|
Nr. 16 & 17, 31te August 1842.
Norge, kjære Landsmænd have vi af Herrens Naade faaet
som en Kurv i Fødselsgave, fuld af alskens Godt.
EN PATRIOT
En Patriot, d. e. en Fædrelandsven, er det Menneske, som vil
og gjør sit Fædreland alt det Gode, som staaer i hans Magt.
Og Patriot kan baade Mand og Qvinde være. Manden paa mang-
foldige Maader i Fred og Krig, Qvinden vel ogsaa i Ufred, men
dog især ved de stille Dyder, som gjøre Freden blomstrende,
nemlig ved Tarvelighed og Arbeidsomhed og ved at opdrage
Fædrelandet nyttige Borgere og Borgerinder i sine Børn.
Alting i Naturen synes at bære en fortrinlig Kjærlighed til det
Jordstrøg, hvor det er fremkommet. Det er i denne Henseende
med Menneskene ligesom med Planterne og Dyrene, at de trives
i Almindelighed bedst der, hvor de have oprindeligen hjemme.
Mennesket foretrækker derfor allerede tidlig det Land, hvori han
fødtes, hvor uvenligt og barskt et Opholdssted det end kan synes
for Andre. Finlappen ønsker sig fra sydligere, skjønne Egne til-
bage til sit øde iislagte Fjeld. Han foretrækker ikke deres Sol-
glands for sit blege Nordlys. Og saaledes med Alle: hjemme er
bedst; og det hedder overalt og for alle Folk paa Jorden:
"Fremmed Ild er ei saa klar
som den Røg vi hjemme har."
Men denne stærke og almindelige Følelse bliver efterhaanden
en Drivefjeder til de fortræffeligste Handlinger, og denne Drive-
fjeder kaldes Patriotisme eller Kjærlighed til Fædrenelandet. Og
hvad fortjener vel mere vor Kjærlighed og inderlige Hengivenhed,
end det Land, hvor vi erholdt Livet, og hvis Statssamfund vi
|
| d.IV,b.6,s.329 |
skylde vort Ophold og vor Sikkerhed? Overalt, hvor vi henvende
vort Øie i dette dyrebare Jordstrøg, føle vi, at det er vort Fædre-
land. Det Træ, vi have plantet, det Huus, vi have bygget, den
Plet, vi ere fødte paa eller dyrke eller hvor vi, som vore Fædre,
skulle hvile -- Alting er ved Vanen blevet os kjært, Alting minder
os om, at det er vort Fædreland, Alting opfordrer os til at elske
og forsvare det. Vort Liv og vor Formue tilhøre os derfor ikke
mere i det Øieblik, Fædrelandet kræver dem. Normændene have
et hædret Navn for at besidde Fædrelandskjærlighed i en høj
Grad. Vor menige Mand har viist det som tappre Soldater i
Felten, og vore Matroser synge midt i Sydens Herlighed:
"Vi længes svarlig hjem igjen.
Det gjør vi i Brasilien.
Og Apelsinen gyldenmalt
vi spise tidt til Taarers Salt.
Men naar vi Norge faa at see,
da er forbi al Sorg og Vee."
De mange Udvandringer af vore Bønder til Amerika synes
derimod at staa i Strid med vort Folks Navn for at elske sit
Land saa højt, ja man læste endog engang i Sommer med For-
undring og Modbydelighed, at en saadan Skare havde forladt
Fædrelandet under Hurra og Geværskud, somom Afskeden der-
fra ret var en Glædesfest. Men Alle have vel neppe været saa
sløve, og selv De, hos hvem Armoden hjemme enten har været
saa ulidelig eller Haabet om Lyksaligheden hiinsides Havet saa
stor, ere vel neppe komne langt før hiin mægtige Følelse, Kjær-
ligheden til Hjemmet, med Smerte har rørt sig i deres Bryst, ja
de ville vel være dem, som netop faa føle den tungest, naar de
finde sig skuffede i det Fjerne, hvor ingen Medfølelse findes for
dem, og hvor de finde sig overladte mellem Fremmede til det
Trøstesløse at hjelpe sig selv ganske alene.
