|
|
| d.IV,b.6,s.60 |
No. 11, 31te August 1840.
Det første Trin paa Lastens Bane tidt
paa Dydens blev det sidste Skridt.
HVOR SNART DET GAAER!
Bedre end bitter Vaar er Høsten blid.
Bedre god Alderdom end slem Ungdomstid.
Den simple Mand har ingen større Rigdom end sine Børn.
Det varer ikke længe før han kan have Nytte af dem; og hvem
veed hvad de i Tiden kunne blive til, forudsat rigtignok, at de
forlade Fædrenehjemmet med et godt Grundlag i Hjertet af
Gudsord, gode Lærdomme og Exempler, med Lyst til Reenlighed
og til Arbeide. Hvor dvæler ikke ethvert godt Øje med Vel-
behag paa disse Smaa, der lege udenfor Hytterne -- med Vel-
behag naar de endnu have Uskyldighed i sine Træk, men ogsaa
med Rørelse, fordi denne Uskyldighed saa tidligt visner eller er
begravet i en Ureenlighed, som det kun koster en Draabe Vand
at borttvætte, og fordi Fattigdommens Dyd har Farer, som de
rigere Kaar ikke kjende. Ja det er disse Smaa, som have hen-
vendt Menneskekjærlighedens Opmærksomhed paa eder Selv og
eders Omstændigheder, fast at den ikke raader med stort mere
end at hjælpe eders Afkom noget til at blive en bedre og lyk-
keligere Slægt.
Ak! der gaaer saa forfærdelig Mange tilgrunde af dem saa-
snart de hæve sig over Barnealderen; og uagtet at I vide det,
have I dog ofte langtfra Øje nok med dem, indtil Forældrene
maa være angerløse om Barnet gaaer tabt. Hvormange sluger
ikke Betlerstien alene? Og der er den Beskyldning mod flere
end eet Par Forældre, at de ere slette nok til at drive sine Børn
med Magt ud paa denne, indtil de alene finde sig hjemme der
og imellem dens Laster. Dette er et Hæleri ligesaa lavt som
det virkelige med rapsede eller fundne Sager, mange Forældre
heller ikke blues ved at begaae mod sine Børn, saa det er en
Lykke, om de døe før de have seet sit Afkom forsvinde bag
Tugthuusporten eller vandre Gaderne om i Lænker -- det af-
skyelige Syn, som vi endnu maa taale af en barbarisk Vane.
Unøisomhed med sine Kaar, Higen efter at tilfredsstille en
eller anden Lyst er Roden til disse Ulykker. En udbredt Ny-
|
| d.IV,b.6,s.61 |
delses- og Overdaadighedssyge inden de formuende Klasser ud-
øser ogsaa Fristelser over de fattigere. De taale ikke godt
Synet af en Skare pyntede Mennesker, fra Studenten af og til
Haandværkssvenden, der strømme forbi deres Døre forat fornøje
sig; og mange give derover efter for Fristelsen, ved syndige
Midler at kunne nyde noget Lignende, idetmindste Kroens For-
nøjelser. Pyntelysten øver hos den fattige Pige en Tryllemagt,
der lader hende give Slip paa det Kostbareste, hun ejer, paa
sin qvindelige Dyd; og her, som ved alle disse Faldne og dybere
Faldende, er det da det hedder: "hvor snart det gaaer!"
Ja det gaaer snart og let med. Der er nu -- nej der var nu
(thi hvad er der nu tilbage?) -- Marthe Maria, en Daglønners
Datter, saa peen en Pige for nogle Aar siden, som man kunde
trække bedre Klæder paa; thi hun var fattig. Ja fattig var hun,
men god Ros havde hun fra Skolen og i Nabolaget, og flink var
hun til sin Gjerning, saa det ikke kunde vare længe før hun
kunde komme i Tjeneste og faae disse bedre Klæder paa sig
for det første. Men hvad er der nu bleven af dette? Endeel
Aar har hun tilbragt som Ludder, et paa Tugthuset og omtrent
ligesaalænge paa det veneriske Hospital; nu er hun enten paa
Mangelsgaarden eller sidder ved en Kurv med sin halve Næse,
med røde rindende Øjne og sin gustne, finkeloppustede, af en
tidlig Alderdom allerede nedtrykte og rystende Krop som et
Vanærens Rædselbillede. Og alt dette i faa Aar! Saa snart
gaaer det! Og alt det for en Halvdaler eller mindre! Saa let
gaaer det!
