|
No. 15, 23de Oktober 1840.
Du Stempel ei formaaer
i haarden Steen at trykke;
bliv, Hjerte, blødt som Vox,
skal dig Guds Billed smykke.
PLIGTER MOD DYRENE
En Historie fra Grundsæt Marked.
Hvoraf kommer det, at Hestebyttere af Profession -- en ret
talrig Klasse i vort Land -- have saameget Meningen forud imod
sig, eller ere saa berygtede, at Navnet er et Slags Skjældsord?
Det var et taabeligt Spørgsmaal; thi hvem veed ikke, at der i
denne Slags Handel, saa lidet værre den i sig selv er end nogen
anden, foregaaer en saadan Mængde Uredeligheder, og at den
giver saamegen Anledning til en omstreifende og svirende Leve-
maade, at den desaarsag bliver saa ilde stemplet? Hestebytteren
er saaledes i Almindelighed ligesaa vist mærket som hans blis-
sede Hest. Men om man tænker hos sig selv, at Ingen gjør saa-
mange Kneb, eller bander paa saamange Løgne som Han, saa
plejer man dog at have alt for liden Uvilje tilbage mod de Gru-
somheder mod de stakkels Dyr, der ofte ere hans Bedrageriers
blodige Indside. Kunde de tale, vilde mangen Handel gaae over-
styr paa Grundsæt Marked, og det ikke blot for afbrændte Tand-
mærkers Skyld o. dsl.
Der gjorde en Hedemarking stor Opsigt de tre første Dage
med sin sodede Vallak. Den dandsede ideligt under Tøilerne;
det var umuligt for den at staae stille. Men hvoraf kom denne
Fyrighed? Jo! -- hver Morgen gjennempiskede dens barbariske
Herre den i Spiltouget indtil Skindet blev saa ømt, at det zit-
|
| d.IV,b.6,s.85 |
trede over det Hele ved den mindste Berørelse, ved blot Skyggen
af Svøben, naar den blev trukken frem. Det var en Paradør
for en svensk Patron eller for en Bykar, hedte det, og disse gik
da ogsaa om den, som Katte om en hed Grød, der ikke lod sig
røre. Men der var kun lidt Penge mellem Folk, og Ejeren vilde
ogsaa da heller bytte end tage Varer. Men hvor var vel den
Hest, som kunde hamle op mod Sodsokken? Det maatte da
være Gudbrandsdølens smeldfede Skimmel derborte med den
flettede lange Man, som ogsaa hver Dag havde tiltrukket sig
Kjøberes og Glaneres Opmærksomhed.
"Hei du!" -- Og saa bar det afsted. Gudbrandsdølen vilde
ogsaa bytte. Han mente, at et saa velholdent Emne til Trom-
peterhest vel kunde hamle op mod Paradøren; og det kom ogsaa
hurtigere, end ellers plejer, til Bytte imellem dem. De sov begge
to lidt ud paa Dagen efter Bytteskaalen; men da de saa fik
Øinene op, fik de dem ogsaa op for, at de begge vare blevne
bedragne. De gik igaar hver i sit Qvarter med hemmelig Glæde
over at have snydt sig en slet Hest fra og en god til; men se,
Sodsokken, som ikke havde faaet sin Morgenbarkning, var det
almindelige dorske udkjørte Øg, den altid havde været, og Huden
slang den fede Skimmel om Skankerne.
"Skjønner du ikke det, Anstein?" sagde en Kammerad. "Dølen
har lurt dig; Skimmelen har været opblaast?"
"Opblaast? Nu saa -- !"
"Ja se her er Mærket i Skindet. Der har Kjeltringen sprættet
op, og blaast Gampen op."
"Tak skal du have for Underretningen. Der var en Patron,
som spurgte paa den igaar; men bi lidt, du Hedemarking; du
skal ikke rose dig af Legen."
Skimmelen blev opblæst paany, og Patronen bed paa igjen for
en god Klat Jern. Men han var ikke kommen langt paavejen
før han mumlede en Eed over "de sakramentska bofvar (Skurke)
i Norrige"; og saaledes var der klinet een Flek til over Natio-
nens gode gamle Navn for Ærlighed. Og det har det Almene
altid Skam og den Enkelte stundom Skade af.
|
| d.IV,b.6,s.86 |
Historie fra Helvede.