For nogle Aar siden, efter et Par uheldige Kornaar, udbredte
det Rygte sig i det sydlige Norge, at der i Rusland eller i russisk
Finland skulde staa herlige, fuldtopdyrkede og bebyggede Gaarde
parate for hvem som vilde komme og tage dem i Besiddelse.
Men man maatte gaa langt Nord hedte det. Mangen Huusmand,
især i Gudbrandsdalen, lukkede da sin Stue af, og trak nordover
med Kone og Børn. Efter nogen Tid at have vandret om i det
|
| d.IV,b.6,s.330 |
Throndhjemske, kom nu vel de Fleste tilbage; men til Grund for
dette Rygte laa dog noget Sandt, nemlig det, at der i Distriktet
Senjen sydligst i vort eget Finmarken, i to af Naturen særdeles
begunstigede Dalstrøg, findes endeel Kolonister eller Nybyggere
her søndenfjelds fra, især ifra Gudbrands- og Østerdalen, did-
kaldte og hjulpne til Udkomme og Ejendomsgaarde af en enkelt
Patriot. Fortjenester af Agerdyrkningen fortjene allerede Navn
af Patriotisme, og den enkelte Rødningsmand Navn af Patriot.
Men i en udmærket Forstand kan vel dette Hædersnavn bruges
om den Mand, som befolkede hine betydelige, indtil da ødelig-
gende, Dalstrøg, og som med Sandhed kan siges at have vundet
sit Fædreland hele to Kirkesogne, og at have skabt i Ætledene
Tusinder af Landsmænds Lykke.
Denne Mand var Jens Holmboe, siden Aaret 1781 ansat som
Foged over Senjens og Tromsø Fogderi i Nordlandene.
Ved hans Ankomst til Stedet fandt han, at Beboernes Hoved-
næringsvei var Fiskeri, og at Agerdyrkningen derimod ikke alene
var saare ubetydelig, men endog af de fleste anseet for en for-
agtelig Syssel. Jordbunden fandt han imidlertid særdeles god,
og Himmelegnen meget vel skikket til at befordre Planternes
Vext. Uagtet Sommeren der er kort og Egnen ligger højt mod
Nord, indtraf i en Tid af atten Aar dog ikke flere end tre uhel-
dige Aar, hvor Kornet ikke vilde lykkes. Dette gav ham Mod
til at stræbe efter, ved eget Exempel, at virke Lyst hos Indbyg-
gerne til at forbedre Jorddyrkningen. Ved Rødning, Grøvters
Gravning og andre gode Indretninger begyndte han at udvide og
forbedre sit eget Jordbrug. Han bragte det herved saavidt, at han
omsider kunde saae og avle langt mere end dobbelt saa meget
Rug og Byg, og holde dobbelt saa mange Kreaturer som ved sin
Tiltrædelse. Men foruden dette roesværdige Exempel paa Flid
i Jordbrug og store Fortjenester af Kreaturracerne og især af
Hesteavlen, saa Senjens Heste endnu ere i stor Anseelse der
nord, valgte han ogsaa et andet Middel til at opvække hos Ind-
byggerne Lyst til en Forbedring i Jorddyrkning. I Fogderiet vare
mange ubeboede, men frugtbare, Steder, som fortjente at opdyr-
kes. Blandt disse fandt han især to, Bardo- og Monselvdalene,
hvis Frugtbarhed og herlige Beliggenhed bestemte ham til at ar-
beide paa at faae dem beboede; men at formaae nogen af Fog-
deriets Beboere til at forlade Søen og nedsætte sig i Dalene, for
|
| d.IV,b.6,s.331 |
at drive Jordbrug, var ikke at tænke paa. Han forskrev derfor
i Aaret 1787 nogle brødløse Huusmandsfamilier fra det sydlige
Norge, og overtalede disse til at nedsætte sig i Bardodalen, paa
de Vilkaar, at han forstrakte dem med Alt, hvad de, som fattige
Nybyggere, behøvede at begynde med. Da Regjeringen blev
underrettet herom, fik han sine første Forskud godtgjorte, og Til-
ladelse til at forskyde disse Folk endnu mere for offentlig Regning.