Tversoverfor Marthe Marias Forældre boede der en Pige, "paa
sin egen Haand," som man kalder det, der vidste at følge Moden
saa langt hun turde uden at gjøre sig latterlig; og det var godt
bekjendt i Nabolaget, at hun hentede Midlerne dertil fra sit
Skjørlevnet. Marthe, der gik i sit 15de eller 16de Aar, havde
herom mindre Begreb end om det Behagelige, der vilde være i
at kunne leve saa ganske ledig og gaae saa stadset som Lud-
deren baade til Søndag og Hverdag. En Søndagsaften var der
Dands paa en af Salene. Marthe stod i sin bedste Kjole, en
Verkenskjole af simpleste Slags og med et hulslidt Svensketør-
klæde om Halsen, klint optil Gjenbohuset. Ludderen svævede
forbi i Valsen i de aabnede Vinduer. Marthe var ikke vel
tilmode.
|
| d.IV,b.6,s.62 |
En kun lidet ældre og ligesaa fattig Pige af Marthe Marias
Bekjendtskab (de vare -- det er Gru at tænke sig det -- Læse-
kammerader, da dette foregik) gaaer forbi. Løgtelyset falder
paa et nyt skarlagenrødt Tørklæde paa Pigens Hals. "Jøssu
Navn er du her?"
"Ja det er lidet til Moro, naar man ikke kan være hverken
med eller hjemme."
"Hvad er nu paafærde?"
"Aa han Far er saa drukken iqvel, saa der er sligt Huus
hjemme. Han baade dænger og slaaer Mo'er. Men Gud be-
vars, hvor gil du er bleven. Den, der havde sig sligt et Tør-
klæde."
"Pyh! det kan du nok faae. Bare følg med mig over Torvet,
kommer der nok en Fyr til dig med. Se her skal du see;
det har jeg tilovers til Baand til Hølken min, og han har lovet
mig baade til Hat og Kjoletøi, bare jeg vil møde ham." Og nu
viklede Hun Syndepengene ud af et Papiir i Barmen, og talte
dem ved Løgteskinnet. "Kom nu, bare en liden Sving! Nu kom-
mer saamange pene Fyrer fra Komedien, og der er endnu oppe
i Kramboderne. Marthe Maria sukkede, strævede imod, saae
paa sin Pjalt af Svensketørklæde, som desuden hørte Moderen
til og var Udgangsplagg for hele Familien, saae paa det store
skarlagenrøde Tørklæde og -- gik. Hun gik.
Søndagen derefter stod Marthe Maria i Dandserækken ved
Siden af den fiffige Gjenboludder, og Søndagen derefter -- til
Komfirmation. Forældrene spurgte ikke efter hvor hun havde
faaet det sorte Kjoletøj og Krepflorstørklædet fra. Fra dem var
det ikke kommen, og heller ikke fra Himmelen. "Gudskelov!
sagde de Elendige, nu er den Sorg over." "Hm! Byen er stor;
jeg har vel ogsaa Venner." Gjenboersken, der "sad paa egen
Haand" hjalp "Barna" med at sye. Og det syntes nu Forældrene
var noksaa godt og vel. "Stakkel! den Pigen skal vel ogsaa
leve." Saa sløve er Manges Sædelighedsbegreb, saa samvittig-
hedsløs deres Forældreomsorg.
"Anders! I skulde ikke lade Gjentungen jers løbe saa der-
over," sagde rigtignok en retskaffen Nabo, en Arbeidsmand, som
røgte sin Aftenpibe ude paa Trappen.
"Aa nei; men de stelle bare paa noget Tøi, maa vide, som
skal være færdigt til paa Søndag."
|
| d.IV,b.6,s.63 |
"Det kan vel blive færdigt før, Anders, siden de har saa god
Mandfolkhjælp. Nu nys glap der to ind af de Rette."
