|
DADDEL OG BAGVASKELSE
Er det ikke taabeligt, at ville see Malerier bagfra, Udsigter
fra det sletteste Punkt? Saaledes gjør Den, som idelig laster og
river sine Medmennesker ned. Først naar Alle fejede for sin
egen Dør vilde Verden blive reen. Der er en Historie om en
Viismand, som var valgt til Dommer over En, der havde for-
gaaet sig. Han kom vel til Domstedet, men med en Sæk fuld
af Sand paa Skulderen; og da han blev spurgt om hvad han
vilde med den svarede han: "Det er mine Synder og Feil, som
jeg ikke noksom kan erkjende og neppe nok bære. Hvorledes
skulde jeg da kunne dømme Andre?"
Vi forlade os ofte paa Andres Beretning, og saaledes kommer
Sandheden sjelden reen til os. Ligesom Vandet antager Egen-
skaber af den Grund, det løber over, antager den Farve, efter
de Gemytters Egenheder den antræffer undervejs. Den falske
Beretning gaaer ofte foran, den sande følger efter. Hold derfor
altid en Dør aaben baade for den anden og tredie Efterretning!
|
| d.IV,b.6,s.253 |
Der er Ingen saa uskyldig, at der ikke skulde blive talt ilde om
ham, Ingen saa ugudelig, at der mangler ham paa en Forsvarer.
Rygtet bærer som Floden lette Ting videre, men de tunge synke
tilbunds.
Det er vanskeligere at undgaae Daddel, end at vinde Roes.
Thi dette kan skee ved een eneste stor eller klog Bedrivt i det
hele Liv; men naar En vil undgaae Daddel, maa han sin hele
Livstid hverken sige eller gjøre noget taabeligt eller slet. Men
Ingen tro paa sin egen Fortjeneste; thi deri tager den Bedste
let Feil; og Ingen fortrøste sig saameget paa egen Forstand, thi
den Klogeste kan blive bedraget!
Mangen Gang har Folket ikke vidst hvor høit en Mand var
at skatte før det havde tabt ham. Man fortalte en stor Mand
engang, at en berygtet Bagtaler havde talt godt om ham -- "da,
sagde han vil jeg give mit Liv paa, at En har bildt ham ind at
jeg var død; thi den Person kan ikke tale godt om noget levende
Menneske."
Man fortæller, at en Lærer i Musik sendte sin Lærling til en
daarlig Musikus for at han af dennes falske Spil skulde ret lære
at undgaa hans Feil. Sligt var nu vel ikke værd at vove meer
end for en Gangs Skyld; men vist er det, at det ene Menneskes
Feil skal være det andet en Lektion.
Egen Skade gjør vel viis;
Næstens gjør det dog for bedre Priis.
Og bedre kan det ikke gaa fremad med et Menneske, end naar
han lader sig bedre af Andres Daarskaber. Drukkenskaben giver
især mange saadanne Exempler til bedste. Den holder sine Fore-
læsninger paa offentlig Gade og i Rendestenen. -- "Kom, lad os
gaa op! der er Kommers!" sagde nogle Svende til hinanden da
de udenfor en Dandsebod hørte Skrig af Slagsmaal. Kun En af
dem blev derfra og gik hjem. Mesteren kom paa Værkstedet
om Morgenen, og træffer kun ham alene. Han vrededes, men
blev fra samme Øieblik opmærksom paa denne Ene af sine
Svende, som var paa sin Plads. Ud paa Dagen kom Forkla-
ringen fra Arresthuset. Der sad hans øvrige Svende. De havde
blandet sig i Slagsmaalet; En af dem havde næsten slaaet et
Menneske ihjel, og en Anden havde forgrebet sig paa Politiet;
kort, en alvorlig Sag opstod, som holdt dem saalænge fast, at
|
| d.IV,b.6,s.254 |
Mesteren gav dem Løbepas, tog Drenge under den ordentlige
Svend, som havde ladet sig lære, og Dennes Lykke blev gjort
fra samme Stund. -- Dette var nu en Afstikker. Men vær ingen
Dadler; thi den Feiltagelse er bedre, at tale vel om et Menneske,
som ikke fortjener det, end at tale ilde om et godt. En Dadler
er ogsaa meer end Andre underkastet Daddel. Thi man har
Grund til at formode om Den, som er rask til at dadle Andre,
at han kun har faa Feil, og desaarsag underkastes han et skarpere
Omdømme, og for hvad man finder sparer man ham ikke. Den
vise Sokrates var saa tilbageholdende i sit Omdømme, at han
svarede, da han blev spurgt om sin Mening om en Bog, det
ikke var let at sige noget bestemt om, at han holdt de Ting,
han ikke forstod, indtil videre for ligesaa gode og roesværdige
som dem, han forstod.
"Dadle Feil, men ei Personer," er en god Regel og ganske i
Kristendommens Aand. Det bør vi erindre mod Andre, og be-
træffende os Selv, at Taalmodighed er det bedste Middel mod
al Bagtalelse. Er en Ædelsteen god, kan det ikke betage den
en Skilling af dens Værdi, om noksaa Mange, som ikke forstaa
sig derpaa, sige den kun er Glas. Som en Piil, der skydes op
i Luften, falder ogsaa Bagtalelsen tilbage paa Den, der udskjød
den. En berømt og viis Mand blev engang spurgt om hvorledes
han bar sig ad naar han blev udskjældt: "Som en Gesandt, der
er bleven affærdiget uden Svar," sagde han. Der gives ogsaa
(og det er en god Trøst) Mennesker hvis Daddel er en Roes,
og som ikke med al sin Skvalder skade den Brave mere end
en stærk Pladskregn skader Sjøen.
|
| BLA BAKOVER |