Men der mødte adskillige Omstændigheder, som forvoldte, at
Nybyggerne stode paaveje at flytte derfra igjen, dersom de ikke
hastig og kraftigen bleve understøttede. Holmboe ydede dem
strax denne Hjælp, forskaffede dem fra Bergen Fødevarer og
andre Fornødenheder for 538 Rdlr., og satte sig for denne Sum
selv i Gjeld hos Kjøbmændene. Kolonien blev reddet fra Under-
gang, og kom efterhaanden saavidt, at den fem sex Aar derefter
kunde hjælpe sig selv, uden nogen Understøttelse. Indtil Aaret
1800 havde den saaledes udbredt sig, at den da bestod af 37 Fa-
milier, der talte 196 Medlemmer. Kreaturernes Antal beløb sig
til 313 Høveder Storfæ, 511 Stykker Smaafæ og 59 Heste. Ko-
lonien gjorde bestandigt de stærkeste Fremskridt, og voxede hvert
Aar ved ny Tilflytning. Den havde at udbrede sig paa en Stræk-
ning af fire Mile Land, der bestaaer af Skov og de græsrigeste
Sletter, som de fiskerigeste Elve snoe sig igjennem. Efter al
Sandsynlighed vil og maa den med Tiden blive et af de folke-
rigeste Kirkesogne i hele Fogderiet. Allerede fra først af var
dens betydeligste Næringsvei Agerdyrkning og Qvægavl, og dens
fleste Beboere i Besiddelse af saa megen Ager, at de af Rug og
Byg avlede saa meget de behøvede, ja at nogle endog havde
Sæd tilovers fra det ene Aar til det andet. Adskillige af dem
have bragt Kartoffelavlen saavidt, at de have kunnet sælge af
dette Fødemiddel til Tromsøe Kjøbstad. Overalt i Kolonien her-
sker Arbeidsomhed og huuslig Flid, og i de fleste Huse en ud-
mærket Reenlighed. Men selv for Senjens Fogderi har denne
nye Koloni været af udbredt Nytte; den er bleven bekjendt i
det sydlige Norge som en Egn, hvor duelige og arbeidsomme
Mennesker, skjøndt de ere fattige, kunne finde Udkomme. Adskil-
lige hundrede Familier droge derfor did, og henvendte sig til den
retskafne Holmboe, som formaaede Indbyggerne til, for det første
at forunde dem Huusly og lade dem arbeide hos sig for Føden,
indtil den største Deel siden er bleven bosat paa Stedet. Alle
|
| d.IV,b.6,s.332 |
disse Nyankomne have været duelige Folk, bekjendte med Ager-
dyrkning og de til samme fornødne Sysler. De udbredte Kund-
skaber om et bedre Jordbrug blandt Indbyggerne, og Virkningen
deraf var, at Jordeiendommene bleve solgte til mange Gange saa
høi en Priis som forhen.
Distriktets Biskop, der paa sine Embedsreiser ogsaa besøgte
dette nye Anlæg, kunde ikke noksom anbefale det hos Regje-
ringen, og gjøre den opmærksom paa, hvad der til Norges Op-
dyrkelse kunde udrettes, dersom der i Nordlands og Finmarkens
mange ubefolkede Dalstrøg langs Fjorde og Elve indførtes Land-
brug. Kun i fire Dage havde han Tid til at bereise den frugtbare,
men øde Egn fra Sallingsfjord igjennem en ældgammel udhugget
Birke- og Furuskov, over Bardoelven til Kolonien Bardofjorden,
lige indtil Elvens Udløb i Malangerfjord, en Strækning af fjorten
norske Mile. Men i denne korte Tid besøgte han dog femten
af disse Nybyggeres Huse, havde Natteleie i to af dem, tog deres
Bopæle i Øiesyn, og underholdt sig med mange af dem. Han
frydedes her ved et Syn, som gjør Holmboes Navn evig Ære.