"Marthe Maria! Marthe Maria! Vil du over!"
Men Marthe Maria kommer ikke før paa Morgensiden for de
har syet saa flittigt.
Den gode Præst ahnte ikke, da han gik nedover Gulvet, hvilke
sønderrevne Faar han havde i sin Flok, og ikke hvilke Følelser,
der herskede i de to Pigers Bryst, da de gik ud af Kirken. Kort
udlagt hedte de: "Godt og vel, at dette er forbi! Nu kan jeg
ret synde af Hjertenslyst. Dog har jeg een Pust til (den hellige
Nadver), men saa -- Ei, der skal blive til mange Kjoletøjer af
mit Skind!"
Det var virkelig endnu kun Forfængeligheden, som havde dre-
vet dem Synden og Vanæren i Armene. Endnu var den mæg-
tigere i deres Sjele end Drivten hos disse seent udviklede Ar-
modens Børn. Men denne vaagnede snart; og ikke med en
enkelt Helvedeskraft, men med et Spand af saadanne, den ene
vildere og stærkere end den anden, joges eller slæbtes de Ulyk-
kelige nu afsted til Afgrundsranden.
Ve dem, som hjælpe til! Ve Forførerne! Ve Disse, som gjøre
det til Sandhed, at
"som Blomsten qvalt i Kinglens Slør,
i Pjalter Dyd er sjelden fri,
og ei engang sin egen Dyd
en Fattig eje tør."
Det hændte sig, at en Sjømand kom hjem, og var letsindig
nok til at gifte sig med Gjenboersken den gamle Ludder. "Lad
see hvor det gaaer," sagde Manden med Aftenpiben, da han
saae Bryllupsstadsen trække ind igjennem Døren hos hende.
Men de to unge Piger trak den hule Bemærkning ud deraf:
"Pyh! er det ikke farligere, saa kunne nok Vi ogsaa blive gifte.
Det er tidsnok."
Men det gik saa med Sjømanden, at der inden faa Maaneder
blev et Helvedeshuus hvor han boede med sin Lisa. Han mær-
kede snart, at hun blev ved sit Gamle, og at hun paa eengang
baade selv var Ludder og drev Rufferi med besøgende Piger,
hvorimellem vore To vare Nummer 1 og 2. Han slog sig af
Fortvivlelse paa Drik, blev befængt med "Ondt" af sin Kone,
|
| d.IV,b.6,s.64 |
den lille Formue gik med paa "Filialen," og inden man vidste
det, var han forsvunden med et Skib, hvorfra han undveeg i
første fremmede Land, med den Hilsen, at han aldrig meer
vendte tilbage. Lisa er forlængst paa Tugthuset for Rufferi, saa
dette gik da heller ikke saa godt. Og hun trak Marthe Marias
Kammerad med sig. "Hvorfor passede hun sig ikke bedre, end
at blande sig i Slagsmaal, saa Politiet fik blande sig i?" tænkte
Marthe Maria: "der er nu baade Den og Den, som har drevet
det i lang Tid."
Rigtignok, Marthe Maria havde baade Tørklæder og Kjoler i
Mængdeviis og en Hat, saa man kunde tage hende for en Dame,
men under Hatten blegnede hendes Træk allerede i en Alder,
da de skulle være fagrest og friskest, og under Merinonskjolen
fortærede den veneriske Givt allerede hendes Legeme. Man
blev omsider opmærksom paa, at Hun samvittighedsløst besmit-
tede en Mængde. Hun maatte paa Filialen. "Det er en Over-
gang, tænkte hun, Lisa kom ogsaa ud, og Ingen kunde see det
paa hende."
