|
SKOLEMESTERENS FORTÆLLINGER
Hesten og Klokken.
-- -- "Fandt I ogsaa noget der at læse i, Skolemester?" spurgte
Huusbonden, som saae ham tage en Lap op fra Søppelkrogen.
"Forskam et løsrevet Blad af en Bog -- formodentlig en af
Læseselskabets," sagde Skolemesteren, sysselsat med Læsningen
deraf.
"De Barna, de Barna!" mumlede Bonden. Men Huusmoderen
bemærkede, at det var Synd nu at give dem Skylden, da det
"rigtig var dig selv Fa'r, som rev Bladet udaf Bogen for at tænde
|
| d.IV,b.6,s.189 |
Piben din." Virkelig antydede et Brandmærke, at Læseselskabets
Bog havde lidt denne skammelige Behandling. Og slig eller lig-
nende Uvorrenhed er ikke sjelden. Manden tog sin Bebreidelse
uden at svare, og jattede med Skolemesteren, da denne be-
mærkede at han havde for Vane, at eftersee og gjemmemlæse
hvadsomhelst beskrevet eller trykt, der saaledes faldt ham i
Haanden.
"Og hvad fandt I da der, Skolemester?" spurgte Konen.
"Det Smukkeste, som kan sættes paa Papiir: en god Poesi.
Her kunne I høre saalangt det rækker, for I har Ret i, Mo'r, at
der har været Varme i Bladet. Men den har dog levnet noget,
og saaledes været mindre uvorren end Haanden, som rev det
ud, og tændte Ild deri, og derved skamferede hele Bogen. Og
saa læste Skolemesteren da:
"Der var en Fyrste i Grækenland;
dengang han besteg sin Throne,
Han svoer, at ville hævde, som Mand,
Retfærd -- Han svoer ved sin Krone.
Paa Torvet blev reist en Søile af Steen;
højt paa den en Sølvklokke hængte,
og den skulde ringes af Hver og En,
hvem Uret og Nød betrængte.
Og Klokken lød høit; Hver skedte sin Ret;
Aar gik, og Klokken hang stille.
Om Søilen stod Græs, den grønneste Plet
som Nogen sig tænke vilde.
Ja Laurbær og Viinløv og Slyngplanter skjønt
sig fæstede rundtenom Stenen,
saa Klokken var skjult af det tætteste Grønt
bag Ranken og Laurbærgrenen!
En Dag da hørtes Klokken igjen.
Den reent var kommet af Tanker:
En udhungret Hest havde fundet derhen;
den aad af de grønne Ranker.
Dens Ryg var i Blod; saa tungt den led;
men Fyrsten bød højt for dem Alle:
"Selv Dyret skal lide Retfærdighed;
dets Herre for Dommen vi kalde!"
-- -- --
|
| d.IV,b.6,s.190 |
"Her begynder jer Skrift, Fa'r Erik," sagde Skolemesteren, og
viste Brandmærket frem. "Det er Synd at bruge Bogen til Pipe-
tænde, om den saa hørte jer selv til."
"Aa den er Ingen andens end Bygdens, saa Ingen eier den,"
mente Erik, og her fik da Skolemesteren fat i et vildfarende
Eiendomsbegreb, som ikke er usædvanligt, og som han ikke lod
ubehandlet. Erik fik lære til en anden Gang, at Samvittigheden
skal være ligesaa øm om fælles og offentlig, som om privat Eien-
dom. Men da han stak Bladet til sig, sagde han til de Tilstede-
værende i Stuen, som ret havde faaet Øret op ved den Præken
Erik fik: "ja Straf, Straf, Straf skulde Den have, som mishand-
lede et Dyr. Det var slet ikke for ringe en Ting for Storthingets
Opmærksomhed, om det satte de Umælende under en Lovs Be-
skyttelse."
"Hvad Straf mener I da Skolemester?" spurgte Erik, tænkende
paa sin mankebrudte forsømte Hest nede i Stalden. "Vel ikke
Dødsstraf eller Slaveri eller Tugthuus."
"Det Sidste lod sig i flere Tilfælde forsvare, ja vel og Slave-
riet hvor Ondskab er med i Spillet; men i de fleste kunne vel
Fængsel, Vand og Brød eller en klækkelig Mulkt udrette noget,
især dersom den offentlige Mening tillige straffede en saadan
Forbrydelse med sin Afsky. Jeg havde rigtignok, troer jeg,
meest Lyst til at bruge Stokken og give Lige for Lige; men i
mange Tilfælde var det for mildt," mente Skolemesteren, idet
den gamle fyrige Mand gjorde en Bevægelse, som om han havde
et godt Slagvaaben i Haanden. Erik skuttede paa Skulderen,
somom han alt kjendte Rappene, erindrede sig mange af de
Synder, Skolemesteren var saa ivrig imod, og skyndte sig ned
i Stalden med Sæbespiritus i Haanden og bedre Tanker i sit
Hoved om to Ting, end han nogensinde havde havt deri siden
han fik en Bog og en Tømme i Haanden.
|
| BLA BAKOVER |