|
No. 16, 30te Oktober 1840.
Mens man det Onde gjør,
man endser det ei stort;
Hvor stort det er,
man seer først ret naar det er gjort.
PLIGTER MOD DYRENE
Der faaer, som sagt, være en Ende paa Historierne, som dog
ikke vilde udtømme alle de Exempler, som gives i vort Land
paa Menneskenes Barbari imod Dyrene. Men tænker blot efter,
blader blot lidt i Eftertankens og Erindringens Bog, saa kunne
I nok selv udfylde Resten. Raahed, haardt Gemyt, Letsindighed,
Uvorrenhed og Vane ere lette at gribe som de fornemste Aar-
sager; men der er endnu een, især imellem Tjenestefolk, som
maaskee særskilt bør paapeges noget nærmere, end den er bleven
det i Historien om Kabberrud'ens uvorne Tjenere. Det er den
samvittighedsløse Ligegyldighed for Behandlingen af Andres Dyr,
fordi de ere Andres, en dobbelt Synd mod Ejeren og mod det
arme forsvarsløse Dyr, som har sin fornemste Rod i det for-
færdelige løse Forhold mellem Hosbond og Tjener, som desværre
finder Sted, og hvori begge Parter have Skyld. Overdreven
Kjørsel i Skydsvejen vilde f. Ex. ikke finde saa ofte Sted, om
Tjenerne havde Øjet bedre oppe for sine Huusbonders Bedste
og for hvad rimeligt kunde være for Hesten, end for Drikke-
skillingerne. Og det er ikke altid Modet til at bemærke, at Dyret
trænger til nogen Skaansel, men ligesaaofte er det Øjet, Følelsen
herfor, som mangler.
|
| d.IV,b.6,s.92 |
Der er ikke een Side, hvorfra, jeg vil ikke sige Grusomhed,
men blot Haardhed lader sig forsvare. Nødvendig kan jeg kun
tænke mig den i een Henseende, nemlig ved videnskabelige For-
søg; men kun da, naar man derved har et højere Øjemed isigte,
end blot at gjentage deslige Forsøg, som allerede have givet
Verden de Oplysninger, de kunne, eller at tilfredsstille den Ulær-
des Nysgjerrighed. Drengenes Insektfangeri gjør kun Faa til
Naturkyndige, men det hærder Følelsen ved sine Naalespidninger,
som dog altid kunde formildes; idetmindste kan den lille Jæger
skaffe sine Offre Døden ved varm Vanddamp naar han er kom-
men hjem, istedetfor at lade dem vride sig paa Naalen i mange
Døgn. Ogsaa disse Skabninger have Nerver og Følelser; og
Ingen, der har seet i et Hundeøje eller lagt noget Mærke til
noget andet Pattedyr, tvivler for Alvor om, at der er forbunden
en vis Grad af Livsbevidsthed med deres saa udviklede Legems-
indretning. Dette paatrænger sig En dunkelt endog om de lavere
Dyrearter, og lader f. Ex. Fiskeren ofte skjære eller slaa Fisken
tildøde. Men var denne Erkjendelse endnu dunklere, burde det
dog afholde os fra Grusomheder mod Dyrene netop fordi vi vare
uvidende om hvor stor Lidelse, vi tilføjede dem, og hvor stor
vor Synd imod dem var. Og vinde vi noget ved at være haar-
dere imod dem end vi behøve? De Nationer, som leve i nær-
mest Forbindelse med en enkelt Dyreart, og de Folk, som gjøre
en Næringsvej af Dyravl, forsikkre det modsatte. Araberen vil
ikke udsætte sig for at tabe sin Hests Kjærlighed ved et Slag,
naar han veed, at han med det Gode kan faae den lærvillig og
tro som en Hund, og Hyrdefolk styre meest sine Hjorde ikke
med Svøben og Pigstaven, men med Sang, Kauen, Luurtoner
fra Lien og den blide Fløite. See vi os ogsaa om lidt nærmere,
saa ville vi finde, at Bondens Pung er slunken omtrent eftersom
hans Heste og Qvæg ere det, og at de staae sig bedst paa sin
Qvægavl, som behandle sine Dyr bedst.
Men især gives der visse Dyrarter, der ikke alene ere fred-
løse, men hjemfaldne enhver Grusomhed, som man kan finde
paa. Dertil høre især Krybdyrene, hvoraf dog de allerfleste, vi
have, ere uskadelige, ja gjøre mere Nytte end vi vide af. Under
de brede Rodblade sluger Frosken en Mængde Mark, som ellers
vilde skade de fine Rødder og Blade; men til Tak skal den til-
veirs eller pines tildøde paa en anden kaad Maade. Fiirfislen
|
| d.IV,b.6,s.93 |
og Ormen, som gjøre lignende Nytte, ere ligeledes om en Hals,
naar de vove sig frem i Guds Sol; og da de ere os modbyde-
ligst og ængstende, saa kunne de vel dræbes, men hvorfor med
Piinsler? De ere forsvarsløse, og forsvarsløst er egentligt ethvert
Dyr imod Mennesket, Rovdyret som Krybet. Idetmindste er det
det, naar Mennesket, den feige Tyran, vover at mishandle det.
De ere Forsvarsløse; de have intet andet Forsvar, end i Menne-
skets eget Hjerte.
Det betænkeligste ved Grusomhed mod Dyrene er dog den
Indflydelse, den lidt efter lidt har paa netop at fordærve dette
Hjerte, at sløve og afstumpe Menneskets moralske Følelse i Al-
mindelighed og navnlig med Hensyn til dets egen Slægt. Historien
har mange Exempler paa at Menneskehedens Tyranner begyndte
med Tyranni mod Dyr. Det er især denne Forudsætning, som
i andre af de meest oplyste Lande har bevæbnet Lovene til deres
Forsvar1; og det kan ikke vare længe før vore ogsaa i denne
Henseende komme efter i Oplysning. Den Mishandling, vi pleje
at ansee for en blot Kaadhed, der ikke staaer i nogen nøjere
Forbindelse med Tænkemaaden og Karakteren, ansees der som
et Tegn paa et Sindelag, hvoraf Menneskesamfundet har alt at
frygte, og som derfor tidlig maa bøjes ved Straf. Og denne
Viisdom er et Vidnesbyrd om en oplyst og civiliseret Stat, lige-
som Mildhed imod de Umælende er hos den Enkelte et Beviis
paa et ædelt og humant Sindelag ogsaa imod Menneskene. Gives
der Undtagelser, da er denne Mildhed mod Dyrene ikke en Ud-
straalen af et ædelt Hjertes Varme, men kun Glimtene af et
Lune, der ingen Fortjeneste har i sig selv og intet Værd for
Menneskeheden.
Jeg vil ende denne Appel til Medmenneskers Følelse og Efter-
tanke med at lægge Hovedindholdet af før omtalte Smiths Pligt-
lære mod Dyrene paahjerte. Han besvarer den almindelige Ind-
vending, at Dyrene have intet Retfærdighedskrav paa os, og Vi
ingen Pligter imod dem, fordi de, vi have Pligter mod, skulde
maatte kjende samme og vide hvad vi ere dem skyldige, med
|
| d.IV,b.6,s.94 |
den slaaende Bemærkning, at vi da heller ikke maatte have
Pligter mod vore nyfødte Børn, Mødrene ingen mod sine Fostre,
og at der da heller ikke maatte gives Pligter mod Mennesker,
som ikke vide af sig selv af Vanvid eller i Feberens Heftighed,
fordi alle Disse heller ikke kjende hverken sine Rettigheder eller
vore Pligter imod dem. Men slige Haarkløverier haaber jeg vi
ikke trænge til for at erkjende, at Pligter mod Dyrene virkelig
existere, og at vi skylde vore Huusdyr og de vilde Dyr, der yde
Nytte og Fornøielse uden nogensomhelst Skade, ikke alene Ret
og Billighed, men ogsaa Godhed. Dette er en af de skjønneste
Maader, at takke Gud paa for hans.
1. Vi have saaledes ingen Ret til at dræbe nogen levende Skab-
ning eller forstyrre dens Livs Udvikling uden i en fornuftig Hen-
sigt, d. e. enten for at forskaffe os Næring eller opholde vort
eget og Medskabningers Liv og Sundhed, f. Ex. ved at udrydde
skadelige og farlige Dyr. At dræbe Dyr for Tidsfordriv alene,
er ikke fornuftmæssigt, og ligesaa lidt tilladeligt som at dræbe
dem, hvis Tilværelse kan være os ligegyldig eller uskadelig. Fluen
føler ligesaavel Livsglæder som Elefanten og Mennesket.
2. Vi have ikke Ret til at lemlæste Dyr uden naar vi ere tvungne
dertil, enten for at undgaae deres Angreb eller hvor de ikke paa
anden Maade kunne være os til behørig Nytte.
3. Vi have heller ikke Ret til at, og maae da ikke, uden Nød-
vendighed og fornuftig Hensigt foraarsage Dyr nogen Smerte, eller
denne i højere Grad end nødvendigt. (Vi slide f. Ex. altformeget
Svøber) "Det lidende Dyrs Jammerlyd taber sig ikke i Vinden,
men stiger op til Kjærlighedens Gud." Vi maae heller ikke til-
føie dem de Smerter, Hindringen af Naturdrivter, der ere os
uskadelige, foraarsage dem.
4. Vi maa ikke forlænge deres Dødssmerter og Angst. Det er
Pligt at gjøre disse Lidelser saa korte og lette som muligt. --
At pidske Fuglekræ ihjel, ophængt ved Benene, eller at drive
tamme Dyr ihjel for at meddele Kjødet en Vildtsmag ved saa-
ledes at jage Blodet ind i alle Fibrer, er nu vel ikke brugeligt
hos os; men vi iagttage ofte ikke denne Pligt som den skulde
under Slagtningerne.
5. Det er Pligt at sørge for vore Huusdyrs tilstrækkelige og be-
hørige Underholdning og øvrige Pleje.
|
| d.IV,b.6,s.95 |
6. Det er Pligt, ikke at anstrænge noget Dyr over Kræfterne.
7. Vi gjøre Uret, naar vi med Haardhed straffe Dyr, fordi de
kun gjøre hvad en Naturdrivt eller Nødvendighed driver dem til.
Man vænner saaledes ikke Gjeden med Prygl fra at gnave Bark
eller den hungrige Ko fra at streife ind gjennem den aabne
Grind. Hunden, man selv har tirret, vil bide, og Kløerne strække
sig uvilkaarlig ud paa Katten, man har pirret dertil.
8) Og endelig er det Pligt, at pleje vore syge Huusdyr, og at
forkorte deres hjælpløse Lidelser af Sygdom eller Alder.
Den ædle Smith har nok fulde lO Bud i sine Dyrlovens Tav-
ler, hvorimellem da ogsaa, at det er en Synd, saaledes som f. Ex.
de modbydelige Bjørnetrækkere gjøre, at drive Dyr til noget,
der er deres Bygning og Natur modstridigt; imidlertid ville vi,
ved at overholde ovennævnte 8 være angerløse. Og de ere ikke
tunge, men selvpaabudne af ethvert godt Hjerte, ja af den vilde
Natur, som den raa Hottentot, der elsker saa sin Ko, Araberen,
der er saa øm om sin Hest, og vor egen Finlap, der har sin
Reen saa kjær, kunne lære os. Mange af de herskende Feil ere
Vaner og afskyede af vore Hjerter, saa snart disse blot aabne
sig for Eftertanken. Man gjør som Andre gjøre, og gjør sig
ingen Tanker derover. Saaledes ere Mange blevne Fyldesnuder,
fordi Andre ogsaa skyllede Drammer ned. Saaledes ere mange
Piger faldne, og faldne i Elendighed, og mangen Karl, som om
nogen Tid kunde havt Sit, er kommen i Armod, paa Kronarbeide
og videre frem i Uselheden, fordi Løsagtighed, først ved enkelte
Exempler og siden ved flere, lidt efter lidt var bleven en Bygde-
skik hist og her, og havde tabt sit strengeste Baand, Skammen,
ved Vanen. Og saaledes er mangen Dreng bleven ufølsom for
de Dyr, han har med at gjøre, fordi han aldrig saae andet af de
voxne Karle. Vanen, Vanen er ogsaa, ligesom Lediggang, en af
Lasternes fedeste Jordbunde. Øver man noget Godt af Vane,
er der kun liden Fortjeneste derved; men er det noget Ondt,
da hænge Qvikrødderne ikke saa sammen eller ere saa slemme
at udrødde.
Der gaaer en Hallinggjente forbi tilkirke. Hun seer saa til-
freds ud. Hun maa have stellet Buskapen vel før hun gik. Det
|
| d.IV,b.6,s.96 |
gjøre de gode Piger, og ikke blot af Vane, men fordi de have
virkelig Godhed for Dyrene. Og da dette er blevet bekjendt,
ville alle Folk have dem til Budejer, og det vilde jeg med, om
jeg havde et Par Kjør. Men da jeg ingen har -- nu saa har jeg
dog et "Gud velsigne" for Hallinggjenterne, der holde saa af Krea-
turene, saa af Andres, som af sine egne, som af Fars og Mors
derhjemme i den kjære Dal. Og jeg tilegner dem alt hvad jeg
her har skrevet for Dyrene og denne lille
RAGNE HALLINGJENTES VISE
(Mel.: Ifjol jet e Jeiten o.s.v.)
Ho' Ragne var fattig; maa ut no aa tene.
"Gud trøste ho Mor, som no blier saa alene!"
"Farvel, gamle Farmin! Farvel, vesle Syster!
E gaaer nu tæ Byen, som lite e lyster."
"Farvel, vesle Brormin! Farvel, Allesammen!
E skriv' dikko tæ naar e kjæm' ne tæ Drammen."
"Farvel, gamle Stugo! Farvel, gamle Laavaa!
Farvel, gamle Stabur med Spirid'n aavaa!"
"Farvel, Hallingdale mæ Fjelle ti Skyen!
E seer dem (men inkje mæ Augo) ti Byen."
"Farvel, gamle Fjøse'! Farvel, alle Kjyre!
Men pas Den, som gjeter, at gaa kringom Myre!"
"Farvel, Pellegjeita mi! Farvel, Sauo alle!
Pas nøji aa kalle som Ragne ho' kalle!"
"Daa kjæm dei -- dæ veit e -- saasnart som dæ qvæller,
som sprat dei, som Huldres, or Bergo aa Heller."
"Farvel, Bjellekua, Gullblomma aa Maane!
No inkje ho Ragne meir kalle Kubaane."
"Men skulle e gaa før e Blomma har kjæle'?,
Ho skjøna, den Stakkar, e sørje, paa Mæle'."
"Ho tænkje paa me meir ell' Han aa dei Are,
der banna aa kommaa naar e skull'te fare."
|
| d.IV,b.6,s.97 |
"No kjæm' der jo Ingjen? Men mest dæ me gnager,
at Han, som dei Are, ska' væra Bedrager."
Aa Ragne sit Anlete bøijir mot "Blomma",
at Mor inkje sjaa skal kor Taarid'n flomma.
Kor venlige Augekast "Blomma" kan senne!
Dei synes aa spørja: ko fele' der henne?
Kor blanke som Spiglar! kor store aa svarte!
Kor botnlaus en Kjærligheit dei openbarte!
Der syntes staa skrivi mæ' Glands af e' Sjerne:
o kunne e gjæra de' Glæe! kor gjerne!
Der saag ho se sjø1, og der bakom . . Ko seer ho?
Nys gret jo ho Ragne; ti Bringo no leer ho?
Der sto' jo ti Gullblommas Auge bak Jenta
han Endre, den Eine blandt Alle ho venta?
Den kom vel, som hadde de' heitast kring Hjerte'.
Gullblomma! du Ragne en Kjærest forærte.
En Viisdomens Brynd blev dit Auge for henne.
No kunne ho Den, som va' trufastest, kjenne.
Du al hennes ømhet, Gullblomma, betalte,
da Belaren seg ti dit Auge afmalte.
Mon Himlen har Engle saa smaa og saa glade
som de der i Gullblommas Auge seg bade?
Der tedde seg To hos korare ve' Barmen.
Og bakom sto' Mo'r, puffa Kællen paa Armen.
1 tilbakeI England, Verdens meest oplyste og civiliserede Land, tog Borgermesteren
i London nylig Hummerne, de haarde, bepandsrede, tilsyneladende ufølsomme
Skjældyr, i lovlig Beskyttelse, idet han forbød Sælgerne at stikke Pinder imel-
lem deres Kløer, hvorved de sattes i en vedvarende Krampetilstand, som ogsaa
havde tilfølge at de udmagredes. |
| BLA BAKOVER |