|
No. 18-19, 19de November 1840.
Klog Mand blier klogere
af Andenmands Forliis;
men neppe af sit eget
blier Daaren mere viis.
SKADEN AF PROCESSER
(EFTER DET SVENSKE).
Raad man nok kan give,
Klogskab ei.
Hvo godt Raad Raad lod blive
lod Hjælpen gaae sin Vej.
Hvor ofte jeg har tænkt at advare Menigmand mod Processer,
dette Velfærd og Rolighed slugende Onde, som mine kjære Lands-
mænd ere altfor hengivne til, ja som man har paastaaet i enkelte
vildere Egne er traadt istedetfor det frygtelige Spændebelte og
|
| d.IV,b.6,s.105 |
Kniven Mand og Mand imellem! Men jeg har ikke vovet mig
dertil, fordi jeg hader det hele Væsen altformeget, efter det Af-
skyelige, der kan passere under dem, de Lumpenheder og den
onde udtænkte Hævn de kunne give Anledning og Beskyttelse
til, og efter min Erfaring om de Ødelæggelser, de afstedkomme.
Jeg turde ikke indlade mig paa denne Materie, for ikke at hen-
rives til Uretfærdighed, og var derfor glad ved at træffe den
afhandlet i et svenskt Folkeskrivt, som jeg desuden har ladet en
Jurist gjøre sine Anmærkninger ved. Saaledes skulde Behand-
lingen deraf maaskee gjøre samme Nytte her, som i Afhand-
lingens eget Fødeland.
For Hvilkensomhelst, men især for en Mand af Almueklassen,
er det i Almindelighed en sand ødelæggende Ulykke, at blive
indviklet i Proces. Vel kan det undertiden hænde, at ogsaa den
meest Fredelskende kan blive hjemsøgt med Stevning, eller,
endnu sjeldnere, blive nødt til selv at optræde som Sagsøger;
men høist sjelden vil dette Tilfælde indtræffe for den, der selv
gjør oprigtigt af Fred og god Forstaaelse. Naar han imidlertid,
enten til nødtvunget Selvforsvar, eller for at gjenvinde en om-
tvistet Rettighed, nødes til at søge Domstolene, er dette at an-
see for en Ulykke, hvis fordærvelige Fø1ger han, saameget det
staaer i hans Magt, bør søge at indskrænke.
Vil du lytte til Erfaringens Lærdomme, da læg paa Mindet og
Sindet følgende Regler, som Du bør spørge tilraads, naar Du
troer at burde henvende dig til Domstolene.
1. Begynd aldrig en Proces uden i yderste Nødsfald! Af Sær-
hed, Heftighed i Gemyttet eller Egennytte at angribe sin Næste
er en Synd, som paa første Haand straffer sig selv. Thi, foruden
den gamle Sandhed, at et magert Forlig er bedre end en feed
Proces, stiftes uendelig meget Ondt ved de uvenlige spændte
Forhold, der altid finde Sted mellem tvistende Parter. Hvad
Religionen saa herligt byder, "først at forlige sig med sin Næste,
førend man gaaer frem til Alteret" gjælder her i den mest ud-
strakte Betydning, og hvad end mere er, i det mindste efter de
verdslige Kloges Mening, istemmer selve Klogskaben dette kriste-
lige Sædelighedsbud.
|
| d.IV,b.6,s.106 |
Forsonlighed er ikke blot din Samvittighedspligt; den er ogsaa
din egen store Fordeel. Dette kan lettelig bevises; thi vel pirrer
dig det opeggede Gemyt eller Vindelysten eller Hovmodet eller
Hævnfølelsen med Udsigten til, at din Modpart skal nødes til at
gjøre store Opoffrelser for din Skyld; men om det end skulde
lykkes dig, at tilføje ham en Lidelse, beregner Du ikke i din
blinde Iver alle de Uleiligheder og Lidelser, som Du tilføier
dig selv.
Disse Uleiligheder og Tab ville gjennem et Exempel blive endnu
mere iøinefaldende. Din Grandes Kreaturer har paa din Ager-
teig gjort en ubetydelig Skade, som Du anseer foranlediget af
hans brøstfældige Skigaard. Istedetfor den naturlige og venlige
Udvej, strax med det Gode at tale til din Grande, der da i Be-
tragtning af den ei med Forsæt forvoldte Skade, vistnok oftest
vil være færdig til baade at erstatte den og istandsætte Ski-
gaarden, skynder Du dig med næsten fiendtlig Hadskhed at gjøre,
som man siger, Sag deraf. Først koster det dig Arbeide og for-
styrret Sindsro, at skaffe Skjøn over Skaden, siden at udtage
Stevning, videre at fremskaffe Vidner, fremdeles at passe paa
ved Thinget i flere Dage, og alt Dette foruden de kontante Ud-
givter til Skjønsmændene, Dommens Løsning o. s. v. Og til Krone
paa alt dette har Du ombyttet dit fredelige og lykkelige Nabo-
skab med et Slags Krigstilstand af Bitterhed og Had.
