|
|
| d.IV,b.5,s.422 |
THOMAS FEARNLEY, LANDSKABSMALER.
dragelige Tegn, naar det ikke er firkantet, paa et godt Gemyt --
og Smiiltrækkene om Munden; men hvor er Ansigtets uforlignelige
sangvinske Rundhed og "Fulgor", hvor de leende Øine og denne
buttede skjelmske Næse, der alene var saa god som et Ansigt?
Det maa sidde igjen paa Stenen; og man faaer hjælpe sig med
at tænke, at Fearnley sidder her med sin Pibe spekulerende over,
at der ingen Reise blev af en Sommer, over et Brev af uventet
magert Indhold, over Dumheder, begaaede her hjemme i Norge i
en eller anden Kunstindretning o. s. v. Nok er det, Fearnley
havde et Ansigt, der paa det allerfuldkomneste gjengav en tro-
hjertig, vennesalig, livslysten Charakteer, saaledes som Menne-
skene maae være for at elskes af Alle for deres blotte Personers
Skyld. En undersat, men rask og bevægelig Figur, forstyrrede
ikke Ansigtets Indtryk. Heller ikke de blonde Knebelsbarter og
det purrede blonde Haar.
Men hvad kommer alt dette os ved? spørger et Publikum. Nu,
nu! Det er kun en Silhouette til at hjælpe sig med siden Por-
trættet ikke just er lykkets, og Fearnleys Venner, som gjerne
vilde see hans glade Træk gjenvakte, om kun i Fantasien, ud-
gjøre ogsaa et ikke saa lidet Publikum. Det var en Selle, at
tømme en Flaske Viin med; det var en Ven at komme til i Nøden;
det var en Mand, der vilde have forstaaet at bestrøe sin og sin
Vivs Livsbane med Roser og Vedbende i en længere Strækning
fra Kirken end de ellers pleie at række. Ofte kun til Hvede-
brødene ere fortærede i den anden Kurv. Saa er ogsaa Blomster-
kurven tom, og Veien bliver graa, som ellers, bag de Vandrende.
S. T. Hr. Henr. Wergeland.
Jeg er forbauset over den Begyndelse til en Biografi af Thomas
Fearnley, som De har ladet mig læse. Ikke fordi De synes at
|
| d.IV,b.5,s.423 |
finde Portrættet mindre heldigt, eller fordi jeg mener, at alle
Biografier bør, i Maaden at være affattede paa, være som Kugler
fra samme Form; nei! men De synes at ville etablere, at en
Biografies Stiil bør være et Slags Portræt af Heltens Charakteer.
Man troer nemlig at opdage en vis Nonchalance i bemeldte Be-
gyndelse til Fearnleys Biografi; men da denne Maneer er sær-
deles vovelig, saa at Mange endog turde være tilbøielige til at
foretrække den saakaldte Bedemandsstiil, hvori ogsaa Biografier
almindeligviis affattes, gjør De sikkert rettest i at fortælle Bio-
grafien simpelthen, begyndende med Fødsels- og endende med
Døds-Aaret.
Christiania 1ste Januar 1845.
Ærbødigst
N. N.
Min Herre!
At skrive Thomas Fearnleys Biografi i Bedemandsstiil gaaer
umuligt an. Naar Klokker N. N., der har lært Menigheden at
kalde ham "Deres Værdighed", uden at han dog har antastet
Præstens Velærværdighed, engang skal biograferes, skal jeg ellers
med Fornøielse forsøge mig i den. Forøvrigt troer jeg, at den
oversendte Biografi giver Læseren dog et nogenlunde Begreb om
hans Charakteer og moralske Konstitution, om hvilke vigtige Ting
man ellers pleier at lades i den dybeste Uvidenhed, saa de be-
skrevne Personer i den Henseende ligne afklippede Stykker Papiir
af samme rene hvide Ark.
Jeg har ellers i Vedlagte den Ære at fortælle Dem, hvorledes
jeg fik vide Adskilligt om Thomas Fearnley og kom til en Slags
Biografi saa let som til min Hat fuld af Vand, om jeg havde sat
den ud i et Regnskyl.
Christiania 3die Januar 1845.
Ærbødigst
Henr. Wergeland.
Nationalgalleriets herlige Lokale for Maleriudstillinger. Jeg i
en Vinduesfordybning, bladende i Katalogen (da jeg nemlig paa
de fire første Sider har fundet 199 -- hundrede og ni og nitti --
|
| d.IV,b.5,s.424 |
Trykfeil, havde jeg faaet Lyst til at undersøge summam sum-
marum). Andre Besøg ere 0.