Det sande Helvede er et ondt Hjerte; og i de Øjeblik, det er
oprigtigt mod sig selv, føler det, at det er det. Der er skrække-
lige Vidnesbyrd at hente fra Dødslejerne om, at de vide, at de
maa tage dette Helvede med sig, at dets Latter er forbi og at
dets Straffe uafbrudt ville begynde. Ondskabsfuldhed, Skade-
frohed, Misundelse og Hævngjerrighed ere de afskyeligste Djævle
i Menneskehelvedet, og de ere istand til at øve Gjerninger, hvor-
for et Helvede af onde Aander maatte gyse. Det er rædsomt,
naar en af dem lægger Branden til Staburet eller Laden eller
endog til Vaaningshuset; men selv Mordet af Hævngjerrighed
maaler sig neppe i Afskylighed med den, ikke saa sjeldent øvede,
Nidingsdaad -- at lemlæste Ens Kreaturer, for derved at tilføje
Den, man hader eller misunder, Forliis og Hjertesaar.
Flere Egne ere vanærede ved at have født Umennesker, som
kunde svandshugge hele Bølingen, kutte Øren af Heste, ja skjære
Tungen af Halsen paa dem; ja i Bergensstift har det hændt, at
Faar ere komne hjem til Gaarden levende flaaede! -- Hvilke
Ugjerninger kunne sættes disse ved Siden? De ere utrolige, og
dog passerede i Norge, som i andre Lande; og de høre, da de
skee med Overlæg, til dem, hvorfor al Ansvarlighed for Guds
Dom, denne der dømmer Hjertet, er tilstede. Her kunde man
fristes til alene at finde Dødsstraffen, ja Døden med Pinsler, ret-
færdig. Men Pinslerne kunne ikke udeblive. En mere skjærende
Kniv, end den, hvormed Udaaden øvedes, vil vende sig engang
i Nidingshjertet, og Lyn ville udgaa af de blindede Øjne, Tordner
af de tungeskaarne Halse. Der have vi Mennesket saa slet og
følesløst det kan blive. Men Straffen vil ogsaa komme saa haard,
Dommen saa hørsels- og barmhjertighedsløs den kan blive. Den,
der af Ondskab ødelægger et Træ, er allerede en værre Skurk
end mangen Forbryder i Bolt og Jern -- hvormeget værre da
Den, der saaledes kan forgribe sig paa den levende Skabning
og vælge Mishandling af forsvarsløse Umælende som Middel til
at skade og smerte en Fiende eller En, om hvem man kanskee
ikke ret veed hvorfor man hader ham.
I Skovens mørke Ensomhed skee disse Ugjerninger. Men er
denne Ensomhed ogsaa et Enrum? Skulde Mennesket være alene
om en saadan Ondskab? Nei der er To: Mennesket og det Onde,
|
| d.IV,b.6,s.87 |
han gav Magt over sig. Og dette Onde, denne med Manden
voxne Vane, er ikke bedre eller mindre mægtig over ham, end
om den indbildte Onde stod hos i vældig behornet og bevinget
Rædselsskikkelse. Og er desuden ikke Gud tilstede? Og mon
han ikke hører sin egen mishandlede Skabnings døende Støn, og
beslutter, at denne Udaad, skjøndt navnløs i Menneskenes Lov,
som ofte med uforsvarlig Skjødesløshed betragter Dyrene kun
som Ting, ogsaa skal have sin Løn?
Historie fra Skoven.
"I Skov, hvor Bøssen knalder,
hvor Jægerhornet gjalder,
og Hundekobblet gjøer --
hvor Fugl med knækket Vinge
og Dyr med saaret Bringe
forbløder sig og døer --
&bmrep; Halloh! Halloh! &bmrep;
hvor Hundekobblet Gjøer.hedder det i en af vore Jagtviser. Men efter Slutningen af dette
Vers om det Lystige, som der skal være i knækkede Vinger og
forblødede Bringer, burde nok det næste lyde:
Der hærde sig i Smerter
de vilde Jægerhjerter,
der blier Sjelen grum;
der djævleblændt fornøjet
i Blod sig bader Øjet,
og Følelsen blier stum.
&bmrep; Halloh! Halloh! &bmrep;
der bliver Sjelen grum.
Dette er ikke saa ment, at der skulde være noget mindre
godt i selve Jagten. Tvertom -- den er af meer end een vigtig
Nytte for vort Folk; og jeg gaaer tilfældigviis netop selv paa
Jagt en Time efterat jeg har lagt denne Pen, forat trække et
Drag frisk Luft i de hjemlige kjære Aaser, og for at tage Farvel
med Bjerkene og Aspene, som nu lade det Løv falde, der fry-
dede mig saa ivaares med sin Duft og friske Glands. Men hvor-
for sætte Jagtens Nydelse i Grusomheder, som de hiin taabelige
|
| d.IV,b.6,s.88 |
Vise praler med? De bør altid undgaaes, og de kunne altid und-
gaaes, hvor et utilregneligt Tilfælde ikke skulde indtræffe, f. Ex.
hvor vi ikke kunne naae et skadeskudt Dyr med en velgjø-
rende Død.
Men hvormange unødvendige Grusomheder beplette ikke Jag-
tens Fornøielse? og med hvilken Følesløshed og Letsindighed be-
gaaes de ikke? Der gjør man sig i Almindelighed kun liden
Samvittighed; og en Skygge af Raahed kastes over denne For-
nøjelse, som den kunde være fri for uden synderligt Tab af
Bytte.
Der gik Ole Kjensli tilskovs en vakker Morgen; men hvormange
Grusomheder havde han ikke begaaet inden han kom tilbage
med sin ene Hare! Jeg vil ikke tale om, at hans første Bedrivt
var at kaste en uskadelig Staalorm, som han mødte, i en Myre-
tue, istedetfor at slaae den ihjel med eet Slag, naar han endelig
vilde dræbe den; men hvorfor skulde han nu, da han dog kun
vilde rense sit Gevær ved et Løsskud, dræbe med Forladningen
en af vore Skoves Sangfugle, der ere sjeldne nok, og som han
dog ikke brød sig noget om? Det vilde have været en Velgjer-
ning, om han ovenpaa havde dræbt Ungerne; men dem lod han
pibe i Redet, og gik videre. Et Ekorn maatte ligeledes lade sit
muntre Liv, uden anden Hensigt end dog at skyde paa Noget;
og da han nu endelig fik en Unghare op, og denne gik, som man
kalder det "i Bjerg", saa skruede han Dyret ud ved at bore sin
Ladestok gjennem dets Side ind i dets Indvolde. Da gav det
tause Dyr Lyd. Han kunde dræbe det ved et Skud; men Ole
vilde ikke spandere det, naar han dog kunde faae Haren paa
hiin Maade. Det gik rigtignok en anden Jæger værre, som blev
ormebidt, idet han stak Haanden ind i Klipperivten for at "skrue",
og leed forfærdelige Smerter saa det stod om Livet; men en saa
retfærdig Gjengjæld hænder ikke hvergang. Ole kom i god Be-
hold hjem med sin sønderskruede Hare og en Skovdue, hvis
gjenlevende Mage man kan være temmelig vis paa ikke gjorde
det længe af Sorg, efter denne Fugls mærkværdige ømme Na-
turel. -- Oles Kjæreste hedte Berith, og han elskede hende som
hun fortjente; men da det blev grønt igjen tog Døden Sigte paa
den smekkre Pige, og Ole fik føle den ensomme Dues Qval.
Men tænkte han nu paa den, han, som var bleven en ivrigere
Jæger end nogensinde? Ja engang, da han slog Øinene op under
|
| d.IV,b.6,s.89 |
Bjerken, hvor Dueparret havde boet i sin Rede. Han tænkte
paa Berith; og naar han skruede Harer faldt det ham ofte ind,
at Berith engang havde søgt et Udtryk for sin Brystsmerte ved
at ligne med Harens, saaledes som han leende havde fortalt at
Skruningen gik for sig. Men hvorfor faldt det ham aldrig ind,
at Berith havde sagt: "Fy Ole, det var grusomt af dig!"
Berith maa have været en baade fornuftig og god Pige, saa
det nok ikke har manglet i Himlen paa herlige Aander, der have
beilet til Bondepigens Sjels Agtelse og Venskab, om hun maatte
bort herfra før sit Bryllup. I Sognet, der hørte til de ret vel-
staaende, men uoplyste, saa baade Formandskabsvæsenet løb
daarligt af der, og det endnu mindre kunde tænke paa at op-
stille noget Storthingsemne, fandtes, som saamange Steder, kun
Levningerne af en vanrøgtet Almubogsamling adspredt omkring
paa Gaardene. Der laa da ogsaa hos hendes Fader over Vinduet
et Par Blade af en "Tale til Menneskeligheden i Menneskeheden",
hvori Dyrene forestilles at paatale sine Rettigheder, og dem fore-
læste hun da Ole engang som han kom hjem med en Røi netop
i Rugningstiden. Døren stod oppe lidt, saa jeg ogsaa fik høre
disse Ord deraf igjen: -- -- "Den graahærdede Fader, der har
seet sin Rede voxe i Fred og Tryghed, har saaliden Viisdom og
Gudsfrygt, at han kalder sine Smaagutter om sit Knæ og lærer
dem hvorledes de skulle efterligne de spæde Skovfuglungers eller
deres Moders Piben, for at lokke enten dem eller denne til sig.