Meget uvist kan det være, hvilken Ende Sagen faaer, da det
lige let kan hænde, enten at Beviset for den daarlige Beskaffen-
hed af din Naboes Indhegning brister Dig, eller at din egen
Gjærdesgaard ogsaa kan bevises at være brøstfældig m. m. d.,
og da mister Du aldeles al Erstatning, men har gjennem din
Uforstand bragt over dig og Dine en Mængde Uleiligheder og
Lidelser, blandt hvilke ei de Ubehageligheder ere de ringeste, at
Du og din Grande nu ere Uvenner, saa at den Ene vil den
Anden ilde, istedetfor at understøtte og hjælpe hinanden, hvorved
begges Vel befordres.
Havde Du strax ved Skadens Opdagelse taget Eftertanken paa
Raad med, venligen tiltalt din Grande, fulgt med ham til Stedet,
kommet overeens med ham om Opgjørelse af det Begaaede til
Forebyggelse af videre Skade, og endelig paa en billig Viis lempet
dine Paastande, saa vilde i de fleste Tilfælde Alt letteligen med
det Gode være bleven opgjort, alle Bekostninger, Tidsspilde og
|
| d.IV,b.6,s.107 |
Uleiligheder vilde have været undgaaede, og den gode Nabofor-
staaelse kunde vedblevet derefter, som før.
2. Men hvis Proces ei kan undgaaes, vær altid villig til at ind-
gaa det Forlig, som Dommeren foreslaaer, og lyt aldrig til for-
føriske Sagføreres Raad! Iblandt de gode Sider i vor Lovgivnings
og Domstolenes Indretning forekommer Dommernes Forpligtelse
til at søge at bringe tvistende Parter til godvilligt Forlig. Under-
dommerne i Sverige ere tillige ogsaa udtrykkelige Forligelses-
dommere1, og Enhver, der samvittighedsfuld vil opfylde denne
paa en Gang baade ansvarsfulde og velsignelsesrige, forenede
Pligt, har noksom erfaret, hvor meget, hvor uendelig meget Godt,
man paa denne Vei kan udrette.
Naar Du, som Stevnende eller Indstevnet, fremstiller dig for
en Domstol, saa bortkast al Mistro til Dommeren, naar Du intet
Uretskaffent veed om ham, og overlad dig med Tillid til hans
Veiledning. Det er vore Dommeres Embedspligt at lede enhver
Sag til Retfærdighedens og Billighedens Maal. Det første, som
baade Samvittighed og Klogskab paalægge Dig, er uden nogen
Fordrejelse at fremstille blot den simple, klare Sandhed. Dom-
meren veed nok alligevel at finde Rede i hvad Du paa Sam-
vittighedens Bekostning vil fordølge, eller fordreje, og paa din
Lod falder da blot Skam og Skade. Naar nu Sagen er udført,
begge Parters Rettigheder klart opfattede, og saaledes Strids-
spørgsmaalet ligger udviklet for Dommerens Blik, vær da ikke
|
| d.IV,b.6,s.108 |
krangelsyg eller uvillig til at indgaae i det godvillige Forenings-
forslag, som Dommeren, Lovens og Retfærdighedens Tolk, fore-
lægger dig og din Modpart.
Vel kan En eller Anden hviske dig i Ørene, at Du bør lade
Sagen gaae til Doms, saavel for at vinde Seier over Modparten,
som ogsaa for at faae Processens Omkostninger. Men disse
Raad ere Uvennens. Først og fremst bør her mærkes, at i mange
Tilfælde kan en Sag, som forligt, for dig faae et langt fordeel-
agtigere Udfald, end som paadømt, siden Dommeren i Afslut-
ningen af Forliget er langt mindre bunden af Lovens blotte Bog-
stav, end naar han i en Dom skal anvende Lovbudet. Her kan
ved Fordringernes Jevning mod hinanden, den Røst, der hedder
Billighed, paa langt mere udstrakt Maade gjøre sig gjældende,
end forenes kan med de stive Lovformer. Og desuden maa Du
ikke forestille dig, at det er saa sikkert, at faae Omkostningerne
erstattede2; thi i mange Tilfælde hvor Anledning til Tvist ikke
heller haves paa Modpartens Side, bliver denne fri for Omkost-
ninger. Betænk desuden, at det vel ogsaa er noget værdt, baade
at I som forsonede kunne række hverandre Haanden, uden at
det gamle Had skal vedblive som en dulgt Gnist, og at, ved
denne mellemkomne Forening, al Fristelse til en fortsat, end
kostbarere og mere tidsspildende Rettergang med det samme
bortdøer.
