HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843



NØSTETULLEN I LIIGKISTEN

   Dagene ere hverken blevne synderlig kortere eller længere siden
den lille Historie indtraf, som maaskee ikke uden Nytte lader sig
fortælle, idetmindste for Piger, som maatte have Vorter paa Halsen
og -- vilde jeg lægge til -- stærk Tro til overnaturlige eller sym-
pathetiske Midler, dersom ikke paa det nærmeste allesammen
vare beheftede med denne sidste Sygdom. Margit Oline, en for-
øvrigt til Sjel og Legem sund og vakker Bondepige, havde idet-
mindste begge disse Smaalyder; men at Troen var saa stærk hos
hende, at den gik til Gjerning, havde nylig nær kostet hende meer
end hvad Vorterne kunde være værd at lide noget for. Thi hvad
hændte hende ikke i Løbet af nogle faa Uger? Paa eengang bleve
d.IV,b.6,s.303   alle hendes Friere -- og hun havde ikke mindre end fire --
borte; Tre med spodske Smiil, og Een med Taarer i Øinene.
Og dog skulde hun om faa Dage forlade Bygden for at drage
paa længere Tid tilsæters, hvilket dog vel var værd en Afsked?
Hun kom paa en "Dands," og hvad hændte ikke der? Hun, som
det ellers ikke manglede paa at blive tagen op, og det med Mange
om Budet, blev nu siddende, og der hun sad flyttede man sig
væk, og gleimede til Siden paa hende med Øine saa kolde og
lurende som Slanger. Og hendes Veninder? De vare de Første,
som vendte hende Ryggen, og den bedste var ikke den Sidste
til at gjøre det. I et Papiir kom endog nogle laante Skilling og
et høirødt Tørklæde, hun havde faaet til Foræring af Margit, til-
bage. Og da hun nu skulde reise tilsæters, sagde hendes Mad-
moder: "det er vel ikke værd du tager noget Tøi med dig, for
du bliver der vel ikke saalænge." Hvad skulde alt dette og meget
mere til, hun nok mærkede ondt af, betyde? Margit vidste med
sig selv ingen Grund dertil, men hun græmmede sig fast tildøde,
og mangen Taare faldt paa Kløvstien, da hun drog tilfjelds; og
da hun kom paa det høieste Sted, hvorfra hun kunde see hvert
Huus i Hjemgrænden, kastede Smerten hende til Jorden med en
Hulken, saa Konen i en liden Plads kom ud forskrækket over
Laaten. Men Margit fik ikke anden Trøst end et "Aa ja Stak-
kars, du har nok at graate for." I Jesu Navn, spurgte hun sig
hele Vejen, hvad skal alt dette betyde? "Mari Aasen, for Guds
Skyld siig mig -- -- " Men Graaden qvalte hendes Ord, og hun
vandrede Stuen forbi ind i de øde Skove, hvis Eensomhed, tænkte
hun, neppe i Aar vilde blive afbrudt ved noget kjært Besøg.
   Der kom et skrækkeligt. Det gik som Madmoderen havde
ymtet om, at hun vel ikke fik blive længe paa Sæteren. Tredie
Dags Aften kom tre Mænd over Sæterløkken. "Hun er der,
Lensmand," sagde den Ene. Og Margit sad paa Dørstokken i
Strøsset, strikkende og med et Ansigt, som man ikke skulde tro
kunde saa snart blive saa blegt blot af uvisse Tanker, uden Be-
vidstheden om noget ondt. Ja det var Lensmanden, hans Karl
og endnu En til. I Jesu Navn hvad vil han? Strikketøjet faldt
hende af Haanden før Lensmanden kom igjennem Grinden. . .

   "Det er nok dig vi skal til -- " Meer hørte hun ikke med Vished.
Det forekom hende blot, da Mændene havde sprøitet hende noget
Vand i Ansigtet, som om hun havde en Erindring om, at der
d.IV,b.6,s.304   ogsaa var bleven sagt, at der var kommen en Anmeldelse om,
at hun skulde have født i Dølgsmaal, dræbt Fostret og faaet en
Kone, som for en Maaned siden havde lagt et Par Tvillinger i
Kisten, til at stikke det ind i denne. Men det forekom hende
somom det var længe, længe siden noget saa Skrækkeligt var
bleven sagt, somom ubevidste Aar, ligesom en Slummer under
Jorden, laa derimellem. Men endelig hørte hun tydelig, at En
sagde: "Stakkels Pige! hun kan jo gjerne være uskyldig," og da
var det somom hun ved sit Skrig "ja uskyldig! uskyldig!" sprængte
en Steen over sit Bryst, og hun vaagnede virkelig først ret af
dette sit eget Raab.
   "Du maa komme med os, Margit," sagde Lensmanden i en
mild Tone. "Det vil være godt for dig, om det bliver undersøgt."

   "Bi lidt!" afbrød Margit med Haanden over Panden. "Bi lidt!"
Et Lys gik op for hende over hvad hun i de sidste Uger havde
lidt. Det forekom hende somom en stor Slange havde bevæget
sig rundtomkring hende i snevrere og snevrere Kredse, og som
om hun nu først havde faaet et Glimt af dens Hoved at se. Plud-
selig brød hun ud i en krampagtig Latter. Mændene studsede,
halv uvillige. "Afsted!" sagde Lensmanden bankende med Stok-
ken i Jorden.

   "Ja afsted," gjentog Margit endnu fremdeles som i Tanker.
"Blot et Tørklæde om Halsen." Og hun tog det tilbagesendte
og knyttede det høit op om Halsen. "Seer I her, Lensmand,"
sagde hun, idet hun skjød det lidt ned, pegende paa et Sted paa
sin Hals.

   "Margit," sagde den Ene af Mændene, gribende hende ublidt
i Armen, "spøg ikke saa! Det er ikke sagt det kommer saa vidt."
Han tænkte paa Bøddeløxen; men Margit vedblev: "Nei, se kun
efter. Er der ikke tre? og er det ikke Synd paa Halsen?"

   Det var ikke frit for, at Lensmandens Folk gyste lidt over
denne frække Fortvivlelsens Spøg, som disse Ord forekom dem
at være. De vendte sig bort, og saa gik det afsted nedover mod
Bygden.

   Mari Aasen stod atter i Døren. "Var det ikke det jeg vidste?
Adjøs med dig, Margit! Du kommer vel ikke saasnart opover,
veed jeg?" sagde Kjærringen med et ondskabsfuldt Griin. Og
nede i Bygden kom der Folk paa Bakkerne udenfor Gaardene
forat see efter Toget. Paa en stod tre sammenklyngede Piger
d.IV,b.6,s.305   med Armene ligesom angste om hinandens Liv. "Jogu!" -- sagde
den Ene -- "bærer hun Tørklædet. Godt og vel, at jeg sendte
det tilbage." Ogsaa sine tre Beilere maatte Margit passere --
tre lange Halse og sex gloende Øine over een Gjærdesgard, og
Kjolefligen paa den Fjerde fik hun see, idet han skyndte sig ind
for ikke at se det rædsomme Tog. Men Han -- jeg veed ikke
hvorfor, at ogsaa han fæstede Øinene paa Tørklædet om Halsen.
Det maa have syntes ham som en blodrød Ring; thi han løftede
pludselig Hænderne for Øinene og ilede ind.
   Den mildttænkende Lensmand lod Margit blive paa Gaarden
Natten over; men Mændene maatte blive der, og det var ikke
mere end saa, at hendes Madmoder vilde give hende Huus.



   Dagen efter skede Aabningen af Graven, hvori Margits myrdede
Barn skulde ligge. Ogsaa jeg gik af Nysgjerrighed ned paa Kirke-
gaarden. Der stod Præsten, Lensmanden og hans Vidner, en
Graverkarl halvt nede i Jorden, nogle Bygdefolk, Konen, som
havde skriinlagt Tvillingerne, og Margit med et høist besynderligt
Ansigt, paa eengang smertefuldt og triumferende. Hun havde
Tørklædet høit oppe om Halsen og et Strikketøi ved Beltet, og
hun strikkede -- virkelig, hun strikkede, mens den ene tunge
Spadefuld faldt efter den anden, og Liigkonen regelmæssig hver-
gang man kunde tælle til 10 udstødte et stønnende Suk. Kun et
Blik, og man kunne vædde 1000 mod 1 paa Margits Uskyld.

