|
No. 6, 31te Marts 1842.
Oplysning er den Stige,
som fører til at blive Overmandens Lige.
FATTIG-JAKOB
Jakob lærer at læse.
En berømt engelsk Forfatter har i en Fortælling, som han kalder
"Fattig Jakobs Historie," skildret hvorledes Fattigdom og Tilsidesæt-
telse ikke er nogen uoverstigelig Hindring for Flid, en god Tænke-
maade og sund Forstand for at komme frem i Verden. Fattig-
Jakob var Søn af en i Orlog udkommanderet engelsk Matros;
men som Moderen, der kun havde Forkjærlighed for hans Søster,
i alle Maader forsømte. Han tjente sig sine daarlige Klæder og
det meste af Maden ved at gaa Sjøfolkene tilhaande nede ved
Stranden med at hale Baade iland, hjælpe Fiskerne med at tørre
Garn, og ved at fiske Tang- og Træstykker op naar det blev
Ebbe, som han da solgte til en Sælgekjærring. Et Par gamle
Sjømænd, som havde Livsophold i Byens store Hospital, havde
fattet Godhed for Gutten, og indlod sig ofte i Samtale med ham
om Dit og Dat. Den Ene af disse var en gudfrygtig hvidhaaret
Mand, der ofte syslede med sin Bibel og anden Læsning, mens
|
| d.IV,b.6,s.270 |
den Anden, fordi han ikke kunde, maatte lade det være. Dog
havde Livet med alle sine Hændelser, ved Guds Styrelse, været
ham en Bog, der havde gjort ham til den skikkelige Mand han
var.
Fattig-Jakob havde engang kuldseilet i Mundingen af Themse-
floden og været nær ved at miste Livet. For en Markspenge
var han gaaet nedad Floden med en Fisker, og da var Ulykken
hændt, at han maatte drive en god Stund nedad paa Kjølen og
imellem Iisflagerne til et Skib havde taget ham op.
"Naa, Jakob", sagde Ben (den af hans to Venner, som ikke
kunde læse), "skal du ikke snart nedad Floden igjen?"
"Om saa var, haaber jeg at tjene mine Skillinger lettere end
sidst."
"Det var et Mirakel, at du blev reddet min Gut," sagde den
anden Gamle, Peter Anderson, "og du bør være den Alvidende
taknemlig derfor."
Jakob studsede; thi han havde aldrig før hørt denne Benæv-
nelse paa Guddommen. "Du mener Gud, ikke sandt?" spurgte
Jakob, i den rimelige Tanke, at han ikke kunde mene nogen
Anden.
"Ja, min Gut; men har ikke din Moder lært dig dette Navn?"
Jakob taug, og saae til Jorden. Han vilde ikke anklage sin
Moder. Endelig sagde han: "Jeg har lært nogle Bønner af min
Søster Johanne."
"Hvilke Bønner kan du da?" spurgte gamle Peter.
"Jeg kan "Fader vor" og to Vers af en Psalme; men flere troer
jeg ikke jeg kan."
"Hvor gammel er du nu, Jakob?" -- "Tre Aar ældre end Jo-
hanne. Hun, hørte jeg min Moder sige, blev sex forleden Dag.
Altsaa er jeg nok ni."
"Kjender du Bogstaverne?" -- "Ja nogle af dem. Jeg har lært
dem af Baadmærkerne."
"Men du kan ikke læse?" Jakob saae atter til Jorden. "Ikke
et Ord", mumlede han endelig.
"Har din Moder nogensinde talt til dig om Bibelen?"
"Ikke til mig; men jeg har hørt hende tale til min Søster om
den."
"Kommer du nogensinde i Kirke? Naa, se op!" sagde gamle
Peter.
|
| d.IV,b.6,s.271 |
Men Fattig-Jakob saa ned paa sine fillede Klæder. "Nei aldrig.
Moder tager nok lille Johanne med; men jeg er for . ." Her
snuede Jakob Albuen frem, og saae paa Hullerne derpaa.
"Men hvorfor vil din Moder forsømme dig? Du maa vist være
et Skarn af en Gut."
"Nei, han er ikke," faldt hans anden Ven, Ben, Peter ind i
Talen. "Det er ikke Grunden. Men bliv ved, Peter."
"Kunde du have Lyst til at lære at læse, Jakob?" spurgte An-
derson. "Og kunde du have Lyst til at høre mig læse i Bibelen
for dig saalænge til du selv kunde læse i den?"