Hertil er Menneskebarnet lærvilligt. De fjærløse Smaa døe af
Hunger eller Kulde i Redet; thi Moderen faldt for Guttens Skud,
idet hun lokkedes til at opfylde Moderpligterne. Redet klækkes
ikke ud; men hvorledes -- har ikke Faderen udklækket Fromhed
og Følelse i sit Barns Hjerte, og takket Gud for Hygget isin
Rede." "Hør det Ole!" lagde hun til med sin bløde, sygelige
Stemme. "Og hør her dette Vers:
"Ak, vilde Gud saa herligt Harperige
som Verden -- denne Samlyd fuld og sød,
der gjennem alle Skabtes Tonestige
ifra den store Faders Hjerte flød --
|
| d.IV,b.6,s.90 |
til Konge give umelodisk Hjerte,
som ikke følte i sin høje Klang
en Harmoni med Dyrets Fryd og Smerte,
med Flygets Surr og svagest Fuglesang?"
Men Ole greb leende efter Bladet til en Forladning; og mere
lod sig ikke høre, da Døren gik igjen.
En Historie fra Bedstemo'ers Stue.
"Men, Vesle-Anne, hvad gjør du der?" raabte Far til Barnet,
der havde taget en af Kyllingerne mellem Hænderne, ribbende
af alle Kræfter Dunen af det stakkels pibende Kræ.
"Jeg gjør som Bedstemoer gjør med Gaasen", svarede Barnet,
seende smilende op, og fortsættende sin ubarmhjertige Ribbing
til Faderen fik frelst Kyllingen for Øjeblikket, men ikke for Livet;
thi den maatte til. -- "Ja saa? Bestemoer gjør saa med Gaasen?"
sagde Faderen, som endnu ikke kjendte denne Gren af sit eget
Huusstell. "Det skal Bedstemoer lade være", tænkte han videre,
og lod Bedstemor og sin Kone dette vide. -- "Men de deilige
Fjær, og de deilige Duun!" mente begge Qvinderne omkap. --
"Skal de nu ligge og drive i Dammen?" -- "Skal de nu fyge
om paa Gaarden?" -- "Plukke de ikke Gjæssene baade der og
der?" -- Og voxe Fjærene ikke ud igjen?" -- "Og skal vi ikke
gjøre som Andre kanskee?" -- Saa gik Peberqværnene. "Nei!
nei! ingen Grusomhed skal vi øve fordi Andre gjøre det", sagde
Manden alvorlig. Vi slagte Gaasen om Efteraaret, naar den er
fuldest af Fjær og Duun, og det faaer være os nok. Den Have-
syge er grusom og smaalig. -- "Hvilket Snak!" -- "Kom hid,
Vesle-Anne, skal jeg lære dig hvorledes det smagte Kyllingen at
blive ribbet." Far tog i et enkelt Haar paa Barnets Hoved og
trak det ud. Vesle-Anne skreg, og Moer og Bestemoer med.
"Det var grusomt", mente de. "Det stakkels Barn!"
"Den stakkels Gaas! de stakkels Kyllinger!"
I mange mange andre Henseender, end de i disse Blade paa-
pegede, synde Menneskene, og navnlig Almeenmand, der om-
|
| d.IV,b.6,s.91 |
gaaes dem meest, imod Dyrene. Mishandlinger, selv mod Rov-
dyr, ere i høj Grad utilladelige, og mod vore Huusdyr, som vi
have saa stor Nytte af, ere de en Utaknemmelighed. Hos andre
Nationer tage Lovene de Umælende i streng og mere bestemt
Beskyttelse end hos Os; men denne Mangel i Lovgivningen bør
vi da, indtil den bliver rettet, søge at bøde paa ved at fremhæve
Morallovens, den Lovs Bud i vore Hjerter, som heller ikke i
dette Punkt lader sig misforstaae.
|
| BLA BAKOVER |