   Endelig klang Spaden mod Kistelaaget. Margit skiftede ikke
Farve. Hun strikkede ogsaa da den blev løftet over Jorden.
Naglerne bleve løsnede. Man saa det hvide Liinklæde. Liigkonen
stønnede tre Gange stærkere end nogensinde. Margit strikkede.

   "Nu Kone," sagde Lensmanden til Liigkonen, "siden du siger,
at du godt erindrer, at du lagde Bylten, som Margit gav dig,
paa venstre Side under Lagenet, saa stik din Haand ind, og tag
den der."

   "Ja det skal jeg gjøre. Gud bedre mig, saasandt -- -- ."
   Alle rakte Hovederne frem. Ogsaa mit Hjerte slog noget stær-
kere, glemmende næsten sin Overbeviisning om Pigens Uskyld.
Jeg saae paa Margit. Hun strikkede, og var snarere rødere end
blegere end før. Liigkonen spidsede sin brune runkne Haand
d.IV,b.6,s.306   til som en Nebbetang, vendte Hovedet bort ligesom om hun var
saa sikker i sin Sag, stak den ind, og trak ud -- -- en liden
blaa Nøstetull
omviklet med hvid Traad.
   "Hvad er det for noget?" spurgte Alle. "Hvad er det for noget
Sludder? Hvad er det for Narreri?" o. s. v.

   Margit strikkede. "Ja se nu efter!" sagde hun.
   "Hvorledes Kjærring?" sagde Lensmanden -- "Du har selv
sagt, at du lagde en Bylt ind i Kisten for Margit saa stor som
et Brød."

   "Nei, Gud bedre mig, som et Æg, sagde jeg," stønnede Kjær-
ringen.

   "Nu ja, Sniksnak," sagde Lensmanden, "saa har en anden Slad-
derkjærring gjort den til et Brød, og Nummer Tre og Fire har
saa øget videre paa."

   "Ja se nu efter," sagde Margit.
   "Det faaer vi nok gjøre," mente Lensmanden og lod Konen
aabne den lille Tull. Og hvad var der vel deri?

   En Slump graa Erter. Ja en Slump graa Erter.
   Margit tog sig under Halstørklædet. "Daarlig har jeg været,"
sagde hun, "det føler jeg nu, for se her". Og nu rev hun Tør-
klædet af Halsen og viste frem tre smaa Vorter. "De sidde
der lel."

   "Altsaa derfor?" spurgte Præsten.
   "Jaja for Vorter."
   "Aha, det er altsaa en Almuesovertro, et sympathetisk Middel,
som her er bleven drevet og iværksat? Nu erindrer jeg det".

   "Javist. At faa Erter listet hemmeligen ned i en Liigkiste
skal nu være overmaade godt imod Sligt" bemærkede En af de
Tilstedeværende.

   "Margit, hvor kunde du med din gode Forstand -- -- ?" Præ-
sten saae, at Margit blussede af Undseelse, og han vendte sig
derfor til Kjærringen med en dygtig Lexe, hvoraf hun vel kunde
mærke, at man nok kunde ansee hende for god nok til at kunne
have gjort en saadan Gjerning som at hjælpe en Barnemorderske
af med Fosteret. Den endte med, at han bad hende skynde
sig hjem forat faa Sladderen qvalt igjen, som hun selv havde
opvakt.

   "Men du, Margit," vedblev han, "tak du Gud fordi denne Om-
tale kom ud medens endnu en Undersøgelse kunde redde din
d.IV,b.6,s.307   Ære. Den havde været uigjenkaldelig tabt havde Sladderen
sneget sig om indtil denne ikke havde ladet sig iværksætte. Men
kom her, Margit, her bag Kirkemuren voxer "Svaleurt" i Mængde.
Dens gule Saft vil inden et Par Uger tage dine Vorter paa Halsen
væk, men dit sympathetiske Middel kunde, om ikke taget Hovedet,
saa dog din Lykkes Hoved, din Uskyldigheds Krone, dit gode
Navn og Rygte med." "Ja kom, Margit," hviskede en Stemme.
"Jeg veed hvor den voxer. Og -- lagde den sagtere til -- jeg vil
have dig kjær endogsaa med dine Vorter paa Halsen." Det var
den fjerde Frier, han som græd da de andre flirede, og listede
sig ind da de Tre gloede over Skigaarden.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE