
igjen om Eftermiddagen. Jeg bad ham sidde ned og oprigtigt
fortælle mig hvad der laa ham paa Hjertet. Han yttrede da, at
han ønskede at underrette mig om hvor forunderlig træffende
min Bemærkning om Smaatings Indflydelse paa Menneskenes
Karakteer og Skjæbne i Livet kunde anvendes paa ham og hans
Forhold, og at han, hvis jeg tillod det, vilde give mig en kort
Skildring af sin Skjæbne og især af en Hændelse, som alt i hans
|
| d.IV,b.6,s.344 |
tidligste Barndom havde meddelt hans hele Ungdomstid et mørkt
Anstrøg og som ved sine Følger havde bragt ham til den gruop-
vækkende Bolig, hvori han nu var.
Af den Skildring, han meddeelte mig, syntes det, at han var
henved ti Aar, da hans Fader flyttede fra en langt bortliggende
Egn af Landet til en Stad i Nærheden af vor. I denne By var
der ei langt fra hans Faders Bolig en Drengeskole, som var i
megen Anseelse, og i denne Skole blev ogsaa han sat. Da han
stedse havde boet paa Landet, havde han kun seet faa af de
Lystigheder, Parader og andre saadanne høitidelige Optog, som
ere saa almindelige i og i Omegnen af store Stæder, og det var
derfor ikke underligt, at han, som andre Børn, havde god Lyst
til at være med og see paa, naar noget saadant indtraf.
Han havde ei været længe i Skolen, da han fik vide, at der
skulde være et Kvægmarked i en Naboby, og Han havde aldrig
været paa noget saadant. Han tog det for givet, at det maatte
være et meget morsomt Skuespil, og følte særdeles Lyst til at
faa besøge dette. Dette Ønske yttrede han for sin Fader den
første Markedsdags Morgen, men Faderen sagde, at det aldeles
ikke var noget passende Sted for ham at besøge, med mindre
han havde en Ledsager med sig, som kunde tage vare paa ham,
og da hans Fader ved andre Forretninger var forhindret fra at
kunne gjøre ham Selskab, saa kunde hans Ønske for den Gang
ikke gaae i Opfyldelse. Drengen var saare ilde tilmode, men
foresatte sig, ikke saa let at opgive en Ting, der laa ham saa
meget paa Hjertet.
Den følgende Morgen overhang han atter Faderen med den
samme Bøn. Faderen syntes gjerne at ville opfylde Sønnens
Ønske, men sagde ham, at han aldeles ikke kunde lade ham
besøge et saadant Sted uden passende Selskab, og lagde til, at,
skjøndt han var overlæsset med Forretninger, vilde han dog, om
det var muligt, forsøge at rive sig løs om Eftermiddagen, og i
det Tilfælde skulde han hente ham af Skolen og tage ham med
sig. Det var alt hvad han kunde love.
Men her var en Usikkerhed, et "om", som stemte meget daar-
ligt overeens med Sønnens livlige Nysgjærrighed. Han besluttede
derfor at gaae under alle Omstændigheder. Han betvivlede meget,
at Faderen skulde faae Tid at følge med, og i dette Tilfælde
troede han uden Vanskelighed at skulle kunne dølge hele Sagen
|
| d.IV,b.6,s.345 |
for ham. Efterat have fattet denne Beslutning og lagt sin Plan,
sneg han sig om Morgenen, førend han gik hjemmefra, ind i
Faderens Værelse og tog nogle Penge i hans Pult til Reisen,
hvorpaa han begav sig til Nabobyen istedetfor i Skolen. Tvert-
imod hans Formodning besluttede Faderen imidlertid at besøge
Markedet, for at kunne opfylde sin Søns Ønske, og gik paa Veien
ind i Skolen for at afhente ham. Men der var ingen Søn at finde,
og der havde man ikke seet nogen Søn hele Dagen. Faderen
fortsatte sin Vei til Markedet, og saae Sønnen i Løbet af Efter-
middagen, men vogtede sig vel for at blive seet af ham. Om
Aftenen, da de begge vare komne hjem, spurgte Faderen sin
Søn, om han havde været paa Skolen om Dagen. Han svarede
ja. Man vil heraf indsee hvor let og naturligt den ene Feil leder
til den anden. Men af Faderens fortsatte Spørgen og paa hans
hele Væsen mærkede Sønnen snart, at han vidste hvor han havde
været, og gik til Bekjendelse.
