|
|
| d.IV,b.6,s.119 |
No. 22, 17de December 1840
Du kjender dit Huus, hvert Kammer saa vel?
Kjend ogsaa og agt din Bolig, o Sjel!
REENLIGHED
Hvor simpel, net, naturlig, sund, nyttig og indtagende en Dyd!
Og dog hvor forsømt og sjelden imellem de simplere Klasser.
Dyrene gjøre heri stor Skam paa Menneskene. Den lille Linerle
hopper yderst ud paa Stenen for at toe sig i Regnvandet, Katten
børster sig med sine Poter, Fugle og Dyr bade sig ideligt og holde
sine Fjær og Haar i Orden og fuld Glands. Selv Svinet drives
kun af Heden ud i Mudderet, men da dets Skabning er for klod-
set til at børste sig igjen, tager det taknemlig mod den, der vil
gjøre det, og det trives derefter. Men hvorledes see de Fattig-
dommens Børn ud i Almindelighed, som møde os? De kunne
være smukke under Smudset; men nu vender man sig med Væm-
melse bort, og man undres paa hvilke Mødre de dog maae være,
som kunne taale at deres Børn see saadan ud. Snart hævner
ogsaa Ureenligheden sig paa den naturlige Tækkelighed, de kunne
besidde. Uddunstningen standser under Skorpen af Smuds, Farven
gustner og Udslet indfinder sig. Dette er saa skrækkelig alminde-
ligt fordi Ureenligheden er saa almindelig.
Og hvormeget tabe de Fattige ikke derved? Thi hvorledes
skulde Nogen troe, at de ville rette sig i andre Ting eller bruge
en Gave eller Fortjeneste godt, naar de ikke engang gide rette
paa sig i den simpleste af alle Ting i den at vaske sig? Vand
mangler ikke, og der behøves dog ikke saa mange Draaber for
at være reen paa Ansigt og Hænder til hver Dag. Nei, som Jeg
dømmer, saa dømme Tusinde: at en ureenlig Kone er en Skarns-
kjærring, og at et skident Barn allerede er mærket med For-
dærvelsens Farve.
Ved Ordet "reen" -- siger et svenskt Skrivt -- fæster altid en
behagelig Forestilling sig. Tanken indbefatter deri noget Ædelt,
Højt, Sandt, Ret, Ubesmittet, Uforfalsket, Uskyldigt og Behageligt.
Saaledes anvendes det i religiøse og moralske Henseender. Vi
sige reen Gudsfrygt, reen Samvittighed, rene Tilbøjeligheder, rene
Hensigter, rene Sæder. Gud sige vi er det reneste d. e. fuldkom-
neste Væsen. Derimod tænke vi os altid noget Afskyeligt ved
|
| d.IV,b.6,s.120 |
det Smudsige og Skidne. Vi sige saaledes om et liderligt og slet
Menneske, at han har en smudsig Tænkemaade, vi tale med
Væmmelse om urene Hensigter og skidne Ord. Det Rene har
altsaa faaet en høi Betydning, det Smudsige en lav og foragtelig.
Men ogsaa i sig selv og i det Legemlige indbefatter det Rene
altid noget Behageligt. Øjet dvæler med Fornøielse paa en reen-
feiet Gaard, paa et skuret Gulv, paa rene Kiørrel, Klæder, An-
sigt, Hænder o. s. v. ligesom Ureenlighed, hvor den findes, gjør
et modsat Indtryk. Man træder gjerne ind og finder sig vel i et
Huus, hvor Alt vidner om Orden og Reenlighed; men man vender
sig med Væmmelse bort fra et hvori det Modsatte finder Sted.
Saaledes er det da ikke nok, at du har et reent Hjerte, skjøndt
dette er det Fornemste; Reenheden maa ogsaa strække sig til
den legemlige Deel af dit Væsen, denne Bopæl for din udødelige
Sjel; den maa strække sig til den Klædning, hvormed du skjuler
dit Legeme, til dit Huus og din Omgivelse. Et reenligt Menneske
besidder oftere end det skidenfærdige en aaben og ædel Tænke-
maade, thi en gjensidig Virken mellem Aand og Legeme opdages
let heri som i saameget Andet saalænge de ere forenede og
førend Aanden har brudt sit Fængsel. Ogsaa i den lave Hytte,
hvor Reenlighed hersker, møder man glade og venlige Ansigter,
Nøisomhed, Ærlighed og livsfrisk Arbeidsomhed. Opsøg derimod
Dagdriveren, Drukkenbolten, Forbryderen i hans Rede, og du
skal næsten altid finde Skidenhed i Lag med Lasten.