Familier, som for største Delen vare komne over hundrede Mile
fra, havde her i en Tid af tre til fire Aar fundet Leilighed til,
med sine egne Hænder og med meget lidet Værktøi at opføre
sunde Vaaninger, beqvemme Huse, Stalde og Laaver. Biskoppen
traf her Folk, som selv anden, ja endog alene, blot med Hustruens
Hjælp, havde fældet Træer, hugget Tømmer, opført vakkre Stuer,
Kaminer, Skorstene, Fjøse og Stabuer, udseet sig Agerland fra
det første eller andet Aar, opbrudt det som oftest med den blotte
Spade og Hakke, tilsaaet det med Byg og Rug, og forskaffet sig
fire, ja endog flere Køer, og ti til tolv Faar. -- Paa alle Nybygger-
pladsene stode Agre af to til fire Tønders Sæd, rene for Ukrud
og med jevnt tætte Ax, som uagtet den korte Sommer og ringe
Varme gav Haab om en meget god Høst. Nybyggerne havde saa
meget Korn i Behold, at de i et uheldigt Aar kunde hjælpe sig.
De fleste af disse Pladse ere betryggede mod Frost, og Agrene
fandt Biskoppen at være bedre dyrkede her end i de nærmeste
Bygder. De fleste af Indbyggerne fandt han sædelige, arbeid-
somme og opfindelsesrige. En stor Deel vare færdige i Haand-
værker, især i dem, der angaae Landbruget og Bygningsvæsenet.
Alt dette var Frugten af trettens Aars Bestræbelser, som Holm-
boe havde anvendt paa at anlægge og ophjælpe denne Koloni.
|
| d.IV,b.6,s.333 |
Landhuusholdningsselskabet belønnede ham derfor med sin største
Guldmedalje. Men desværre, han glædedes ikke længe ved at
see sit Værks Fremgang. Ogsaa denne sande Patriot havde sine
Miskjendere og Fiender, og det er sagt om ham, at Krænkelse
lagde ham før Tiden i Graven. Han døde i Aaret 1804, ikkun
53 Aar gammel. Fred og Ære med hans Minde! Det bør leve
saalænge Bardo- og Monselvdalens Kolonier bestaae, og ikke
blot der, men i hele Norge. Hans Aand har visselig ikke tabt
deres Fremgang afsigte. Han elskede dem dertil saa oprigtigt og
inderligt, som vi ville see af følgende Tale, som han holdt til
disse Koloniers forsamlede Nybyggere, da han, ved en Forandring
i sin Stilling bortkaldtes ifra personlig at kunne vaage over deres
Vel. Saa talte den ædle Holmboe i deres Midte:
"Mine kjære Børn!
Uden Ubeskedenhed troer jeg at kunne tiltale Eder saaledes,
fordi jeg paa den ene Side er Stifter af denne Koloni, hvor I,
ved at dyrke den moderlige Jord, finde det Brød, som I tilforn
savnede, deels fordi en Deel af Eder har offentlig, nemlig i Sen-
jens Justitsprotokol, erklæret, at jeg i alle Henseender har be-
handlet Eder faderligen, og saaledes ved Raad og Daad under-
støttet Eder, at I kunde vedblive det begyndte Arbeide, og lægge
Grunden til et nyt og nyttigt Præstegjeld i Staten. Og kan jeg
end ikke fremdeles, som forhen i anden Virkekreds, ligefrem bi-
drage til Eders Bedste: mine faderlige Følelser for Eder vedblive
alligevel, og ville, som jeg haaber, lære mig at udfinde og anvende
adskillige for Eder gavnlige Midler. Modtager imidlertid denne
liden Tale, som en Frugt af mit inderlige Ønske for Eders Vel,
skjenker den Eders Agtpaagivenhed, og lægger de Regler paa
Hjerte, den foreskriver! De ere i det mindste fremsatte med den
Overbeviisning, at de maae, naar I følge dem, virke til Eders
sande Nytte. Altsaa --
Mine kjære Børn!
