HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
IV.AVHANDLINGER, OPPLYSNINGSSKRIFTER 5. BIND: 1843 - 1845

d.IV,b.5,s.391  
AV LÆSEBOG
FOR DEN NORSKE UNGDOM.
UDGIVEN AF
HENRIK WERGELAND OG N. J. WESSEL BERG.

ANDEN DEEL.

FORORD.

   D
er finder et numerisk Misforhold Sted i første Deel imellem
Fablerne og den øvrige Text, ligesom i anden imellem Vise-
arterne og de øvrige Afsnit. Men da der kun skulde hentes af
vor egen Literatur, og sørges nogenledes for den tidligere Alder,
samt da den hensigtsmæssige Læsning, som ellers tilbød sig, be-
fandtes at være Oversættelse, forekom Fabelen passeligst.
   Viserne toges mange af, fordi denne Deel er bestemt at gives
en Ungdom i Hænde, der, i patriotisk Henseende, har godt af
at indpræge sig nogle af vore bedste i Erindringen.

   Men til at forbedre gives kun een Leilighed, og det er den,
at Arbeidet, uagtet dets Feil, maa vinde saadant Indpas i Skolerne
og hos Almeenheden, at et nyt Oplag fornødiges.

Christiania i Juli 1844.
Udgiverne.



LYRISK POESI.

   For den lyriske Poesies talrigste Familie Sangens forskjellige
Arter afgiver Formen kun utydelige Skjelnemærker. Den for
dem alle fælles Stræben efterat være syngbar gjør, at enkelt
Versbygning kan være fælles for en Mængde Sange af forskjel-
ligt Indhold, som kun gjennem Musiken faae deres charakte-
ristiske Udtryk. Efter Aand og Indhold, efter den indre Charakter,
og, hvor denne er blandet, efter den meest forherskende, erholder
derfor Sangen sine Hovedbenævnelser. De bestemteste Cha-
rakterer og Benævnelser ere den elegiske, den idylliske og den
d.IV,b.5,s.392   malende lyriske Digtning, endskjønt ogsaa disse smelte ofte over
i hinanden; men en fjerde Klasse, der er ligesaa mangfoldig
som de menneskelige Forholde og Individualiteter og de Gjen-
stande, som lade sig besynge, lader sig neppe tydeligere be-
tegne end med Udtrykket almindelig Sang. Medens de tre
førstnævnte ere af en alvorlig Charakter og udtale kun Digterens
individuelle Følelse og Anskuelse, er denne af en munter og
freidig, og udtaler sig i Alles eller i Fleres Navn. Herhen hører
altsaa Selskabssangenes talrige Slægt, hvortil de i første Deel
anførte Folkesange høre som dens Førstefødte.
Kanzone.

   A
f denne lyriske Digtform har Literaturen kun Lidet at op-
vise. Med sine lange riimfulde Strofer er den en Efterligning
af det Italienske, hvori Petrarca indviede denne Form til Udtryk
for sværmersk Følsomhed. Dens oprindelige Charakter er saa-
ledes elegisk, skjøndt dens Former naturligviis ogsaa lade sig
bruge ved Behandlingen af andre, dog altid alvorlige Materier.
I sin storartede Versbygning med kunstigen i hinanden flettede
Riim udtrykker den altid en vis Høitidelighed i Stemningen, som
holder sig midt imellem Odens Flugt og Sangens Simpelhed.
Efterfølgende Exempel No. 3 opviser en kanzonartet Versbygning,
som er temmelig hyppig i vor Literatur.
Sonet.

   O
m ingen af de foregaaende lyriske Digtarter har man kunnet
sige, at de ere bundne til nogen ganske bestemt Form. Dette
er derimod Tilfælde med Sonetten, som bestaaer af 14 Linier
i to fiirliniede og to treliniede Vers, hvori al Kunst er anvendt
for ret at fremhæve Rimet. Saaledes vexle f. Ex. i dets første
Vers to Riim i fire Eenstavelsesord og i 4 Tostavelsesord (mand-
lige og kvindelige Endelser), og tre Riim i de 2 treliniede Vers;
ofte slynges Rimene i hinanden fra Vers til Vers, det første i
tredie Vers rimes med det første i fjerde Vers, det andet og
tredie i tredie Vers ligeledes med det andet og tredie i fjerde
Vers o. s. v. Vellyden, som er Hensigten med dette Kunstleri,
gaaer dog tabt, om det overdrives, saaledes som Tilfælde er med
de saakaldte Ghaseler, en Efterligning af senere tydske For-
d.IV,b.5,s.393   fattere, hvori Jagten efter Riim fortsættes saa langt som muligt.
Sonettens Charakter er meget forskjellig, som oftest dog elegisk
eller didaktisk, og da er det ofte Satiren, som iklæder sig dens
snevre elegante Form.
Idyllisk lyrisk Digtning.

   I
dyllen (Hyrdedigtet), hvori den naturlige Uskylds og Simpel-
heds Skjønhed digterisk anskueliggjøres, er episk i Væsen og
Form, og hører altsaa ikke herhid; men en af de bestemtere
Charakterer, den lyriske Digtning kan antage, er den idylliske.
I mangfoldige lyriske Poesier, f. Ex. i beskrivende eller malende
og i elegiske, findes ofte meget Idylliskt; men vi stille her for
Øine Arter af lyrisk Digtning, hvori dette er forherskende, og
hvori Gjenstande af idyllisk blid Natur har begeistret Digteren.
Oldnordisk Kvadform.

   D
enne Digtart fremtræder kun som Efterligning og i Over-
sættelser af de gamle Skjaldes Kvæder, og er især eiendommelig
ved den Gjentagelse af de samme Konsonanter (Alliteration) i
Begyndelsen og Enden af Verset, i hvis nøiagtige Anbringelse
Skjaldenes Kunst især bestod. Derved fremkommer en egen
harmonisk, men for Nutidens Øre mere kraftigt end behageligt
klingende, Lyd, som hos de Gamle traadte istedetfor Rimet.


DIDAKTISK POESI.

   Ogsaa den didaktiske Poesi (belærende Digtning) er, ligesom
den lyriske, af subjektiv Charakter, idet det er Digterens eget
Indre, hans ved den valgte Gjenstand vakte Tanker og Følelser,
som udgyde sig. Det vigtigste ydre Mærke, hvorved didaktisk
Poesi adskiller sig fra lyrisk, er, at den ikke betjener sig af nogen
syngbar Versform, og det vigtigste indre er den Jevnvægt mellem
Tanke og Følelse, som, i Modsætning til den egentlige lyriske
Digtnings "Flugt", den elegiskes "Følsomhed" og den idyllisk-
lyriskes "Troskyldighed" ("Naivetet") kaldes "den didaktiske Ro-
lighed". Til den didaktiske Poesi hører det egentlige Læredigt,
den didaktiske Epistel, den didaktiske Satire, Sinddigtet og Fabel-
d.IV,b.5,s.394   Digtarterne (Fabelen, Allegorien o. s. v.) Ethvert didaktisk Digt
har til Formaal digterisk at fremhæve almindelige Lærdomme og
nyttige Forskrifter. Skeer det ikke digterisk, d. e. ved at frem-
stille Sandheden gjennem det Skjønne, i Tanker, Billeder og i
Sprog, fortjener det ikke Navn af Digt; det bliver Prosa i Form
af Vers, den kjedsommeligste og vansmageligste Aandsfrem-
bringelse, som et Folks Literatur kan opvise. Den belærende
Prosa har til Øiemed at overbevise; den belærende Poesi, gjen-
nem det Skjønne at vække Følelsens livligere Interesse for Sand-
heder, Tanken allerede erkjender; og heri er det, at didaktiske
og lyriske Poesier kunne gaae saa nær over i hinanden, at en
didaktisk-lyrisk Digtning danner sig, hvori det Didaktiske er for-
herskende i Indholdet, men Versformen ganske lyrisk. Af denne
Beskaffenhed er, foruden hvad der nedenfor exempelviis vil blive
anført, f. Ex. flere af de syngbare "Sædelærer" imellem Zetlitz's
Almuesange.
Læredigt.