Enhver bør vistnok agte Reenligheden, denne Dyd, som giver
saameget godt af sig. Men det er især Moderen, Huusmoderen,
som har Skam af dens Forsømmelse. Kommer man i en Huus-
holdning, omend noksaa knap, og finder Alt, som omgiver En,
vel ordnet og reent, saa kan man være sikker paa, at den fore-
staaes af en Qvinde, som er sit Kald voxen. Trivsel og Vel-
befindende spreder sig der til Mand og Børn, ja vel og til Krea-
turene. Thi ogsaa disse vantrives uden Reenlighed. Den Mand
er at lykønske, hvis Mage med andre huuslige Dyder forener
den Egenskab at holde Huset ved pyntelig Stand og lade Reen-
ligheden blive Kronen paa sin Virksomhed. Stor Fattigdom kan
vistnok volde Reenligheden megen Hindring og maa lade Pyntelig-
heden fare; men der kræves jo kun noget Vand for at rense
Klæderne, ihvordan de ere, og det mangler dog, som sagt, ikke.
Se Barnet der, som kryber ud af et Hul, hvorfra Stank paa
|
| d.IV,b.6,s.121 |
langt Hold røber Beboernes Svinskhed og dyriske eller værre
end dyriske Liv! Ja værre; thi sammenlign dette Barn, der kan-
skee af Naturen er vakkert nok, men nu er skjult af Smuds og
ureenlige Filler, med det lille snehvide Lam, som hopper saa
muntert om i Græsset, eller med Andungen, som dukker sig i
Dammen, og tænk saa efter hvem der taber ved denne Sammen-
ligning! Men vask Barnet og viis det frem som det virkelig er
og i reenlig Dragt, og du vil faae en liden Engel at see, som
taknemlig leer dig imøde.
Men dannede Menneskers Modbydelighed mod Skidenfærdighed
gaaer i Almindelighed saavidt, at de sjelden give sig saameget af
med ureenlige Børn. Naar et Barn ikke engang gider vaske sig,
men viser sig Morgen efter Morgen bedækket med tykkere og
tykkere Smudsstriber over Ansigtet, med uredet Haar og ellers
saaledes som kun altfor mange af vore Forstadsbørn, saa tænker
man strax, at det ligeledes er tilsmudset inden i sin Sjel, saa
Velgjerninger ville være spildte paa det. Det er strengt, siden
det er Forældrenes Skyld alene, men dog er det oftest rigtigt
tænkt, og altid som Menneskene tænke i Almindelighed. En god
formuende Kone plejede altid at gjemme sine egne Børns af-
brugte Klæder til hun tilfældigviis fik see fattige Børn, som trængte
til dem. Dog gav hun ikke Betlere og mindst dem, hun idelig
saae drive dette Ødelæggelsens Haandværk i Gaden, men, som
sagt, Børn, hun tilfældigviis traf paa eller hvis Kaar hun kjendte.
Engang saae hun to Smaagutter, som bar Fliser hjem fra Tomten,
yderligt usselt klædte og uden Sko i Oktober Maaned. Hun gik
til sit Skab for gamle Sager og tog et Par Sko, Strømper og en
Trøie frem, og kaldte saa Børnene ind. Til min Forundring gav
hun nu baade Sko, Trøje og Strømper til den ene Dreng, og gav
mig kun den Forklaring, at denne havde været vasket og kjæm-
met, den anden ikke. "Lad mig se du ogsaa holder dig reen,
sagde hun til ham, visende ham et Plag, saa skal du ogsaa faae.
Du har din Gang heri Gaden, saa jeg nok har lagt Mærke til
dig, og skal lægge Mærke til dig fremdeles." "Det var mærk-
værdigt at see, fortalte denne fornuftige Kone siden, hvorledes
dette virkede paa det Barn, der havde faaet Klæderne. Han var
ordentlig en liden Smaaherre i at pudse sit Haar og i at holde
sig saa reen som mine egne Børn. Men mener De, at det nyttede
med den Anden, som Tiltalen egentlig skulde virke paa? Dagen
|
| d.IV,b.6,s.122 |
efter gik han nok saa reenvasket forbi og skulede herop endog
med en Hanekam i Haaret, og jeg var alt paa Vejen til Skabet;
men saa tænkte jeg ogsaa her, at een Svale gjør ingen Sommer,
og den Prøve faldt uheldig ud. Den næste Dag havde han ikke
vasket sig og den tredie var han saa skiden, at man skulde troe
han havde gjorts paa at smøre sig til, og den Smuds sidder der
nok endnu." Reenlighed maa blive Vane og Nødvendighed forat
blive Dyd.
Men Reenligheden forfrisker ikke alene Sindet og hyggeliggjør
Livet; den forekommer ogsaa mange Sygdomme. Den usunde,
for Andre uudholdelige Luft, som opkommer i ureenlige Boliger,
og med Vilje holdes indestængt, indvirker højst skadeligt paa
Sundheden, og kan omsider foranledige smitsomme Sygdomme.
At Ureenlighed er den almindelige Aarsag til de mellem den
simple Klasse saa udbrudte Hudsygdomme, er en kjendt Sag.
Derfor bør Enhver ikke alene ved Toening og Bad, hvorved
Legemet tillige styrkes og forfriskes, holde sin Hud reen, men
ogsaa see til, at Reenlighed iagttages overalt. Saaledes gjælder
dette ikke mindre for Krop end for Klæder; det gjælder Ens
Bopæl, Huusgeraad og Forraad; det gjælder En selv, hans Børn
og Huusfolk. Holdes ikke Bondens Kreaturer reenligt, vantrives
de, og er det Tilfælde ved hans Varer, blive de udrøje, ofte
ubrugelige, skadelige for Hilsen og ved Udbydning tilsalgs enten
reentud vragede eller slet betalte. Reenlighed indvirker saaledes
ogsaa paa Ens Velstand.
Vore Forfædre forsømte ikke Badningen, dette Sundhedens
Hovedmiddel, saameget som den nærværende Slægt. De vare
derfor sundere og stærkere. De nærede ikke den ikke sjeldne
taabelige Tro, at man ikke bør lære at svømme for at kunne
drukne des lettere, om man skulde falde i Vandet engang. De
brugte ikke alene det aabne Bad i Strømme og Fjorde, men hver
Gaard havde sin "Badstue". Navnet er beholdt, men ikke denne
Brug deraf at tage jevnligen varme Svedebad. Dertil kunne vore
Badstuer endnu fremdeles bruges, og vort Folk bør igjen optage
denne Skik.
Ombytte af Linned efter Kaar og Leilighed er en nødvendig
Betingelse for Reenlighed. Det er bedre at have den yderste
Tarvelighed i Yderplag end at savne nødvendigt Linned, det maa
være saa grovt det ellers vil. Med nogen Flid, Andres Hjælp
|
| d.IV,b.6,s.123 |
og nogle indsparede Drammer, ville vel De være meget faa, som
ikke skulle faae et eller to Ombytter. Og det vilde være til-
strækkeligt. Linned, som ikke er formeget smudsigt, slides ogsaa
mindre i Vasken. Betræffende den Reenlighed, som bør iagttages
ved Boligerne, da vil den sige, at Gulvet sopes og skures be-
hørigt, Vægge og Døre affejes, og at Luften holdes reen i Op-
holds- og Soveværelser.
Vilde Almuesmand, og Huusmødrene ikke at forglemme, lytte
til disse velmente Raad og følge dem, vilde Enhver visselig finde
sig belønnet ikke alene ved det Velbefindende paa Sjel og Le-
geme, som følger med Reenlighed og ved Andres forhøjede Ag-
telse, men ogsaa ved den Fornøjelse det maa være, selv frisk
og rask at kunne forplante disse Fordeele paa den opvoxende
Slægt.
|
| BLA BAKOVER |