Faderen sagde ham, at han ansaa det for sin Pligt at under-
rette hans Lærer om Tingen og anmode denne om at drage ham
til Ansvar, fordi han uden Lov havde været borte af Skolen, og
at straffe ham saaledes som han fortjente det for Forseelsen.
Han blev saaledes sendt til Skolen og maatte see sig beskjæm-
met baade for sine Læreres og Kammeraters Øine. Da han mær-
kede, at han havde tabt deres Agtelse, blev hans Stilling i Skolen
ham modbydelig, og han besluttede, at han ikke længere vilde
finde sig deri. Et Par Dage derefter begav han sig hjemmefra
under Paaskud af at gaae paa Skolen, og rømte sin Vei. Han
fortsatte sin Kurs indtil han kom til den Stad, hvor hans Fader
forhen havde boet, og det varede flere Uger inden Forældrene
fik vide, hvor han havde taget Veien hen. Imidlertid fandt man
ham, og bragte ham tilbage.
Nogen Tid derefter sendtes han i en anden Skole i en nær-
liggende Stad; men da han heller ikke kunde finde sig i at være
der, besluttede han at rømme endnu en Gang. Dette udførte
han ogsaa, og havde været borte i sex Maaneder inden Foræl-
drene fik spurgt hvor han var. Han havde antaget andet Navn,
men da han var kommen i en Ubehagelighed, hvorfor han skulde
arresteres, hvis han ikke kunde stille Borgen for sig, nødtes han
til at bekjende sit rette Navn og hvem der vare hans Forældre.
Paa denne Maade fik hans gode Fader, som han havde gjort saa
|
| d.IV,b.6,s.346 |
megen Sorg, Underretning om hans Stilling, ilede til hans Und-
sætning og reddede ham fra Fængslet.
Men det vilde blive alt for vidtløftigt omstændeligt at fortælle
det videre Forløb af denne ulykkelige Ynglings senere Levnet,
indtil han blev indspærret i det Fængsel, hvor han nu er; nok:
han gjorde det ene Feiltrin efter det andet, indtil han kom ind
paa den brødefulde Vei, der endte paa den omtalte Maade.
Og hvad troe I nu vel, denne ulykkelige Yngling tilskriver sine
Vildfarelser fra Hjemmet og Dyden og Saligheden, og den for-
tabte Stilling, hvori han befinder sig? Jo, ene og allene den ube-
tydelige Omstændighed, at han en Dag uden sin Faders Tilladelse
var borte af Skolen for at see paa et Qvægmarked! Hvad troe
I, at han nu siger om den Ting? "Jeg føler," sagde han, "at alt
hvad jeg har lidt og endnu lider er Himmelens retfærdige Tug-
telse. Jeg har fortjent alt dette for min brødefulde Ulydighed
baade mod min jordiske og himmelske Fader, og jeg ønsker,"
tilføiede han, "at De vil anvende min Ulykkeshistorie saaledes,
at den kan blive til Advarsel for Andre."
Til denne Ende har jeg gjort dette lille Uddrag af den unge
Mands Historie; -- og jeg kan forsikkre, at den ikke er opdigtet.
Her seer man Følgerne af en eneste ulydig Handling mod en
Fader; Man seer, hvor dyrt denne ulykkelige Yngling allerede
har maattet bøde, fordi han en eneste Gang paa en utilladelig
Maade tilfredsstillede sin barnagtige Nysgjærrighed."
|
| BLA BAKOVER |