HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


No. 23-24, 22de Decbr. 1841.

Stol ei paa Kløgten. Du hos Lasten, førend
du ahner det, er kommen inden Døren.

KLIK PAA FOLKETS NAVN OG RYGTE

   D
en, som ikke føler for sit Fædrelands Ære, for sit Folks
gode Navn i Verden, maa være et Menneske, som man heller
ikke i andre Henseender kan vente sig noget godt af. Det er
et Tegn paa en ædel Nation, der er istand til store Gjerninger,
at denne Følelse er stærk igjennem det hele Folk, fra dets Top,
hvorpaa de mest hædrede af dets Borgere staae, og indtil den
brede, over alt Landet udbredte, Bund, som dannes af Folkets
Masse, og som bærer den hele Bygning paa sine stærke Skuldre.
Vort Folk er bekjendt forat besidde denne Stolthed, som er ret-
mæssig hvor et Folk besidder Sædelighed, Tapperhed, Frihed,
alle Fædrenes Dyder og en Historie fuld af Mænd, af sande
Mænd. Men der er Meget, som maa tilføje denne Følelse Hjerte-
saar og bedrøve de oprigtige norske Hjerter, som have Folkets
Ære kjær. Forbrydelsernes forfærdelige Tilvæxt er den frygteligste
Tavle, Fremmede kunne holde Normændene for Øine, naar de
tale om sin berømte Ærlighed og om de Dage, da den Reisendes
Vadsæk, uden Fare forat mistes, kunde tabes paa Landevejen.
Hvorledes, kunne de spørge, er det muligt, at dette Folk kan
besidde megen ædel Naturlighed, megen barnlig Varme i sine
Følelser, eller mene synderlig med, at de kalde Norge sin Moder,
naar f. Ex. unaturlige Forbrydelser imod Forældre ere saa hyppige
i Straflisterne, og det netop imellem det simple Folk? Hvorledes
kan det længer forsvare sit Navn for Ærlighed, naar Posterne
myrdes og røves paa Landet, naar i Byerne selv Ildebrande be-
d.IV,b.6,s.240   nyttes til at plyndre den Skadelidte, og Hovedstaden er saa
usikker for morderske og røverske Overfald, at Udlandets Fabrik-
stæder maa sende store Kister med Dolke og Skudvaaben did
til Beskyttelse, Militæret opfordres til Patruljeren og Politiet til
idelig at forstærke sig? ja hvor man endelig har maattet forene
sig til et frivilligt Sikkerhedskorps, der om Natten skal gjennem-
vandre Gaderne og Forstæderne, hvor en Befolkning af Folkets
egen Midte, af Byens Egne som af indflyttede Oplændinger, boer?
   Og hvad skulle vi svare til disse Bebreidelser? Maa de ikke
bedrøve enhver ærlig Normand til Sjelen? Dette sidste Fore-
tagende, er isandhed exempelløst i andre Lande, og bringer mig
til at nedskrive disse Linjer i dette Blad, som fik sit Tilvær af
Drivten til at modarbeide den tiltagende Usædelighed hos vor
simplere Klasse, der nu igjen har fremkaldt hiin overordentlige
Forholdsregel, hvis Nødvendighed saa meget maa bidrage til at
nedsætte os i Verdens Øine. Jeg erindrer denne Grund til dette
Blad, og jeg føler Mismodet at hænge sig tyngende i min Pen,
naar jeg saaledes maa tro mine Ord sporløst forsvundne.

   I dette Øjeblik beretter en Snedkerarbeider mig, at Nat til
Søndag ere alle hans Redskaber, fra Saugen og Øxen af til Hug-
jernet, bortstjaalne fra Byggetomten, hvor han arbeidede, og hvor
han havde nedgravet dem Natten over i Kjælderen; og ivaares
blev en liden Pige, som var af sine trængende Forældre sendt
med nogle Skilling til Kjøbmanden, udplyndret paa Vejen af en
Fattigkone. Altsaa den Fattige og Qvinden stjæler og røver fra
den Fattige! den Gamle fra Barnet! og det er ikke blot de mere
Formuende, som ere udsatte for de mange Skurkes Tyvegreb,
der gjøre vor simple Klasse, hvis Navn for Ærlighed skulde være
bedre end de andres Titler, til en berygtet Pøbelhob? Det lod
sig dog tro, siden hint Sikkerhedskorps dog især er fremkaldt
fordi Overfald paa den, der synes hvad man kalder fornemmere
og at have noget i Lommen, især vare blevne hyppige. Denne
skrækkelige Tilstand, som maa bringe enhver ærlig Bonde, hvis
Søn maa søge sit Brød i Byen, og enhver skikkelig Arbeidsmand
i Byen, som er Fader, til at gyse for hvorledes det vil gaae deres
Børn i det Selskab, de ville komme i, har ogsaa allerede til-
trukket sig Udlændingens Opmærksomhed og bragt vort Folk
Skam. Den almindelige Usikkerhed paa Gods og Person, som
skal herske i Kristiania, har staaet omtalt i fremmede Aviser,
d.IV,b.6,s.241   og Norges Hovedstad med sine 25,000 Indbyggere passerer nu
forat være ligesaa usikker som Banditernes Hjemsteder, de
italienske store Byer, og som London med sin halvanden Million
Indbyggere, hvor Nøden tvinger Tusinder til at ligge paa Gaden.
Ak! det maa gjøre et norskt Hjerte ondt, og fremfor alt smerte
den ærlige Almuesmand, som saaledes maa lide paa sit Navn
for Kjeltringers Skyld. Følte han dette, følte han Hjerteslagene
af sin Æresfølelse, da vilde han vel ogsaa tænke sig om efter
Midler til at sætte Grændser for dette tiltagende Uvæsen, der
ligesom en Spedalskhed udbreder sin Smitte og sit Vanrygte.
Og jeg gjentager da den i dette Blad yttrede Mening, at netop
den ærlige Almuesmand selv er, i Forening med andre lige Agt-
værdige af hans Klasse, det allerbedste Politi
, naar de kom over-
ens om et skarpt Indseende med de mistænkelige Personer, som
søge tilhuse hos dem, og især med deres egne tilvoxne Børns
Selskab og Vandel. En god Støtte heri ville Fædrene finde i
de Bestræbelser, som nu beskjæftige Selskabet for Byens Vel,
for at faae saadan Ungdom strax antaget hos Haandværksmestre
i Arbeide. Og benytter da dette, eftersom det lykkes! og ud-
nytter hint Tilsyn i og udenfor eders Boliger, saa vil hint Sikker-
hedskorps af den mere dannede Klasse snart blive unødvendigt,
og det skal hedde mellem de Fremmede, at Norges Hovedstad
ikke længer udmærker sig som et Opholdssted for Tyve og Sti-
mænd eller ved sin fordærvede Almuesklasse, men at denne selv
har raadet Bod
paa den føromtalte Usikkerhed, som kun var et
overgaaende Særsyn i de Aar, da et uforholdsmæssigt stort Antal
af Trængende allestedsfra søgte ind til Byen.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE