|
Nr. 10, 29de Mai 1841.
Stol ikke paa dig selv i nogen Livets Alder.
Hvo mener, at han staaer, se til han ikke falder!
SKOLEMESTERENS FORTÆLLINGER
Der er ingen Fordom mere udbredt imellem de ikke Rige, end
den, at Ens Lykke ganske beroer paa hans Formues- eller Stands-
kaar. Men den har ogsaa sin visse Plage, sin guddommelige
Straf i den, alle egne Glæder nagende, Misundelse, som er uad-
skillelig derfra. Vor Skolemester havde ondt af en Mand, som
han lagde Mærke til idelig og altid nedsatte den Lykke han selv
kunde nyde, imod Andres, sammenlignende sine Kaar med deres:
og han besluttede ved Leilighed, at kurere ham med en af sine
Historier.
"Der reiser Amtmandens Storvogn," sagde han engang seende
ud af Vinduet efter en endt Skoledag hos Erik, og han fik Leilig-
hed til at komme med sin Historie før han tænkte det, for Erik
var ikke seen med at glane efter Vognen, og at mumle med et
Blik, der syntes at ønske, at en af Hestene maatte styrte foran
Kaleschen: "Med tre Heste kjører den Storkar'en ogsaa, og til
Gjæstebud hos Fogden. Slige Folk maa have Lyksalighed for
tyve Andre, saa Gud ikke just har deelt ud som Ret kunde være!"
"Vil du høre en Historie Erik?" sagde Skolemesteren, og be-
gyndte:
Hyrdedrengen.
"Abbas, med Tilnavnet den Store, Konge eller Schach af Per-
sien, havde engang forvildet sig paa Jagten. Han kom op paa
|
| d.IV,b.6,s.161 |
et Bjerg, hvor en Hyrdedreng vogtede en Flok Faar; Drengen
sad under et Træ, og spillede paa Fløite. Den liflige Melodi og
Nysgjerrigheden lokkede Kongen nærmere; Drengens aabne Ansigt
behagede ham; han spurgte ham om mangehaande Ting, og de
hurtige og træffende Svar, som han erholdt af dette Naturens
Barn, der var opvoxet ved sin Hjord, uden mindste Underviisning,
satte Kongen i Forundring. Han grublede endnu herover, da hans
Vezir eller første Minister nærmede sig. "Kom, Vezir!" raabte
han ham imøde, "og siig mig hvorledes denne Dreng behager
dig." Veziren traadte nærmere; Kongen fortsatte sine Spørgs-
maal, og Drengen blev ham intet Svar skyldig. Hans Uforfærdet-
hed, hans sunde Dømmekraft og hans aabne Frimodighed indtoge
Kongen og Veziren saa meget, at hiin besluttede at tage ham
med sig og lade ham opdrage, for at man kunde see, hvad dette
Naturens skjønne Anlæg vilde blive under Kunstens Haand.
Ligesom en Markblomst, der af Gartneren tages op af sin tørre
Grund og henplantes i en bedre Jordbund, inden kort Tid ud-
vider sit Bæger og antager mere glimrende Farver, saaledes ud-
dannede ogsaa Drengen sig efterhaanden til en Mand af store
Dyder. Kongen fattede daglig meer og mere Godhed for ham;
han gav ham Navnet Ali Beg, og gjorde ham til sin øverste
Skatmester.
