|
MENNESKENE SOM DE ERE
Ville vi være oprigtige, maa vi tilstaa, at vore Dage vanke
og vakle imellem Ondt og Godt. Det Støeste ved dem er, at de
glide fremad mod Graven. Den Letsindige synder leende, den
Svagsindede, der drives for sine Lyster, som den overgivne Baad
for Strømmen, synder ofte grædende. Vore Glæder ere farlige,
og Mange ere sørgmodige i sine Synder, men synde dog. Den
Gode har ofte forglemt det Gode; og onde Tanker have over-
skygget den Redeliges lysende Forsætter. Fromme Ord have
ikke altid og stadigen helliget den Gudfrygtiges Læber. Raka-
Raabet har fast uvilkaarligt overfaret dem som Stormkastet sort-
nende over Bølgerne; og før de kunde standses, ilsomt som
Flammerne slaa ud, have Ord lydt derfra, som Evangeliet siger
vi skulle være skyldige for til Straffen hisset. Vreden er som
|
| d.IV,b.6,s.198 |
en Iling fra Fjeldet, Sandseligheden ismeltet vort Væsen som
Skarlagenfarven med Blodet; Ukjærligheden som en Slange, der
sniger sig igjennem vort Væsen, stedse bered til at opløfte sit
Hoved og udgyde sin Gift; og Egennytten er ivoxet vor Natur
som Margen er Træet. Og disse og andre onde Lidenskaber
have i Øjeblikke stundom flammet selv i det Øie, der jevnligen
saa andægtigen mod Himmelen. Skrivtkloge og Farisæer skakre
endnu med sin Retfærdighed, og Mange tykkes efter dem, at det
er en god Maade at klare sig fra Verden paa ved at synes, men
ikke at være. Mange, som vilde skrækkes for at ihjelslaae en
Flue, have ihjelslaaet med Ukjærlighedens Vaaben, skudt det
unge Rygte med Bagtalelsens Pile, forgiftet den almindelige Sam-
tales og Omgangs Strømme med Løgnens Gift, og knust paa et
Steenhjerte med Slaget af en hadsk Tunge Næstens Navn. Mange
have lagt sit Offer paa Alteret, men ikke alle Disse forpligte sig
først med Brødrene. Og Mange vandrede sammen med Mod-
standeren uden Forlig indtil det bratte Stupe, hvorfra der ikke
er nogen Tilbagegang, ja indtil de grebes af Dommerens Tjener,
den blege men stærkknoklede Død, der hensætter dem i Grav-
fængslet, hvorfra ingen Udgang er før den sidste Skjærv af Synde-
skylden er betalt. Saaledes kan ingen Menighed være uvidende
om, at dem omslutter om samme Alter Haardnakkede, som aaben-
bart tjene et andet Herredømme end Guds, end det Godes, og let-
sindige Syndere og Redelige, der forglemme i enkelte Stunder;
og om at vor Dyd er svag, vor Redelighed uredelig i Mangt.
|
| BLA BAKOVER |