|
FARBRORS KISTE
For en Snees Aar siden døde der i en af Landets Byer en
gammel Knark, hvorom Rygtet gik, at han ejede en god Klat
Penge paa Kistebunden. I det mindste troede hans Brodersøn,
som han havde opdraget, det; og denne Gavstrik, som hyklede
for sin Farbroder og Velgjører, men gjorde Gjeld paa Henviis-
ningen paa dennes Alderdom og Skrøbelighed og Anviisninger
paa "Farbrors Kiste," hvis uomtvivlede Ejermand han skulde
blive, stundede med Længsel efter Gamlingens Død. Denne
havde været Sjømand, og det var ikke saa urimeligt, at han
kunde eje noget paa Bunden; men at faa denne undersøgt i
hans levende Live var ikke saa let. Endelig laa da Farbror der
som Brodersønnen vilde have det, og indeni hans Bibel blev
ganske rigtig Testamentet fundet, ifølge hvilket denne skulde
arve alt efter ham. Skjælvende af Glæde sætter han Nøglen i
den forjettelsesfulde gamle Skibskiste. Men hvad beskriver Ar-
vingens Forbauselse, da han finder den tom. Men paa Siden
var der en Læddik med flere Rum. Den kunde endnu være
fuld med engelske eller spanske Gulddaler. "Farbror narrer
mig som man giver Abekattene flere Papirstuller at aabne,"
tænkte den Letsindige, og aabnede det første Rum.
Deri laa en Seddel, hvorpaa stod skrevet: "Kjære Brodersøn
glem for det Første aldrig, at en god Samvittighed er bedre end
to Vidner, og at den er en Stav naar du segner, en Kilde naar
du tørster, en Skjærm naar Solen stikker og en Hovedpude i
Dødens Favn! Dernæst indprænter jeg dig, at du vil betragte
den menneskelige Lykke kun som en Regnbue. Saalænge den
er foran os, overhvælver den vor Udsigt med syvfold Glands og
Fortryllelse. Men ikke saasnart ere vi midt deri før den er for-
|
| d.IV,b.6,s.283 |
svundet. Bed derfor, at den milde Gud altid vil lade dig be-
holde idetmindste syv uopfyldte Ønsker, saa at deres Regnbue
altid maa forskjønne din Udsigt ind i Fremtiden. Og, for det
Tredie, skulde du nogen Gang være i Tvivl om hvad der er din
Pligt, da erindre, at den bestaaer i at gjøre hvad det nærværende
Øjeblik kræver af dig."
"Ei du gamle Skjelm," sagde Arvingen, "det Sidste skal vel
betyde, at det nu var min Pligt, at skaffe dig pynteligen i Jorden;
men det beroer paa, om de andre Skuffer indeholde noget bedre.
I den anden laa en Regning over hvad Farbror havde anvendt
paa hans Opdragelse samt en Anviisning paa en Kjøbmand paa
de 10 allersidste Daler han ejede. Og det Ord "allersidste"
stod med en tyk Streg under. "Atter en Streg af Farbror!"
mumlede Brodersønnen. "Men han er ikke at tro. Derfor ud
med den sidste Skuffe." Ak! der laa kun en gammel guul Lap,
hvorpaa stod skrevet Følgende:
"KLOGSKABSREGLER TIL MIN KJÆRE BRODERSØN.
Giv Skaberen hvad man ham give bør medrette!
Betænk dig vel før du en Ting i Værk vil sætte!
Med skikkelige Folk alene Venskab holdt!
Vær aldrig af dit Pund og høje Gaver stolt!
For andres Mening fiir! (dog ikke alle Tider)
Giv efter sømmelig, om Ret mod dine strider!
Agt paa og nøie mærk alt hvad man siger dig!
Lad aldrig din Forstand med Brauten vise sig!
Betro ei Nogen meer i Snak end du er pligtig!