Ali Beg besad alle de Dyder, som lade sig forene: hans Sæder
vare dadelfri; sit Embede bestyrede han med Forstand og Troskab;
mod Fremmede viste han sig gavmild og høimodig; Enhver som
bad ham om noget, behandlede han med Høflighed, og uagtet
han var Kongens Yndling, opførte han sig dog stedse med den
meest beskedne Ydmyghed. Men hvad der i Særdeleshed ud-
mærkede ham blandt de persiske Hoffolk, var hans Uegennyttig-
hed, thi aldrig lod han sig betale for sine Tjenester; hans gode
Handlinger udsprang af den reneste Kilde, af Attraa efter at
gavne sine Medmennesker. Og dog undgik han ikke, skjøndt
han besad alle disse Dyder, at blive bagvasket af Hofkrybet, som
betragtede hans Ophøielse med hemmelig Misundelse. Det lagde
allehaande Snarer for ham, og søgte at gjøre ham mistænkt hos
Kongen. Men Schach Abbas var en Fyrste af sjeldne Egen-
skaber; hans store Sjel kunde ikke nære nogen lav Mistanke,
og Ali Begs Anseelse og Rolighed bleve uforstyrrede, saa længe
hans høimodige Beskytter levede.
|
| d.IV,b.6,s.162 |
Ulykkeligviis døde denne store Konge, og Schach Sefi, der
fulgte efter ham, syntes at retfærdiggjøre Nationens Klager over
at gode Fyrster maa døe ligesom andre Mennesker. Han var i
alle Henseender det Modsatte af hans Forgjænger; han var mis-
troisk, grusom og gjerrig; Blodsudgydelse syntes at vederqvæge
ham, ligesom en Drik Vand den Tørstige. En saadan Herre havde
Alis Fiender ventet paa, og strax kom deres hemmelige Mis-
undelse atter tilsyne. Daglig fremførte de Bagvaskelser mod
Skatmesteren; i Begyndelsen agtede Kongen ikke derpaa, men
snart syntes en uventet Begivenhed at gjøre deres Beskyldninger
til Sandhed.
Kongen forlangte nemlig at see en kostbar Sabel, som den
tyrkiske Keiser havde skjænket Schach Abbas, og som nogle af
Hoffolkene omtalte. Sabelen var ikke at finde, uagtet den var
anført paa den Fortegnelse, som den store Abbas havde efter-
ladt sig; og hos Schach Sefi opstod nu den Mistanke, at Skat-
mesteren havde stukket den til Side. Det var netop dette, som
Alis Fiender ønskede; de fordoblede sine Beskyldninger, og af-
malede ham som den værste Bedrager. "Han har bygget mange
Huse, som bruges til Herberge for Fremmede," sagde de, "og
han har med stor Bekostning ladet opføre flere andre offentlige
Bygninger. Han kom til Hoffet som en nøgen Hyrdedreng, og
dog besidder han nu umaadelige Rigdomme. Hvorfra skulde han
have alle de Kostbarheder, hvormed hans Huus er opfyldt, der-
som han ikke bestjal det kongelige Skatkammer?" Idet Alis Fiender
saaledes anklagede ham, traadte han netop ind til Kongen, som
med et vredt Blik sagde til ham: "Ali Beg, din Utroskab er bleven
bekjendt; du har mistet dit Embede, og jeg befaler dig at aflægge
Regnskab inden fjorten Dages Forløb." Ali Beg forfærdedes ikke
-- thi hans Samvittighed var reen; men han betænkte, hvor farligt
det vilde være, dersom han overlod sine Fiender en Tid af fjorten
Dage, førend han beviste sin Uskyldighed. "Herre," sagde han,
"mit Liv er i din Haand. Jeg er beredt til at nedlægge Nøglen
til det kongelige Skatkammer og det Hæderstegn, som du har
skjænket mig, for din Throne idag eller imorgen, naar du vil
gjøre din Tjener lykkelig med din Nærværelse."
Denne Bøn var Kongen meget velkommen; han lovede at op-
fylde den, og tog strax den følgende Dag Skatkammeret i Øiesyn.
