|
BEKJENDTGJØRELSE FRA POLITIMESTEREN
"Det har længe været Gjenstand for Overveielse baade fra
Fattigbestyrelsens og fra Politiets Side, hvorledes Betleriet her i
Byen aldeles kunne forebygges; men Iværksættelsen af enhver
dertil sigtende Forholdsregel har hidtil viist sig utilstræklig, og
det formeentlig fornemmelig fordi samme er modarbeidet af den
almindelige Godgjørenhed. Politikammeret seer sig desaarsag
foranlediget til i denne Sag at henvende sig med nogle Ord til
Almeendheden, i Forventning om, at den, ved at blive gjort op-
mærksom paa Forholdene, ikke i denne Henseende vil undrage
Politiet sin bistand.
Hvad der ved Fattigvæsenets Bestyrelse gjøres for de Fattige,
kan ikke være ukjendt: de Udlevede eller Skrøbelige gives
Huusly og, saavidt behøves, Tærepenge i Fattigstuerne; de Fat-
|
| d.IV,b.6,s.41 |
tige, hvortil der paa disse ikke er Plads, eller Familier, der ikke
er istand til at erhverve tilstrækligt Udkomme, erholde ugentlig
Understøttelse; Børn, enten forældreløse eller af anden Aarsag
uforsørgede, udsættes til skikkelige Folk for Fattigvæsenets Reg-
ning; vanartede unge Mennesker, Løsgjængere, Betlere, Drukken-
bolte etc. indsættes i Arbeidsanstalten; fattige Syge og Sindssvage
indlægges paa Sygehusene. Der er saaledes, saagodt det efter
Omstændighederne er muligt, sørget for Stedets Fattige, og det
tør med Føie antages, at ingen af disse behøve at betle, ikke
heller vides det, at, med enkelte Undtagelser andre end Dovne
og Uværdige, der ikke indrømmes Understøttelse, give sig af
dermed, fornemmelig for at søge Adgang til at stjæle i Husene.
Forinden Asylerne oprettedes, gaves der vistnok mange Familier
af den lavere Klasse, som, uanseet at de ved Arbeide kunde
optjene det Fornødne, eller i Mangel deraf erholde Bidrag fra
Fattigvæsenet, lode deres Børn, der under alle Omstændigheder
dreve om i Gaderne, indbetle hvad de kunde, enten for at dække
hvad Forældrenes Drikfældighed eller Dovenskab lod savne, eller
selv at anvende det Indvundne paa den fordærveligste Maade
til Spil, Drik, Slikkeri etc.; at de herved, foruden at holdes fra
Underviisning og nyttig Beskjæftigelse, tillige vænnedes til Ledig-
gang og forførtes til at deeltage i Usædelighed, Gadeuordner,
Bedrageri og Tyveri, er en Selvfølge. Men herpaa er der ved
Asylerne paa den virksomste Maade raadet Bod, idet at disse
have optaget de beklagelsesværdige Skabninger, og derved søge
at unddrage dem fra den tidlige Fordærvelse. Vel kunde det,
især i Begyndelsen, ikke undgaaes, at endeel egennyttige For-
ældre vilde søge paa eengang at drage Nytte baade af Asylind-
retningen og af Tiggeriet, idet de, enkelte Dage i Ugen, under
Paaskud at Børnene vare syge, holdt disse fra Asylet, og, efter
at have aftaget dem de i dette erholdte Klæder samt udstyret
dem med Pjalter, lode dem trække om i Byen, ofte paa Nakken
af deres Søskende, for at betle, da dette fandtes mere indbrin-
gende end Asylets Understøttelse; men selv denne Uorden er for
en stor Deel hemmet deels derved at de Familier, hvilke heri
gjøre sig skyldige, og hvori de kontrolleres af Fattigforstanderne
og Politiet, trues med at berøves denne Understøttelse af Fattig-
væsenet, saavidt de have saadan, deels derved, at Asylindret-
ningens Bestyrelse skræmmer med midlertidigen at forskyde
|
| d.IV,b.6,s.42 |
saadanne Bedrageres Børn af Asylet. Ikke destomindre træffes
dog endnu enkelte Børn, hvis Forældre ere lumpne nok til at
vove deslige Forsøg.
Som Følge af Foranførte har unægtelig Antallet af Byens egne
Betlere betydelig aftaget; ikke desmindre gives her desværre en
Mængde Betlere alligevel. De Fleste af disse høre imidlertid til
fremmede Fattigdistrikter; men at blive af med disse Betlere er
det Vanskeligste ved denne Sag. Forsaavidt Saadanne tilhøre
længere fraliggende Kommuner, blive de vel anholdte og efter
indstillet Undersøgelse hjemsendte, men ofte komme de igjen og
Scenen gjentager sig, ikke sjelden uden at Refusion for de mid-
lertidige Forsørgelsesudgifter, formedelst vedkommende Kom-
munes Uvillighed kan erholdes. De Fattige fra det nærmest-
liggende Landdistrikt ere imidlertid de meest paatrængende, da
disse, om nok saa ofte bortviste, have Anledning til dagligen at
gjøre deres Besøg i Byen, hvorfra det er umuligt at holde dem
borte. I denne Henseende har dog Asylet paa Grønland virket
betydeligt ikke blot derved, at det har optaget de mindre Børn,
men ogsaa derved at det, i Forbindelse med Agers Fattigvæsen,
har overtaget de Ældres Forsørgelse lige til deres Konfirmation
ved, med behørig Understøttelse, at indsætte saadanne Børn i
dertil indrettede Skoler. Medens Byens Fattigpoliti tilforn havde
det forgjæves Arbeide idelig at føre deslige, stedse tilbage-
vendende, Børn ud af Fattigdistriktet, kunne de dog nu med god
Følge afleveres til Grønlands Asyl. Men ogsaa denne Indret-
ning har maattet gjøre den sørgelige Erfaring, at Forældrene,
som før ommeldt, stundom ere saa utaknemmelige og samvittig-
hedsløse, for enkelte Dage at tilbageholde Børnene og med de
elendigste Pjalter at udsende dem paa Tiggeri, uden at det for
Politiet, med de Midler, der staae til dets Raadighed, er muligt
i nogen ønskelig Grad at forhindre det, aldenstund Betleri finder
saadan Opmuntring i dets dagelige Udbytte, som nu.
