|
|
| d.IV,b.6,s.249 |
No. 1, 24de Januar 1842.
Du, Daare, du, hvis Ungdom Intet samler,
Din Alder finder Intet, hvor den famler.
MANGELSGAARDSARBEIDEREN
I Europas sydligste Lande lader det sig nok til Nød gjøre at
holde ud med Livet de faa Vintermaaneder uden just at have
fast Hjem eller Tag over Hovedet. Der er Vinteren som April
eller Maimaaned hos os, og de mange Kirker, Klostre og offent-
lige Bygninger yde i sine Portaler Ly for en kortvarig Sludregn
og for Natten. Den simpleste Klasse er derfor høist letsindig
der i det Punkt at sørge for et Hjem til Vinteren; men hvor
mildt end Klimatet er, og hvor godgjørende end de formuende
Klasser ere, straffer dog denne Uforsynlighed sig noksom, saa
Arbeidsklassen, der fører en saadan Levemaade, kaldes der
overeet "Lazaroner" d. e. Lazarusser, formedelst dens usle Ud-
vortes. Livet lader sig, som sagt, nok vedligeholde ved en saadan
Levemaade, og Adgang til Arbeide ved de altid aabne Havne
er ikke der, som her, lukket Vinteren over for den Mængde,
som søger Erhverv derved; men hos Os er Huus, Varme og
Sengklæder nødvendige Ting den lange Vinter over, for at kunne
opholde Livet. Alligevel ere vore løse Arbeidere i Kristiania i
Almindelighed ligesaa letsindige og uforsynlige i dette Punkt som
hine Lazaroner. Mangelsgaarden er deres Tilflugt. De hade
denne Tvangsindretning, men gjøre dog intet Sommeren over,
naar de have Fortjeneste, forat undgaae den til Vinteren. Lige-
som af en Hvirvel i Vandet, lade de sig i Høstugerne, naar Ar-
beidet minker, drage imod dens Porte indtil de forsvinde der
|
| d.IV,b.6,s.250 |
bag. Enten melde de sig selv naar Frosten og den første Snee
kommer, eller de, som gik ud om Vaaren med Frihed, Adgang
til Arbeide og det Løfte ikke at komme igjen mere, men at sørge
for sig selv som ærlige fri Folk, komme derind paa en Stige,
fundne paa Gaden berusede for den sidste Skilling, de havde
tilbage. Og disse Normænd ere dog ogsaa fribaarne, og Sønner
af et Folk, som er bekjendt for sin Æresfølelse. "Dersom jeg
kunde komme ud af Mangelsgaarden," sagde en derfra lejet Ar-
beider til mig i Mai Maaned forrige Aar, "skulde det nok ikke
gaa som ifjor."
"Har du da Arbeide om du kom ud, Arne?"
"Ja paa Revierbryggen."
"Havde du ikke det ifjor ogsaa?" -- "Jo; men.." "Naa! du
mener, at du nu har lært, og vilde bære dig klogere ad. Det
fornøier mig, at du synes at føle, at det ingen Ære er for en
flink Arbeider, at maatte være paa Mangelsgaarden. Jeg kan
ikke indsee, hvorledes en Karl af din Dygtighed kunde komme
did. Du blev vel funden fuld paa Gaden?"
"Nei, jeg maatte melde mig under Juul, for jeg havde ikke
til Huus."
"Hvormeget tjente du da om Dagen den Sommer over?"
"Dag om anden to og tredive Skilling," svarede Arbeideren.
"Det du lagde op, gik vel til Klæder da, kan jeg tro?"
"Aa Gud bedre os," sagde Arne. "Det var nok daarligt med
det. Skillingerne gik nok med lel."
Hos Høkeren da, var let at begribe, skjøndt han maatte til-
staa, at han retgodt kunde have lagt op 12 -- 16 Skilling om Dagen
eller en 3 -- 3 1/2 Daler om Maaneden, og at han da kunde have
sine Vadmelsklæder, Skjorteombytte og Huus Vinteren over. Med
sin Øx eller Saug under Armen lod det sig da vel ogsaa gjøre
at tjene Føden.
Mangelsgaardsarbeideren syntes at være bleven klog, og han
fik sin Frihed. Sommeren gik, og han fik virkelig Arbeide paa
Revierbryggen. Nu gaaer alt vel, tænkte jeg; og dette sunde
stærke Menneske, som ikke mangler Handlag til hvad det skal
være, og som synes at have Smag for Forskjellen imellem at
arbeide for sig selv og for en Formynderskabsindretning, skal
nu ikke optage Pladsen, for Uslere, Svagere eller Ældre.
Jovist! 3 Uger før Juul meldte Arne sig selv som næringsløs
|
| d.IV,b.6,s.251 |
og huusvild til Gjenoptagelse i Mangelsgaarden; og der agter han
da atter som Tvangsfange at tilbringe Vinteren. Æresfølelsens
sygelige Udvæxt: Forfængelighed, skaber de fleste Forbrydere.
Mangelen paa Æresfølelse de fleste Elendige og Usle.
|
| BLA BAKOVER |