Da indtriner --
en høivæxt overordentlig velskabt og forøvrigt tækkelig ung Dame,
som jeg hørte var dansk, ledsaget af en af vor Byes meest dan-
nede Mænd.
"Ah -- Dahl! Dahl!" raaber Damen idet hun iler hen til et
Skovstykke, et med et guddommelig malet, af vaiende Sump-
planter omgivet, Kjern i Forgrunden. Paa hiin Side Kjernet en
Jæger, saa det kanske skulde hedde et Jagtstykke, om Skoven
ikke var saa aldeles dominerende. Men man vil nok erindre det
baade fra Kunstforeningen og Nationalgalleriet, hvor Alle vel nu
have været for Skams Skyld, siden man begyndte fra saamange
Kanter at blæse til Ilden paa Kunstens Altar herhjemme, at man
har blæst hinanden respektive Øine og Ansigt fulde af Aske.
"Nei, Jomfru -- sagde Ledsageren -- det er af Fearnley."
"Ah, af Fearnley! Men her er da Dahl," mente Damen igjen,
idet hun dreiede sig mod Grindelwaldergletscheren.
"Ogsaa af Fearnley."
"Men dette herlige -- oh! her maa vi sætte os foran, men i
passende Afstand, for sandelig jeg synes, at dette Vandfald (man
erindre Damen er dansk), som jeg synes at høre, maa overøse
mig . . Dette herlige Maleri er da af Dahl?"
"Fearnley" -- mumlede Manden ligesom halvt misfornøiet.
"Det er Labrofossen."
"Ah, har Norge ogsaa frembragt en saadan Mester til, foruden
Dahl?" sagde Damen.
"Ja i Thomas Fearnley. Dahl og han ligne hinanden i Meget,
i Sujettets Dristighed, i Forgrundens Nøiagtighed, i de tydelige
Mærker paa at det er selve Naturen i dens Storhed som i dens
Detaljer, de have studeret o. s. v., men Dahls Malerier vise et
skarpere profileret, et selvstændigere Geni."
"Af Dahl har jeg seet noget nede i Danmark; men tilgiv mig,
om den anden af Deres Fædrelands smukke Prydelser var mig
ubekjendt. Midt inde i Jylland . . ."
"Oh, Jomfru! der er vist meget Lidet af Fearnley i Danmark,
hvor han kun opholdt sig et Aarstid paa Akademiet, nemlig fra
1821 til 1823. I 1822 blev nemlig vor nuværende Konge op-
mærksom paa den tyveaarige Kunstner, og bestilte af ham et stort
|
| d.IV,b.5,s.425 |
Prospekt af Kjøbenhavn. Da Maleriet var færdigt, sendtes det
til Stockholm; Fearnley fulgte efter og tog der sit Ophold alt til
i 1827, da han tiltraadte en længe paatænkt Reise til Tydskland
og videre. Vinteren 1828 blev han imidlertid liggende syg over
i Kjøbenhavn, maatte til Norge af økonomiske Grunde, og kom
saaledes først sydover i Høsten 28. Norge havde han imidlertid
togange besøgt fra Stockholm, og da drev alt Folk, som saae
hvad der kunde blive af ham, baade med Raad og Daad paa
Udenlandsreisen. Men det er sandt -- det falder mig ind -- der er
jo Stykker af Fearnley i Danmark, saasom hos Etatsraad Treschow
i Kjøbenhavn, de prægtige Sidestykker af Syden og Norden:
Neapels Sorrento og vort Sogns Gudvangen. Desuden tæller det
thorvaldsenske Musæum en norsk Egn af Fearnley, et af hans
første Arbeider, hvoraf hans rige Talent glimrede frem, og et af
hans herligste Schweitzerlandskaber er i Etatsraad Donners Be-
siddelse i Altona. Men det er jo i Schleswig-Holstein . . ."
"Min Herre!" -- afbrød den smukke Jydinde med komisk
Alvorlighed, idet hun syntes et Par Tommer høiere, da hun reiste
sig op.
"Pardon! Pardon, min Heltinde!" loe Ledsageren.
"Ja, hvis De fortæller mig meer om Mesteren for dette vid-
underlige Stykke. Vi have endnu ikke kvæget os nok ved Støv-
regnen fra hans Vandfald. Hans Navn er engelsk?"
