|
No. 2, 10de December 1839.
Det første Trin paa Lastens Bane tidt
paa Dydens blev det sidste Skridt.
VIDERE TILTALE TIL DEN FATTIGE KLASSE
Ihvor forskjellige end Menneskesamfundets Klasser ere, kunne
de dog ikke undvære hinanden. Men ingen staae i nærmere
Forbindelse end den, der er rigest, og den, der er fattigst. Det
er ligesom en Ring, der slutter sig sammen, som om Samfunds-
|
| d.IV,b.6,s.9 |
kredsens Laas ligger imellem begge disse to Klasser, der trænge
saa inderlig til hinanden. De Rige, som have stor Drivt at ved-
ligeholde, behøve de Fattiges Arbeidskraft, og disse behøve
noget af de Riges Formue. Det gaaer op i op, men naar I kunne
lægge jer til at sove, ubekymrede om hele Verden, tør det vel
hænde, at Arbeidsherren endnu har saa meget at spekulere paa,
at I tør gaae paa Arbeide før der er at tænke paa Søvn for ham.
Men hvad opdagede jeg vel en Sommermorgen, da Arbeiderne
fra Forstæderne just gik paa Arbeide rundtom ude paa Løk-
kerne! Solen var endnu ikke ganske oppe, men Lærkerne dir-
rede høit oppe under de smaae røde, spraglede Skyer, der saae
ud som den deiligste Silke, opplukket, som drivtige Huusmødre
gjøre af gamle Lapper for igjen at spindes ud til noget Smukt
og Nyttigt. Det var en Morgen til at bede og at fryde sig i,
men ikke til at tænke noget ondt i, som Det, jeg saae. Den var
til at synge eller fløite eller paa hvilkensomhelst Maade at give
Glæden Luft i, men ikke til at tænke eller øve noget ondt, af-
skyeligt i, som Det jeg tilfældigviis fik at see. En ung Arbeider,
som saae ud til mere af Naade og Barmhjertighed at have faaet
Arbeide, end fordi han kunde gjøre nogen Nytte, gaaer ud ad
Vejen ved den nye Bro, hvor Selskabet for Christiania Byes Vel
saa ofte har maattet plante Alleetræerne om igjen, fordi de øde-
lagdes af uforsigtige Bønder, og skadefro Skøjere fra Byen. Den
unge Arbeider standser under en af de skjønneste Popler, som
var bleven skaanet, og allerede var tæt nok med Løv til at
skygge; han seer sig om som en Ulv, der vil bryde ind, og saa
-- een, to, tre! -- der ligger den unge Poppel med sin Krone;
Skurken tilbeens da, men alt som han løb, knak Grenene efter
ham hele Alleen nedigjennem, og han endte først med at vælte
overende en af de Bænke, som hiint velgjørende Selskab har
ladet udsætte til Hvile for Alle, -- ogsaa for den Fattige, ogsaa
for Eder, ogsaa for hiint Umenneske og hans Fader, naar han
kom træt af Arbeide. Og da skulde ogsaa Poppelen skygget
den Gamle.
Men nu! -- ja jeg kaldte Gjerningsmanden et Umenneske. Hans
Gjerning eller Ugjerning var isandhed umenneskelig! han maa
hverken have følt eller tænkt som andre Mennesker. O jo, andre
Mennesker have gjort det Samme; denne Forbrydelse, som er
lumpnere end selve Tyveriet, er ikke sjelden imellem Os; og
|
| d.IV,b.6,s.10 |
Mistanken falder paa Fattigklassens Ungdom fordi den er meest
fordærvet og mindst dannet, og der kun skal yderst liden Dan-
nelse til, forat afskye enhver voldsom Ødelæggelse af hvad der
er til fælleds Nytte og Fornøjelse. Hvad det Menneske tænkte
ved det, han gjorde, er ikke let at begribe. Men jeg tænkte,
at selv en Djævel kan ikke tænke værre, end blot at ville skade,
og at det Menneske, som, uden Grund, for sig selv kunde øve
slig Ugjerning, høist sandsynligt vilde ende som Morder eller
Mordbrænder, naar Hevn eller Vindesyge, som Ukrudet, man
ikke veed hvor Frøet kommer fra, engang opkom i hans allerede
saa fordærvede Hjerte. Hjerte? Man bør ikke sige, at et saa-
dant Menneske har Hjerte.