Alt var i den fuldkomneste Orden, og Ali Beg overbeviste ham
|
| d.IV,b.6,s.163 |
om, at Schach Abbas selv, uden at det var blevet anført paa
hans Fortegnelse, havde borttaget den savnede Sabel for at lade
et andet Klenodie pryde med Diamanterne. Kongen kunde intet
indvende derimod; men Mistroen er uretfærdig og føler sig krænket,
naar den seer sig skuffet i sine falske Formodninger. Han ud-
tænkte et Paaskud, og ledsagede Skatmesteren til hans Bolig, for
at finde de mange Kostbarheder, som Hoffolkene havde omtalt;
men til hans store Forundring var ogsaa her Alt anderledes, end
han havde tænkt sig det. Simple Tapeter bedækkede Væggene,
Værelserne vare blot forsynede med det allernødvendigste Bo-
have, og Sefi maatte tilstaae sig selv, at en middelmaadig Borger
boede prægtigere, end hans Riges første Skatmester. Han skam-
mede sig over saaledes anden Gang at være bleven skuffet, og
vilde begive sig bort, da en Hofmand viste ham ved Enden af
Galleriet en Dør, som var tillukket med to stærke Jernskodder.
Kongen gik nærmere og spurgte Ali Beg, hvad han gjemte bag
saa store Laase og Skodder? Ali Beg syntes overrasket; han
rødmede, men fattede sig hurtigt, og sagde: "Herre! I dette
Værelse gjemmer jeg det Kjæreste, som jeg har i denne Verden,
min sande Eiendom. Alt, hvad du har seet i dette Huus, til-
hører Kongen, min Herre; hvad der er i dette Værelse, er mit;
men det er en Hemmelighed, og jeg beder dig, at du ikke for-
langer at see det."
Den mistroiske Sefi formodede, at denne ængstelige Opførsel
blev fremkaldt ved Bevidstheden om hans Brøde, og han be-
falede med Heftighed, at man skulde aabne Døren. Det skete,
-- og se! fire hvide Vægge vare prydede med en Hyrdestav, en
Fløite, en daarlig Klædning og en Hyrdetaske; det var de Skatte,
som disse Jernskodder og Laase gjemte.
Alle Tilstedeværende studsede, og Schach Sefi skammede sig
tredie Gang, da Ali Beg med største Beskedenhed talede saa-
ledes: "Mægtige Konge! Da den store Abbas traf mig paa et
Bjerg, hvor jeg vogtede min Hjord, vare disse Ubetydeligheder
min hele Rigdom. Jeg gjemte dem fra den Tid af som min
eneste Eiendom; de vare et Erindringstegn om min lykkelige
Barndom, og den høimodige Fyrste var altfor god, til at han
skulde have villet berøve mig dem. Jeg haaber, Herre, at ei
heller du vil tage dem fra mig, og at du vil tillade, at jeg med
|
| d.IV,b.6,s.164 |
dem vender tilbage til hiin fredelige Dal, hvor jeg i min Armod
levede lykkeligere, end her i dit Hofs Overflødighed."
Ali taug, og alle de Omkringstaaende vare dybt rørte. Kongen
drog sin Overklædning af, og iførte ham den selv (et Tegn paa
den høieste Naade), Misundelsen og Bagvaskelsen vare slagne
med Skjændsel, og de vovede aldrig mere at opløfte deres
Hoveder mod denne Ædle. Ali levede længe og nød Belønning
for sine Dyder; han var nemlig elsket og agtet, medens han
levede, og efter hans Død vare Taarer den tause Lovtale ved
hans Grav. Alle Stadens Indbyggere ledsagede hans Liig, og i
Efterverdenens Mund hedder han endnu stedse "den ædle, uegen-
nyttige Ali."
"Skulde jeg da gjemme paa disse Filler, om jeg blev Amtmand
eller noget andet Stort?" spurgte Erik, seende med et fremdeles
misfornøjet Blik nedad sine ikke for gode Klæder.
"Nej, Erik, sagde Skolemesteren; ikke naar de havde bedækket
et misfornøjet Hjerte. De vilde kun minde dig om din Daarskab
og Uværdighed til at have dem bedre."
|
| BLA BAKOVER |