"Stor Lyst. Der er mange Gutter nede ved Stranden, der ere
mindre end jeg, som baade kunne læse og skrive." Peter An-
derson sagde derpaa, at han vilde lære Fattig-Jakob at læse, naar
han opførte sig godt. Hver Eftermiddag Klokken sex, eller naar
der ikke var mere at gjøre nede ved Stranden, skulde han komme
til ham forat faa Underviisning. "Ja gjør det, min Gut," sagde
gamle Ben. "Jeg har selv ikke lært det, Jakob; men jeg veed
hvad det er at savne det. Havde jeg kunnet læse og skrive, var
jeg maaske bleven til noget Bedre, end en stakkels Hospitalslem
her i Byen, skjøndt jeg takker Gud for, at jeg ikke er bleven
noget værre. Lige siden jeg er bleven voxen har jeg kun fortrudt
det een Gang, og det er hele mit Liv igjennem. Ja, Jakob, jeg
vilde gjerne give min højre Arm, der dog engang har duet noget,
om den nu ikke er meget tes (og Ens højre Arm bliver dog Ens
højre Arm hvorlænge man lever) om jeg bare kunde læse og
skrive; ja ikke engang Skrivningen vilde jeg bryde mig noget om,
naar jeg bare kunde læse Trykt, Jakob, for saa kunde jeg læse
i Bibelen, ligesom Peter Anderson, og det er saa skammeligt for
en gammel Karl ikke at kunne følge Præsten i Evangeliebogen
i Kirken. Mens vi ere unge, tænke vi ikke meget paa Bibelen,
min Gut; men naar vi skulle til at lette Anker for den anden
Verden, ville vi saa gjerne læse vore Tvivl og mørke Tanker
bort, og det er det eneste Kort, hvorefter vi med Sikkerhed kunne
styre. Efter min Formening," lagde gamle Ben til, "have de For-
ældre et stort Ansvar, som ikke lade sine Børn lære at læse;
men jeg maa ikke laste mine, da Døden berøvede mig mine før
jeg kjendte dem."
Fattig-Jakob skrev sig dette bag Øret, og benyttede sig med
Lyst og Iver af Peters Underviisning.
|
| d.IV,b.6,s.272 |
Jakob høster Nytte og Glæde af at kunne læse.
Fattig-Jakobs Fader var, som sagt, udkommanderet i Orlog,
hvor det gjaldt baade Liv og Lemmer, og paa længe havde man
ikke hørt fra ham. Saameget vidste man, at der var holdt et
morderligt Slag, og at han havde været med deri. "Ingen Nød,
gamle Ben," sagde Jakob da en Dag. "Jeg har jo lært at læse,
og i Aviserne og de trykte Beretninger om Slaget kan jeg jo faa
Underretning." Som sagt, saa gjort. For et Par Skilling kjøbte
han sig en saadan omstændelig Beretning. Gamle Ben fik sig et
Kruus Øl ud paa en Bænk, og satte sig ret i Mag til, for at fryde
sine Øren med Beretningen om sine Landsmænds Sejer. Jakob
læste, og kom endelig til Navnet paa det Skib, hvor han vidste
hans Fader, om han levede, maatte være ombord.
"Nr. 4," læste han, "Fregatten "Den Dristige" -- Een Falden
og fem og tredive Saarede; i Alt sex og tredive Mand."
"Seer du, Jakob," bemærkede gamle Ben, "det taler for, at
din Fader er ilive. Thi hvorfor skulde just den Ene, der er fal-
den, være ham? Naa, Jakob, frisk Mod! Vi spørge snart Nyt
fra ham."
"Det vil jeg haabe", svarede Jakob, og lagde Bladet sammen.
"Kan du nu ikke indsee, Jakob, hvor herligt det er at have
lært at læse?" vedblev Ben. "Her seer du nu mig, der er gammel
nok til at kunne være din Bedstefader, og ligner jeg ikke et hjælpe-
løst Barn ved Siden af dig? Du kan sige mig Besked om hvad
der foregaaer, men jeg kan ikke hjælpe mig selv. Og troer du
ikke Jakob, at det kommer mig for, nu som jeg sidder her, at
du var Manden og jeg Drengen? Jo det gjør, Jakob; det er vist
og sandt.
"Bi lidt", raabte Jakob, foldende Bladet atter ud, "hvad seer jeg
der? Min Faders Navn! Han staaer paa en anden Liste. O Gud,
Han er frelst."
"Nu, Gudskelov, er Han?" sagde Ben. "Men seer du? den
Nyhed, som bringer dig til at græde af Glæde, min Gut -- seer
du, den skulde have lagt begravet der midt for dine Øine, Jakob,
om du ikke havde lært at læse."
"Gud velsigne Peter Anderson, som har lært mig det! sagde
Jakob. Og nu hjem til lille Johanne. . . ."
|
| BLA BAKOVER |