   D
et egentlige Læredigt forholder sig til de øvrige didaktiske
Digtarter som i den episke Poesi Heltedigtet til de mindre for-
tællende Digtarter. Det fordrer den fuldstændigste Gjennem-
førelse af et Thema, og er derfor som oftest ogsaa af et be-
tydeligere Omfang. I ingen af de didaktiske Digtarter fremtræder
den didaktiske Rolighed saa tydelig i Rhythmusens satte Ens-
formighed og Versbygningens Tyngde og Længde. Hexametret
eller femfodede, rimede eller urimede, Jamber er derfor Lære-
digtets sædvanlige Versform. Læredigtet fordrer roligt Alvor,
klar Fremstilling og en Simpelhed, som udelukker andre Episoder
end de, der af sig selv udgaae af Gjenstanden eller af sig selv
under Udviklingen slutte sig til denne. Det rolige Overblik, den
sammenholdende Haand maa overalt være tilstede, især i det
høiere Læredigt, som man har kaldt det filosofiske i Modsætning
til det lavere, som man har givet Navn af det scientifisk-artistiske,
fordi det behandler materielle Gjenstande af det virkelige prak-
tiske Liv (f. Ex. Tullins "Søfarten" og nedenanførte af H. Bull.)
Didaktisk poetisk Epistel.

   D
en didaktiske Epistel adskiller sig kun i Tilsnit fra det egent-
lige Læredigt. Til at fremme det ogsaa for den gjældende For-
d.IV,b.5,s.395   maal, at anskueliggjøre Sandheden paa en digterisk Maade, be-
nytter Forfatteren sit personlige Forhold til et andet Menneske,
og saaledes opkommer Brevformen. En blot Tilegnelse danner
ikke Epistelen. Hiint personlige Forhold maa være af en reen
menneskelig Interesse, af alvorlig Beskaffenhed og frugtbart for
Materien, som behandles, saaledes som f. Ex. Faderens til Sønnen,
Lærerens til Disciplen, den ældre Digters til den yngre o. fl., hvor-
ved Digtet vinder i Eiendommelighed og Liv. Især er denne Form
egnet til at lade skue ind i Digterens dybeste Gemyt og ædleste
Natur. Det er Menneskeheden han vil tiltale under Skinnet af
kun at henvende sig til den Enkelte, og Brevformen tillader ham
at gjøre dette paa en kunstløsere, friere og mere individuel Maade.
Den didaktiske Epistel betjener sig derfor ogsaa af ulige Vers,
som i den almindelige poetiske Epistel, eller af fiirføddede Jamber,
skjøndt dens naturlige Værdighed oftest vælger de vægtigere fem-
fodede.
Sinddigt.

   I
Sinddigtet bliver den individuelle Opfatning fremstillet i digtersk
Form som Tankesprog eller Sentenz (Gnome), d. e. kort og kraf-
tigt udtrykte Læresætninger eller Tanker, der ere gjorte endnu
mere indtrængende ved Digtformen. Gnomen forholder sig til
Læredigtet, som Epigrammet (hos Grækere og Romere det fælles
Navn for begge Arter) til den didaktiske og den episke Satire,
og enhver Sentenz maa danne ligesom et lidet gediegent Heelt
for sig selv. Gives flere af dem en let Anknytning til hinanden,
har man en gnomisk Digtning. Sentenzen maa indeholde en mo-
ralsk eller Erfaringssandhed, og maa i et sammentrængt Sprog
ikke blot gjøres klar og indtrængende, men ogsaa være fremsat
saaledes, at den synes ny, om den end ikke i Tanken er det.
Hertil tjener ofte at ledsage denne med et klargjørende Billede.
Bibelen er riig paa Sentenzer, og af de øvrige Hoveddigtarter
pryder Oden og Sørgespillet sig ofte dermed. Et herligt Sind-
digt er det gamle Havamaal, Odins Kjerneviisdom, hvoraf de
smukkeste Perler ere indflettede i det svenske Digt af Tegnér,
Frithjofs Saga, som vor Literatur har tilegnet sig i to Oversættelser.
I Peder Syv og Peder Laale har den forrige Fællesliteratur riig-
holdige Samlinger af Ordsprog, d. e. Leveregler i prosaisk Form,
men ofte med et Slags Rhythmus og Riim, som de kunne falde
d.IV,b.5,s.396   sig (f. Ex. "Morgenstund har Guld i Mund"; "Rigdom forgaaer,
Kunst bestaaer"; "Lidenskab og Ild -- Tjener god, men Herre
vild" o. fl.)
Didaktisk poetisk Satire.

   V
ittigheden er en Evne til at kunne opdage det mod en for-
nuftig Hensigt Stridende hos Menneskene, og Satire er dens Spot
dermed, gjengivet gjennem træffende Ligheder og Modsætninger,
hvori Daarskaben seer sig i Speil. I Evnen til at finde disse
Ligheder er Vittigheden vel beslægtet med Digterevnen og kan
vanskeligen savnes imellem de Aandskræfter, den betjener sig
af under sine Frembringelser; men Satiren er i sig selv dog endnu
ingen Digtart. Den bliver det kun igjennem en af de Digtformer,
den antager, og i denne Henseende staae alle den til Tjeneste.
Den kan være lyrisk, episk, dramatisk og reen didaktisk, og da
Belæren overalt er dens Formaal, er denne sidste Form dens
naturligste. I Prosaen har den en ligesaa viid Mark: fra den
udførlige Roman til Afhandlingen. Lige meget benytter den sig
ogsaa af den poetiske og prosaiske Brevform og Dialog.
   Den Satire, den skjønne Literatur skal vedkjende sig, maa ikke
være moralsk hæslig. Den maa kun fremstille det Enkelte med
Hensyn til en almindelig Sandhed, og fremfor alt maa den reen
didaktiske Satire røbe en Sjel, der uden Skadefryd og lave Liden-
skaber følger sit Kald. Stundom frembryder ogsaa dette Satiri-
kerens eget bedre Jeg i en vemodig Smerte midt under hans
skarpeste Snertinger, og disse Steder ere ikke de mindst gribende.
Den oprørende Last har noget Tilbagestødende, hvorfor ogsaa
den æsthetiske Satire skyer dens nøgne Fremstilling, og heller
vælger Daarskaberne, om hvilke dens Lune boltrende kan be-
væge sig. Selv i Dramaet og i Romanen behandles den egent-
lige Last som Skyggepartierne i et Maleri, og den guddommelige
Retfærdighed, ikke det dømmende Menneske, fremtræder mod
Slutningen fuldbyrdende. Satiren røber sit oprindelige gode Hjerte
ved sin Tilbøielighed til det Latterlige og Komiske, og den slaaer
sig heller paa denne Side, fordi den nøgne og strenge Dom over
moralsk Usselhed bliver upoetisk og tilintetgjør Opgaven og Øie-
medet for ham, som Digter, nemlig at forbedre og advare, uden
at dette stikker blottet frem som Lancetten i den aabne Vunde.
Selv naar Satirikeren fremtræder straffende, vil han ikke umiddel-
d.IV,b.5,s.397   bart belære; men, naar han stiller Menneskelivet i Modsætning
til det Ideale, enten gjøre dette ved igjennem Fremstillingen at
vække en straffende Latter eller alvorlige Tanker. Der er en
almindelig og en personlig Satire; men vil den sidste gjælde for
Poesi, maa den enten hæve sig til et Charakterbillede, eller frem-
træde i dramatisk Form, eller som Epigram. Den simple Følelse
tilsiger, at kun en moralsk Lyde kan være Gjenstand ogsaa for
den personlige Satire, og Literaturen samler ikke i sit Kogger
de Epigram-Pile, som ere paaskrevne nogen bestemt Persons
Navn, om de end ere stilede til en saadan. Epigrammet er et
kort rimet, som oftest personlig satirisk, Sinddigt, hvori Vittig-
heden bør være lagt i dets sidste Tanke og Ord (dets Od eller
Point).
   En Afart af Satiren er Parodien, hvori et æsthetisk Produkt
af en alvorligere og ophøiet Charakter latterliggjøres ved at ind-
skyde lave Motiver og komiske Figurer under dets Helte og høi-
tidelige Former. Dette maa da være saa almeenbekjendt, at det
Træffende i Sammenstillingen falder Læseren strax ind og vækker
hans Munterhed og Opmærksomhed for det Latterlige ved de
saaledes paapegede Feil. Vor Literaturs to ypperste Satirikere,
Holberg og Wessel, have præsteret Mesterværker i Parodien: den
Første i det komiske Heltedigt "Peder Paars", som har Æneiden
og dens Efterligninger af pompøse
Epopøer
til Maal; og den Sidste
i sit komiske Drama "Kjærlighed uden Strømper", hvori Tids-
alderens høitravende Tragødier latterliggjøres. I den poetiske
Satire, som unegtelig staaer Prosaen nær, ligesom om den i sit
Kald, for bedre at kunne see de menneskelige Daarskaber og
for bedre at komme til med Svøben, maatte svæve Jorden nær-
mere, maa Versbygningen være særdeles flydende og korrekt.
Den betjener sig derfor hyppig af rimede alexandrinske Vers,
af rimede fiirføddede iambiske, blandet med Trochæer og Dak-
tyler, ligesom ogsaa stundom af Sonetten.