Saalænge altsaa Byens egne og andre Kommuners Tiggere
kunne gjøre en god Fangst paa Byens Gader og i dens Huse,
saalænge Byens Indvaanere, af misforstaaet Goddædighed, yde
enhver Tigger, der ved pjaltet Udseende og opdigtet Fortælling
veed at vække utidig Medlidenhed, en Skjærv, der, istedet for
at virke til det Gode, netop leder til Fordærvelse, saalænge vil
ingen endelig Forbedring i denne Henseende være mulig; thi
|
| d.IV,b.6,s.43 |
Betlerne vide godt, at Politiets Bestræbelser for at anholde dem,
ikke finder Sympati hos de Følsomme af Byens Indvaanere, og
de gjøre maaskee en dobbelt Høst, naar de næste Gang komme
igjen, efterat have været udsat for saakaldet Forfølgelse.
Vil derfor Byens Indvaanere see Betleriet afskaffet, ønske de
nu og i Fremtiden ikke paa saa mange Maader at være et Bytte
for en fordærvet Generation, der udgaaer fra en forsømt Op-
dragelse, da maa de ogsaa beslutte sig til, ikke at yde Almisse
iflæng, men heller lade deres Gavmildhed virke gjennem det
oprettede Understøttelsesselskab eller vedkommende Fattigvæsen,
hvorved den goddædige Hensigt alene sikkert kan opnaaes. Vel
veed jeg, at det ofte er vanskeligt at undgaae, og kan synes
haardt, ikke at give efter for paatrængende Betleres Overhæng,
men man betænke, at det er just dette Slags Betlere, som ere
meest drevne i deres Haandtering og at det er dem, som mindst
fortjene Medlidenhed. Naar derhos sees hen til, at det er umu-
ligt for Fattigpolitiet med dets nærværende ringe Styrke, at holde
slige paatrængende Gjæster borte, at selv Betleres Anholdelse
kun lidet virker, naar de, som oftest er Tilfældet , igjen blot
med Advarsel maa løsgives: saa vil man maaskee ikke miskjende
den Opfordring, jeg herved tillader mig at lade udgaae til Stedets
Indvaanere, om aldeles at ophøre med at uddele Almisse til om-
gaaende Betlere, eftersom dette efter Omstændighederne for-
meentlig er det eneste hensigtsmæssige og afgjørende Middel til
at faae Betleriet hæmmet og afskaffet.
At Politiet derhos, efter dets Pligt, vil bestræbe sig for, saa-
vidt muligt, at bevirke Betleres Anholdelse og Forsørgelse eller
Bortviisning og tillige dermed assistere i ethvert Tilfælde, hvor
Anmeldelse om Saadannes Omløben i Husene skeer, er en Selv-
følge, ligesom man, ifølge Overeenskomst med Asylernes Be-
styrelse fremdeles vil sørge for at faae de betlende Børn til
disse Indretninger indbragte. Paa denne Maade, og naar Betle-
riet saaledes ikke længer fandtes lønnende eller Erhvervelsen
derved mulig, maatte det forhaabentlig omsider af sig selv ganske
bortfalde.
Christiania Politikammer, den 27de Marts 1840.
G. Fougner."
|
| d.IV,b.6,s.44 |
Morgenbladets Udgiver yttrer iblandt andet om denne Bekjendt-
gjørelse: "Mange Menneskevenner have i flere Aar med Gru be-
tragtet den Slægt, som opvoxer i og omkring Kristiania, dreven
fra de tidligste Aar til at betle og stjæle, at handle og bedrage,
tildeels for at underholde Forældres Dovenskab og Drikfældighed.
Med de Ældre, hos hvem Forvorpenheden er indgroet, er der
lidet eller Intet at udrette, men at holde den opvoxende Slægt
tilbage fra denne Lasternes aabne Vei, som begynder med Bet-
lerstien i de yngere Aar, er en af de ædle og skjønne Opgaver
for Børneasylerne. Saalænge der saagodtsom Intet var gjort for
at afhjælpe Elendigheden, havde Medlidenheden en Undskyldning
for at understøtte Betleriet, men efter de Foranstaltninger, som
i de sidste Aar ere trufne, maa man have al Føie til at vente,
at idetmindste de betlende Børn, som af ryggesløse Forældre
eller Foresatte trues ud paa denne fordærvelige Industri, ville
blive tilbageviste. Der gives en ædlere og hensigtsmæssigere
Anvendelse for de Gaver, som det menneskekjærlige Hjerte vil
yde ulykkelige Medskabninger ved at understøtte Asylerne og
de Indretninger, hvori Den virkelige Elendighed finder et Tilflugts-
sted og en Omsorg, der virker til Held og Velsignelse for Frem-
tiden."
|
| BLA BAKOVER |