HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 6. BIND: 1839 - 1843


No. 21, 15de Novbr. 1841.

Begaa ei tvende Gange Synd!
Du er jo selv i een ei uden Skyld.

PRÆSTEN N. S. SCHULTZ OM PLIGTER MOD DYRENE

   N
ils Stockfleth Schultz, residerende Kapellan i Throndhjem,
var en af Norges mest udmærkede Borgere. Han endte sit for
Fædrelandet saa virksomme Liv i Kristiania 1832, og mellem de
Minder, hans Medborgere have sat ham, er ogsaa Udgivelsen af
et Bind af hans geistlige Taler. Den Mand, som satte ham dette,
har af de endnu utrykte havt den Godhed for dette Blad at
skjænke det nedenstaaende Vidnesbyrd om den Kjærlighed for
Skabningen, som levede i Schultzs Hjerte, og det glæder mig at
kunne besegle hvad jeg før har yttret om Menneskenes Pligter
d.IV,b.6,s.226   mod Dyrene med saa dyrebart og æret et Navn. Det var til
Aftensang paa 4de Trefoldigheds Søndag, ni Aar før hans Henfart,
salig Schultz talte over Rom. 8, 18 -- 24., og at han først opløftede
sin Sjel i Bønnen og talte:
   "Skjøn, og rig paa Velsignelser er den Jord, paa hvilken Du
satte os, algode Gud! og din faderlige Kjærlighed har ikke for-
glemt nogen Skabning paa den. Men fuldkommen Lyksalighed
skulde dog ikke her have sit Hjem. Megen Møie er skabt for
Menneskenes Børn, og al Skabningen omkring os er underkastet
den jordiske Ufuldkommenhed og Forkrænkelighed. Alt skulde
minde os om, at her er ei vort blivende Sted. O, maatte det
tillige minde os Alle om at omgaaes saa med hvad Du har be-
troet til os, at vi kunne bestaae for Dig, naar vi engang skulle
svare derfor. Meget, saare meget gav Du i Menneskets Magt,
da Du begavede ham med en fornuftig Sjel, og sagde disse Ord:
"Gjører Eder Jorden underdanig og regjerer over alle Dyr!" --
Hvo kan saa forskjønne Din Jord og Livet omkring sig, som
Mennesket? Men hvo kan og saa forvandle Velsignelserne til
Forbandelser og Elendighed for sig selv og Andre? -- Gud lade
det da aldrig gaae os af Tanker, at hvem Meget er givet, af
ham skal og Meget kræves! Lad os da med denne Tanke be-
tragte vore Medskabninger, som Du har givet i vor Vold, at vi
maae regjere over dem som de, der kjende din Vilje og vide,
at vi skulle staae Dig til Ansvar for vor Regjering! -- o, da
skulle vi gyse ved den Tanke, at mishandle nogen Skabning,
som Du gav Liv og Tilværelse og et velsignet Opholdssted med
os paa een Jord! Amen."