Allegorisk Digtning.

   I
den forklarende Indledning om Fabelen og dens beslægtede
Digtarter er Allegoriens Væsen bleven antydet. Man vil deraf
see, at den er af didaktisk Natur, men af alle didaktiske Digt-
arter af dybest poetisk Beskaffenhed. Der er en høiere allegorisk
Digtning, hvori Alt er betydende, Alt allegorisk, og som enten
d.IV,b.5,s.398   kan antage Eposets eller Dramaets Formler, eller iklæde sig dem
begge eftersom Digtets Materie, under Udviklingen, medfører det.
Af saadanne Digte have fremmede Literaturer Mesterværker at
opvise, men vor egen senere kun et Ungdomsarbeide af H. Werge-
land "Skabelsen, Mennesket og Messias", som venter paa en ny
Bearbeidelse, hvorved da ogsaa dets Charakter som allegorisk
Digt tydeligere vil kunne fremtræde.
   Den lavere allegoriske Digtning kan enten være af poetisk eller
prosaisk Form, eftersom Digteren har fundet den tjenligst for at
give sit Billede den Sandhed, Klarhed, Simpelhed og Værdighed,
som fordres af Allegorien. Allegorien er en af de Masker, Sa-
tiren helst betjener sig af for at udtale sine Sandheder, saaledes
som i de første to prosaiske Exempler.



EPISK POESI.

   L
igesom de to foregaaende, den lyriske og den didaktiske Poesi,
vare af subjektiv Charakter, idet Digteren selv fremtræder, ere
de to følgende Digtarter, nemlig den episke og den dramatiske,
af reen objektiv Charakter, idet Digterens Opgave netop er at
holde sig selv skjult medens han levendegjør for os en afsluttet
Række af Begivenheder. Han skal her være Historiemaler, medens
de foregaaende Digtarter ligne Landskabs-, Genre-, Blomster- og
Idee-Maleriet. Navnet "Epos" d. e. det levende udtalte Ord (Saga)
betegner denne Digtarts Charakter, at den nemlig er fortællende
Begivenheder, som have levet paa Folkets Mund og som dreie
sig om en enkelt, over sin Tid og sine Omgivelser fremragende,
Helt. Men dette maa skee paa en sand digterisk Maade; thi
ellers bliver Eposet kun en rimet Historie, uanseet alt Glimmer-
støv af klingende Fraser, hvormed dets nok saa regelrette Vers
kunne være overstrøede, de besjungne Begivenheder ligne ganske
de virkeligen forefaldne og prosaisk beskrevne, og den prosaiske
Hukommelse træder istedetfor den skabende Indbildningskraft.
   I det egentlige Epos (Heltedigtet) maa den i et Heelt afsluttede
Følgerække af Begivenheder fremstilles som en mærkelig Akt af
den høiere Verdensstyrelse, der fremkalder Historiens Epoker
ved enkelte udmærkede Mennesker og gjennem disse deres Tids-
alders Helte griber paa en vidunderlig Maade ind i Tingenes
d.IV,b.5,s.399   sædvanlige Gang. Men dette maa synes udført af den episke
Helt ved fri Selvbestemmelse og de udmærkede Gaver, hvormed
han er udrustet for at udføre Verdensstyrelsens Bud. Kun saa-
ledes, og ikke ved at fremtræde som en Skjebnens Marionet,
ved at fastsætte sig et stort Maal og ved at forfølge det, alle
Hindringer tiltrods, bliver Helten episk og vinder Deeltagelse.
Verdensstyrelsen giver sig kun tilkjende gjennem en Række af
Hændelser, der ligge udenfor den menneskelige Beregning og
Klogskab; og idet Helten kun fremgaaer forherliget af Ulykken
og reddes ved lykkelige Tilfælde, der understøtte hans egen Kraft,
synes Verdensstyrelsen at samvirke med ham og han at være
kaaret af denne til det, han dog ved sine Bedrifter viser at være
ved sin egen Aandsstorhed. Først naar han i sin sjelelige Frihed
begaaer et moralsk Fald, eller naar han, som f. Ex. Hakon Jarl
paa sin Magts Høide, lader denne komme i Strid med den høiere
Verdensstyrelses Anordning, fremtræder denne som Nødvendig-
hed eller Skjebne, der knuser Individet ved en tragisk Ende,
fremkaldt enten som Følge af de Feil, hvori Helten veeg ud af
sin Bane, eller bevirket ved en ny episk Helt, der repræsenterer
en bedre Tingenes Orden og handler i en lykkeligere Overeens-
stemmelse med Verdensstyrelsens Anordning. Saaledes optraadte
Olaf Tryggveson og Christendommen mod Hakon Jarl, Blotmanden,
og Asalæren. I denne absolute Eenhed mellem den menneskelige
Frihed og en overjordisk Villie ligger det Vidunderlige, som til-
hører det egentlige Heltedigt; og her finder Digteren især sit Stof
gjennemtrængt og ligesom allerede færdigt i Mythologierne og i
de eventyrlige Dele af Historien, som Folkesagnet har bearbeidet
i episk Aand før Granskningen og opfyldt med halvgudagtige He-
roer. I Eposet af mythologisk Stof allegoriseres altid det Godes
og Ondes Principers, Mørkets og Lysets, Kampe; men ogsaa i
det er Alfaders Villie den herskende og styrende Skjebne, som
de fremtrædende Helte ere underordnede. De episke Personlig-
heder, som rage frem paa Grændserne af Folkeslagenes historiske
og forhistoriske Tid, have givet det romantiske Heltedigt Tilværelse,
og saadanne ere f. Ex. hos Nordboerne Hrolf Krake, Ragnar Lod-
brok, Frithjof hiin Frøkne og over hele det gotiske og romaniske
Europa Carl den Store og hans Jævninger, hvorimellem især Ro-
land og Olger Danske have sysselsat Indbildningskraften. Medens
enhver Betragtning eller Bemærkning og enhver Yttring af per-
d.IV,b.5,s.400   sonlig Deeltagelse er banlyst af den episke Digtning, saa Digteren,
for at undgaae enhver saadan Indblanden, fremstiller Begiven-
hederne ikke som en Forgangenhed, men som nærværende og
udviklende sig under Læserens Øine, ere Sidespring enten i Be-
skrivelser eller til Bi-Begivenheder eller Bi-Personer (Episoder)
hyppige i Heltedigtet. Idet Intet forsømmes, som kan charakterisere
Sæder og Personerne, og som i Begivenhedernes Udvikling frem-
byder sig til Fremstilling, erholder Heltedigtet den altomfattende
Storhed og Heelhed (Universalitet) og den over Alt, det Mindste
med det Største, skuende Klarhed og Rolighed, som ere dets
eiendommelige Egenskaber, og som henpege paa det Forsyn, der
altid staaer i dets Baggrund.
   En Digtarts Form bør altid være paabuden af dens indre Cha-
rakter. Rolig, følgemæssig Udvikling er det egentlige alvorlige
Heltedigts Charakter, hvorfor ogsaa Hexametret synes meest egnet
derfor. Ogsaa det komiske og det idylliske Epos betjener sig af
denne Versform, medens det romantiske Epos, der ofte bestaaer
i en Sammenkjædning af Romanzer og Ballader, vælger forskjel-
lige. Regelen er her, som overalt, at den Form er den smukkeste
og bedste, som er den naturligste for Meningen, og hvori denne,
ligesom ifølge en Chrystallisationslov, plastisk udtrykker sig.

   Den episke Poesi deler sig i to store Felter, nemlig i det egent-
lige Epos's
eller Heltedigts (mythisk, historisk, romantisk, komisk,
idyllisk Epos) og i den poetiske Fortællings, der omslutter Ro-
manens
og Novellens mangfoldige Arter, samt Poesiens lille my-
stiske Eden og Palæstina: Mythen og Legenden.



DRAMATISK POESI.