At nære sig i sit Ansigtes Sved, er just den Kilde, hvorfra
Velsignelse udstrømmer, hvis vi ellers følge Naturens vise Bud,
og ret anvende Sjels og Legems Kræfter dertil. I kjende vort
Fortrin, som Mennesker, at kunde tænke og begribe, skjelne
Ondt fra Godt, det Skadelige fra det Nyttige. Brugte vi ikkun
|
| d.IV,b.6,s.334 |
de os betroede Kræfter værdigen, Vi skulde da ikke berede os
selv Elendigheder, ikke mishandle vor Moder, Jorden, og hun
skulde da ikke heller negte os sin moderlige Velsignelse.
I ere overbeviste om, at den Liderlige og den Dovne, Øderen,
den Tankeløse, den Uordentlige eller den Ulærvillige aldrig kan
være lykkelig. Derimod vide I af egen Erfaring, hvor vel I sørge
for Eders eget Bedste, naar I aarligen arbeide med Flid og For-
nuft paa at gjøre den Jord, I dyrke, saa god og frugtbar, som
den kan blive.
Lader fornuftigt Overlæg styre alle Eders Handlinger! Følger
ingen af Forfædrenes Skikke, medmindre Fornuften siger Eder,
at de ere gode og nyttige; følger ei heller nogen ny Skik, med-
mindre den har Fornuftens Bifald! -- Eftertænker og pønser
stedse paa nyttige Forbedringer! Bortgraver Vandet fra Ager og
Eng, da I uden dette ikke ville høste mange Frugter af Eders
Jorddyrkning. Blander Leerjord i Sandjord og Sand i Leerjord.
Samler al den Gjødning, og alle de Slags Gjødning, I kunne til-
veiebringe; men bruger den med fornuftigt Overlæg, paa passende
Steder, og ikke førend den er vel sammenbrændt og forraadnet!
Inddeler viseligen Eders Jorder, skjenker dem den fornødne Hvile,
og lægger dem saaledes brugte igjen, at I kunne høste foldigt og
godt Græs derpaa! Lægger Eder mere og mere efter den saa
nyttige Potetes-Sæd, der i vore nordlige Egne er af saa meget
større Vigtighed, som man er mindre sikker paa en lykkelig Høst
efter Kornsæden! Men vælger for al Ting den løse og beqvemme
Jord dertil, renser og hypper den baade betids og tilgavns, hvilket
desto lettere kan skee, naar I plante den ordentligen og vidt nok
fra hverandre! Ved denne Lejlighed maa jeg gjøre en Bemærk-
ning, som ikke er almindelig, nemlig denne: paa Høstens Tid,
naar Riimfrost indfalder, giver da nøie Agt paa de Steder, hvor
det enten lidet eller aldeles intet rimer, og vælger just disse Steder
frem for andre til Agerland, da Kornet sjelden eller aldrig fryser
paa saadanne Steder!