   "Naar Apostelen her viser hen til Skabningen for at under-
støtte med Grunde den Overbeviisning, han nærede, at den nær-
værende Tids Lidelser og Trængsler ikke ere at ligne mod den
Herlighed, som skulde aabenbares -- naar han i denne Henseende
viser hen til Skabningen og siger, at ogsaa den med Forlængsel
venter Guds Børns Aabenbarelse: da har han, synes mig, ei
alene ved at fremkalde Vidnesbyrd om det Nærværendes Ufuld-
kommenhed, vist, at det kunde være bedre, at Intet endda havde
naaet den Tilstand, som kunde ønskes, og at det altsaa var
d.IV,b.6,s.227   rimeligt og fornuftigt at vente en bedre, haabe noget fuldkomnere;
men han har tillige givet at forstaae, at selv Dyrene kunne vente
en bedre Skjebne, naar Kristendommens Aand blev almindeligere
blandt Menneskene; thi hvad han forstaaer ved Guds Børns
Aabenbarelse det sees af det foregaaende 13de og 14de V., hvor
han siger, at Guds Børn ere de, som drives af Guds Aand og
ikke leve efter Kjødet men efter Aanden. Og naar vi vide,
hvorledes Mennesker i Lande, hvor Kristendommen ei er kjendt,
endnu behandle sine undergivne Medmennesker -- ofte langt
værre end Dyrene i kristne Lande, -- da have vi vel Grund til
at sige, at Kristendommen formilder Menneskets Sind og gjør
Tænkemaaden blidere, kjærligere og menneskeligere. Men ikke
alle Mennesker i kristne Lande ere virkeligen Kristne, Guds Børn,
som drives af Guds Aand, -- ak, Mange leve og der efter Kjødet
og ikke efter Aanden. Siig, min Kristne, naar du seer et mis-
handlet og ynkværdigt Dyr slæbe sit udhungrede Legeme om-
kring, vidner det da vel om sin Eiers Kristendom? vidner det
om, at han drives af Aanden? og vilde du vel tælle ham blandt
Guds Børn? Maa Du ikke tænke ved dig selv, naar Du seer
medlidende paa en saadan beklagelig Guds Skabning: Havde
din Herre været en bedre Kristen, et Menneske af en kristeligere
Aand og Tænkemaade, da vilde din Skjebne og din Tilstand
have været ganske anderledes. Dette maa være nok for at vise,
at jo bedre Kristne Menneskene blive, desto bedre og lykkeligere
bliver ogsaa de Dyrs Tilstand, som ere givne i Menneskets Vold;
jo mere Kristendommens Aand udbreder sig, desto mildere vorder
Menneskets Herredømme over Dyrene. Se med denne Tanke,
min Kristne! paa de under menneskelig Mishandling og Grusomhed
lidende Dyr, der ikke, som Mennesket, ved Synder og Laster
selv forvolde sin Elendighed: da skal Du vel forstaae Betyd-
ningen af disse Apostelens fra Hjertets dybeste Følelser hentede
Ord, at det sukkende Kreatur i sin Lidelse og sin store Smerte
længes efter Guds Børns herlige Frihed for ogsaa at blive fri-
gjort fra sin Trældom. Og har Du fattet den ret; føler Du, at
ogsaa Dyrene maatte ønske, at Kristendommens Aand almindeligen
besjelede Menneskene, deres Herrer: da vil Du sikkerligen ikke
ansee det upassende for dette Sted, hvor Mennesket, borte fra
Livets sædvanlige Gjenstande, skal opløfte sine Tanker til højere
Betragtninger, at jeg denne Gang kan yttre disse Apostelens Ord
d.IV,b.6,s.228   til at tale de sukkende Medskabningers Sag, og minde om vore
Pligter og vort Ansvar i Henseende til de Dyr, som Gud har
undergivet os. Ak, de trænge vel høiligen til, at Nogen taler
deres Sag ogsaa i kristeligt Samfund; thi de ere Mange, som be-
handle dem ukristeligt og umenneskeligt; Raahed og Vankundig-
hed, letsindig Tankeløshed og den frygtelige Last Drukkenskab
qvæler eller udslukker den menneskelige Følelse i Manges Hjerter,
og da maa Dyret ikke sjelden lide for Menneskets Fordærvelse.
Jeg veed vel, at de Værste blandt disse haardhjertede Tyranner
ere for lidet Kristne til at de skulle findes i vore hellige For-
samlinger; dog vil jeg ikke derfor undlade at tale om denne Sag.
Rører det de bedre Hjerter, da skal det dog maaskee rygtes og
komme for Herrens Øre, at Herrens Ord har givet os Anledning
til i Herrens Huus at tale om deres Synd og deres Grusomhed.
Saa være da denne Stund opoffret til Betragtninger over den
Synd at mishandle Dyrene
. Jeg skal bestræbe mig for at gjøre
det indlysende, at Dyrenes Mishandling er Synd baade i Menne-
skers og i Guds Øjne.
   I første Henseende vil jeg nævne Menneskets og Dyrenes ind-
byrdes Forhold til hinanden, og da lade hvert følende Hjerte
dømme, om det ikke er en stor, en gruelig Synd, naar Mennesket
mishandler et Dyr. Mennesket er Dyrets Herre, ikke ved sin
Kraft og Styrke, men formedelst den fornuftige Sjel, hvormed
Gud begavede det: formedelst denne Evne har han vidst at
tæmme Dyrene og gjøre dem baade fortrolige og lydige; for-
medelst denne Evne har han vidst at tvinge dem til at tjene sig
uden at torde gjøre Brug af deres Styrke til at skade ham og
sætte sig i Frihed; formedelst denne Evne raader han over deres
Liv og Død, over deres Nydelser og Lidelser alle deres Levedage
-- Og det er om de Dyr, som Mennesket saaledes betjener sig
af og har denne Magt over, vi her tale -- Disse synes næsten
at være til alene for Menneskets Skyld -- de gjøre ham kun
Godt og intet Ondt -- de føde og klæde ham og arbeide for
hans Nødvendigheder, hans Beqvemmeligheder og hans Glæder.
De have vel ingen Fornuft, men vare de frie, da skulde deres
naturlige Drivter lære dem at sørge for deres Nydelser og Til-
fredsstillelsen af deres Trang. Nu ere de derimod givne under
Menneskefornuftens Herredømme og Beskyttelse. Siig, burde de
vel være værre farne derved, at de med deres Frihed, deres
d.IV,b.6,s.229   Kraft og med alt hvad de formaae at yde, have kjøbt sig Beskyt-
telse hos den eneste fornuftige Skabning paa Jorden? Menneske,
med den tænkende Sjel og det følende Hjerte! kan Du, naar
Du tænker paa dette Forhold mellem Mennesket og Dyret --
tænker paa, at Dyret berøvet sin Frihed saa at sige lever alene
for Mennesket -- o, kan Du see det mishandlet, høre dets Hungers
Brøl, eller see det hentæret og kraftløs slæbe i Trældommens
Aag, uden at Hjertet maa røre sig i dit Bryst af Medynk over
Dyret og af Harme over Mennesket? Synes du ikke, at den,
som kan handle saa, har gjort Synd; -- at han kun slet har op-
fyldt Fornuftens Bud og Hjertets retfærdige Følelser? Saa betaler
det fornuftige Menneske Dyret for dets opoffrede Frihed og for
al dets Nytte og Tjeneste! Er det ikke Grusomhed? -- og er
Grusomhed ikke Synd? Siig, vilde ikke dit Hjerte snarere kunne
tilgive mangen anden ond Gjerning, end en saadan Følesløshed
og Ubarmhjertighed mod det til Menneskets Omsorg betroede
Dyr? Men vi ville gaae videre i denne Betragtning, at vi ikke
dog maaske skulde dømme for mildt om den Synd, at mishandle
Dyrene. Naar det ene Menneske mishandler, saarer, skader og
fornærmer det Andet, da har dog den Forurettede Beskyttelse
ved Lov og Ret, kan selv søge den, og paa mange Maader, deels
afværge det Onde, deels unddrage sig det for Fremtiden, kan
klage sin Nød og søge baade Deeltagelse og Bistand hos Andre,
-- maaskee ogsaa ved sine Klager og sine Bønner røre det for-
bittrede Medmenneske. Men ikke saa med det arme Dyr, som
Mennesket haardhjertet mishandler. Hvor er Beskyttelse for det
at finde? hvormed forsvarer det sin Ret? Det kjender ei sin
Kraft og Styrke, hvormed det kunde knuse den usle Tyran, som
plager det. Det ledes af sin naturlige Drivt alene, og gaaer dog
af sig selv ind under det Tag, hvor det har maaskee tilbragt
mangen Dag i Hunger, mangen Time under Mishandlinger; det
gaaer dog villig tilbage i det Aag, i hvilket det har ofte stønnet
under Arbeide og grusomme Slag. Kunne end nogle Dyr paa
en Maade ved sin Lyd tilkjendegive sine Lidelser, de kunne dog
ikke, som Mennesket klage og bede. Men, hvo tænker ikke her
paa det taalmodige, og af Mennesker maaskee allermeest mis-
handlede Dyr, Hesten? Naturen nægtede den Røst til at til-
kjendegive sine Lidelser -- den gav den kun det dybe Suk, --
taus gaaer den sin mødige Vei, og tier under sine Bødlers Slag.
d.IV,b.6,s.230   Men naar Du seer den staae udhungret, træt og mødig, stundom
rystende af Kulde, medens den umenneskelige Herre sidder
indenfore i sit vanvittige Ruus og udslukker den sidste
Ret
af
fornuftig Eftertanke, naar Du seer den stirre saa mat og vemodig
mod Jorden, og hører den da at drage sit tunge, dybe Suk, --
o, kan Du tilbageholde denne Tanke: skulde ikke ogsaa et saa-
dant Suk kunne naae op til Barmhjertighedens Fader og Ret-
færdighedens Gud? Men kan Du da tænke paa den elendige
Dranker indenfor uden Gysen, uden at den vilde Lystigheds
Bæger maa forekomme Dig forbandet og en endnu vissere Ude-
lukkelse fra Arv i Guds og Kristi Rige? -- Hver Gang jeg saae
uskyldige, til Menneskets Vold, overladte Dyrs Mishandling, og
mit Hjerte rørtes af Medlidenhed og Forfærdelse, da randt mig
altid i Tanker hvad En af vore gamle Digtere saa udtryksfuldt
og hjerteligen har sagt i disse Ord: "Tænk, Hest og Oxe -- har
Gud til Skabermand -- Han la'r dem voxe, -- at de Dig kjende
kan -- Du slaaer og pukker -- og pidsker dem paa Bag -- at
De sig bukke -- for dine Hug og Slag -- men se, de sukke --
alt efter Dommedag!" Jeg har her henvendt mig alene til det
følende Menneskehjerte, for at lade det dømme, om det ikke er
en stor, en gruelig Synd, at mishandle Dyrene. Og er der vel
Nogen i denne Forsamling, som ikke afsiger en streng Dom over
dem, som ikke forbarme sig over de forsvarsløse Dyr, der ei
kan klage og bede, hvis Liv, hvis Hunger eller Mættelse, hvis
Velbefindende eller Lidelser er overladt til Menneskets Barm-
hjertighed eller Ubarmhjertighed!
   Men jeg vil drage Tanken hen til alvorlige Betragtninger og
sige: Hvad Følelsen i dit Hjerte, o, Menneske! og Samvittigheden
i dit Bryst fordømmer, det fordømmer og Han, som gav dig saa-
danne Følelser og en saadan indvortes Dommer; Han er ikke
mindre barmhjertig eller mindre retfærdig end Du. Jeg vil søge
at godtgjøre, at det er noget mere end en dunkel Følelse eller
et forstærket Udtryk, naar vi sige, at Kreaturet sukker til Gud,
og at dette Suk, efter hiin Digters Ord, kan gjælde Dommedag.