"Hans Bedstefader var ogsaa en Englænder, der havde taget
Bopæl paa Frederikshald, hvor Familien endnu boer. Der fødtes
Thomas -- om jeg ikke feiler meget -- den 27de December 1802.
Altsaa et Julebarn, og sandelig hele Julens Munterhed og barn-
lige Gemytlighed blev lagt i hans Hjerte, og af den største Mester
ogsaa i Maleri udpræget i hvert Træk i hans Aasyn, hver Runding
af hans Person."
"Ah, har De hans Portræt?"
"Ja -- en af ham Selv gjort Skizze, men De vil deraf see nok
til at synes godt om ham."
"Nu -- det var ikke rigt med Faderen. Thomas kom som fem-
aarig Gut."
"Gut? Hvad behager? . ."
"Dreng, bedste Jomfru, betyder det . . Han kom i den Alder
til en Onkel i Christiania, en Karrikatur af en datids Isenkræmmer.
Da Thomas var voxet noget til, var han nok ogsaa voxet fra
|
| d.IV,b.5,s.426 |
Planen at blive Isenkræmmer; vist er det, at han i sin første
Ynglingsalder var Kadet i flere Aar, hvorpaa han pludselig i sit
16de Aar atter gaaer bag Disken, som det hedte, med den alvor-
lige Beslutning at gaae i Onkels Fodspor (maaskee dog den
alvorligste var at arve Onkel?). Men bag Disken sloges han med
sin Kollega, paa Krigsskolen havde han faaet Smag for Tegning,
og da der 1819 oprettedes en "Kunst- og Tegneskole" fandtes
Fearnley snart Øverst i dens Rækker. Han tog dens Præmier
og reiste saa til Kjøbenhavn.
"Paa sin første Udenlandsreise opholdt han sig 1 1/2 Aar i Dresden,
hvor han især studerede Dahl. Men han fordøiede hvad han tog
til sig. Man kan maaskee ikke stille Fearnley ved Siden af Dahl,
men han er ikke heller i nogen Maade en afledet Kopi. To Aar
tilbragte han i München, i en heldig Periode, da Kunsten der
endnu var i sin Opblomstren; og der skulde Fearnley forblevet,
baade fordi Kong Ludvig havde skjænket ham sin Opmærksomhed
og især for at holde Skridt med de Kunstnere, som dengang be-
gyndte at vinde sig et Navn fra München af. Da han efter tvende
fleeraarige Fraværelser igjen kom til München for Alvor, havde
Forholdene forandret sig; Andre vare voxede ham over Hovedet;
den gamle Plads var borte, hvorfra under det to Aars Ophold,
Stormænd fra Tydskland, England og Italien hentede Billeder,
især af Norge, til sine Gallerier. Saaledes har Fyrsten af Thurn
og Taxis et Prospekt fra Thelemarken, Lord Pembroke Justedals-
bræen og en Grev Arco et mesterligt Andejagtsstykke ved den
bayerske Königssee."
"Men hvorfor forlod Fearnley da München just da han stod i
sin Zenith?"
"Ah, min Dame -- bemærkede hendes Ledsager -- Landskabs-
malernes Kunst fordrer at de reise, hver Sommer om muligt.
Men de kunne lukke sin Dør ilaas blot til Høsten. Reise, reise
maae de. Enhver liden Spadseretuur maa være en liden Reise
med Blyanten i Haanden, og af hvad de nu naturtro faae ned i
sine Mapper, danne Mesterne sine Forgrunde: af Træbuller, af
bemosede og forvitrede Stene, menneskelige Figurer og Vaaninger,
Planter, Træer og Dyr. Se f. Ex. der hvad Virkning gjør ikke
denne ganske naturtro Fiskeørn her i Forgrunden af Stykket.
Man kan see af Halsens Bøining, at den fra sin Stok har opdaget
en Lax; og at den saaledes overlader sig til sin Jagt, gjør Stedets
|
| d.IV,b.5,s.427 |
Vildhed og Eensomhed paa det klareste anskueligt. Men videre
til Forsvar for at Fearnley forlod München, da gjaldt nu Reisen
for det Første Italien, som ingen Maler af Rang kan undlade at
have seet idetmindste Luften af, og for det Andet, saa var Fearnley
i høi Grad livs- og reiselysten. Vinteren 1832/1833 befandt han sig i
Rom, hvor især nogle Landskaber fra det bajerske Tyrol vakte
Opmærksomhed og fandt hurtig Afsætning. Flere Stykker kom
til England fra Rom og Neapel, hvor han opholdt sig indtil Vaaren
1835. Sicilien gjennemreistes i 1833 sammen med Deres berømte
Landsmænd, Medaljør Christensen og Architekt Hansen, og det
følgende Aar havde han ret Anledning til at see Vesuv i Kulør.