Ak, I skulde see, hvormange Fornøielser og hvor net de fattige
Forstadbeboere i Udlandet have det netop fordi de aldrig be-
skadige de Anlæg, som gjøres til offentlig Prydelse og Beqvemme-
lighed. Ogsaa der gaaer Landstæderne tæt ind til de smaae
Huse i Forstæderne; men der seer man ingen høje, spidse Planke-
værker om Haverne, men de ligge aabne med al sin Yndighed
inden lette Sprinkelværker, inden lave aabne Inddelinger, saa
det synes som om den Fattiges Hytte laae i Paradiis. Og saa Alle-
erne og Blomsterqvartererne paa de offentlige Spadsergange med
Bænke og Borde, som det aldrig falder Nogen ind at ødelægge!
Har en fattig Mand da der Lyst en Søndagseftermiddag, saa
tager han sin Kone under Armen, og er som hjemme i al den
Herlighed; thi den staaer ogsaa under hans Beskyttelse. Og saa
burde det være hos Os, istedetfor at nu Ingen kan have noget
i Fred, hverken Gjærder, Træer eller noget Andet, som man
kan komme til.
Denne stygge Feil har vakt den fattige Klasse mange Fien-
der, berøvet den megen Hjælp, og lukket mange Hænder og
Hjerter for dens Nød. Det er derfor mit alvorlige Raad til de
Retsindige i den, som holde Ave paa sine Børn ogsaa efter at
de ere, som det hedder: "slupne frem," at de indpræge dem
det Afskyelige og Skrækkelige i, af Letsind eller Skadefryd, at
ødelægge, eller paa anden Maade, f. Ex. med Smuds at tilføje
Andres eller det Offentliges Gjærder, Træer, Plantninger, Porte,
Vægge, Bænke eller deslige nogen Skade. Alt hvad der er løst
og frit udsat er anbetroet den almindelige Æresfølelse, og det
især Fattigmands, som boer og færdes meest i Nærheden af
|
| d.IV,b.6,s.11 |
Byernes landlige Forskjønnelser, af Haverne og Løkkerne, hvor
man nu næsten ikke tør vove at slaae et Gitter op, forat ikke
Spigeren i Spilren skal friste En til at bryde den af.
Men vi maa vende tilbage til Forholdet mellem den Rige, mellem
Arbeidsherren og den Fattige eller Arbeideren. Og det er som
oftest slet nok, kun sjelden som det bør formedelst Feil fra
begge Sider, og til allerstørste Skade for Begge. Jeg vil ikke
tale om, at Arbeideren ofte staaer saa lidet paa den Mands
Bedste, i hvis Arbeide han henter sit Brød, at han endog søger
at tilføje ham ligefrem Skade -- thi dette er jo aabenbar For-
brydelse, og det skeer derfor lumsk, hvad enten han stjæler
med sig eller ødelægger -- og at Arbeidsherren da igjen paa
sin Side behandler de Arbeidsfolk, han dog nødes til at have,
paa mange Maader, slet. Men der er en Feil ved altfor Mange
af vore Arbeidsmænd, som skader dem Selv, Arbeidsherren og
den hele Arbeidsklasse, saa de Uskyldige ofte faae lide derfor;
og den er: denne Ligegyldighed for Arbeidsherrens Fordeel,
dette Dagtyveri, denne Mangel paa Iver for Arbeidets Drift og
Fremgang, som i saa høi Grad har svækket Fattigmands Kredit
hos Dem, der have Arbeide at give. Derfor faae I ogsaa saa
vakker Lov, naar man hører en Saadan omtale sine Arbeidere,
nemlig omtrent som saa: "Rakkerpak! -- ikke værd at hjælpe --
sender jeg en ny Arbeider paa Tomten eller til andet Ørkje,
saa veed jeg, at jeg kun har en Dagtyv mere at gjøre Afregning
med, og at jeg har skaffet Marketenteren en ny Kunde, osv."
Men troer I mig, der lider mangen en brav Mand imellem
Eder for sligt Rygtes Skyld. Var det anderledes, kunde Arbeids-
herren stole paa sine Arbeidere, var han vis paa, at de stode
paa hans Bedste -- troer I mig, I kunde nok komme paa Kontoret,
om I behøvede et lidet Forskud; Principalen vilde nok bryde sig
om hvorledes I havde det hjemme, om der regner og sneer
gjennem Væggen hos Jer eller, om I har det som Folk, han
under vel, baade forbi han maa agte Eder, og fordi han har
sin store Fordeel af eders Nidkjærhed. Thi denne er ligesom
Regnen, der vel falder i Draaber, men dog bringer den store Sjø
til at stige, mens Dagtyveriet er som Lækken under Viintønden.
Men, mine Venner, endnu engang noget Mere om eders An-
liggender. Tænker derfor over dette til næste Gang!
|
| BLA BAKOVER |