Hvert Ord dog være sandt og Meningen oprigtig!
Hvad eengang lovet er lad uforkrænket staa!
Men før du Løfte gjør betænk dig vel derpaa!
Viis dig tjenstagtig, blid, ei i dit Væsen myndig!
Dog, om dit Ord er mildt, din Gjerning være fyndig!
Beleven vær og fri, brug dog Gemeenskab ei!
Døm aldrig hastig, men først Sagen overvei!
Elsk uden al Gevindst! Tilgiv og uden Trudsel!
Mod Store viis Respekt, dog nedrig ei og usel!
Stræb med hvert Menneske at holde Venskab fast!
Yp aldrig Trætte, ei dig i Processer kast!
Vær ei nysgjerrig at udforske Andres Sager!
Stræb, men dog uden Tvang, man dine ei opdager!
Laan villig ud, men lad dit Laan forstandig skee!
Men er det Vederlag, da lad din Rundhed see!
|
| d.IV,b.6,s.284 |
Hvad Tilstand du er i og hvordan du dig vender
Tag aldrig saadan feil, at du dig selv ei kjender!
Hav Medynk med hvad Ondt en Anden skeer; og bær
taalmodig Andres Feil! I Venskab trofast vær!
De Sorger overvind, som tvinge kan Forstanden!
Lad dem ei yttre sig til Skade for en anden!
Stift Fred og Enighed hvor Strid og Ufred er!
Søg aldrig anden Hevn end ved Velgjerninger!
Straf uden Bitterhed! Berøm foruden Smiger!
Skjemt maadelig, hør og hvad Skjemt en Anden siger!
Hold hver i Agt i hvad Haandtering han er i!
Last aldrig nogen Ting af eget Praleri!
Bebreid ei Nogen hvad du hannem gjør til Vilje!
Regn saadant blandt de Ting, der holdes taus og stille!
Red en elendig Ven, og forekom hans Trang!
Vær gavmild! Ødselhed lad dog ei have Gang!
Styr Galdens Hidsighed, naar den vil tænde Vrede!
Tal aldrig ondt om Den, som ikke er tilstede!
Sky Utaknemmelighed; og lev ædruelig!
Og det i hver en Lyst, som vil forlokke dig!
Tal lidt, tænk meer! Af dig lad Ingen skuffet blive!
Gjør altid meget af det som man dig vil give!
En fattig Skyldner grib ei ubarmhjertig an!
Mod ham, som mod dig selv, vær blid og ligedan!
Misund ei En om han har Lykken paa sin Side!
Hvad man fortroer til dig lad aldrig nogen vide!
Braut ei af nogen Ting! Dølg hvad som dølges bør!
Trods saa hver Sladdermund, naar du alt Dette gjør!"
Brodersønnens Vrede er ikke let at beskrive. Med Foragt
slog han Læddikken i og Kisten ilaas og slængte den op paa
Loftet. Men for et Par Aar siden meldte der sig for Husets
Ejer en fattigklædt Mand, i hvis Aasyn Synd, Sorg og Lidelse
havde gravet sine Præg, med Anmodning om at maatte see paa
dets Lofter, om ikke en saadan gammel Kiste skulde staa hen-
slængt der. Det var Brodersønnen. Efter et Vagabondliv kom
han nu som demitteret Slave for at lede efter Farbrors Kiste,
og han fandt den og Papirerne i Læddikens Rum.
Der sad han paa den gamle Kiste, da jeg fandt ham. Et skarpt
Lys faldt fra Loftsvinduet paa hans Ansigt. Han sad der læsende
paa de gamle nu gulnede Papirer. Taarer havde vædet dem,
og strømmede nedad hans Kinder, da han stak dem til sig, og
saa listede sig atter nedad Trappen, -- jeg tænker, nu først klog,
forbedret, udsonet og en værdig Avtager af Indholdet af Far-
brors Kiste.
|
| BLA BAKOVER |