|
No. 16, 27de August 1841
Som Tærepenge tage du Klogskab med paa Vejen
fra Ungdomsvang til Aldersdal over Manddomshejen!
MERE OM MINERERNE ELLER STEINBRYTERNE
"Aa vi gjør nu Viserne vore selv," var den gamle Steinbryters
Svar, da jeg bebreidede ham, at han kunde synge liderlige Viser
til Mineertakten sammen med sine Drengebørn, der holdt Boret,
og det især naar der gik Fruentimmer forbi. Og disse Ord
kastede et Lys ind i Steinbryterens Sjel, ligesom naar en Lygt
pludselig heises ned i en Kjelder. Fordi de maatte gjøre Viserne
selv, af egen Aandsformue, mente han altsaa, var det nødvendigt,
at de maatte blive usædelige. Liderlighed skulde altsaa være
det Eneste, som sysselsatte deres Tanker, som kunde falde dem
ind, more dem, og som kunde være morsom nok til idelig at
lade sig gjentage. Det er da i deres Hoveder ligesom i en
Svinesti, hvor man skal have ondt forat finde nogen Plads fri
for Smuds? Hvilken Aandsfattigdom, hvilken svinsk Aandsfattig-
dom og indre Raahed i Modsætning f. Ex. til Fjeldbondens vittige
Stev, hvori han vel bruger Spot, og komiske Overdrivelser til
Peber og Salt i sine Viser, men aldrig Liderlighed! Men Stein-
bryterne vare ikke steinhaarde i sin Uvane; de vare strax villige
til at aflade den, naar de blot kunde faa andre Viser; og jeg
skrev dem da nedenstaaende simple, som de nu synge under
Navn af:
|
| d.IV,b.6,s.196 |
STEINBRYTERVISEN
"Nisser og Dverge
bygge i Bjerge;
men vi skal mine dem alle herud.
Thi, mens vi synge
muntre i Klynge,
sprænge vi Bjerget i Luften med Krud.
Ja lad os bore
dybe og store
Huller i Graastein og Blaastein og Flint!
Da, mens vi synge
muntre i Klynge,
sprænge vi Bjerget i Stykker og Splint.
Hurra! det knalder!
Satans Rabalder!
Hurra, Minerer! vi vinder tilsidst.
Thi, mens vi synge
muntre i Klynge,
sprænge vi Bjerget ved Magt og ved List.
Fjeldet skal bæve
under vor Næve.
Hurra, Minerer! Nu knalder dit Skud
Nisser og Dverge
bygge i Bjerge,
Hurra! Nu mine vi Nisserne ud."
Den raa Arbeider er et Barn. Skjøndt graahaaret, kan det
være utroligt, hvor liden Opdragelse, han har faaet i sit hele Liv.
Man meddele ham den, og han vil være taknemmelig og bøjelig
som et Barn. Man træffe hans Smag, hans slumrende Følelse
for det Bedre, og det vil være forbi med den fordærvede Smag,
med Forkjærligheden for det Raa, der altid kommer først frem
ligesom Ukrudet, og som herskede i hans Sind alene fordi den
for det Bedre ikke var vakt.
|
| BLA BAKOVER |