Men man kunde nok see det paa den unge Skabning, der
saaledes havde ødet sine Kræfter. Efter faa Uger brød denne
forfærdelige Sygdom, som har taget saa skrækkelig Overhaand
inden vor Byes simplere Klasse, og som den Ulykkelige, der
mærker sig befængt, ikke kan tage øjeblikkelig nok under Kuur,
igjen løs som Ilden under Asken. Hun blev nu beklemt, da hun,
efter en Kuur, som medtog hendes sidste Huld og Kraft, forlod
Sygelejet med den Bemærkning af Lægen, at hun maaskee aldrig
blev frisk igjen. Dog begyndte hun paa sit Haandværk igjen;
men det vilde ikke rigtig gaae. Derimod gik det ene Klædnings-
stykke efter det andet. Tilsidst den røde Silkehat, som ikke
længer tog sig ud til de simplere Kjoler, som nu slang hende
om Skankerne. Nye Offere dandsede om Vellystens Alter, og
offrede Ære, Sundhed, Ro, Frihed og Liv som Hun. Da fører
Aftenens Skummelhed hende en beruset Vellystning imøde, fra
hvem hun listede hans Gulduhr under en Omfavnelse, hvorunder
hun modtog ligesaamegen ny Givt, som hun gav. Og nu gjorde
baade Mangelsgaardens Sygeindretning og Tugthuset Krav paa
hende. Ud af den ene og i det andet. Og derifra igjen som
tiest paa Mangelsgaarden. Der traf hun sin Fader. Moderen,
den stakkels sløve underkuede Skabning, var død.
|
| d.IV,b.6,s.65 |
Nu sidder hun ved sin Kurv, med Flasken imellem Kagerne,
og de gamle Koner i Næringen skele til hende og sige: "skal
man nu have slig Ungdom til at tage Fortjenesten fra En?"
Nei, det er jo sandt -- Kjærringerne ere sin Sorg qvit; thi
for kort siden blev Marthe Maria ført til Raadstuen som ind-
viklet i en Tyvebande. Derifra gaaer det atter til Tugthuset, og
saa til Graven, og saa til . . .
Det er nemlig usandsynligt, at hun vil kunne slæbe stort læn-
ger paa sin raadne Krop end Straffetiden vil vare. Ve! ve! hvor
snart det gaaer!
Hun støjede noget forfærdeligt, da hun førtes afsted sidste
Gang. For hver Gang hun hørte sit stygge Øgenavn (det havde
hun vundet for længe siden) var det som naar man kaster en
Steen i en Put, saa slyngede hun skidne Ord og frække Tale-
maader om sig. Der dannede sig en Kreds; en ung Mand, klædt
i al den Luxus, som Normændene nu vænne sig til forat lade
Exemplet løbe nedover indtil den madløse Armod, trænger sig
igjennem for at see hvad der var paafærde. Den Ulykkelige
seer paa ham, og Beruselsens Sløvhed i hendes Blik viger et
Øjeblik for en Beegflammes sortnende Glød. "Aha!" raabte hun,
"er du der Fyren min? Ja du var den Første. Husker du?" --
Raadstudøren falder igjen efter hende.
Ak! hvor snart det gaaer!
Ja nedoverbakke. Og det første Skridt er meer end et Skridt,
det er en Styrten, et Fald mere end halvveis.
Vogter Eders Børn! Betager Nydelseslysten og Unøjsomheden
Drengen, bliver han i ni Tilfælde af ti en Tyv, og farer For-
fængeligheden og en Pyntelyst, der ikke er nøjd med Reenlighed
og Simpelhed, i det fattige Pigebarn, er der ikke stor Udsigt til
at det vil gaae hende bedre end Marthe Maria.
Den ærlige Arbeidsmand, vi gjorde Bekjendtskab med ovenfor,
havde undertiden for Vane at mumle Noget hen for sig selv,
mens han jog tykke Skyer bagefter det af sin Aftenpibe. Da
Rygtet om Aftenen kom til Gaden om at Marthe Maria idag
atter var bragt paa Raadstuen, mumlede han saaledes og blæste
dygtigt efter:
|
| d.IV,b.6,s.66 |
"Første Lyst under Bordet sættes
lettere end alle de Følgende mættes."
"Hvad man med Synden faaer
som oftest med Skammen gaaer."
"Tænk paa Gud -- som skrevet staaer --
i din Ungdoms Dage!
Ellers vil de hvide Haar
dig kun slet behage."
|
| BLA BAKOVER |