Herigjennem komme vi til den anden Sats, der indeholdes i
vor Hovedregel, at Du nemlig aldrig bør laane villigt Øre til lejede
ildebekjendte Sagføreres ofte forvrængte Forestillinger. Vi have
mange Grunde til at indskjærpe denne Advarsel, som den væsent-
ligste og gavnligste for en selv ikke lovkyndig Almue. Først bør
herved overvejes, at Formerne i vort Lovvæsen tillade og ere
saaledes indrettede, at, i mange Tilfælde, Menigmand selv kan
komme i Besiddelse af sin Ret uden slige altid Tjenstvilliges
Hjælp. Med Tillid kan Du saaledes overlade din Sag til Dom-
merens Afgjørelse, der i deslige simplere Sager ei for dig bliver
mindre tilfredsstillende derved, at Du ei har benyttet en Advo-
|
| d.IV,b.6,s.109 |
kats Hjælp3 Hvor denne tilgaaes, vil det være klogt forud at
akkordere. For det Andet ligger det i selve Sagens Natur, at
Sagføreren, især hvis Du betroer dig til en saadan, om hvis
hæderlige Tænkemaade Du ei er tilfulde forsikkret, vil opholde
Sagen gjennem en Mængde unyttige Indvendinger, deels ogsaa,
efter at Processen er endt, vil vække Anledninger til Misnøje,
der ere langt fra at være billige og retfærdige. Det er, som man
siger "hans Ager og Eng" gjennem denne fortsatte Procedering
af dig at høste yderligere Gevindst og, gjennem din Lettroenhed
i at lytte til hans Raad, at bringe dig til endnu større Opoffrelser
og Bekostninger. Ikke nok dermed, at ikkun sjelden ved hans
lokkende og forvrængende Overtalelse et billigt og retfærdigt
Forlig opnaaes; ligesaa sjelden tillades det dig at nøjes med den
første Domstols paa Lovens Ret grundede Beslutning. Tvertimod
foregiver han vel, bare af tom Skryden af sin større Indsigt, at
kunne langt bedre bedømme Sagen end Dommeren, og ophidser
dig, for sin egen Fordeel af den fastsatte Sagførelse, til videre
at forsøge din Lykke.
Sagen, der retteligen burde have standset med den af Dom-
meren foreslaaede, billige Forening, eller i det mindste ved den
første Rets Dom, drages da, efter din Sagførers Raad, ind under
den anden, højere Domstol og siden under en endnu højere. Nu
forøges for hver højere Instants i betydelig Mon dine Bekost-
ninger og Sagførersalarier, der snart beløbe sig til ligesaa meget,
som det, hvorom der tvistes. Din egen Paastaaelighed og Trætte-
syge voxe tilligemed Ubehagelighederne af forøgede Omkost-
ninger. Om end en indre Røst vækker hos dig Anger og For-
trydelse over gjækkede Løfter og Forhaabninger, egger dog
Hovmodet dig endnu mægtigere til ikke at give efter, og paa
denne Maade opnaaer Optrækkeren sin Hensigt, at faae dine
Skillinger i Fikken4.
|
| d.IV,b.6,s.110 |
Erfaring viser desværre, at dette uædle Misbrug af Prokurator-
bestillingen, der i sig selv kan, udøvet af ædelttænkende og kyn-
dige Mænd, berede meget godt, ikke er sjeldent især inden det
Omraade, hvorom nu er Spørgsmaal, nemlig i Ledningen af Al-
muens Rettergangssager. Forfatteren af disse Linjer har i mange
Tilfælde og paa forskjellige Steder havt tilstrækkelig Anledning
til at beklage den Lettroenhed hvormed Almuen omfatter den
tilbudne Hjælp af lejede Sagførere, som af Ukyndighed og Vinde-
lyst staae færdige til at udhale let bilagte Tvistigheder og op-
hidse til Processer. Disse der vel fortjene det forhadte Navn af
"Thingstude", forstaae hos den Enfoldige at skaffe sig Tiltro,
ligesom Qvaksalveren, der saa let indtager en ukyndig Almue.