Man har ogsaa flere Skizzer af ham, der fremstille Bjergets Ud-
brud seete fra forskjellige Punkter. Et endnu dristigere Attentat
paa Naturen er dog hans udførte Billede af den blaa Grotte paa
Capri. Om dets Sandhed kan naturligviis Den kun dømme, der
har været saa lykkelig at være der . . ."
"Ak!" lød et dybt Suk frem fra Vinduesfordybningen. (Det
kom fra mig.)
"Ah, Hr. Wergeland" -- sagde Damens Ledsager, præsenterende
os for hinanden (hendes Navn ellers af mig fortiet) --
"Om Forladelse," stammede jeg "jeg hørte De nævnte Capri,
saa tænkte jeg paa Capri, Ischia, Sorrent og saa sukkede jeg af
Længsel, uden at betænke at jeg kunde afbryde Herr . . .
"Oh jeg har Traaden . . . Denne Dame vilde jeg straffe med
et Foredrag over vor Fearnley, fordi hun ikke kjendte vor, idet-
mindste i det hellige romerske Rige ret velbekjendte Landsmand;
men se! hun vil have hans Biografi til Enden, saa har Labro-
fossen slaaet min Veninde. Men hvordan er det -- jeg har Pokker
ikke Traaden: men maaskee De kan hjelpe mig lidt, Herr W.?"
"Ja jeg maa med Skam tilstaae, at jeg har den, for jeg har
paa en Maade lyttet. Fearnley var min personlige Ven, og han
var af mine Folk, saa det ret har glædet mig at høre Dem for-
tælle om ham. Sommeren 1835 var han i Schweitz, hvor han
indstuderede sin rædselfulde Grindelwaldergletscher, som han malte
om Høsten i Paris, hvoraf han senere tog en noget formildet
Kopi . ."
"Nu ja, nu har jeg ham" -- vedblev min vakkre gamle Vel-
ynder -- "Fra Paris tog han endelig i Forsommeren 36 hjem til
Norge over Belgien og London. Det var nu 8 Aar siden man
|
| d.IV,b.5,s.428 |
havde seet hans velsignede glade Ansigt. Det vakte ogsaa Glæde,
om end ikke den Opstuss med Gjæstebud og Sang som man --
paa nær sidste Gang -- har seet ved Dahls Besøg."
"Jeg gad ogsaa seet Fearnley -- bemærkede jeg -- naar han
skulde have Æressædet i en ret prunkende Banket. Ingen vilde
være mere forknyt end han, indtil Æresskaalen var vel over,
og han -- som han vilde synes -- ikke betød meer i Laget end
enhver Anden."
"Det troer jeg med -- sagde min pyntelige Gamle. -- Thomas
Fearnley var det beskedneste og fordringsfrieste Menneske paa
Jorden. Han var omringet af Venner, der idelig smigrede ham;
men det syntes ikke at bide paa hans Gemyt, omendskjønt der
gives æsthetiske Gribbeøine for Kunsten, som ville paastaae, at
han under dette Leben lod sin Pensel fare skjødesløsere over
Lærredet. Sommeren var ellers bleven godt benyttet til at hente
Skizzer fra Romsdalen. Med en god Mappe tog han samme Høst
over til London, besøgte de berømte cumberlandske Sjøer, og
opholdt sig i det Hele i England i 1 1/2 Aar. Skizzer af hans
norske Udkast vare meget søgte . . ."
"Han malte ogsaa i den Tid" -- tillod jeg mig at bemærke --
"et af hans skjønneste Schweitzerprospekter, samt ganske vist
Romsdalshornet og de Stykker National-Galleriet har af Fearnley."
"Ganske vist, sagde den Gamle. Sommeren 38 morede han
sig blot paa en Reise i Tydskland og Schweitz sammen med sin
Patron, en Hr. Heftye fra Christiania, der har afkjøbt Fearnley
en Mængde Malerier. Fra Høsten 1838 opholdt han sig i Norge
i 2 Aar, reiste i Landet om Sommeren -- saaledes i 1839 med de
berømte tydske Malere Achenbach og Breslauer til det maleriske
Bergens Stift -- og malte om Vinteren. Kong Carl Johan tog et
af disse norske Stykker, Grev Wedel et andet. Flere andre ere
desuden i kongeligt Eje, ligesom Kunstvennen Statsminister Due
besidder flere Stykker af Fearnley. Men nu kan De fortælle
Resten", sagde den gamle Kavaleer.
"Ja hvad er der vel nu at fortælle, sagde jeg uden den sørgelige
Ende paa et Liv, der kunde yde saameget -- dobbelt sørgelig
ved de Scener af Livets høieste Glæder, som gik saa nylig forud?
Der er kun at berette, at Fearnley blev forelsket i en tækkelig
og formuende Kjøbmandspige her af Staden, giftede sig i Juli
1840, og tog over til Amsterdam for der at prøve Lykken. Han
|
| d.IV,b.5,s.429 |
malte vel Adskilligt for de dukatbeslagne Mynheerer, men hans
meste Arbeide var dog Bestillinger hjemmefra, saasom hans
Haugsfoss og Prospektet af Castellamare -- -- "
"De sukkede igjen" bemærkede Damen.
Jeg tilstod det og vedblev: "Beriget med en Søn, drog han i
Septbr. 1841 til München, som han medrette havde Forkjærlighed
for, og hvor han nu for Alvor vilde nedsætte sig og tjene Brødet
til Kone og Barn. Men han var neppe kommen i sin huuslige
Hygge før en Nervefeber efter 2 Maaneders Sygeleie dræber
ham . . ."
"Kom lad os gaa -- hvidskede den pyntelige Gentleman, pegende
paa Damen, der var stærkt bevæget -- og følg med hjem, skal
vi erindre vor prægtige Thomas ved et godt Glas Viin."
Paa Veien talte vi om den almindelige Sorg ved Budskabet
om hans Død, og om hvorledes man, vel mere af Interesse for
den Afdøde end just altid af Sands for Tingenes Værdi, reves
om hans hidsendte Skizzer paa Auktionen derover. Min Hr. Vært
yttrede ogsaa, at sal. Fearnley vilde have i Tydskland faaet ud-
givet et Pragtværk af norske Naturscener.
Ved Bordet kom Fearnleys Portræt ned. Den fremmede Dame
kyssede det, fordi hun sagde det røbede saamegen Hjertens-
godhed, og jeg opdagede, at man, ved at holde Portrætet imod
det hvælvede Sauterneglas, fremkaldte et bitte lidet, men næsten
levende naturligt Billede af Fearnley.
Vore Snærper tælle saa lumsk hvor mange Glas Viin Herrerne
drikke til Maden. Slige vare nu ei vore Damer; men alligevel
sagde dog Vertinden, da det trak ud med mig og hendes Mand:
"Ja nu gaaer Sofie og jeg; men bliv dere siddende. Der har
dere Fearnley hos dere i min Plads i Skjorteærmerne, saa godt
jeg har kunnet gjøre det."
"Nei, se paa Mor!" loe den vakre Gentleman. "Prægtigt gjort!"
Og med det samme bankede han tre Gange i Gulvet. Hun havde
med sin Serviet stillet Portrætet saaledes, at det saa ret livagtig
ud som om et Par sammenslagne Arme i Skjorten lænede sig
ud derfra.
"Nu Ole er du der? En Flaske Hochheimer, Dom Dechant,
1834, og tre grønne Glas!" befalede min Vært den indtraadte
Tjener.
"Ak," sagde jeg, "salig Thomas ved en Flaske Rhinskviin og
|
| d.IV,b.5,s.430 |
et Par gode Venner! Da var han ret i sit Es, da sprudlede han
over af Munterhed, og den ene Anekdot, hvori han havde været
Helten, fortrængte den anden."
Det var en Rhinskviin! Vi drak paa norsk Gemytlighed, vi drak
Thomas Fearnleys Skaal som Menneske og som Kunstner. "Ja
ved et Glas Rhinskviin var han i sit Es" -- gjentog jeg; "men
hvor var han det ikke, naar han med den korte Reisepibe i
Munden, en liden naragtig Hue paa tre Haar og i sin fillede
Malerfrak sad foran sit Staffeli!"
|
| BLA BAKOVER |