|
BREVVEXLING MED NILS TOSKERUD I BÆRUM
OM EN USKIK
Fra Udgiveren til Nils.
"Min gode Nils, jeg har havt en større Sorg ved at reise din
Gaard forbi, end du vilde unde mig endog om du tog denne
Skrivelse ilde op, som om jeg vilde hindre en fri norsk Bonde
i Udøvelsen af sin Eiendomsret. Ja oprigtig, jeg har havt en
Sorg istedetfor du nok under mig godt saa langt din Eiendom
strækker sig; thi hvad skulde jeg see, da jeg søgte Mærket paa
din Gaard, den yndige Bjerkelund, som var din Eiendoms Pry-
delse, Enhvers Fryd, som nærmede sig din Bolig? -- Væk, væk
alsammen var den! ikke et Træ havde faaet Lov til at staae paa
den stenige Bakke, som jeg sandelig troer du ikke bringer til
noget alligevel. Da maa Skoven vige; men der er Steder (og
til dem hørte din Bjerkebakke) som Naturen har indviet sin egen
skjønne Vildhed, som den har skjænket visse Træer, den tørre
askeblege Harelabblomst, Lilienkonvallen mellem Stenene under
Træskyggen, og hvor den har budet Sauene ud med deres Lam
for at traktere dem med den fine, duftende Tryssildthe, med
Mariguldskoblommer og Veibredblade, der spire og krybe ud
over Bakken om den er aldrig saa tør. Og skyder da en Bjerke-
lund paa et saadant Sted -- se, da har Naturen været blød om
Hjertet og øvet en extra Velgjerning, som Menneskene bør være
taknemlige for; thi da har den ogsaa budet dem ud under de
deilige smekkre hvide Stammer, som man gjerne kunde omfavne
af Glæde, for at de skulde nyde den liflige Skygge paa den
|
| d.IV,b.6,s.30 |
sunde, tørre, varme Bakke, og den trakterer Børnene paa Gaarden
med Lilien- og Krandskonvaller hver Forsommer og de Gamle
med en Drik Livsluft, som de vel kunne føle i Lunge og Hjerte.
Og saadan en Bjerkelund har du havt Hjerte til at hugge væk?
Og hvorfor? Var den dig ivejen? Du var mange Gange glad i
den, og sagde selv, at om noget Træ fortjente Skaansel, saa
var det Bjerken, dette lyse, herlige Træ, som er baade til Lyst
og til Gavn. Ja der var mangt et godt Vørkje i den Lund baade
til Skjæker og Mejer, og der var da ikke langt for Hu' Anne
til Ovnsgrønt til Helgen; men nu, hvorfor har du berøvet Land-
skabet sin Prydelse, din Gaard sin Lystplads, Bakken sin Skygge?
Hvorfor? Svar mig, du Mand, som baade er velstaaende og
ellers fornuftig! svar mig, og forsvar dig, om du kan. Men jeg
frygter, at det vil blive dig vanskeligt, thi du har visselig be-
gaaet en af de Daarskaber, som du ikke kan gjøre god igjen i
dit hele Liv, om du aldrig saa gjerne vilde. Og det troer jeg
nok du vil hvergang du seer ud af Ruden, og Øjet falder paa
den mishandlede Bakke, hvor det nu vil blive forgjæves at søge
Noget af alt det, der gjorde denne Plet baade saa nyttig som
den kunde være og til den skjønneste og behageligste paa din
Gaard.
Venskabeligst o. s. v."
Fra Nils Toskerud til Udgiveren.
"Nei vist duede ikke Bjerkebakken til noget andet end til den
Ungskogen, som stod der siden han Bestefars Tid; men saa
trængte jeg til et Par Dalers Penge til Konjak ifjor Jønsokleite,
og da det nu var tagendes af Bakken, saa tænkte jeg som saa,
at Bonden maa gjøre Jorden saa nyttig som han kan i disse
Tider, og saa hug jeg ned de 112 Ungbjerker og kjørte dem til
Byen, hvor Folk ogsaa skal have for en Skilling Grønt til Sthans.
Det har vi da nok af paa Marken her ude paa Landet, og nu,
saa længe Vinteren varer er jeg lige glad med om Bakken er
bar. De gjør saa alle her ude i Bygderne og vi leve lel, skjøndt
det nu blie'r rigtigt knapt paa Ungbjerk; men de voxe vel at
med Tiden, saa dersom jeg havde mere Bjerk, saa tog jeg den
med." O. s. v.
|
| d.IV,b.6,s.31 |
O du taabelige Nils! Det vil blive seent før de voxe at. Du
og dine Børn ere forlængst borte; kanske de nye Rødder engang
finde Veien gjennem din nedmuldede, henmuldnende Hjerneskal,
forat skyde op i Lyset mellem en Slægt, der har mere Følelse
for Naturens Skjønhed, mere Skjønsomhed paa sit eget Bedste.
Ak for 2 -- 3 Skilling hugger denne sølvknappede Bonde en saa-
dan Bjerk ned; og for at faae en Dunk Konjak eller hvad Andet,
han lyster fra Byen, lader han hele sin Lund, yndig som en
Freyas Offerlund i gamle Dage, alle de 112 Ungbjerker falde
for Øxen og slæbe til Byen, for der at brunes i en Baggaard.
Ja alle 112, der burde være hellige som de 112 Grundlovens
Paragrafer -- alle, alle! Til Vaaren faaer vi see Stubbene, og
hvorledes det sidste Græsstraa trækker sig bort fra Bakken for
den udvældende Sand eller nogle ringormagtige, askegraae og
sorte Masser, som kan holde ud paa den skaldede Bakke.
Det er forfærdeligt hvad Byomegnenes landlige Skjønhed tabe
ved denne Skik. Ja en Skik er det, en Uskik og det en for-
dømt. Det er ikke enkeltviis Bjerkelundene ødelægges, ikke blot
de, som Opdyrkningen fordrer Offeret af, men i tusindviis og
uden synligt Hensyn til Stederne, de staae paa. Og hvormed
vil man forsvare denne Uskik uden med dens Ælde, det er:
med Forfædrenes Dumhed, med Rækken af foregaaende Øde-
læggelser. Og det er især den talrigste, den simplere Klasse,
som driver denne landsskadelige Luxus. Ingen af de ringere
Huusejere vil undvære sin Sthansløvhytte eller idetmindste en
grøn Bue over Døren engang om Sommeren. Det er ligesaa
umuligt som ikke at smage en Bid Kage om Julen eller en Faste-
lavnsbolle, naar man har 2 Skilling i Lommen. Skulde der ligge
Noget af denne Folkereligion, som hylder den seirende Aarstid,
eller en dunkel Trang til at smage noget af det Landliges Be-
hagelige til Grund for denne Skik? Byalmuens Sæd at streife
om paa Marker og Enge Sthansdagsaften "for at plukke Blom-
ster", som det hedder, antyder, at den ikke er fremmed for
denne naturlige Følelse. Nok er det, det er en indrodet Folke-
skik, vi have med at gjøre, og da er det lettere at grave de
stakkels kolhuggede Bjerkers Rødder udaf Jorden med sine Fingre
end at udrødde den. Dog forsøger jeg, som man seer, men mere
i det Haab, at disse Ord ogsaa skulle komme til vedkommende
Landalmuer, end fordi jeg troer, at de ville virke paa Byal-
|
| d.IV,b.6,s.32 |
muerne, der kjøbe saalænge hine ere taabelige nok til at byde
sine unge Træer tilfals. Og Nils Toskerud er nok ikke den
Eneste, som kommer til Byen med sin sidste Slump. Men hjæl-
per mig da, Præster, Skolelærere og enhver fornuftig Mand med
at forringe Antallet af disse ubetænksomme, vetløse Sælgere,
med at redde hvad der er tilbage af de venlige Bjerkelunde i
Miles Afstand om Byerne, disse den norske Sommers sødeste,
ejendommelige Prydelse, disse dens fagreste ungdommelige Fryd-
bannere, vort kjække granklædte, fjeldhjelmede Lands pragtfulde
vajende Hjelmfjedre! Og I, Byfolk, der intet levende Træ har,
som I kunne kalde eders, undværer denne Nydelse af et Par
sammenbøjede døde, siden den er til Skade for det Land, som
jo byder eder grønne Bakker og Skoger nok til en Søndagsfor-
nøjelse, naar Gaderne blive for trange og kvalme! Gaaer didud,
om I føle engang denne skjønne og agtværdige Trang efter at
komme Naturen nærmere; og vælge I da ikke med Forkjærlighed
Skyggen under Bjerken, om der gives Leilighed, da vil jeg til-
staae, at den ikke er det Træ, som fortjener den Roes, jeg har
ydet den. Dog er det underligt, at alle Sangfuglene vælge den
helst at synge i, ligesom Skjæren elsker Pilen, og naar Maal-
trosten seer det begynder at lysne i Bjerketoppen, begynder
ogsaa den at synge fra Granens.
|
| BLA BAKOVER |