Den tredie Hovedregel er: afhold Dig saameget muligt er fra
Thinge og Domstole, og ansee aldrig den Dag for vel anvendt,
der paa denne Maade tilbringes uden Sysler! Din Dont fordrer al
din Tid og dine Kræfter, og den Dag som rykkes derifra, er ilde
anvendt. Vanen, med eller uden Ærinde at indfinde sig paa
Thingstederne, leder til meget Ondt, Sysselløshed, Drikfældighed,
Trættekjærhed, ja endog til Lovovertrædelser.
Vi have kjendt en Bonde, der i mange Aar med Fremgang
havde drevet sit Odelseje, der gav ham, Kone og Børn godt
Ophold. Men han fik en Proces, der letteligen med det Gode
kunde have været bilagt, og sikkert vilde ogsaa et billigt Forlig
være bleven afsluttet, dersom han ikke paa en Prokurators Raad
havde udvidet sine Fordringer langt ud over det, som han selv
i Begyndelsen ansaae for Ret at være. Han tabte for en Deel,
gik gjennem flere Instanser og gjorde store Opoffrelser. Imid-
lertid havde han bivaanet mange Thing, og fundet Smag deri.
Jordbruget forsømtes men Processer opvoxede, den ene efter
den anden. Han saae efterhaanden sin Formue undergravet, men
Proceslysten voxede ligesom enhver Tilbøjelighed, der ei styres
af Fornuft og Eftertanke. Tilsidst ejede han intet mere, og havde
laant af en medlidende Grande de Sengklæder, hvorpaa han
hvilte. Han maatte dog procedere; og Den, der nedskriver
dette, har havt den største Møje med at tale ham fra at stevne
den Velgjører, som nu bistod ham i Nødens Stund5.
Den Proceslystne søger blot Strid. Han er et Slags overmodig
|
| d.IV,b.6,s.111 |
Slaaskjæmpe, der ei lader Nogen i Fred. Den naturlige Følge
er ogsaa den, at han ei har nogen Ven. Alle frygte og afskye
ham, og af sig selv er det klart, at hans Handlemaade strider
ligemeget mod Sædelæren, som mod den kristelige Religions Bud
om Forsonlighed og Fredsommelighed.
De Advarsler der i det foregaaende ere meddelte imod Skaden
af at søge Domstolene, kunne for største Delen ogsaa anvendes
paa ethvert, navnlig Gjelds-Stevnemaal.
Vi kunne ei undgaae at benytte denne Leilighed til at advare
Almuen for Misbruget at gjøre store Auktionsindkjøb, og saaledes
at sætte sig i betydelig Gjeld. Oftest opkomne under Sviir avle
de igjen en Mængde Sagsøgninger6, og Mangen har paa denne
Maade maattet betale langt mere, end han virkeligen har kjøbt
for. Man veed desuden, hvorledes stærkt Fortæring paa Auk-
tionerne opmuntre Spekulanterne, saa at Mange ei saa nøje
mindes, hvad de have faaet Tilslag for, og den lange Kredit gjør
denne Glemsomhed end mere naturlig.
Hvis Du nu har en Fordring, saa besvær ei dig selv og din
Skyldner uden Nødvendighed med Sagsøgning, førend Du finder,
at han ei med det Gode vil lade sig bevæge til Betaling. Lad
dig ei af Vrede forlede til at sagsøge ham, førend han i Forvejen
er paamindet om at Forfaldstiden allerede er indtruffen. Det
bliver paaengang hans og dit Forliis i Omkostninger eller Udlæg
og Tid.
Men indvender Du: jeg faaer jo mine Omkostninger erstattede.
Ja! dette kan vel for en Deel være sandt, men og blot for en
ringe Deel. Thi blot dine kontante Udgivter faaer Du tilbage,
men det Øvrige bliver dit eget kjendelige Tab. Og den sagsøgte
Skyldner maa ogsaa finde sig i adskillige Uleiligheder baade
gjennem Tidsspilde og Pengeudgivter, der letteligen kunde været
undgaaede, hvis Sagen med det Gode var bleven afgjort. Des-
uden bør her anmærkes, at ofte den Tid, der forløber inden en
ved Sagsøgning indkrævet Fordring bliver udgjort, er meget lang-
|
| d.IV,b.6,s.112 |
varigere end den Anstand, Skyldneren muligens kunde begjære
af dig selv, og efter hvis Forløb han havde beredt sig paa at
have Betalingen paa rede Haand uden alle de ubehagelige Tvangs-
midler og Omkostninger. Er Du derimod, tvungen dertil af Skyld-
nerens Vranghed, bleven nødt til at sagsøge ham, men Denne,
naar han gjennem erholden Stævning indseer, at det er Alvor,
og derfor tilbyder Betaling, da vær aldrig saa haardnakket og
uklog, at Du negter at modtage det Tilbudte, i Haab om at vinde
ved Sagens Fuldførelse. Tvertimod bliver Tabet stedse dit baade
gjennem Omkostninger, Tidsspilde og Tidsforhaling, af hvilke Ulei-
ligheder især Tabet af din dyrebare Tid knapt kan beregnes, end
mindre erstattes. Tag saaledes med aabne Hænder mod den
Betaling, der tilbydes Dig, og vær fornøjet med paa denne Maade
at kunne undgaae alle yderligere Tab!
1 tilbakeForligelseskommissionernes ellers erkjendte Gavnlighed i vort Land har
dog været underkastet den Tvivl, at Underdommerne, efter disses Indretning,
for det meste ansee sig fritagne for det Kald at søge at mægle Forlig mellem
Parterne. Saalænge man ei istedetfor disse vore Forligelseskommissioner har
faaet Fredsdommere, der baade skulle mægle Forlig og, om fornødiges, dømme,
saa vogt dig, min gode Almuesmand for at udsætte dig for Indkaldelserne
dertil! Det hedder vel, at de kun skulle koste lidet, men det er ofte ikke saa,
især naar din Modpart enten selv er eller lader møde ved en af disse Op-
trækkere, der under Navn af Inkassatorer, Fuldmægtige o. s. v. have erhvervet
sig et Skræksnavn paa Land og i By hos de Fattigere, og som ofte i en
Haandevending gjøre de mere Velstaaende fattige. Især maa Du tage dig iagt
for de Fuldmagter med aabentstaaende Navne, som slige Folk præsentere dig,
idet de nok saa pent love dig Henstand, naar Du blot vil underskrive dette
Papir, hvis Indhold og Følger Du ei indseer. Thi har Du først underskrevet
et saadant, da har Du, uden at du hører et Ord mere derom, pludselig Lovens
Mænd i din Stue, og saa bliver den snart sopreen, og Du faaer høre, at der
er bedre Groe i Gjeld end i anden Sæd.
2 tilbakeHos os blive sikkert i 9 af l0 Sager Processens Omkostninger, som det
hedder, hævede; og af den Tiendepart af Processerne, hvori Omkostningerne
tilkjendes En af Parterne, svare de tilkjendte Omkostninger vist ei i een Sag
af ti til de virkelige.
3 tilbakeGud give man kunde sige det Samme hos os! Imidlertid bør man dog
vel antage at det store Fleertal af vore Dommere ei ville undlade at iagttage
deres Pligt at veilede Almuesmænd, der selv føre sin Sag, saavidt saadant
efter vor Processes Grundsætninger kan lade sig gjøre. (Udtrykkene ere ellers
i dette Afsnit betydeligt formildede.)
4 tilbakeSelv hvor ei den samme Prokurator kan føre Sagen ved Overretten, som
ved Underretten, vil denne dog ofte uden Grund raade til at appellere, snart
for at tjene en Overretssagfører, med hvem han staaer i Forbindelse, snart for
at skjule enten sin egen Mangel paa juridisk Indsigt eller sine ved Underrets-
sagførelsen begaaede Skjødesløshedsfeil.
5 tilbakeSaa gaaer det desværre ogsaa hos os. Anmærkeren har kjendt flere
Lignende.
6 tilbakeAnmærkeren kan ikke andet end at istemme Forfatterens Advarsel mod
at indfinde sig, uden høist nødvendig, i disse Leddiggangens, Uordenens, Druk-
kenskabens, Liderlighedens Planteskoler, som man hos os kalder Auktioner,
hvor den fattige Arbeidsmand om Natten tilsætter sine faa kontante Skillinger
til Brændeviin og i Spil -- om ei paa selve Auktionsstedet, saa dog strax
derved -- for Dagen efter at erholde Efterretning om, at han i Fuldskab har
kjøbt for flere Penge end han kan tjene i flere Maaneder. |
| BLA BAKOVER |