I veed, hvor lidet Jorddyrkning hidtil har i disse Egne været
agtet; hvorledes den Ene har bestyrket den Anden i den For-
dom, at Søen og Fiskeri var den eneste Vei til Næring og Leve-
brød, omendskjønt begge Næringsgrene, Jordbrug og Fiskeri, saa
særdeles godt kunde bestaae sammen, naar de dreves i behørigt
Forhold, og Magelighed for ei at sige Ladhed, ikke lagde Hindring
|
| d.IV,b.6,s.335 |
i Veien for begge Slags Vindskibelighed. I maae undskylde Lan-
dets Indfødte, at de ikke ere klogere, og lægge saa lidet Vind
paa Agerdyrkning. Opdragelse, Vane, Medliges Meninger og
Exempler have for stor Magt over dem, og tilspærre Adgangen
for den bedre Underviisning. Men hvorledes ville I, som ere
fødte og opdragne ved Jordbrug, hvilken er i fuld Gang der,
hvorfra I, over 100 Mile, ere komne hid, dersom I ikke stedse
vilde lære, stedse gjøre Fremgang i denne Hædershaandtering,
og ikke vilde lade Eders Lys skinne for Andre, at de kunne see
Eders Flid og Forbedringer, og af Flidens Frugter opmuntres, til
at følge Eders priselige Exempler? Dog det ville I, det have I
aflagt talende Prøver paa, det have I faaet Belønning for i den
større Frugtbarhed, som I, det ene Aar mere end det andet,
have aftvunget Jorden.
Er der nogen Hæderstand iblandt Mennesker, da er det Jord-
dyrkerens. Men er der nogen Stand, hvori dette velgjørende
Bud: "hvo der vil æde maa ogsaa arbeide" virksomt maa sættes
i Udøvelse, da er det i Eders. Og er der nogen Haandtering,
som lønner Flid og Forstand med behagelige Frugter, da er det
den taknemmelige Jord, ret dreven og dyrket ligesom det paa
den anden Side er Jorddyrkerens Uforstand og Efterladenhed,
der alene volde ham Nød og Mangel, naar vi fraregne sjeldne
og besynderlige Tilfælde, som kunne indtræffe, og hvorpaa den
retskafne Landmand ogsaa forud tænker og forbereder sig. Alt
for ofte kalder man det Uheld, som man har sig selv at takke;
og jeg tør sige det med Frimodighed: der skulde kun være saare
faa Elendigheder paa Jorden, naar Mennesker ikke selv beredte
sig dem.
Allevegne taler den algode Skaber til Menneskeslægten: "Ny-
der og anvender Jorden og dens utallige Rigdomme, jeg har
skjenket Eder! Men misbruger ei disse Eders Rettigheder, for-
nedrer Eder ikke under Dyret, ved at mishandle Naturen! Plager
ikke Medmennesket, forfølger det ikke, men ligner mig! I ere
mit Billede, søger Eders Glæde i at gjøre det lykkeligt! Foragter
ikke sand gavnlig Oplysning, men elsker den af Eders gandske
Hjerte, antager og befordrer den, hvor I kunne! Den er Veivi-
seren til sand Lyksalighed. Ophidser Ingen til Ondskab, men
knuser enhver Ondskab med Viisdom og Ædelmod! Værer aldrig
hverken Lastens eller onde Lidenskabers Slaver, men vorder
|
| d.IV,b.6,s.336 |
hvad I ere skabte til at være: ædle og frie Væsener, gode og
sædelige Mennesker, retskafne og nyttige Borgere, Guds oprig-
tige og værdige Tilbedere! Da skulle I derved bortvende det
allermeste af det, man kalder Uheld, fra Eders Boliger; I skulle
forvandle den Deel af Jorden, I beboe, til et Paradis, til et fry-
dende og lykkeligt Opholdssted."
Jeg skylder Eder, mine kjære Børn! ved denne Leilighed at
sige til Eders Opmuntring, en Berømmelse, hvortil I, hvad de
Fleste iblandt Eder angaaer, har aldeles gjort Eder fortjente.
Det er den største Roes, hvorefter I kunne stræbe, og hvorpaa
I hidtil beflittede Eder, at udmærkes som et ædrueligt, arbeid-
somt og sædeligt Folk -- et Folk, i hvis Huse Orden og Reen-
lighed herske, og at det er Eders Glæde, at byde hinanden en
broderlig Hjælpsomheds Haand. O, hvor lykkelige ere I, om I
bevare disse Dyder!
