|
SKRIVKYNDIGHED
Intet Tegn vilde spaa bedre og lysere Tider, end om Almeen-
mand viste sig ret omhyggelig for sine Børns Opdragelse. En
vigtig Plads i denne indtager Erhvervelsen af Skrivefærdighed.
Den vil indrente den Unge Nytte hele Livet igjennem, da de
Omstændigheder ere uberegnelige hvori der kan blive Spørgs-
maal for Enhver om at kunne forstaae Skrivt og selv skrive.
Kundskaber er den rigeste Arv, og mellem Kundskaberne er
denne en af de nødvendigste.
Du har f. Ex. en Ven eller Slægtning eller vel endog din Mage
fraværende, hvem du ønsker at kunne meddele Underretning om
din egen Tilstand eller at erholde fra ham. Men nu, da du ikke
kan skrive, maa du gaae til Fremmede, og kanskee betale forat
faae dine Tanker feilagtigt udtrykte, og det betroet til Tredie-
mand, som skulde være dig og den Fraværende imellem. Eller
er det behageligere -- naar du endelig faaer et Brev fra den
Fraværende, og holder det brudt i dine Hænder, at du da skal
endnu i den aabnede Skrivt finde en for dig utilgjængelig, for-
seglet Skat, og atter maatte tye til Fremmede?
Og nu alle de Tilfælde, hvori Mangel paa Skrivkyndighed kan
foraarsage større Uleilighed, ja virkelige Tab. Antegninger af
Udgivter og Indtægter, Regnskab over Arbeide kan ikke skee;
til en svigtende Hukommelse maa du betro dig. I Trang for et
Pengelaan maa du henvende dig til Fremmede, som maaskee
fortjene din Mistro. Selv kan du hverken skrive dit Beviis eller
læse det, der opsættes for dig af den fremmede Haand. Dit
Navn kommer under med paaholden Pen, men dog er du kanskee
uvidende om hvad du har forskrevet dig til. Mangfoldige slige
Exempler kunde opstilles paa Farligheden i ikke at kunne skrive;
men Enhver, som er i dette Tilfælde, tør vel erindre Leiligheder,
hvor han har maattet beklage denne Mangel. Men for saadanne
Uleiligheder bør en omhyggelig Fader ville bevare sine Børn,
|
| d.IV,b.6,s.224 |
især naar han betænker med hvor liden Møje denne Færdighed
kan erhverves i den unge Alder. Skoletimerne og nogle Stunder
om Søndagene i den Tid de ere blevne læsekyndige, ville dertil
være tilstrækkelige. De første Grunde ere snart lærte, og siden
beroer Kunsten paa egen Øvelse. Ingen Dag da uden at der
skrives en Linje! og umærkelig snart vil dit Barn være i Be-
siddelse af en Kundskab, hvis Savn har foraarsaget dig selv saa-
mangen Uleilighed og kanskee Skade. Gal Regning er det, om
du vilde spare den ubetydelige Bekostning, som denne Under-
viisning kan medtage; thi sammenregner du hvad du har maattet
udgive for Skrivehjælp, som ofte kan have været dyr nok med
al sin Upaalidelighed, overstiger det snart mangfoldig den let
beregnelige Bekostning ved Underviisningen, og Skrivfærdigheden
kan let meddeles af det ene Barn til det andet. Ogsaa til Tjenere
og Drenge i Ens Arbeide bør denne Omsorg forat de lære at
skrive strække sig. Søndagsqvellerne have Stunder, som dertil
ere velanvendte. Og hvorfor ikke, om man end er gammel, søge
at lære det selv? En Almuesmand i vore Dage kan da være stolt
af at besidde den Egenskab, som vort Nordens ældste Beboere
fandt saa vidunderlig hos Odin, at de holdt ham for den mægtigste
Guddom. Thi hvad der fortælles om ham, at Ravne kom flyvende
langtifra til ham naar han sad i sit Højsæde, satte sig ved hans
Øre og tilhvidskede ham hvad der foregik i Verden, betyder
kun, at han modtog Brevskaber, som ingen Anden end han for-
stod at tyde, saa han kunde forbause Andre med Efterretninger
om fjerne, dem ubekjendte, Begivenheder. Og al hans Kunst
strakte sig dog kun til de plumpe Runer, saa Enhver, der kan
bruge vor løbende Skrivt, overgaaer Odin i den Færdighed, som
var den guddommeligste af dem han besad.
|
| BLA BAKOVER |