   Navnet, der kommer af det græske Ord , en Handling,
antyder denne Digtarts Væsen. Det er Handling, som digterisk
skal fremstilles med en saadan Objektivitet, at Digteren selv ganske
forsvinder, og at vi kun see de handlende Personer saaledes som
de maatte tænke, tale og færdes efter deres individuelle Charak-
teer og efter den Stilling, hvori han sætter dem til hverandre for
at Handlingen kan udføres enten saaledes som den er foregaaet
(historiske Stykker) eller som den, ved Udviklingen af Charak-
tererne og Handlingerne, maa foregaae efter en saaledes motiveret
d.IV,b.5,s.401   digtet Plan. I Heltedigtet er Handlingen af universel Beskaffenhed,
i Dramaet af ganske individuel. I hint behandles historiske Epoker,
Folkeslags eller en Menneskeheds Skjebner saaledes som den
høiere Verdensstyrelse har styret dem gjennem dens Helte; i
dette handles om en enkelt Persons Skjebne saaledes som denne
har maattet udvikle sig og følge af hans Personlighed og Yttringer
af hans fri Vilje og Lidenskaber. En Handling af universel Be-
skaffenhed (f. Ex. Grækenlands Befrielse, Harald Haarfagers Erob-
ring af de 32 Smaakongeriger o. s. v.) er uskikket for Dramaet,
der kun har Rum paa sin Scene for den enkelte afsluttede Hand-
ling, hvori dets Helts hele Personlighed har aabenbaret sig. Dennes
Personlighed træder i Dramaet i Modsætning til Verdensstyrelsen,
og Grundloven for den moralske Verdensorden, at enhver Synd
og Daarskab indeslutter sin egen Straf i sig, aabenbares i hans
Fald (Tragedien eller Sørgespillet). Frihed og Nødvendighed be-
finder sig saaledes i Strid med hinanden i Dramaet, medens de
i Heltedigtet virke tilsammen.
   Skjøndt den episke Digter fremstiller Begivenhederne som fore-
gaaende i Nuet, forbliver det dog ikke skjult, at det er noget
Forbigangent, som fortælles, hvorimod den dramatiske Digter
fremstiller dem ganske som foregaaende for vore Øine. Han
sammenstiller saa mange Personer, som ere nødvendige til Hand-
lingens Udførelse, og lader dem optræde i en Vexelvirkning paa
hverandre, som fornuftigviis maa føre til det foresatte Endemaal.
Denne Personernes Samvirken til Maalet fremstilles gjennem Sam-
tale (Dialog) og Handlinger, hvilke begge maae være raskt frem-
skridende og charakteristiske for de optrædende Personer. Dra-
maet skal nemlig ikke blot fremstille det Synlige ved Handlingen,
men ogsaa det Usynlige, de Bevæggrunde, Følelser, Hensigter
og Lidenskaber, som fremkalde den og dette er Opgaven for
Dialogen. Enhver Følelse, enhver Lidenskab har sit eget Sprog,
og det er forskjelligt efter Kjøn, Alder og Stand. Samtalen er
naturlig for Menneskene og i Dramaet; men Enetalen (Monologen)
kun ved enkelte Leiligheder, hvor en Lidenskab har naaet sin
Høide.

   Enhver Handling maa foregaae i Tid og Rum, og man fordrer
i denne Henseende af det Drama, der er bestemt til at opføres,
at en vis Overeensstemmelse i Tidsmaal skal finde Sted imellem
den virkelige og den forestillede Handling (Tidens Eenhed), samt
d.IV,b.5,s.402   at vor Forestillingsevne ikke skal stødes ved voldsomme Sted-
forandringer (Stedets Eenhed). Ved reciterende og syngende Chor
bag Scenen søgte de græske Dramatikere at udfylde Pauserne
mellem de enkelte Handlinger, og saaledes at henføre Tilskuernes
Indbildningskraft umærkeligt over de mellemliggende Afsnit af
Tiden; men med større Frihed hæver det moderne Drama sig
over hine strenge Eenhedsforskrifter, idet Afdelingen i Akter,
hvorunder Skuespillet, men ikke Handlingen selv i Tilskuernes
Forestilling, staaer stille og Teppet er nede, baade tillader Sted-
forandring og Tilskuerens Forestillingsevne at flytte sig igjennem
Tiden til den Scene, som atter aabnes for ham. Denne Inddeling
af Dramaet kan vel bestaae af færre, men ikke af flere end fem
Akter, fordi enhver fuldstændig Handling indbefatter fem Hoved-
momenter i sig, nemlig Begyndelse (Expositionsscenerne), Frem-
gang (Forviklingsscenerne), Knude eller Høide, Begyndelse til Op-
løsning, virkelig Opløsning eller Ende (Katastrofe). Alle et Dramas
Scener maae staae i nøie Forbindelse med hinanden, og enhver
Akt maa udgjøre en Periode i Handlingen og ende med en betyd-
ningsfuld Situation, som imidlertid holder Forventningen spændt.
De Scener, som kunne finde Plads i en Læsebog, kunne derfor
ikke blive synderlig andet end Exempler paa Dialog og paa dra-
matiske Stiilformer.
   Saa forskjelligt som det menneskelige Liv kan vise sig, saa
forskjellig kan ogsaa den dramatiske Poesi være; men da der i
Mennesket gives to Gemytstilstande, der ere hinanden saa be-
stemt modsatte som Tidens Inddeling i Dag og Nat, nemlig Sorg
og Glæde, Lidelse og Velbefindende, Alvor og Spøg, antager Dra-
maet een af disse to Charakterer, og deler sig i to Hovedarter,
Sørgespil (Tragedie) og Lystspil (Komedie). Skillet imellem disse
er opfyldt af en ligesaa talrig Mængde Mellemarter som der ere
Mellemtilstande mellem hine to hinanden modsatte i Gemyttet.

   Tragedien staaer isoleret; men en saadan Mellemart mellem
den og Komedien er det egentlige Drama eller Skuespil, som er
af alvorlig Charakter uden dog at kunne kaldes tragisk. Efter
Stoffet kan Dramaet være romantisk, historisk, idyllisk og didak-
tisk
. Tidsalder, Sæder, Tro og Nationalitet, som overalt har
stor Indflydelse paa Dramaets Charakter, har hos de sydroma-
niske Nationer ogsaa fremkaldt det geistlige Drama. Det musi-
kalske Drama
kaldes en Opera, naar det hovedsagelig bestaaer
d.IV,b.5,s.403   af syngbare Vers og er af nogen Udstrækning; er Forholdet
omvendt mellem Dialog og Sang, kaldes det Syngestykke; og er
det af mindre Omfang, men dog rigelig gjennemflettet med Musik,
kaldes det Operette. I samme Forhold, som Operaen staaer til
Syngestykket, staaer dette i til Vaudevillen, hvor enkelte Sange
("Arier", hvor disse udføres af en enkelt Stemme) ere indblan-
dede i Texten, hvis Stof som oftest kun er en Anekdot. Navnet,
ligesom Tingen selv fra først af, er fransk, og betyder en Gade-
vise. Dennes Stof, en passeret Anekdot, dramatiseredes i Vaude-
villen. Melodrama er ogsaa en blandet Art af det musikalske
Skuespil, hvori især Recitativet forekommer (rhytmiske Strofer,
der reciteres syngende og til Musik). Den lyriske Vexelsang og
Kantate og den kirkelige Kantate (Oratoriet), hvori Personer op-
træde i de forskjellige Stemmer, kan ogsaa siges at være af
musikalsk-dramatisk Natur. En ikke for Scenen bestemt Afart
af Dramaet er ogsaa det dramatiske Sædemaleri, der som oftest
er af didaktisk Charakter. Det muntre Drama falder ganske
sammen med Komedien (Lystspillet), som med Hensyn til An-
lægget enten er Situations-, Intrigue- eller Charakter-Stykke,
eftersom en af disse Egenskaber især er fremtrædende og fængs-
lende Interessen. Komedien maa være lunefuld (humoristisk),
og er fortrinlig egnet for Satiren. Mindre satiriske Stykker,
hvori Forfatteren tager mindre Hensyn til Scenen end til at
slippe sit Lune løst, kaldes Farcer.
Sørgespil (Tragedie).

   I
Sørgespillet see vi Menneskets Frihed i Villen og Handlen i
en Kamp mod Verdensstyrelsens Nødvendighed (Skjebnen), hvori
det før opgiver Tilværelsen end denne sin sjelelige Frihed. I de
græske Tragedier fremtræder denne sædelige overjordiske Magt
i flere Personifikationer som Guder. Dette Forhold mellem
Menneske og Guddom maa paa den ene Side lade os beundre
den menneskelige Naturs Kraft, medens det paa den anden
viser Guddommens frygtelige Storhed. Den tragiske Helt for-
svarer og bevæger gjennem en Række af beundringsværdige
Handlinger sin sjelelige Frihed indtil det Sidste, vi i Sørgespillet
see af ham. Hvad enten Døden bliver Følgen af hans frie Hand-
ling eller ikke, ruller Teppet nedover ham som den, der er for-
d.IV,b.5,s.404   bleven stærk i Kampen indtil Enden. I denne Kamp mod en
Skjebne bestaaer det Tragiske d. e. det Rystende, som egner sig
for Sørgespillet. Hvad vi i daglig Tale kalde sørgeligt, saasom
Dødsfald og andre Tilfælde, der følge af Naturens Orden, kan der-
for ingenlunde kaldes tragisk. De kunne vække vor medmenne-
skelige Deeltagelse, men kun Smerten af en høiere Natur til-
trækker Skjønfølelsen. De græske Tragikere have naaet Trage-
diens Høide i Fremstillingen af, at Mennesket er af en Skjebne
bestemt til at udføre Forbrydelser, hans Natur og hele Sjelskraft
ellers stride imod. Alt hvad Oedipos saaledes foretager sig hos
Sofokles fører ham kun nærmere den dobbelte Forbrydelse, han
skal begaae -- en Forvikling, vi med vor christelige Tro og Op-
lysning vide at løse. Denne udøver en naturlig Indflydelse paa
al Kunst, og derfor ere senere Tiders Efterligninger af de græske
Skjebnetragedier ikke at bifalde; omendskjøndt det ikke over-
gaaer dens Evne at løse dem paa en Maade, der meer bestyr-
ker end svækker Troen paa et ligesaa barmhjertigt som mægtigt
Forsyn. Al Tragedie er gjennemaandet af Religiøsitet. Af Af-
standens Afgrund mellem Skaberen og den Skabte, hvori Indi-
videts modige lille Orm har styrtet sig og forsvinder for vort
Blik, aander os ligesom et kjøligt Luftpust fra Gjengjeldelsens
Verden imøde.
   Sørgespillets Fabel eller Stof er som oftest historisk; ofte for-
historisk eller mythisk. Heroerne ere ved deres overmenneske-
lige Kraft og Lidenskaber i egentlig Forstand tragiske; de og de
historiske Helte staae allerede ligesom plastisk udførte og fær-
dige for Tragedien og det alvorlige Drama. Lidenskaberne af-
give ogsaa et rigt Stof for Sørgespillet. Denne dramatiske Digt-
art fordrer streng Eenhed og Fuldstændighed i Handlingen, samt
en fremragende Hovedcharakter; men hvor Kjærlighedens Liden-
skab fremstilles som Handlingens Drivfjeder, er det naturligt, at
to Hovedcharakterer fremtræde, som f. Ex. Axel og Valborg,
Romeo og Julie. Det maa ogsaa med Hensyn til Charakteri-
stiken mærkes, at hverken reen fuldkommen eller reen ufuld-
kommen, absolut gode og absolut slette Charakterer hører
hjemme eller due i Sørgespillet eller i noget andet dramatisk
Digt. Charaktererne maae med al speciel Overordentlighed være
menneskelige, og hvad de slette angaaer, da blive de først skik-
kede for Tragedien, naar de enten tillægges en høi Grad af
d.IV,b.5,s.405   aandig Evne eller Villiekraft. At tillægge Hovedpersonerne høi
Rang, begunstiger vel den tragiske Fremstilling, og vil ofte være
naturligt ved historiske Stykker, men noget væsentligt er dette
ikke, da naturligviis ikke blot de Mennesker, der ifølge deres
Stilling have Indflydelse paa et Folks eller en Fleerheds Vel og
Vee, men ogsaa indre Høihed uden ydre Værdighed, fortjene og
formaae at vække Beundring eller Deeltagelse.
   Sørgespillets Simpelhed fordrer en mindre individuel og ud-
penslet Charakteerbesætning end de andre dramatiske Digtarter,
idet Bipersonerne skulle træde noget i Baggrunden for at frem-
hæve Hovedpersonen. Det Vidunderlige, saasom Aandeverde-
nen, kan være af stor Virkning i Sørgespillet. Ligeledes stun-
dom Vanvidet, naar dette er motiveret. Den tragiske Diktion
maa hæve sig ved ædel Værdighed over Dagligtalen, og ikke
fra den høihælede Kothurne synke ned til Tøffelen. Derfor be-
tjener den sig af Versformen, med Undtagelse af i det saakaldte
borgerlige Sørgespil, hvor Stoffet er taget fra Familielivet, og da
som oftest af femføddede jambiske Vers, der stundom ved Enden
af betydningsfulde Repliker rime sig.



VELTALENHED.

   Mellem den digterske og den rene prosaiske Skrivemaade
staar den oratoriske (Veltalenhedens). Denne maa have Sprogets
Reenhed og Rigtighed, Tydelighed og Bestemthed fælles med det
almindelige prosaiske Foredrag; men hverken den beskrivende,
fortællende eller didaktiske Prosa kræver en saadan Livlighed
som Veltalenhedens Arter. Deri er det, at denne grændser saa
nær ind paa Digtekunsten. Dens livfulde Sprog hører umiddel-
bart under æsthetiske Love. Begeistring, Enthusiasmus for en
god eller ophøiet Sag, for Sandhed, Frihed, Pligt og Ret og Fæ-
dreland er Sjelen i den sande Veltalenhed. Den Rigdom af
Tankens og Udtrykkets Skjønhed, som Begeistringen meddeler
Talen, og Udførelsen deraf, giver Veltalenheden Plads mellem
de skjønne Kunster. Denne bliver dog kun relativ med Hensyn
til at Veltalenheden udgaaer af Forholde i den virkelige Verden,
og har et ydre praktisk Formaal, det at virke paa Medmenne-
skers Villen og Handlen.
d.IV,b.5,s.406      Veltalenhedens Theori kaldes Rhetorik (Veltalenhedslære). Den
indeholder Grundsætningerne, hvorefter Veltalenhedsværker blive
frembragte og maae bedømmes (indre Rhetorik), samt Reglerne
for deres ydre Fremstilling og Udførelse (ydre Rhetorik, Dekla-
mation, Gestikulation). Rhetorikens Grundsætninger kræve An-
vendelse i Opfindelsen af Talens Gjenstand (Thema), i Anord-
ningen og i Udførelsen. Talens Hensigt er at fremvirke Over-
bevisning, ikke Overtalelse eller Henførelse gjennem falske Be-
viser (Sofisterier) og Sprogprunk. Dertil veed ogsaa den ægte
Taler, som altid maa være Menneskekjender, at rette sig efter
sine Tilhøreres Fatte-Evne, og at fremkalde af Uvishedens og
Tvivlens Tilstand Viden og Tro igjennem Beviisførelse (Deduk-
tion). Taleren maa opfinde og opstille saadanne bevægende
Grunde, der ikke alene beskjæftige Tilhørernes Forstand, men
ogsaa sætte Fantasien og Følelsen i Bevægelse; han maa give
de bevisende Dele af sit Foredrag ved Forbindelsen af forskjel-
ligartede Grunde og Sammenstilling af Modsætninger og Kon-
traster snart større Klarhed, snart større overbevisende Kraft
og indtrængende Livlighed, samt undgaae alle saadanne Beviser,
hvori man skulde kunne mærke noget Haltende og Kunstlet.
Han fordølger ikke de Modgrunde, som maatte lade sig opstille;
meget mere fremtrækker han dem, og belyser og bekjæmper
dem i Talens Løb. Sin Dømmekraft viser han i Brugen af de
Billeder, Lignelser, analoge Tilfælde, enkelte Sententser, Citater
og Vittigheder, hvorved Fremstillingen belives, og hvorved natur-
ligviis Hensyn tages til Talens Natur som verdslig (profan) eller
aandelig. Mod Slutningen søger han i en sammentrængt Gjen-
tagelse af de seirende Grunde at lette Tilhørerne Overblikket
over det Hele og Sammenholdningen af dets enkelte Dele.

   En Tale deles i 1) Indledningen eller Indgangen, hvori Thema-
ets Udvikling forberedes og Interessen for Sagen vækkes. Den
maa udarbeides med stor Omhyggelighed, men ikke forud op-
tage (anticipere) Noget af den egentlige Tale. Den forholder
sig til denne som de første Scener af et Skuespil til dette.
2) Fremstillingen af Themaet og dettes Inddeling. Denne maa
ikke være for søgt eller mangesidig, men indskrænke sig til
Paaviisninger af de Hovedsider, det lader sig anskue fra. 3) Ud-
viklingen. Denne maa være udtømmende uden at blive vidt-
svævende og udtværet. 4) Beviisførelsen. Det ene Beviis maa
d.IV,b.5,s.407   ikke ophæve Virkningen af det andet; samtlige maae virke i Sam-
klang, og altid maae de Beviser, der skulle bemægtige sig Over-
beviisningen, forudgaae hvad der skal sætte Indbildningskraften
og Følsomheden i Bevægelse. 5) Den pathetiske Deel. Denne
er Veltalenhedens fortrinligste Felt. Taleren har bragt Tilhører-
nes Forstand paa sin Side; nu skal han med al sin egen Ind-
bildningskraft og Følsomhed ogsaa bringe deres Hjerter til at
hylde denne Overbeviisning: han skal meddele dem sin egen
Begeistring og Enthusiasmus for Sagen. 6) Slutningen. Denne
maa ikke forspilde den vakte Interesse ved at være lang og
slæbende; med Kraft, i sammentrængt og tankerig Sammenstil-
ling, i korte og glimrende Perioder maa den endnu en Gang
samle det Vigtigste; endnu en Gang en kort indtrængende Appel
til Tilhørernes Forstand og Hjerte og saa -- ikke et Ord mere.
Disse personlige Anbefalinger til Publikums Bevaagenhed, Und-
skyldninger o. s. v. skade kun.
   Det oratoriske Foredrag deles i den aandelige og verdslige
Veltalenhed
. Reglerne for den første afhandles i Homiletiken, og
til den hører alle Arter af kirkelige Taler. Den verdslige Vel-
talenhed er enten politisk eller retlig (Skrankens Veltalenhed)
samt akademisk. Til denne sidste hører Lovtalen eller den
panegyriske Veltalenhed, og til den politiske en heel Mængde
Leilighedstaler.

Lovtale.

   Lovtalens Opgave er, med al Veltalenhedens Kunst og Sprogets
Pragt, udelukkende at fremhæve en udmærket historisk Persons
Fortjenester. Mindetalen er derimod af en mindre pompøs, ro-
ligere og religiøsere Charakter, samt tillader Blanding af Skygge
i Lyset, der skal kastes over det feirede Eftermæle. Uagtet
denne Art af akademisk Veltalenhed saaledes er kaldet til at
være den meest glimrende, og uagtet den virkelig frembyder de
fleste Exempler paa rhetorisk Kunst i veldreiede fuldttonende
Perioder og i overraskende Vendinger og Tankemodsætninger,
er den dog udsat for Overdrivelser, og henfalder ikke sjelden
enten til en Stivhed af Overlæsselse med Prydelser og til Bom-
bast, eller til en Livlighed, der kun er Kunstleri og ikke Tan-
kernes naturlige Fremstrømmen. Lovtalen tilhører ogsaa mere
det forrige Aarhundredes sidste og det nuværendes første Ti-
d.IV,b.5,s.408   aarstal. Den skylder de gamle Akademier for de skjønne Vi-
denskaber sin Oprindelse. Af disse fremsattes Themaerne mere
som et Slags Stiiløvelse og for at see Akademiernes egne Sprog-
og Retskrivnings-Regler anvendte elegant og med Autoritet, end
for at fremkalde Arbeider af historisk eller sandt videnskabeligt
Værd.
Skaaltale.

   E
n egen Art af politisk Veltalenhed, som Literaturen stundom
tilegner sig gjennem Hurtigskrivere og fra Aviserne, ere de saa-
kaldte Skaaltaler. Meget ofte er der dog saa megen sand le-
vende Veltalenhed i dem, at den ikke uden Savn kan see dem
henveirede med Øieblikket, om de fødtes med dette, eller ganske
henlagte, om de forud udarbeidedes. Saasnart Talen er prentet,
tilhører den ogsaa Literaturen, om end den politiske øieblikke-
lige Betydning langt overveier den literære, selv om denne for-
tjener at vorde blivende. I Lande, hvor der er en oplyst og
kraftig Opposition, er det især denne lille, men ofte glimrende,
Kvist paa den politiske Green af Veltalenhedens trearmede Træ
trives.


STRENGESTE PROSA-FORM.

   I
ngen af de i dette Arbeides Dele anførte Prosaarter, selv
ikke den alvorlige belærende, er ganske uden enten rhetoriske
eller poetiske eller Viddets Prydelser, hvor disse tjene Fore-
dragets Øiemed og ikke skade Hovedkravet til enhver Prosa,
nemlig Tydelighed og Klarhed. Men der er Prosa, som forsky-
der enhver Prydelse, for alene og des sikrere at besidde disse
Egenskaber. Materien tilsiger den; og næsten stedse er det et
materiellere Indhold, som udtrykker sig igennem denne farveløse,
saakaldte tørre, Prosa, ligesom man gjerne seer Billedhugger-
og Bygnings-Værker gjengivne i Pennetegningens eller Stylogra-
fiens sikkre og bestemte Omrids. Herhen høre f. Ex. statistiske
og økonomiske Undersøgelser og Afhandlinger, en Mængde Un-
derviisningsskrifter, Samlinger og Udtog, hvis Prosa, uanseet Ind-
holdet, dog kan besidde Reenhedens og Klarhedens Skjønhed,
og som i en Oversigt over Literaturens Provindser ligesaalidt
d.IV,b.5,s.409   tør forglemmes som de goldere Egne i Oversigten over et Land,
eller som de pralløse, nyttige Græsarter i en over Plantever-
denen.


OVERSÆTTELSER.

   V
ed Oversættelse deelagtiggjøres den ene Literatur i den
andens Frembringelser, og naar de ere vellykkede, indtage de
en særdeles nyttig og hæderlig Plads i Literaturen. Dertil for-
dres, navnlig ved Oversættelser af Digterarbeider, foruden Smag-
fuldhed, Kjendskab til det fremmede Sprog og Herredømme over
sit eget, især den Digterne egne Evne, at kunne fatte og ramme
den Idee i sin intuitive Nøgenhed, som den fremmede Digter
har forsøgt at udtrykke gjennem sit Sprog. Tanken, ikke saa-
meget Udtrykket, er det, som skal gjengives. Derfor ere virke-
lige Digtere de bedste Oversættere af fremmede Digtere, og
Andre burde ikke befatte sig dermed. Egentlige Veltalenheds-
værker kræve ogsaa levende Opfatning og Gjengivelsestalent.
   Hvad vort Sprog angaaer, da synes det ret bekvemt endog for
den poetiske Oversætter, omendskjøndt det hidtil autoriserede
Skriftsprog langtfra er rigt paa Riim. Det har nemlig en eien-
dommelig Bekvemhed for Ordsammensætninger, og dersom den
norske Oversætter ikke vil være alt for frygtsom for at bruge
udtryksfulde Ord af det rige Modersmaal, skulde det være en
vanskelig Original, som han ikke skulde kunne gjengive saa nøie
som f. Ex. Afspeilingen i Vandet af et Træ er det, som pranger
paa Kysten. Mere kan man ikke forlange, og almindeligviis er
Oversættelsen i samme Forhold, som med Træet, en mattere
Afspeiling af Originalen, uagtet der kan være enkelte Tanker,
som ere skjønnere og klarere gjengivne i hiin. Men dette er
som Fund; med den Tanke, at levere heelt igjennem noget
Bedre end Originalen, naar denne fortjener at oversættes, gaaer
ingen skjønsom Oversætter til sit Arbeide.



FORFATTERNE.

   1. Aall
(Jacob). F. 1773 i Porsgrund. Eier af Næs Jernværk
ved Arendal. Oldhistoriker, Statistiker, smagfuld Stilist. Fædre-
d.IV,b.5,s.410   landet skylder ham, foruden andre videnskabelige og patriotiske
Fortjenester, en ypperlig Oversættelse af Snorre Sturleson. --
   2. Andersen (Hans Christian). F. 1805 i Odense. Kom først i sit
18de Aar til Bogen, og er siden 1828 Student. Et Naturgeni,
som har brudt sin Bane og tilvundet sig offentlig Understøttelse
til Reiser, der ogsaa have baaret Frugter i Digte og Romaner.
Hans Charakter som Digter er Sentimentalitet, ofte under en
burlesk Maske. Har stor Styrke i digtersk Naturskildring. --
3. Asbjørnsen (Peter Christian). F. 1812 i Christiania. Student.
Har udgivet en liden Naturhistorie, samt i Forening med Cand.
theol. Jørgen Moe norske Almue-Eventyr.

   4. Bastholm (Christian). F. i Kjøbenhavn 1740. D. 1819 som
naadigst afskediget kgl. Confessionarius, Dr. theol. En moderat
Oplysningsskribent for sin Tid i aandelige og pædagogiske Ma-
terier. -- 5. Baggesen (Jens). F. 1764 i Korsør paa Sjæland.
Var til forskjellige Tider ansat som Regentsprovst ved Kbhvns.
Universitet, som Theaterdirektør og som Professor i det danske
Sprog i Kiel, samt havde Titel af Justitsraad. Men fordetmeste
levede han med offentlig Understøttelse paa Reiser, og opholdt
sig længe kun af og til i Fædrelandet. I Begyndelsen af Aar-
hundredet boede han dog i 10 Aar med Familie i Paris, og fra
1813 -- 20 i Kbhvn., hvilket Ophold han forbittrede sig ved en
igjennem flere Aar fortsat uværdig Strid med Oehlenschläger.
Efter 6 Aars ny Omflakken paa tydske Badesteder, for at gjenvinde
sin nedbrudte Helbred, døde han i Hamburg paa Hjemreisen
1826. Det danske Sprog har ingen Herre havt som han, Ingen,
der saaledes har kunnet faae det til at flyde. Han er fortrinlig
som episk Komiker, men Ypperst imellem de ældre Digtere som
idyllisk og elegisk Lyriker. -- 6. Berg (Jens Christian). F. af
norske Forældre under et Ophold i Kbhvn. 1775. Har i 1844
taget Avsked som Justitiarius i Akershuus Stiftsoverret, hvilket
han har været siden 1814. Maaskee Nordens lærdeste Historiker.
Især har Fædrelandets Historie under Calmarunionen erholdt
mangfoldige Oplysninger fra ham, hyppigt meddeelte i Form af
Anmærkninger. -- 7. Bjerregaard (Henrik Anker). F. 1792 paa
Ringsaker. D. som Høiesteretsassessor i Chnia. 1842. Forfatter
af Nationalsangen. Romantisk Lyriker og Dramatiker. -- 8. Bli-
cher
(Steen Steensen). F. 1782 i Jylland. Præst. Især Digter i
Novellen, hvori han er heldig, især i Skildringer af Jyllands
d.IV,b.5,s.411   Natur og Folkeliv. -- 9. Blom (Gustav Peter). F. 1785 i Holmsbo.
Amtmand. Hans statistiske og økonomiske Skrifter ere af en
let flydende Stiil. Mønster herpaa samt paa Klarhed i Frem-
stillingen ere hans "Bemærkninger paa en Reise i Nordlandene"
o. s. v. I 1842 -- 43 har han paa Tydsk udgivet en vidløftig Sta-
tistik over Norge. -- 10. Boye (Caspar Johannes). F. 1791 paa
Kongsberg. Er forbleven i Danmark, hvor han er Præst. Har
udgivet endeel dramatiske Arbeider, Oversættelser og Digte af
Fortjeneste; men især synes han kaldet til at være Psalmedigter.
Han har ogsaa begyndt at udgive et Psalmeværk. -- 11. Boye-
sen
(Ulrik Frederik). F. i Chnia. Præst. D. 1841. -- 12. Broch
(Johan Jørgen). F. 1791 i Asker. Krigskommissær. -- 13. Broch
(Theodor). F. sammesteds 1796. Den Forriges Broder. Ingeniør-
Kapitain. -- 14. Brorson (Hans Adolf). F. 1694 i Jylland, d.
som Biskop og Dr. theol. 1764. Berømt som Psalmedigter. --
15. Brun (Johan Nordahl). F. 1745 i Bynæssets Sogn ved Thrond-
hjem, d. som Biskop i Bergen 1816. Uheldig som Tragiker og
Epiker i hans "Einar Thambeskjælver", "Zarine" og "Jonathan";
ikke meget fantasirig, men særdeles heldig i at ramme det Natio-
nale og Folkekjære i enkelte Sange. Udmærket som geistlig
Taler ved Livlighed og Styrke i Foredraget. -- 16. Buch (Wil-
helm Henrik). F. 1798 i Chnia. Præst. Elegisk som Digter. --
17. Bull (Hans). F. 1739 i Ørkedalen. Præst. D. 1783.
   18. Colbjørnsen (Christian). F. i Sørum. Blev Justitiarius i
Høiesteret. D. 1814 som dansk Geheimekonferentsraad.

   19. Dichmann (Carl Frederik). F. 1765 i Bergen. D. 1806 som
Professor.

   20. Engelstoft (Lauritz). F. 1774 i Jylland. Engang Professor
i Historie ved Kbhvns. Universitet. Konferentsraad og Historio-
graf ved det kongl. Ordenskapitel. -- 21. Ewald (Johannes). F.
1743 i Kbhvn. En haabløs Forelskelse bragte ham i 1759, Aaret
efter at han var bleven Student, til som Soldat at gaae i preussisk
og derpaa i østerrigsk Tjeneste i Syvaarskrigen. Aaret efter
kom han dog tilbage som Underofficer, mæt af Krigen, blev
theologisk Kandidat 1762, og siden intet videre. Han rugede
stedse over sin Sorg, og udklækkede under dette sine store Digter-
evner. Hans Sørgehymne over Frederik d. 5te vakte først den
almindelige Opmærksomhed for ham, og denne gav ham Mod
til hans store Værker, der ville fortjene alle Tiders Beundring.
d.IV,b.5,s.412   Tildeels maatte han leve af Pennen -- ofte ved at skrive Lei-
lighedsvers -- deels af Understøttelse fra Venner af hans høie
herlige Muse. Ligesom hans Sind var hans Helbred nedbrudt,
hvorfor der i længere Tid skaffedes ham Bolig i det landligt-
yndige, af ham besjungne, Rungsted. De pirrende Midler, hvor-
med han søgte at døve Sjels- og Legems-Smerter, nedbrød
endnu mere det svage Legeme, saa han i 1777 ikke kom bedre
tilbage til Kbhvn., hvor han endelig forløstes ved Døden 1781.
Ewald er den dansk-norske Literaturs største Geni, uopnaaet i
Tankens Høihed, Følelsens Dybhed, Udtrykkets Skjønhed og
Kraft. Hans to satiriske Dramaer vise, at hans Aand ogsaa be-
sad andre Evner end Tragikerens og Lyrikerens.
   22. Falsen (Enevold de). F. i Kbhvn. 1755. Student 10 Aar
gl., d. i Chnia. 1808 som Etatsraad og Medlem af den kgl. interi-
mistiske Regjeringskommission i Norge. God Dramatiker. -- 23.
Falsen (Christian Magnus). F. 1782 i Chnia. Søn af den Fore-
gaaende. Udmærket som Rigsdagsmand paa Eidsvold. D. 1830
som Justitiarius i Høiesteret. Har udgivet Norges ældre Histo-
rie i 4 Bd. -- 24. Fasting (Claus). F. 1746 i Bergen, d. samme-
steds som Raadmand 1791. Vittig Satiriker i sine Provindsial-
blade. -- 25. Faye (Andreas). F. i Drammen 1802. Præst. For-
fatter af Undervisningsbøger i Fædrelandets Historie. -- 26. Foss
(Henrik Herman). F. 1790 i Bergen. Oberstlieutenant af Artille-
riet. Har forenet Ege- og Laurbærkrandsen paa sit Hoved som
udmærket Storthingsmand og som smagfuld Digter og Oversætter.
I Forening med L. Sagen har han udgivet en udførlig Bergens
Beskrivelse. -- 27. Fietzentz (Liv Borch). F. i det Throndhjemske.
Død 1830 som Præst. -- 27. Foersom (Peter Thun). F. 1777 i
Jylland, d. i Kbhvn. 1817 som kgl. Skuespiller. Student. Især
bekjendt som god Oversætter af Shakespeare. -- 28. Frankenau
(Rasmus). F. 1767 i Kbhvn., d. 1814 som Læge. God Selskabs-
vise-Digter. -- 29. Frantzen (Johan Nicolai). F. 1808 i Chnia.
Præst. -- 30. Frimann (Claus). F. 1746 i Sellø i Nordfjord, d.
1829 som Præst til Davigen. Udmærket Almuedigter. I 1776
vandt han Prisen ved sit Digt "Hornelen". Broderen Peder
Harboe Frimann, f. 1752, d. 1839 som dansk Konferentsraad, be-
sang den samme Gjenstand, og, efter den almindelige Mening,
mere poetisk.

   32. Grave (Immanuel Christian). F. i Rygge 1740. 1783 Sogne-
d.IV,b.5,s.413   præst til Søvde i Thelemarken, hvor han skrev sine nationale
Fortællinger og døde 1820. -- 33. Grundtvig (Nikolai Frederik
Severin). F. 1783 i Sjæland. Præst i Kjøbenhavn, og i længere
Tid bekjendt for sin nidkjære strenge Orthodoxi, medens han i
sine tidligere Aar, da Asalærens og Eddaernes dybe Naturfilo-
sofi henrev ham, var det for det Modsatte. Dygtig Historiker,
især i det nordiske Old; original, men eensidig og fantastisk, i
sine Anskuelser, samt kun i det Punkt af frisindet Tænkemaade,
at han forsvarer Samvittighedsfriheden eller Kirkens, det Aande-
liges, Uafhængighed af Staten. Som Digter har han især Værd,
idet han er udmærket ved Originalitet i Tanker og i Sprog.
Hans Tanker ere kraftige; men ofte udtværer han dem i en
Strøm af Rim, hentede ifleng fra Skrift- eller Almuesproget.
   34. Hansen (Maurits Christopher). F. 1794 paa Modum. Død
1842 som Overlærer og Bestyrer af Middelskolen paa Kongs-
berg. Ypperlig Novellist, og ganske original i sine Noveller af
nationalt Sujet. Har ogsaa udgivet grammatikalske Skrifter af
Fortjeneste. Sine senere Skrifter skrev han ortofonisk d. e.
nærmede sig i Skrivemaaden Udtalen saa meget som muligt. --
35. Hansteen (Christopher). F. 1784 i Chnia. Professor dersteds
i Astronomi. Af verdensberømt Navn for hans Opdagelse af og
Forsøg paa at fastsætte Jordmagnetismen. Fører som Reise-
beskriver en interessant Pen. -- 36. Hauch (Johan Carsten v.).
F. 1791 paa Frederikshald af danske Forældre. Lektor i Sorø.
Især Sørgespildigter. -- 37. Heiberg (Peter Andreas). F. 1758 i
Sjæland. Faderen var Nordmand. Var Translatør i Kbhvn., da
han 1799 blev landsforvist for politiske Skrifter. Fik Ansættelse
i det udenlandske Ministerium i Paris, hvor han som Pensionist
levede ligetil 1841. Sysselsatte sig i sine senere Aar især med
Norge, hvor han lod udgive et Par Skrifter af politisk Indhold.
-- 38. Heiberg (Johan Ludvig). F. i Kbhvn. i 1791. Søn af
Peter Andreas; blev 1829 kgl. Theaterdigter og Oversætter, i
hvilken Stilling han nationaliserede den egentlig franske Skue-
spilart Vaudevillen paa den danske Scene. Har ikke stor poe-
tisk Rigdom at raade over; men Ingen veed at benytte bedre
hvad han har. Ogsaa kritisk Skribent, og en Tid, med Titel af
Professor, ansat som Docent i Logik og Æsthetik. -- 39. Hers-
leb
(Svend Borchman). F. 1784 paa Helgeland. D. 1836 i Chri-
stiania, hvor han siden 1814 havde været Professor i Theologien.
d.IV,b.5,s.414   -- 40. Hertz (Jens Michael). F. 1766 i Sjæland. D. 1825 som
Biskop over Ribe Stift. -- 41. Hertz (Henrik). F. i Kbhvn. 1798.
Cand. jur. Docent i Æsthetik. Et baggesensk Talent i den sati-
riske Brevform og i at behandle Sproget. God Lyriker og Dra-
matiker. -- 42. Hesselberg (Iver). F. 1780 i Drammen. Præst.
-- 43. Heyerdahl (Hieronymus). F. 177- paa Oplandet. Præst.
-- 44. Holberg (Ludvig). F. 1684 i Bergen, Student fra Bergens
Skole 1702. Blev 1714 Professor extraordinarius i Kbhvn., og
foretog sig en Udenlandsreise, som han har beskrevet paa Latin.
Siden blev han efter hinanden Professor i Metafysik, i Veltalen-
heden og i Historien. I disse Stillinger forfattede han sine udøde-
lige Værker, der i 1747 paaskjønnedes med hans Udnævnelse
til Friherre af Holberg -- den Holberg gjengjeldte med at legere
til Sorø Akademi det hele af hans Godser oprettede Baroni,
foruden 15,000 Rdlr. til Jomfruers Udstyr. Selv døde han ugift
1754. I flere af de ypperste af hans Komedier gjenkjender man
vel meget fra Moliere og dennes Forbillede Plautus; men det
er saa vel overført paa Datidens Forhold, hvortil han var en
skarp Iagttager (som Spidsborgerne derfor ikke havde det bedste
Øie til) og saa vel indpasset i hans egne Skilderier af Daarska-
berne, at Alt udgjør kun eet originalt Heelt. Ligesaa meget
som Komedierne bidrog det komiske Heltedigt "Peder Paars"
til at udbrede hans Navn i Hjemlandene; i Udlandet vakte den
politiske Satire Niels Klim, først udgivet paa Latin, mere Op-
mærksomhed. -- 45. Holst (Hans Peter). F. 1811 i Kbhvn. Yndet
Leilighedsdigter; men stundom plagierende.
   46. Ingemann (Bernhard Severin). F. 1789 paa Falster. Prof.
og Direktør ved Sorø Akademi. Lyrisk elegisk Digter af megen
Sentimentalitet. Senere optraadt som Epiker og historisk Ro-
mantiker.

   47. Keilhau (Balthasar Mathias). F. 1797 i Biri. Berømt Pro-
fessor i Mineralogi i Chnia. -- 48. Keyser (Christian Nikolai). F.
1798 i Chnia. Professor dersteds i Theologi. -- 49. Keyser (Ja-
cob Rudolf). F. 1803 i Chnia. Professor dersteds i Fædrelandets
Oldhistorie og Islandsk. -- 50. Kingo (Thomas Hansen). F. 1634
i Sjæland. Død som Biskop i Fyen 1703. Psalmedigter af dyb
Følelse og varm Fantasi. -- 51. Krogh (Georg Frederik). F. i
Trondhjem 1802. Cand. jur. D. 1841. -- 52. Kruse (Lauritz).
F. i Kbhvn. 1778. Tituleret Professor. Novellist. Har som saa-
d.IV,b.5,s.415   dan tilplagieret sig Mauritz Hansens "Keadan" ved at udgive
den under eget Navn paa Tydsk.
   53. Laale el. Lolle (Peter). Formodentlig f. paa Lolland i det
15. Aarh. Han er Samler af en Mængde Ordsprog, saavel af
græsk og latinsk som af oldnordisk Oprindelse. -- 54. Lassen
(Albert Peter). F. i Edsberg 179-. Har som pensioneret Over-
lærer fra Chnias Skole i forskjellige Udgaver behandlet Verdens-
historien og dens Hovedafsnit. Især er den romerske Republiks
Historie forfattet med meget Talent. -- 55. Lehmann (Orla). F.
i Kbhvn. 1812. Høiesteretsadvokat. -- 56. Liebenberg (Michael
Frederik). F. 1767 i Kbhvn. Blev 1817 kgl. Konfessionarius. --
57. Linstow (Hans Ditlev Frants). F. 1787 i Hirschholm. 1811
Cand. jur., hvorefter han besøgte Kunstakademiet. Har siden
1812 været i Norge i forskjellige Stillinger indtil han fik den nye
Kongsgaards Bygning at forestaae som Architekt og Slots-Inten-
dant. Hans Afhandlinger om Architekturen ere udmærkede i
logisk og stilistisk Henseende. -- 58. Lund (Christen Andersen).
F. 1763 i Kbhvn. D. som Præst 1833. -- 59. Lundh (Gregers
Fougner). F. 1786 i Froen i Gudbrandsdalen. Tog som Student
Krigstjeneste i 1808. Engageredes 1811 af Selskabet for Norges
Vel til at gjøre en Reise i Udlandet paa Technologiens Vegne,
i hvilken Videnskab han, efterat have taget Afsked som Kapitain,
siden blev Universitetslærer i Chnia. D. 1836 som Professor.

   60. Malling (Ove). F. 1747 i Jylland. D. 1829 som dansk
Statsminister. Hans Skrift "Store og gode Handlinger" udmær-
ker sig ved sin populære Stiil; men at det er forfattet i et De-
spoti, er paa flere Steder altfor kjendbart; f. Ex. naar han
anbefaler Brud paa Brevhemmeligheden som Vidnesbyrd om
Patriotisme og Hengivenhed for Kongen. -- 61. Moe (Bernt). F.
i Chnia 1814. Student og Assistent ved Rigsarkivet. Udgiver
af en Personalhistorie samt Forf. af flere biografiske og genea-
logiske Artikler. -- 62. Molbech (Christian). F. 1783 i Sorø.
Bibliothekar ved det store kgl. Bibliothek i Kbhvn., Professor.
Hans vigtigste Arbeide er en dansk Ordbog. Ellers især kritisk
Skribent. -- 63. Monrad (Markus Jakob). F. 1816 i Thelemarken.
Student fra 1834 med Udmærkelse til alle Examina. Stipendiat
i Filosofi. -- 64. Monsen (Christian). F. paa Moss. Kand. Far-
maciæ. Et ungdommeligt friskt, fantasirigt Digtertalent. -- 65.
Müller (Peter Erasmus). F. 1776 i Kbhvn. Blev, efterat have
FORRIGE
NESTE