Ja bevarer dette roesværdige Afhold fra den i dette Land saa
herskende Last, Drikfældighed! Flyer enhver Leilighed, som kunde
friste til, paa nogen Maade at ligne dem, der fornedre sig der-
ved! Gjører Eders til, saa meget I kunne, at denne saa udbredte
Fordærvelse i Bondestanden, kan stedse mere blive afskyet! Ak!
mit Hjerte bløder, ved at see denne Lasts bedrøvelige Følger
ødelægge et saa velsignet Land, hvis rige Næringskilder tilbyde
enhver arbeidsom Haand rundelig Underholdning; at see dette
Land i Almindelighed bære Armods tunge Byrde, og være nødt
til denne sørgelige Bekjendelse, at Drikfældighed er en af Hoved-
aarsagerne dertil. Vaager alvorligen for, at denne Last ikke skal
indsnige sig i denne Koloni! I vide det, og tilstaae det med mig,
at den er mægtig nok til at berøve Mennesket Alt, hvad der bør
være ham helligt og dyrebart, Ære og Velfærd, Sundhed og
Sindsro, Livets Gavnlighed og alle værdige og ædle Glæder.
O, hvad jeg føler, hvor glad jeg seer Eder, ikke allene nu
lykkelige ved Eders Arbeidsomhed, Ædruelighed og Sædelighed;
men hvorledes I kunne, og vist ville gaae frem til det Bedre,
stedse vorde lykkeligere! Mange Midler have I dertil. Naturen
har endog været gavmild imod Eder; smuk og behagelig er den
Egn, I beboe, frugtbar den Jordbund, I dyrke. Ogsaa dette er
en Fordeel, at I boe afsides. Eders Ungdom kan ikke smittes
af fremmede fordærvede Sæder, der saa ofte hindrede den dy-
dige Fader og Moder fra at opdrage en dydig Søn eller Datter.
|
| d.IV,b.6,s.337 |
Benytter Eders Fordele, bruger dem værdigen, og Eders stedse
voxende Lykke er upaatvivlelig!
Saare behageligt er det mig at erfare, at I i Fritimerne, som
Arbeidet levner Eder, søger Eders bedste og fornøieligste Tids-
fordriv i nyttig Læsning, og at I sætte saamegen Priis paa den
herlige Bog, "Almuens Lærer". Jeg har nu ogsaa sørget for, at I
kunne blive forsynede med flere Exemplarer af denne lærerige Bog,
og skal fremdeles tænke paa at anskaffe Eder saadanne Bøger,
hvis flittige og fornuftige Brug skal vorde Eder ligesaa gavnlig,
som I under deres Læsning ville finde Eder opbyggede og glædede.
Gjerne og, om muligt, ganske vil jeg glemme enhver Lidelse,
jeg for Eders Skyld har igjennemgaaet, naar jeg kan have den
Glæde, at see mine Hensigter med Eder opnaaede, at see Eder
i den lykkelige Forfatning, som var Maalet for mine Bestræbel-
ser. Det er mig for nærværende Tid ikke mere betroet, ligefrem
at være Eders Ledsager, til Eders Lykkes og Velstands Befor-
dring. Men behøve I mit Raad og min Veiledning, og jeg er i
Stand til at være Eder til nogen Tjeneste -- o, kræver den af
mig, skjenker mig Eders Tillid, og gjører altid Regning paa min
Hengivenhed til og Beredvillighed imod Eder!
Tilsidst, mine Børn! modtager fra et oprigtigt Hjerte mit inder-
lige Ønske om den Høiestes Velsignelse over Eder; og at I, under
alle Lykkens Afvexlinger, maae tænke og handle viseligen! Væ-
rer standhaftige i Modgang, ydmyge i Medgang, redelige og varme
i at dyrke Gud, utvungen lydige mod Kongen og hans Love!
Værer rene i Sæder, ærlige og tjenstfærdige imod Mennesker,
muntre og trofaste i Arbeide, og lader Eders Ager og Eng vidne
om, at I ere sande Jorddyrkere! I Ægtefolk! ærer og elsker
hinanden! I Forældre! opdrager Eders Børn til dydige Menne-
sker, gavnlige Borgere, lykkelige baade i Tid og Evighed! I Børn!
glemmer aldrig Eders hellige Skyldighed, at ære, elske og lyde
Eders Forældre! I Huusbonder og Madmødre! behandler Eders
Tyende og Undergivne med Godhed og Retfærdighed! Og I Tje-
nere! være Eders Huusbonder og Madmødre troe og hengivne!
Behandler Eders Huusdyr saa at I kunne forsvare det for en
upartisk Samvittighed! -- O, at I Alle, Mænd og Qvinder, Børn
og Tjenere, Unge og Gamle, maatte skikke Eder saaledes, at den
Algodes Velsignelse kan lykkeliggjøre Eder nu og altid!"
|
| d.IV,b.6,s.338 |
Hvorledes disse Kolonier siden ere gaaede fremad sees af en
for en 12 -- 15 Aar siden udgiven Beskrivelse over Nordlandene,
hvori det hedder, at paa denne Maade er i en for 40 Aar siden
øde Egn opryddet 98 tildeels betydelige Jordbrug, hvorved 128
Familier finde Næring, og hvis Velstand vil gaae fremad, da den
er bygget paa de usvigeligste Grundvolde: Arbeidsomhed, Orden
og Sparsommelighed. Nybyggerne erholdt Skattefrihed i endeel
Aar, men de Jordbrug, hvis Frihedsaar vare udløbne med 1819,
erholdt ved Matrikuleringen en ikke mindre Skyldtaxt end
20,826 Spd. og en Matrikulskyld af 52 Skylddaler. Paa faa Und-
tagelser nær, vare Brugene i Aaret 1827 endnu i de oprindelige
Rydderes og deres Familiers Besiddelse -- en Omstændighed,
der baade viser, hvor vel Kolonisterne befinde sig der, og tillige
bidrager til at vedligeholde Eenhed i deres Drivtsmaade og Huus-
holdning, samt til at opretholde Sæderne.
I Aaret 1820 blev det bevilget Kolonisterne i Monselvdalen at
bygge sig en Kirke, og det anmærkes som en mindeværdig Om-
stændighed, at den første Mand, der blev begraven i dens Kirke-
gaard, var den første Kolonist. I 1821 fik ligeledes Bardodølerne
sit Kapel. Hvor Holmboe, der saaledes har skaffet Landet to
Sogne og Kristenheden to Menigheder, hviler, veed jeg ikke, men
en Ærestøtte burde staa der. Det vilde være en Plads at erindre
Evalds "den brave Mands Eftermæle" paa:
"Høj var hans Sjæl og rolig og fornøjet,
i Fare kjæk, i Modgang mild,
i Medgang stærk, i Skygge og i Flamme,
i Venners og i Dødens Arm den samme; --
saa stod hans Dyd, som Klippen staaer, ubøjet
i Storm og smelter ej ved Solens Ild.
Og ædel var han, øm ved fremmed Smerte,
betænkt paa Ubekjendtes Vel,
til Trøst, til Raad, til Redning altid færdig,
og aldrig haard af Dyd mod en Ynkværdig;
selv Svages Fejl fandt Medynk i hans Hjerte;
men Dyd var ene mægtig i hans Sjel."
Endnu skal der i hine Dalstrøg, der udgjøre flere Mile, være
god Plads for flere Nybyggere, ligesom man overalt i Nord-
landene og Finmarken skal have Behov for saamange arbeid-
somme og ordentlige Mennesker, som kunne have Lyst til at for-
|
| d.IV,b.6,s.339 |
lade Rigets sydligere Egne. Disse have dog heller ingen Overflod.
Befolkning er et Lands bedste Rigdom.
|
| BLA BAKOVER |