|
Nr. 18, 30te Septbr. 1842.
Den skal ei Ære vinde aabenbar,
som ærer ei sig selv, om han end ene var.
PETER DEN STORES EGETRÆER
"Iaar, saa tørt og varmt det har været, er det et prægtigt Aar
til at indsamle Egenødder og anlægge Planteskoler eller udsætte
i sine Enge dette herlige landsnyttige Træ," bemærkede en By-
mand nylig idet han gik hjem fra sin Løkke, hvor han anden
Gang iaar havde anlagt en Allee af unge Kastanjer.
"Bøgenødder ogsaa", svarede jeg. Jeg har seet dem modne
iaar i Hundredetusindviis paa de prægtige Bøgetræer paa Ulle-
vold. Disse voxe der anseelig store, og det ikke i Gaardens
bedste Sydhelde, men meget mere paa et for nordlige Vinde
udsat Sted, saa der intet Spørgsmaal er om, at dette saa nyttige
|
| d.IV,b.6,s.340 |
Træ vilde kunne trives her, ihvad man saa end vil sige. Men,
min Ven, kan du ønske Anlæg af Planteskoler, som for nogle
Maaneder siden fandt din egen nye Kastanjeallee med Toppene
lagte for Roden?"
"Tal ikke om det! Blodet stiger mig til Hovedet ved at tænke
paa den Sorg. Det var paa min Kones Geburtsdag, da jeg første
Gang iaar skulde fornøje mig i det Grønne sammen med vore
Venner, og jeg gik ud om Morgenen forat see om Alt var i Orden,
da Haven netop var lagt, at jeg opdagede Ulykken. Det var en
Skjændselsgjerning. Den bragte mig til at græde, saa gammel
jeg er. Jeg gad ikke besøge min Løkke i lang Tid. Men endelig
har jeg nu forsøgt igjen. Vil det nu bare gaae bedre."
"I hvilket andet Land vilde vel saadant kunne skee? Pøbelen
er ikke der saa raa," svarede jeg.
"Straffene for Forgribelse paa Ejendom, som man ikke kan
vogte, ere vel i Almindelighed skarpere end for anden Udaad;
men for saadan Ødelæggelse af Kaadhed og Ondskab, der saa
sjelden opdages, ere de altfor milde. Der kunde Gabestok og
offentlig Pidskning være anvendelig!"
"Javel. Dermed erindrer jeg, at Ruslands Peter den Store
bevarede sine Egetræer. Han var, som du veed, ogsaa Skaber
af Ruslands Flaade, og det var ham derfor overmaade magtpaa-
liggende, at bringe Egeplantningen iveiret, da Flaaden behøver
Egematerialer til saa meget. Han takkede offentligen flere Per-
soner, der havde sat nogle Egetræer, og selv anlagde han en
Planteskole i Nærheden af sin Hovedstad. Pladsen lod han ind-
hegne og derhos opslaa en skreven Befaling, at ingen under haard
Straf maatte understaae sig at brække Grene af denne Plante-
skole, eller beskadige den paa nogen Maade. Nogle Aar derefter,
da de unge Ege vare voxede til en Karls Høide, kjørte han en
Gang forbi, og efter sin Sædvane steg han af ved dem, for at
fornøie sig over deres Væxt. Til sin største Fortrydelse fandt
han nogle Grene og Duske af Blade liggende paa Jorden, og
forbittredes saa meget mere derover, som han tydelig kunde
kjende, at de ikke af Vind og Veir, men af Modvillighed og Ond-
skab vare afbrækkede.
Saasnart han var kommen tilbage til Staden, lod han General-
Politimesteren kalde, og befalede ham, ufortøvet hemmelig at
sætte Folk paa Vagt i de nærmeste Buske lige over for, der
|
| d.IV,b.6,s.341 |
skulde give Agt paa, hvem der forgreb sig paa hans hellige lille
Egeskov. Nogle Dage derpaa om Aftenen blev en Flok af drukne
Herskabs-Betjente greben, som, i det de gik forbi, vare krøbne
over Indhegningen, havde brudt nogle Grene af og stukket Ege-
bladene som Qvaste paa Hattene. De bleve grebne, arresterede
af Politiet, og bekom offentlig paa Torvet Tamp, efterat denne
Exekution Dagen forhen var bleven bekjendtgjort ved Tromme-
slag, og der var befalet, at sende fra alle Huse Folk hen, forat
see paa, hvorledes de bleve afstraffede, der havde beskadiget
Egene.
"Bravo!" sagde min Ven. "Straffen var barbarisk; men Bar-
bari mod Barbari, Strenghed mod Ondskab og den Kaadhed,
som truer med at blive en ond Vane! Jeg skulde sørget for at
baade mine egne og Nabolagets Folk havde overværet Exeku-
tionen."
|
| BLA BAKOVER |