Er ikke alt hvad vi have og bruge paa denne Jord et betroet
Pund, for hvis Brug og Anvendelse vi skulle staae til Ansvar
engang naar Huusholdningen tages fra os og Regnskabstimen
slaaer? Men skulle vi svare for, hvorledes vi have handlet med
de livløse Ting, som Gud her satte os i Besiddelse af, hvorledes
d.IV,b.6,s.231   vi have anvendt og brugt enhver anden af hans Gaver -- skulde
han da vel see med Ligegyldighed paa, hvorledes vi behandle
hans levende Skabninger, de Dyr, som han indrettede til vort
Gavn og vor Tjeneste, men som han tillige gav Fornemmelser og
beredte Glæder og Nydelser for i sin rige og velsignede Natur?
Skulde vort Forhold imod disse vore Medskabninger, der dele
med os den sandselige Naturs Lyst og Smerte, være undtaget
fra vort Livs Ansvar og vore Dages Regnskab? O, saa vist som
den algode Gud ikke skabte noget levende Væsen til Kval og
Lidelser, saavist som han har lagt i Naturens frugtbare Skjød
Midler til Alles Opholdelse, Lyst og Glæde: saa vist skal det
ikke undgaae hans Opsigt og hans retfærdige Styrelse, naar
Menneskene grusomt forbittre nogen Skabnings Liv og tilintet-
gjøre Hans kjerlige Hensigter, der vilde, at de Alle skulde glæde
sig i sin Tilværelse og vidne, ved sin Glæde, om hans uendelige
Godhed: saa vist seer han med retfærdigt Mishag, at Dyret for
Menneskets Skyld hungrer paa den Jord, som han saa rigeligen
velsignede, blot fordi det tjener Mennesket -- at Mennesket kan
lade det trælle under Aaget uden at pleie og røgte det vel, og
at det ofte maa gaae hungrig sin tunge Vei forbi den grønne
Eng, hvis Vellugt saa tillokkende byder det Vederqvægelse i dets
Afmagt. Det Suk, som rører Menneskehjertet, skal ikke være
uhørt af ham, som gav Mennesket Fornuft og Følelse og be-
troede sine levende Skabninger i hans Haand, at han skulde
betjene sig af dem som et fornuftigt og følende Væsen. Var
dette end blot vor egen fornuftige Slutning -- o, hvo turde dog
drage dens Rigtighed og Paalidelighed i Tvivl? hvo kunde troe,
at det Modsatte skulde være Sandhed, at Gud aldeles ikke agtede
paa, hvorledes Menneskene handlede med Dyrene, og at vi
skulde være aldeles uden Ansvar i denne Henseende? Men at
vi ei skulde tvivle, da lader os see, om Herren i sit hellige Ord
har givet os Noget tilkjende om sin Vilje i denne Sag, eller om
det har gaaet det arme Dyr med Taushed forbi!
   Naar vi læse Skabelsens Historie, da finde vi, at Gud Herren
sagde til de første Mennesker: "Gjører Eder Jorden underdanig,
og regjerer over Fiskene i Havet, over Fuglene under Himmelen,
og over alle Dyr som krybe paa Jorden!" Og hvorledes skulle
vi vel fortolke disse Herrens Ord? Mon saaledes: Handler med
Dyrene som I lyste efter Eders Luner og Lidenskaber? Er det
d.IV,b.6,s.232   vel en saadan Regjering, vi selv finde god og priselig, eller som
vi kunne troe om Gud, at han skulde have indsat? Mener du
ikke, min Medkristen! at disse Ord heller maa forstaaes saaledes:
Benytter Dyrene til eders Gavn og Nytte -- tæmmer dem, som
ere eder de uundværligste, og haver da tilbørlig Omsorg for dem?
Skulde dette ikke være den bedste Regjering? den, som vi turde
ansee for at være forordnet og indsat af den vise, gode og
kjærlige Skaber? Saa ligger da allerede i første Lov om Menne-
skets Forhold til Dyrene, i disse Ord, paa hvilke vort Herre-
dømmes Ret grunder sig, saa ligger allerede heri Udtrykket af
Herrens Villje om dette Herredømmes Grændser. Jorden skulle
vi gjøre os underdanig -- men over Dyrene skulle vi regjere.
See vi hen til hvad den af Gud beskikkede store Lovgiver, Moses,
har foreskrevet Israels Folk i Henseende til Dyrenes Behandling,
da finde vi deri den ømmeste Følelse, den hjerteligste Omhu ud-
trykt. Jeg skal nævne Eder tvende Steder desangaaende, og lad
da Eders eget Hjerte sige, om de ikke vidne om, at Dyrenes
Krav paa Menneskets Medfølelse er betænkt i denne Lovgivning!
"Naar Du seer din Uvens Asen ligge under sin Byrde" -- saa
lyder en af disse Love -- "da vogt Dig, at Du ikke forlader
ham; Du skal visselig løse Byrden af tilligemed ham." For det
lidende Dyrs Skyld skulde altsaa Mennesket glemme sin Næstes
Had og Fiendskab og hjælpe ham at løse Byrden af. En anden
af disse Love bestemmer: "Du skal ikke slagte et Dyr og dets
Affødning paa een Dag." Saa vilde den for Dyret følende Lov-
giver forebygge, at ikke Moderen skulde see sin Affødning bløde.
O, hvo kan læse det uden Følelse -- uden at erkjende deri
Naturen og dens Herres Røst? Dog er det ikke blot i Lovens
udtrykkelige Bud at vi finde den hellige Skrift tale Dyrenes Sag
og om Menneskets Pligter mod dem. "Den Retfærdige tænker
med Omhu paa sit Kvægs Liv, men de Ugudeliges Barmhjertig-
heder ere som den Grummes" -- siger Salomon. Og Han, som
kom ikke for at opløse Loven men for at stadfæste og fuldbyrde
den -- han talede ei alene saa rørende om den himmelske Faders
Forsorg for Dyrene -- viste os ei alene hen til Himlens Fugle
for at see hvorledes Gud føder dem alligevel endskjøndt de ikke
saae eller høste eller sanke i Lader -- sagde os ei alene, at ikke
engang en Spurv falder til Jorden uden den himmelske Faders
Villie, men han har og sagt disse mærkelige Ord: "Hvo iblandt
d.IV,b.6,s.233   eder, hvis Oxe eller Asen falder i en Brønd paa en Sabbatsdag,
drager det ikke strax op?" og dermed befalet, at selv Sabathens
Hellighed maa vige for det lidende Dyrs Hjælp og Frelse. Hvad
det følende Menneskehjerte tilsiger, det er da og Herrens hellige
Ords Røst til os -- Hvo torde da vel tvivle paa, at jo Kreaturets
Suk kan naae til Himlen? Hvo torde tvivle paa, at jo dets Suk
skal have meget at betyde for Mennesket engang paa Dommedag.
Det er ikke alene fra Følelsen i dit Hjerte og din egen fornuftige
Eftertanke over Livets Ansvar, at disse Slutninger ere hentede
-- de have sin Grund i det faste og hellige Ord, som Gud haver
talt paa mange Maader til Fædrene og til os ved Sønnen --
Og til hvilke Rædselstanker over de Umennesker blandt Kristne,
der mishandle de uskyldige Dyr kunde ikke denne Betragtning
give Anledning? Mit Hjerte vender sig derfra med Gysen -- men
og med det Ønske, at Kristendommens Aand maa mere og mere
udbrede sin milde Indflydelse i kristelige Samfund, og lære
Menneskene at regjere over Dyret med Fornuft og Følelse, be-
tænkende Herrens Vilje, og deres Regnskabsdag! -- Kristne!
naar vi se mishandlede Dyr iblandt, da lader os tænke paa
Apostelens Ord, at Kreaturet sukker efter Guds Børns Aaben-
barelse, sukker efter at der maatte findes mere Kristendom iblandt
os! da skal og denne Tanke minde os om at bede med Følelse
denne Bøn: Tilkomme, o Gud! dit Rige! Amen!"

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE