|
|
| d.IV,b.6,s.316 |
No. 14, 26de Juli 1842.
Løgn forgaaer, Sandhed bestaaer.
Træffes de, Løgnen med Skammen da gaaer.
SLADDER OG BAGTALELSE
"God Morgen, Moer Øgpaalidt! Ja Du har vel hørt, kan jeg
tro, den forfærdelige Skjæbne, som har ramt vor stolte Smed-
kjærring, Madammen i Dukkeskabet, som altid er saa stor paa
det og saa briskendes, og som holder sine Børn for gode til at
lade dem lege med andre skikkelige Folks Børn i Nabolaget.
Nu har hun da faaet een Unge til, som hun nok skal faae Lov
til at beholde for sig selv, om Gud lader den leve. Ja hun har
rigtignok længe fortjent en Tugt for det. Thi husker Du, det
er ikke længere siden end i Mandags i forrige Uge, at hun holdt
sig igjen for god til at komme i Selskab med os henne hos Bød-
keren. Men Herre Gud! denne Ulykke, som har rammet hende,
er dog altfor stor; ethvert Menneske maa have Medlidenhed med
hende; thi, Herre Gud! hun er vel stolt og snerpet, men hun er
jo dog vort Medmenneske". Saaledes begyndte Moer Sladder
sin første Samtale, og da hun havde udtalt, brast hun ynkeligt
i Graad.
Men den anden Moer havde ikke hørt noget om den sørge-
lige Nyhed, som havde tildraget sig hos Smedens. Hun spidsede
Øren, og gabede, som om hun ventede at kunne sluge Nyheden
med Munden; men da Moer Sladder taug stille og vedblev at
græde, saa blev denne Tilstand hende utaalelig; hun brød derfor
Tausheden med det Udraab: "nei, nei, jeg har intet hørt! fortæl!
fortæl bare! Lad mig høre, hvad der har tildraget sig med vor
gille Naboerske?"
Ved disse heftige Udraab holdt Moer Sladder hurtig op med
at græde, tørrede gesvindt Taarerne af Øinene, tog sin Daase,
bød Søsteren en Priis, og begyndte imidlertid med flydende
Tunge saaledes:
"Hvad? har Du ikke hørt det? og det skede dog allerede igaar
Aftes Kl. 5 3/
4. Ja saa hør da nu: Vor stolte Smedemadam er
da igaar kommet i Barselseng, og har bragt et Drengebarn til
Verden, som -- herpaa korsede hun sig -- er en reen Vanskab-
|
| d.IV,b.6,s.317 |
ning; thi tænk Dig -- Ansigtet er ganske fordreiet paa ham, og
saa har han desuden to lange Hare-Øren?"
"To lange Hare-Øren?" afbrød Moer Øgpaalidt. -- "Ja, to lange
Hare-Øren; saaledes seer Ungen ud," og nu gav hun sig til
nøiere at beskrive den; og da hun var færdig
dermed, tilføjede hun: "ja, er det ikke grue-
ligt? men sandt er det, saa sandt som Du seer
mig staa her for Dig, en Synder for Gud; thi
min Mands Broerkone har fortalt mig det, og
Du veed jo nok, at hendes Piges Sødskende-
barns Kjæreste arbeider hos Smeden."
"Kors bevares!" udbrød Moer Øgpaalidt,
"hvad man dog maa høre i denne Verden! -- Ja Hovmod gaaer
for Fald, det har jeg altid sagt. Men Farvel Moer, jeg maa hjem
til mit Huus; der er saa meget, som venter paa mig."
Men Moer gik ikke hjem til sit Huus. Saadan en Nyhed var
altfor vigtig og kjærkommen til at hun kunde gjemme den ret
længe, og desuden angik den en Kone, som hun allerede længe
havde misundt. Hun gav sig derfor et Ærinde hen til Høkeren,
hvor hun vidste hun traf Folk; og neppe var hun kommet ind
ad Døren, førend hun begyndte med at fortælle, hvorledes nu
endelig den stolte Smedkone var bleven alvorlig straffet for sin
Stolthed, idet hun nemlig havde født et Barn til Verden, som
ganske lignede en Hare, og som desuden paa det ene Been havde
en Hestefod. Nu fulgte der en nøiagtig Beskrivelse af Barnet,
hvorefter det kom til at see saaledes ud:
|
| d.IV,b.6,s.318 |
Naturligviis endte hun med det medlidende Udraab: Stakkars
Kone! hun er straffet haardt nok; I skulle ikke bringe denne
frygtelige Historie ud iblandt Folk!" -- "Nei, Gud bevare os!"
skreg alle Tilhørerne, som med een Mund, "hvo vil vel tale om
saadant Noget?" -- og dermed skiltes de ad. -- Men Middagen
var neppe kommet, før hele Byen var fuld af denne frygtelige
Historie; hver lagde Noget til; og tilsidst havde da Barnet endog
faaet Kløer istedetfor Fingre, og lignede ganske en hylende Trold
eller Djævel. saaledes som mine Læsere her see en slig Figur.
Rygtet kom da ogsaa snart til Præstekonen, som altid godt
havde kunnet lide den stakkels Moder, som man fortalte alle
disse græsselige Historier om; thi hun var en arbeidsom og or-
dentlig Kone. Hun tænkte vel strax, at det Meste, af hvad disse
Rygter sagde var falskt; men hun frygtede dog for, at Noget
deraf maatte være sandt, eftersom Alle talte derom. Hun gik
derfor hen til Moderen selv, for at
see, hvorledes Sagen egentlig forholdt
sig, og for om muligt dog at bringe
den Stakkel Trøst. -- Og hvad mener
man vel hun nu fandt? En vakker,
velskabt, rolig, liden Gut, hvis Ører
vel vare lidt større end de ialminde-
lighed pleiede at være paa andre ny-
|
| d.IV,b.6,s.319 |
fødte Børn, men forresten meget velskabte. Mange kunne maa-
ske ønske at vide, hvor den Moer Sladder boer, som først bragte
denne smukke Historie i Omløb. Herpaa vil jeg svare: hun er
et forbandet, spøgelseagtigt Væsen, snart i Mandfolke-, snart i
Fruentimmer-Skikkelse, som boer allesteds og intetsteds. Naar
Nogen ikke strax veed at gribe hende, medens hun fortæller, saa
smutter hun hurtig væk, og er ikke mere at finde; men hendes
Løgn gaar fra Huus til Huus, og forstyrrer alt meer og meer baade
Sandhed og Fred. -- Hun har en stor Slægt, der er bosat fast
i alle Byer, selv i de mindste; deres Navn er Sladdersøstre og
Bagtalere, og I kunne let kjende dem derpaa, at de altid opvarte
med Nyheder, og helst fortælle ondt om Folk, som ei ere tilstede.
Tungen er en liden, men en farlig, Ting; og det vilde undre
mig, om der skulde findes nogen blandt mine Læsere, som ikke
har gjort den sørgelige Erfaring, at det Saar, som Tungen slaaer,
er langt smerteligere og langt vanskeligere at hele, end næsten
alle andre; thi det er ligesaa sandt som det er sørgeligt, at man
her i Verden ofte formindsker det Gode, men forstørrer det
Onde i det Uendelige. Rygtesmede og Bagtalere ere næsten alt-
for stedmoderligt behandlede i Loven, thi de gaae fordetmeste
frie, og dog ere de Dødsslag, som slige Forbrydere tilføie vor
Ære med deres Tunge næsten de værste af alle Dødsslag. Naar
altsaa en saadan Karl eller Qvinde nærmer sig til Eder og be-
gynder at tale om en Anden, eller at gjøre ham mistænkelig,
saa værer paa Eders Post! I kunne fortælle ham, hvorledes man
engang ved Løgn og Sladder forvandlede en smuk, velskabt
Dreng, der blot ikke havde de allermindste Øren, til et stygt,
troldagtigt Uglebillede; og I kunne tilføie, at man i gamle Dage
havde den Skik i Polen, at man stillede Bagtaleren foran Raad-
huset med en Lænke om Halsen, og nødte ham til at knurre og
gjø ad de tilstrømmende Tilskuere, for at gjøre dem begribelige,
at han var et ondt og lumskt Dyr. -- Og endelig kunne I slutte
med de Ord: "Bagtaleren har Djævelen paa Tungen, og hvo der
hører paa Bagtalelsen, har ham i Øret."
(Efter danske Almanak).
|
| BLA BAKOVER |